mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – “man kan aldrig vide”

Jeg vil ikke sige så meget forud for denne uges fødselsberetning, andet end at den – i al sin pragtfuldhed – vidner både smukt og hårdt om, at man aldrig nogensinde kan vide noget om, hvordan en fødsel kommer til at forløbe. Tag rigtigt godt imod <3

Det var fredag d. 7/7-17, og jeg havde terminsdag. Jeg havde haft en forholdsvis nem og ukompliceret graviditet og jeg var forberedt på, at jeg ville gå over tid. Det gør de fleste jo, siger de kloge. Jeg var kæmpe rund om maven, selvfølgelig – og det var da også lidt tungt. Men det ændrede ikke på, at dagene skulle gå med et eller andet, i den lange ventetid. Så jeg tog ind til byen, hvor jeg skulle spise brunch og hyggeshoppe lidt med en veninde (samme veninde, som senere kommer til at cykle meget hurtigt!). På et tidspunkt, midt inde i Pieces, kommenterede en sød kvinde på min store mave; ”hold da op en stor fin mave. Hvornår har du termin?”. ”I dag!” svarede jeg, måske med en lettere opgivende tone – men altså, jeg havde det faktisk fint. Dagen gik og hjem tog jeg igen om eftermiddagen. Stadig tyk, og nu også ret træt. 

Jeg havde helgarderet mig med to veninder i tiden op til fødslen, for det var nemlig dem, som skulle være med når den store dag kom. Vi havde holdt ”planlægningsmøder” forud for terminsdatoen, så jeg var sikker på, at de havde styr på de vigtige detaljer – og det behagede mit planlægningsgen gevaldigt. Så der var styr på, hvem der skulle kontaktes hvornår og hvordan når det hele startede.

Det er stadig fredag d. 7/7, og jeg sidder hjemme på sofaen og lader op efter dagens shoppetur. Omkring kl. 21 mærker jeg noget. Ikke et plask eller smæld, som måske forventet – men blot en våd og varm fornemmelse i trusserne. Har jeg lige siddet og tisset lidt i sofaen? Jeg går på toilet og ganske rigtigt er trusserne våde. Jeg får tisset af og skiftet trusser, og tager nu et bind på – just in case. Da jeg går ind i stuen igen, kan jeg mærke der kommer mere. Det er som om, at der kommer et lille skvulp vand, for hvert skridt jeg går. Shit! Nu går det op for mig, hvad der foregår. Jeg kan straks mærke adrenalinen i kroppen, på den gode måde. Jeg skifter bind igen og så går jeg ind og ringer til min ene veninde, som skal med til fødslen. Min rationelle tankegang er, at jeg ringer til hende inden jeg ringer til fødegangen – for hvad nu hvis noget skulle ske, så ville jeg ikke være alene. Min veninde smider alt hvad hun har i hænderne (hvilket vidst ikke var særlig meget), og hopper i bilen mod mit hjem. I mellemtiden ringer jeg til fødegangen. Det bliver aftalt, at jeg skal komme til tjek kl. 23. Jeg lægger på og er rastløs og alene. Ingen veer eller ubehag – men altså, det hele er jo lidt vildt alligevel – tænk sig, at baby er ligeså punktlig som sin mor, og lader vandet gå på terminsdagen. Jeg går i bad. Ikke for at lindre eller noget, men tiden skulle jo bruges til noget – og om ikke andet, så er det da meget rart at være nogenlunde ren inden man skal poppe en baby.

Min veninde kommer og vi kører mod fødegangen. Jeg bliver tjekket, og ganske rigtigt er det vandet der siver. Men der er ingen tegn på veer, overhovedet. Jordemoderen foreslår, at jeg kan få angusta-tabletter med mig hjem og tage dem med et bestemt interval og møde op dagen efter kl, 9. Og sove (yeah right, som om det kommer til at ske… Altså at sove!). Men tabletterne tager jeg imod efter at være blevet grundigt informeret om mine muligheder. Og vi tager hjem, kører en menu fra Mc Donald’s indenbords, indtager angusta, og går i seng. Mig i sengen og veninden i sofaen. Jeg får slet ikke sovet – ikke fordi jeg ikke vil, men jeg kan ikke. Tankerne kører rundt. For fanden, jeg skal jo være mor lige om lidt. Timerne går og klokken bliver 4, hvor jeg skal indtage angusta igen. Stadig ingen veer… Måske lidt plukkeveer, men det var jo bare som det plejede at være så. Kl. 6 begyndte der at ske noget synes jeg. Det var ikke som sådan smertefuldt og slemt, men plukkeveerne blev tiltagende og hyppigere. Jeg stod op og det samme gjorde min veninde. Imens hun gik i bad, stod jeg i køkkenet, lænet over køkkenbordet. Nu kunne det mærkes. På bare 15 minutter gik det fra at være ”nåh, det er fint nok. Det niver lidt”, til at gøre ret ondt. Jeg ringer til fødegangen og får lov at komme ind med det samme.

Som sagt skulle jeg have to veninder med til fødslen, så inden vi kører mod Skejby venter vi på den anden veninde. Fra hun blev vækket af et ”nu er det nu”-opkald, til hun stod ved mit hjem, gik der nok 15 minutter. Det var 15 lange minutter (for mig!), men jeg tror aldrig hun er kommet i tøjet og har cyklet 3 km så hurtigt i sit liv. Det gik hurtigt – og det samme gjorde køreturen til Skejby. Heldigvis var det lørdag – for ellers havde det lige ramt den kritiske morgentrafik.

Jeg blev tjekket og var 3 cm åben og havde gode veer og hyppige veer – men veer, som jeg stadig kunne være i. Jordemoderen begyndte at snakke om, at jeg kunne tage hjem igen. Af en eller anden årsag, som jeg ikke helt husker, valgte hun dog at ombestemme sig, og jeg kom på en fødestue. I mellemtiden var der vagtskifte og jeg blev ved 9-tiden mødt af en ny sød jordemoder på fødestuen. Der var fortsat fuld gas på veerne og jeg husker en så småt begyndende tyngdefølelse og let trang til at presse. Men det kunne jo ikke passe allerede. Jeg blev undersøgt, og det var gået hurtigt – for nu var jeg allerede omkring 7 cm åben, men med en baby som stadig stod højt i bækkenet. Jordemoderen sagde, at det her godt kunne gå hen og blive en hurtig affære, så den ene veninde blev sendt ned i bilen for at hente babydyne osv. 

Men snydt igen! For så nemt skulle det ikke gå. Jeg åbnede mig fortsat i hastigt tempo, men ved 9 cm gik det i stå. Altså ikke veerne (av for helvede) men udvidelsesprocessen. Jeg blev undersøgt og jordemoderen synes, at baby måske lå forkert. Altså ikke med rumpetten i bækkenet, men med hovedet roteret i den ”forkerte” retning. Altså en stjernekigger. Hun ville gerne have sin mistanke af- eller bekræftet, så hun ville lige få en mere erfaren kollega til at undersøge mig. Og en mere. Og en mere. Jeg husker det som om, at der var 8-10 forskellige jordemødre, der havde haft grabberne oppe i mig – men det er nok ikke helt sandt. Men stjernekigger, det var baby åbenbart. Og jeg fik presseveer, men jeg måtte ikke presse med – for han var endnu ikke langt nok nede i bækkenet. Og sådan gik der en fire timer. De værste 4 timer i mit liv. Er I klar over, hvor mange kræfter, hvor meget styrke og vedholdenhed det kræver at lade være med at presse, når kroppen ikke vil andet? Og så i 4 timer! Tiden er tåget for mig her. Jeg husker blot masken med lattergas, som var min form for ”kontrol” i veerne. Jeg husker, at jeg trak mig helt ind i mig selv. At jeg tænkte, at jeg bare skulle overleve det her. Min krop rystede fuldstændig ukontrollerbart i perioder og jeg kunne slet ikke styre det. Og så husker jeg mine (seje!) veninders nærværende ro, tilstedeværelse og bekymrende blikke.

Omkring kl. 14 var der stadig ingen fremgang i babys samarbejde med tyngdekraften, så det blev vurderet, at jeg skulle have en pause og blev tilbudt epiduralblokade. Ja tak! Anæstesilægen var frygtelig. En ældre herre – sikkert med en masse års erfaring og mega dygtig, men uden nogen form for situationsfornemmelse. ”Ja, så må du altså gerne lige krumme lidt mere i ryggen” og ”nå nå, gør det SÅ ondt?” (midt i en ve) var nogle af kommentarerne. Han stak mig 3 gange før det lykkedes – men så var det GODT! Sikke en lettelse. Nu kunne jeg både trække vejret, spise en filuris og snakke igen. Endda grine lidt, så vidt jeg husker. Lige heromkring var der også ”vagtskifte”. Ikke for jordemoderen (for hun havde 12-timers vagt), men min ene veninde blev erstattet med en anden tæt veninde, da hendes gravide korpus trængte til en lur. 

Og nu skulle der så arbejdes. Der blev forsøgt med alverdens forskellige metoder til at få baby ned i det bækken. Men intet fungerede rigtigt, og tiden gik. Der blev sat ve-drop op efter noget tid, for ud skulle han jo. Omkring kl. 19 kommer jordemoderen ind efter at have vendt situationen på konference, og jeg har følgende muligheder: At forsøge med en omgang klyx (”NU? Hvad? Nej!”) eller at forsøge at presse med på veerne, og se om jeg selv kunne få ham ud. Det var tydeligt, at de var bekymrede for, om både jeg og baby havde kræfterne tilbage til sidstnævnte. Men det blev nu engang det jeg valgte. Jeg huske følelsen af ”klar til kamp”, for nu skulle det her altså slutte. Og jeg pressede som aldrig før. Jeg husker ikke hvor mange veer, men kl. 19.15 var han ude. Lille Frej, skrigende, sød og rynket og med et kæmpe højt baghoved, efter at have ligget forkert i bækkenet så længe. Jeg græd ikke (den klarede mine veninder), men jeg har aldrig været mere lettet i hele mit liv. Jeg husker, at jeg var fascineret af, at en så intens og langvarig smerte kan stoppe så brat, når babyen er født. Imponerende. De sidste 15 minutter af fødslen havde jeg 2 jordemødre på stuen, da der var vagtskifte kl. 19. Den jordemoder jeg havde haft hele dagen, spurgte mig inden jeg pressede, om det var okay hun blev lidt længere, da hun ville være ked af ikke at kunne hjælpe helt til slut. Som sygeplejerske bliver jeg stolt af at møde folk i faget, som er så menneskeligt engageret. 

Tip: Tag en veninde med en sundhedsfaglig baggrund med til din fødsel. Min ene veninde er uddannet SOSU-assistent, og hun var en kæmpe hjælp og støtte og gav helt naturligt en hånd med alt det praktiske, som den travle jordemoder ikke kunne nå.

Bonus info: Babys hoved var så godt som normal-formet igen allerede dagen efter fødslen. Vi tilbragte 2 dage på mor-barn afsnittet, da de havde givet baby panodil lige efter fødslen, da de formodede at han havde ondt i hovedet. 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven