mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en jordemoderstuderendes fødsel

Jeg kan så tydeligt huske hvordan mange spurgte interesseret (og kærligt) ind til min første fødsel. Særligt det her med, at jeg var jordemoder og nu “endelig” havde prøvet det på egen krop, ville mange gerne vide noget om hvordan var. Det var en underlig kombination af både at være fagprofessionel, og samtidig have brug for at være helt “almindelig” fødende. Præcis ligesom kvinden bag denne uges fødselsfredag også beskriver. Hun vidste godt hvad hun gik ind til; hun kendte processen og forstod selvfølgelig på forhånd hvad en fødsel var, men hun havde også brug for “bare” at være fødende. Tag rigtigt godt imod en skøn fødselsberetning, fra en skøn jordemoderstuderende.

Det var sommer og jeg havde netop taget min 4. semestereksamen på jordemoderuddannelsen, da jeg en nat drømte meget livagtigt, at jeg fødte et barn. Det havde jeg aldrig gjort før, så da min kæreste og jeg var på vej i sommerhus for at fejre, at jeg havde fået sommerferie, måtte jeg hellere lige købe en graviditetstest med på vejen – bare lige for en sikkerhedsskyld. Testen ville jo være negativ og så kunne jeg glemme den mærkelige drøm og drikke vin med god samvittighed. Troede jeg. Testen var positiv og 8 måneder senere blev vi forældre til den dejligste lille dreng.

Min termin var d. 2/3 2020. Jeg havde sagt igennem graviditeten, at jeg ikke ville føde på skudår d. 29/2. To uger op til termin begyndte jeg dog at få en masse modningstegn og graviditetsgener, så til sidst blev jeg ligeglad med den dato. Jeg sagde til min søn i maven, at nu måtte han godt snart komme ud. Nu var jeg klar.

3 dage før termin d. 27/2 vågnede jeg op og havde en mærkelig stor trang til at bygge rede. Jeg gjorde hovedrent i vores lejlighed og gjorde min kærestes bil ren indvendig og udvendig (det har jeg aldrig haft lyst til hverken før eller siden).

Dagen efter d. 28/2 var jeg fuldstændig færdig og grådlabil uden at vide hvorfor. Jeg var ikke mig selv, og jeg sagde til min kæreste den aften, at jeg troede, at jeg ville gå i fødsel meget snart.

D. 29/2, på skudårsdag, vågner jeg op med tegnblødning og murren. Det havde jeg haft en del gange før, så jeg tillagde det ikke så meget, men jeg havde alligevel en følelse af, at det var nu. Jeg sendte min kæreste på arbejde med besked på, at han skulle have hans mobil på lyd og skrev til mine to studieveninder, som skulle med til fødslen (på skift, så vi ikke blev for mange på fødestuen), at i dag måske var dagen. Jeg skiftede sengetøj og gjorde lejligheden hovedren (igen), og lige dér midt i rengøringen af køkkenet kl. 10.50, gik mit vand i et ordentlig plask. Jeg ringede i lettere panik til min jordemoder, selvom at jeg jo udemærket godt kendte proceduren og var rolig herved. Min kæreste kom hjem og mine veer begyndte lige så stille. Et par timer senere tilsluttede min studieveninde sig os.

Vi hyggede os med serie, mad og musik fra min fødselsplayliste, imens mine veer tog til. Min veninde undersøgte mig indvendig, for jeg ville være sikker på, at jeg var i aktiv fødsel, før jeg ramte fødegangen.

Kl. 18 var jeg 3-4 cm åben og med kraftige veer. Jeg tog et klyx og et brusebad, og kl. 20 kørte vi mod fødegangen, hvor jeg var 4 cm. åben og kom i badekar. Sikke en befrielse! Vandet hjalp meget på mine smerter og her kunne jeg sidde og vugge og bevæge mig både under og imellem veerne. Efter nogle timer begyndte effekten at aftage. Jeg blev overvældet af ve-smerten, kastede op og sagde nu højt, at jeg gerne ville have en epidural, men da jordemoderen spurgte, om hun skulle ringe efter anæstesien, havde jeg alligevel ikke lyst. Jeg havde bare brug for at sige højt, at jeg var ved at være presset. Især fordi at jeg synes, at det gik lidt for langsomt i forhold til de gode og hyppige veer, jeg havde. Jeg spurgte min jordemoder, hvornår hun troede, at jeg ville føde, og det kunne hun selvfølgelig ikke svare på. Det var skide irriterende, synes jeg. Jeg har selv fået det spørgsmål som studerende mange gange, og jeg ved, at det er umuligt at sige, hvornår en kvinde føder, men nøj hvor havde jeg bare brug for at vide, hvornår jeg kunne blive fri fra de der veer. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor at nogle kvinder frivilligt ville gå igennem en fødsel flere gange. Det var i hvertfald 1000% sikkert, at min søn blev enebarn. Den beslutning burde egentlig være en kollektiv en af slagsen, altså sådan en som blev truffet i samråd med min kæreste, men i det øjeblik fratog jeg altså hans stemmeret. Bum!

Klokken 00 skiftede mine studieveninder, så en ny kom til og den anden tog hjem for at hvile. Jeg kom op af badekarret og blev undersøgt til at være gode 6 cm åben. Jeg spurgte igen min jordemoder om, hvornår jeg ville føde, og denne gang svarede hun, at hun troede, at jeg havde født inden hendes vagt sluttede kl. 07.15. “Okay, det kan jeg sgu godt klare” svarede jeg og fik en masse ekstra kampgejst. Nu havde hun altså lovet det og bordet fanger. Jeg følte, at jeg havde fået et slut-tidspunkt på, og det var så befriende, selvom at jeg jo godt inderst inde vidste, at det var et skøn og langt fra sikkert. Det vidste min jordemoder også, men jeg tror, at hun kunne mærke, at jeg havde brug for det.

Herefter kom jeg over på fødelejet og lå med varmepude, TENS og til sidst også lattergas. Udover dette brugte jeg – igennem hele min fødsel – også min kæreste rigtig meget. Ved stort set hver eneste ve i den 17,5 time lange fødsel, var han ved min side og guidede, roste og nussede mig igennem veerne. Han gav mig en følelse af, at vi var to om denne her fødsel og han var uden tvivl den største støtte og bedste smertelindring for mig. Havde det ikke været for ham, havde jeg haft en hel anden mental fødselsberetning!

Kl. 03.20 begyndte jeg at føle, at jeg skulle på toilet og jeg vraltede mellem toilettet og fødelejet flere gange for at prøve. Som jordemoderstuderende ved jeg jo godt, hvad det betyder, men i det øjeblik var jeg bare en helt almindelig fødende, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne komme på toilet, når jeg nu følte, at det var det, jeg skulle. Ja faktisk blev jeg helt irriteret på min egen krop, for jeg synes, at den var skide besværlig at give mig toilettrang lige nu, hvor jeg jo altså også havde veer. Min jordemoder undersøgte mig og jeg var nu blevet 10 cm åben og hovedet stod dybt nede. Jeg begyndte herefter spontant at presse med på veerne. Det var en befrielse at nå dertil. Jeg fulgte min krop og den gjorde lige, som den skulle. Med hovedet godt på vej ud, bad jeg min studieveninde om at ringe min anden studieveninde tilbage hurtigt. De skulle begge to være med til det næste og største, der snart skulle ske. Hun nåede lige akkurat tilbage.

Kl. 04.31 fødte jeg vores søn Karl. 3300 gram og 51 cm lang i GA 39+6 d. 1/3 2020. Vi nåede lige præcis over skudår. Jeg tog selv imod ham og hev ham op på mit bryst. Han var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Nu var jeg blevet mor.

Jeg slap med en overfladisk grad 1 bristning og få sting samt en lille post partum blødning. Jeg havde haft min ønske-fødsel set fra både en personlig og faglig vinkel, og jeg følte mig så heldig.

Fødslen af min dreng var det vildeste, hårdeste og mest empowering jeg nogensinde har gjort. 5 minutter efter fødslen af min søn fortrød jeg min beslutning om at gøre ham til enebarn, og jeg sagde derfor til min kæreste og jordemoderen, at det her ville jeg gerne gøre igen. I ugerne efter fødslen kunne jeg også blive helt ked af, at jeg nok kun får lov at opleve en fødsel 1-2 gange mere i mit liv.

Af min graviditet, fødsel og efterfølgende moderskab har jeg fået en anden forbindelse, tiltro og kærlighed til min krop. Tænk sig hvad den har fortalt mig, udrettet og ikke mindst givet mig. Det vil jeg altid være den dybt taknemmelig over!

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Helt utrolig smuk og indlevende fødselsbeskrivelse♥️ Tak for at dele den -Så meget kom pludselig tilbage i min bevidsthed om egne 4 smukke og meget lange fødsler i 1995, 1997, 2001 og 2005. Det er så vildt hvad kroppen kan udrette og udholde🙏🏻 Karl er endnu em af disse livsbekræftende historier🍀

  2. Ved godt, at som mormor til Karl, vil der være stærke følelser involveret, men hold nu op, hvor blir jeg rørt over læsningen af din/ jeres fødsel❤️
    Kan kun sige, at jeg er så stolt over jer begge to. I var et team før, under og 100% nu, hvor Karl er kommet til
    Har så storcrespekt for jer.
    Ved også, hvor bekymret du var inden fødsel, fordi du som jordemoder studerende har oplevet, at det ikke altid går godt.
    Hilsen fra den stolte mormor❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven