mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #68

Til en begyndelse, må jeg hellere lige kalde flødealarm. Kæmpe meget, vistnok. Så er du advaret.

Jeg sidder og slikker aftenens sidste solstråler fra altanen. På kroppen mest, fordi jeg til stadighed forsøger at passe på med at udsætte mit pigmentforandrede ansigt for unødig solpåvirkning. På altanen ved siden af, sidder en gruppe unge mænd og griller og fra stuen bag mig, kan jeg høre mine drenge lege. Det er vist sådan her det skal være. Det er i hvert fald lige nu, jeg føler mig meget, meget lykkelig. Ikke bare over nu, men over den tid vi har, lige nu. Over den forgange uge, der har vist sig fra sin allersmukkeste side, herhjemme hos os.

Det. Har. Været. Sådan. En. God. Uge.

Ugens højdepunkt er alle de vidunderlige fødselsdags(fejrings)stunder vi har haft. Med to børn, der har fødselsdag med bare en uges mellemrum, kommer det let til at fylde uforholdsmæssigt meget, når tid er – og jeg elsker det. Mine børns fødselsdage er noget af det allerbedste jeg ved! Jens fyldte ni år i onsdags og holdt i dén anledning fri fra skole. Vi byggede lego, tog på sejltur, drak børnechampagne, stod på skate-board og spiste sushi til aftensmad. Til alles store fornøjelse. Torsdag holdt vi “efterfødselsdag” med mere lego-byggeri, eftermiddagskage og solskin på altanen. Fredag stod på forberedelser af kolonihaven til weekendens fejringer, hvor vores nærmeste familie kom og fejrede drengene. Det er første gang i lang, lang tid, at vi har været samlet så mange og det var intet mindre end fantastisk! Simon tændte op i grillen, børnene legede vandkamp og de voksne fik en aperol i solen. Kæft, det var godt! Jeg er stadig helt høj på at have haft – og givet drengene – sådan en god dag <3

Jeg smilede mest da vi hentede vores nye bil. Eller, altså nye, gamle bil, som jeg glæder mig helt tosset meget til at skulle gøre klar til en masse dejlige ture rundt om i landet til sommer.

Ugens lavpunkt er at lille Martha er blevet halt på sit venstre bagben. Vi ved ikke rigtigt hvorfor, men hun har ligesom en temmeligt spændt sene i lysken, så måske er det noget overbelastning, eller et vrid, der er på færde. Det er så synd, når man ikke lige kan spørge hvor det gør ondt – eller fortælle hende, at det nok skal gå over igen, for dén sags skyld.

Det gode ved det er at Martha ikke er synderligt mærket af det. Hun leger stadig fint, så på den måde har vi helt ro på, selvom det selvfølgelig er synd for hende. Og hvis så stadig det står på, på tirsdag, så må vi jo et smut forbi dyrlægen med hende. (Please, lad det gå over igen inden da – dyrlægeregninger er ikke ligefrem de sjoveste at betale…).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig nederdele – igen! Traditionen tro i mine børns fødselsdagssæson (seriøst, vi har endnu ikke prøvet andet end strålende sol på Jens’ fødselsdag – og vi kører altså på 10. år i træk!) har solen skinnet smukt, stort og længe, så stængerne er blevet luftet godt 😀

Det bedste jeg har spist er Simons kartoffelsalat. Normalt er jeg slet, slet ikke et kartoffelsalatmenneske (måske som et levn efter at have fået serveret den fra bøtte lidt for mange gange i løbet af min barndom), men dén Simon har udviklet til sit arbejde, der lige om lidt begynder at sende grill-pakker ud i verden. MUMS, siger jeg bare. (Den smagte så godt, at jeg helt glemte at smage på den grillede fisk, som Simon smed på bordet efterfølgende, ha ha!).

Det bedste jeg har set er Frost 2, som vi så med drengene fredag aften. Sikke altså en fin, fin film. Jeg tror faktisk at jeg synes den er bedre end 1’eren. Jeg både grinede og græd flere gange, så den får altså mine varmeste anbefalinger med herfra!

I næste uge ser jeg frem til en travl uge, hvor min kalender allerede nu er booket godt op med både arbejde og dejlighed. Peter fylder seks år på onsdag, så fejringerne fortsætter lidt endnu, jeg har gode aftaler med gode mennesker flere aftener og på arbejdssiden skal jeg blandt andet være med i en kampagnevideo for coops scan & betal (som jeg også tidligere har reklameret for og som jeg synes er et virkelig, virkelig smart indkøbskoncept!), som jeg glæder mig ret meget til. Nårh ja, og så skal jeg på siden også lige sætte gang i byg-en-folde-ud-seng-til-den-nye-bil-projektet. Det skal nok blive en ganske god uge!

Ps. Hvis du mangler inspiration til fødselsdagskagen, kan jeg VARMT anbefale dig at prøve en talkage – det er super nemt og alle bliver alligevel altid imponerede over “kunstværket”. #genialt 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Jeg syntes det er rigtig hyggeligt at læse din blog og fødselshistorierne er søde sjove og for mig også faglige ( gyn /obs sygeplejerske)
    Jeg syntes Coop gør mange gode ting, men jeg må indrømme at jeg er totalt imod scan og betal, jeg vil have en kasse m/k, en jeg kan tale med, spørge om ting og en der har et job. Hvis vi alle scanner og betaler vil der blive fyret en masse kassemedarbejder og man er lost ift. Fejl m.m. SS M

    1. Jeg hører totalt hvor du kommer fra – men jeg tror ikke det er enten/eller. Jeg synes Scan & Betal er GENIAL, når jeg kun skal have få ting, som jeg på forhånd kender og ved hvad er. Særligt om eftermiddagen, når børnene er trætte og køerne er lange, bruger jeg det gerne. Jeg tror ikke det giver færre medarbejdere. Tvært imod, måske ligefrem, fordi alle kunder får en bedre oplevelse, når køerne bliver minimeret, sådan uden videre 🙂 Hvis der ikke er kø, eller når jeg handler stort ind, bruger jeg selvfølgelig altid den almindelige kasse og jeg nyder, at have en god relation til medarbejderne i de supermarkeder jeg handler i.

  2. Slet ikke fløde. Men masser af glæde, kærlighed og lykke. Jeg er fan, og helt høj efter at have læst det. Livet er fantastisk

  3. Sikke en dejligt indlæg, det blev jeg da lige lidt ekstra glad af at læse (og se)😍
    Der kan aldrig blive for meget med børnelykke, solskin og dejlige dage.

  4. Tillykke til drengene og god bedring til Martha!

    Jeg vil lige nævne, man kan tegne en hundesygeforsikring, som netop hjælper med at dække udgifter ved dyrlægeregninger. Der findes både særlige forsikringsselskaber og dit eget har måske også en. Tjek at den dækker hele livet (nogle stopper når hunden er 7-10 år, og det er jo oftes her, de får flere skavanker.)

    God torsdag 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven