mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #64

Træer i forskellige lysegrønne nuancer, de blå skilte og landskabets bakker glider forbi mit vindue. Vi er netop drejet ind på E45, på vej hjem mod København, efter en fantastisk weekend i Sønderjylland. Drengene sidder trætte på bagsædet, den ene nørkler med lego og den anden, med en tegning han har haft gang i siden i morges. Simon synger (ikke så skønt, men meget hyggeligt) med på Adele, der toner frem i radioen på P3 og jeg, ja, jeg sidder med en sovende hund i favnen og nyder et øjebliks ro og refleksion over den forgangne uges hændelser ❤️

Ugens højdepunkt har uden sammenligning været vores tur i sommerhus. Vi har set mine forældre, min bror og alle mine niecer og for fanden, hvor har det været dejligt! Og mærkeligt, bevares, fordi det selvfølgelig har været med afstand. Men vi har grillet pizzaer på terrassen ved sommerhuset, gået ture ved stranden og kastet smut, til den helt store guldmedalje. Og åh, hvor har det altså bare været dejligt! Dejligt, dejligt, dejligt!

Jeg smilede mest da de første “anmeldelser” af min nye bog tikkede ind i kommentarfeltet her på bloggen, efter jeg havde udgivet et indlæg om den. Altså!! Det gør mig så overdrevet glad, når de ting jeg laver giver mening og rent faktisk kan “hjælpe” andre mennesker, så jeg endte simpelthen med at tude af glæde over den fine respons 😭❤️ I kan se kommentarerne i bunden af indlægget her, hvis I har lyst.

Ugens lavpunkt må være at 1.maj – til trods for manges gode intentioner og forsøg – ikke blev spor sådan som 1.maj skal være (i mit hoved). Jeg havde i hvert fald ikke den samme, stærke fællesskabsfølelse, som jeg ellers plejer at have pudset solidt af til anledningen. Det er selvfølgelig en lille ting, verdenssituationen taget i betragtning, men ikke desto mindre gjorde det mig altså lidt trist.

Det gode ved det var, at man ikke udelukkende kan (eller behøver at) bebrejde corona og forsamlingsforbud for de manglende fadøl og ditto kamptaler. Det regnede jo! Og alle ved, at regnvejr og 1.maj er en dårlig kombination, uanset verdensomspændende pandemier eller ej.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min mors lyserøde birkenstocksandaler, ha ha! De er sådan lidt crocs-agtige i materialet og aldeles grimme (særligt udenpå mine gule sokker), men det er netop dét (og den høje komfort!) der gør dem fantastiske. De er i alle tilfælde skrevet på min mentale ønskeliste, over ting jeg gerne vil iføre mig i kolonihaven.

Det bedste jeg har spist har vist ikke været særligt prangende. Jeg kan i hvert fald ikke sådan lige pege noget ud. Til gengæld så spiste jeg en fransk hotdog med ostepølse på turen imellem København og Sønderjylland – og det var muligvis nok det dårligste jeg har spist i år, ha ha! Adr, altså! Jeg er virkelig, virkelig ikke vild med pølser mere – og så det der ost, der smeltede ud af pølsen. Bare nej. (Og nej, jeg ved ikke hvorfor jeg hverken købte eller spiste den, men det gjorde jeg altså…).

Det bedste jeg har set i tv kan jeg simpelthen ikke huske hvad var. Måske har jeg slet ikke rigtigt set tv, i denne uge.

I næste uge ser jeg frem til forhåbentligt at få billetter til den nye pop-up Drive In Bio, der har ramt Nordhavn for den næste uges tid. Jeg har ikke haft min computer med i sommerhus, og jeg har ikke kunnet købe billetter fra mobilen, så nu håååber jeg at der stadig er nogle at få, når vi er hjemme igen!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven