mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – skøn og ukompliceret!

Ovenpå den meget, meget barske fortælling i sidste uge (som I tog så godt imod, tak for det!), tænker jeg, at vi har brug for noget lidt mere let. Som en dejlig førstegangsfødsel, der forløber både hurtigt og ukompliceret, for eksempel 🙂 Det er i alle tilfælde lige hvad jeg har til jer i dag. En så-fedt-kan-det-også-være-at-føde-fødselsberetning, der forhåbentligt kan give lidt mere ro på, til de af jer, der måtte være nervøse for eventuelt forestående fødsler <3

Tag godt imod den.

Tre dage før termin vågner jeg kl  04.15, ved at jeg kan mærke at noget niver mig i underlivet, som var det en prop der gik/en elastik der sprang. Jeg mærker at der løber lidt vand og jeg husker straks at have læst at det kunne være vandet der var gået. Jeg går ud på toilettet og da jeg sætter mig kommer der et stort skyl – jeg er ikke længere i tvivl om at vandet er gået og fødselen nu er startet. “Der ikke er nogen vej uden om. Shit…” tænker jeg “så er det sgu nu. I dag bliver vi forældre”. Jeg kalder på min kæreste, som sover og fortæller ham at nu er vi i gang. Han bliver glad men også nervøs og spørger om vi skal tage på hospitalet med det samme, men jeg kan ærlig talt ikke huske hvad man skal, så jeg googler og ringer til fødemodtagelsen. Jeg har ingen veer endnu men jordmoderen jeg taler med fortæller at vi skal komme ind på riget 8.30 hvis ikke der er sket noget inden – for når vandet er gået må der ikke gå mere end 18 timer, siger hun. 5 min efter jeg har talt med fødemodtagelsen starter mine veer lige så stille. Jeg beder min kæreste om at lave en varmepude til min mave og fokuserer på min vejrtrækning. (Sidenote: han spørger i første omgang om hvorfor han skal lave en varmepude, hvortil jeg svarer at det kan lindre mine smerter lidt. Manden uden situationsfornemmelse får spurgt “jamen er det ikke meget godt lige at mærke veerne?” Jeg kiggede bare på ham og han fandt hurtigt ud af at han bare skulle tie stille og lave den varmepude!).

Jeg husker fra Rigets auditorie-fødselsforberedelse at det ville være en god ide med lidt mad og hvile, så jeg smører en rugbrødsmad og kæmper mig igennem den samtidigt med at jeg prøver at hvile mig i vepauserne. Min kærestepakker pusletasken og ved 6 tiden ringer jeg til min far og hører om han vil køre os på hospitalet. Han arbejder i nærheden og er lige mødt ind, men da jeg spørger ham er han ikke meget for det, fordi han er skidt tilpas og vil køre syg hjem. Vi beslutter dog, at min far lige skal ringe når han kører fra arbejdet.

Jeg ringer imellemtiden igen til fødemodtagelsen, fordi jeg synes at veerne har taget til og der er lidt kortere imellem dem. Jeg koncentrerer mig fortsat om vejrtrækningen men mærker et behov for snart at komme på hospitalet. Min fornemmelse siger mig at jeg er tæt på. Min far ringer lidt i 7 og spørger om vi skal have et lift, for så er det nu. Vi takker ja og jeg får kæmpet mig ned, baglæns, af trapperne (fordi, bækkensmerter) med pauser under veerne. Min far kører stille og roligt og 7.30 er vi på Riget. Undervejs på turen satte jeg pris på mit “hvad-nu-hvis-mindset”, fordi dét betød, at jeg selv havde husket en brækpose (og gjort den klar), for rugbrødsmaden kom op igen, ud af det blå og midt i den travle morgentrafik (hvor vi selvfølgelig holdt stille for rødt ved siden af en håndfuld cyklister).

Jeg kom ind på fødemodtagelsen og op på en briks og blev undersøgt. Først troede jeg at det var der jeg skulle føde og jeg fortalte dem, at jeg altså gerne ville føde på fødeklinikken. Jordmødrene smågriner lidt overbærende med mig og fortæller at de lige skal undersøge hvor langt i fødslen jeg er inden jeg kommer videre. De spørger indtil forløbet indtil nu og om jeg ellers er okay. De roser mig, siger jeg er god til at bruge min vejrtrækning og endda virker overskudsagtig, fordi jeg lige minder dem om at jeg er rhesus negativ, griner af deres jokes og undskylder for at ramme én af dem med min fod. Jeg tænker at “sødt af jer men det skal I jo sige”, men når jeg tænker tilbage vil jeg dog give dem ret. Jeg var sgu ret overskudsagtig. [Det tænker jeg helt klart også! Kh Cana B].

Jeg ville gerne på en fødestue med et kar, men der er ikke plads så da jeg kl 8.30 er 9 cm bliver jeg kørt i kørestol ind på en almindelig stue.

Da vi kommer ind på stuen ser jeg at der ikke er et kar og jeg bliver faktisk lettet, for pludselig har jeg slet ikke overskud til det! Jeg kommer i stedet op på fødebriksen og bliver bedt om at gå ud og tisse, men jeg kan ikke.

Jeg tager en masse veer og til sidst begynder presseveerne og jeg holder ikke tilbage. Jeg tænker på om jeg overhovedet må presse, men jordemoderen stopper mig ikke, så jeg tænker det er okay. Min kæreste holder mig i hænderne og kommer med vand og juice til mig. Jeg var så tørstig og husker det som om jeg skulle have vand efter hver ve. Der er (udover en jordemoder) en medicinstuderende med os. Hun var så sød og havde fornøjelsen af at tørre det lort af jeg ikke havde kunne komme af med. Det var både så flovt og pisseligemeget tænkte jeg. I de sidste presseveer hjalp den medicinstuderende mig også med at holde benene oppe fordi jeg havde brug for at bruge alle mine kræfter på at presse. Det var SÅ stor en hjælp.

På et tidspunkt var babys hoved i midt i skedeåbningen imellem to veer og det var så smertefuldt! For første gang siden mine veer startede glædede jeg mig til en ve, så hovedet kunne komme ud. Jeg pressede og hovedet kom fri men baby havde ikke drejet hovedet så jordmoder hjalp til ved sidste ve, hvor resten af kroppen kom. Kl. 10.22 kom baby ud og blev lagt på mit bryst. Seks timer efter vandet var gået. Min kæreste blev så rørt og jeg havde stadig ikke forstået at min baby endelig var født.

Der gik et par minutter og min kæreste klippede navlestrengen og vi kiggede på om det var en dreng eller en pige. Det var en pige og det føltes bare så rigtigt. Vi var begge så glade.

Moderkagen blev født og jeg blev syet. Det sidste gjorde, som en sidenote, næsten mere ondt end fødslen.

Derefter kom vi alle 3 over og ligge på en særskilt madras og baby lå på mit bryst og begyndt straks at spise. Vi fik lidt toast og juice og kiggede på hinanden og kunne ikke forstå at vi lige havde fået det mest perfekte barn i hele verdenen.

Jeg var så stolt og lykkelig. Vores lille pige blev tjekket af jordmoderen og alt var som det skulle være. 3706g og 52cm – helt perfekt. Kl 17 var vi hjemme igen og så startede vores nye liv sammen som familie.

Det var så vild, fantastisk og helt perfekt en første gangs oplevelse at jeg glæder mig til næste gang.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Tillykke med datteren ❤️ Sådan en fødsel havde jeg også, fra vandet gik til min datter kom ud gik der 9 timer og det hele føltes så naturligt og ikke for hurtigt. Jeg nåede endda ind forbi sygehuset og sendt hjem igen 🤪

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven