mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – GDM, bristede håb og om en fantastisk diabetesjordemoder

GDM – gestationel diabetes, eller graviditetsbetinget sukkersyge, som man også kalder det rammer cirka 2% af alle gravide, men mange flere får det alligevel tæt ind på livet, på grund af temmeligt restriktive screeningsprocesser.


Hun skrev til mig, at det egentlig skulle have været en beretning om at være gravid med GDM, og om de forventninger og ønsker, som pludselig skulle forliges med at være blevet en “risikogravid”, i kraft af sin diagnose. Efter fødslen og mødet med en helt særlig jordemoder, endte det dog som en beretning med meget mere på hjerte end dét.

Den er længere end de fleste, men den er super fint (be)skrevet og jeg følte mig meget draget undervejs. Jeg bliver altid særligt rørt, når kvinder inviterer mig med ind i deres indre refleksionsunivers, og til dét, er denne kvinde mesterlig.

Tag godt imod en meget, meget fin beretning om en graviditet, der udviklede sig i en uønsket retning, men som alligevel endte virkelig, virkelig fint.

Beretning om GDM gestationel diabetes graviditetsbetinget sukkersyge

December 2018 beslutter min kone og jeg at starte op på fertilitetsbehandling igen. Storebror er da knap fem år, lillesøster lige fyldt et år. Det tog halvandet år og otte forsøg at blive gravid med lillesøster, så vi tænker, at vi nok må starte op i ekstra god tid denne gang, da vi ønsker et mindre aldersspring mellem nummer to og tre. Som sagt så gjort. Vi får en tid til samtale på fertilitetsklinikken, hvor vi drøfter mulighederne for oplægning af de embryoner, som vi har på frys fra behandlingen med lillesøster. Et par uger efter får jeg lagt et embryon op i spontan cyklus og fjorten dage senere tester jeg positivt. Det er helt fantastisk og skræmmende og dejligt og surrealistisk. Ét stort mix af følelser. Det er en kæmpe lettelse, at det lykkes så hurtigt denne gang, men det går måske også en smule stærkt. Lillesøster er stadig meget lille – og nu har vi jo lige forberedt os på en længerevarende proces. Vi bruger et par dage på at sunde os og falder herefter til ro ved tanken om en ny graviditet og et nyt barn. 

 

De første mange måneder af graviditeten går uden de store problemer. Jeg er plaget af den sædvanlige kvalme og træthed i første trimester, men ellers er der ingenting. Ved nakkefoldscanningen bliver baby vurderet til at ligge i den store ende af vægtskalaen. Ikke overraskende, da vores to andre børn også var store ved fødslen. Da jeg i min første graviditet fik konstateret graviditetsbetinget sukkersyge (GDM), skal jeg screenes for det i denne graviditet også. Med 50 % chance for at udvikle GDM i efterfølgende graviditeter, har jeg på fornemmelse, at jeg nok ikke slipper udenom denne gang. Jeg slap udenom med lillesøster. Så heldig er jeg nok ikke to gange i træk.

 

Min mavefornemmelse holder stik, og efter flere glukosebelastninger, der gentagende gange viser en grænseværdi og som derfor kræver en ny belastning fire uger senere, bliver det i uge 32 til sidst konstateret, at jeg har udviklet diabetes. Jeg tager det med ophøjet ro. Jeg har prøvet det før, og jeg ved, hvad det indebærer: Ændring af kost, daglige blodsukkermålinger, skift til diabetesjordemoder, ekstra blodprøver, flere scanninger. Hvad jeg til gengæld ikke tager med ophøjet ro, er de ændringer, jeg ved det vil medføre ift. fødslen. Som tredjegangsfødende har jeg en del forventninger, ønsker og planer for den forestående fødsel. Fødslen er ikke noget, der bare skal overstås. Jeg ser frem til den og glæder mig til at opleve det igen. Derfor har jeg også en ret fast fødselsplan i hovedet: Jeg vil gå i spontan fødsel, ikke sættes i gang. Jeg vil være hjemme så længe som muligt og først køre mod sygehuset, når det er ’oppe over’ – dog i god nok tid til at nå sygehuset. Jeg vil ikke have smertelindring. Jeg vil føde i vand, lige som jeg gjorde med lillesøster. Min kone skal tage imod baby. Og jeg vil føde ambulant, så jeg få timer efter fødslen kan komme hjem i trygge, familiære omgivelser. Men med GDM ved jeg godt, at størstedelen af ovenstående ikke længere er en mulighed. 

 

Da det bliver fastslået, at jeg har udviklet diabetes, ruller møllen straks. Hyppige konsultationer hos diabetesjordemoder, ekstra blodprøver, ekstra scanninger og diætist – og det hele i den efterfølgende uge. Jeg tager afsted til blodprøve, scanning og diabetesjordemoder, men aflyser tiden med diætisten. Jeg føler mig oplyst ift. kosten. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet det før. Forud for mødet med diabetesjordemoderen er jeg spændt og en smule skeptisk. Jeg frygter en ældre, småsur jordemoder med hævet pegefinger og bedrevidende formaninger (som var det, jeg mødte i min første GDM-graviditet), men det jeg møder er så langt derfra, som det overhovedet kan komme. Det, jeg møder, er en sød, grinende, humoristisk, lyttende og smilende jordemoder. Jeg opbygger hurtigt stor tillid til hende og bruger hende bl.a. til at drøfte scanningsresultater. 

 

De ekstra tilvækstscanninger viser, at baby er 21 % større end gennemsnittet, og der bliver flere gange hentydet til, at ”du skal nok ikke gå længere end til termin”. At baby er stor, skræmmer mig ikke. Der er noget trygt og genkendeligt ved det. Samtidig viser scanningerne, at jeg har en øget mængde fostervand, hvilket muligvis kan snyde lidt ift. vurderingen af babys vægt. Der er dog bred konsensus om, at babys vægt til termin vil ligge omkring de fire kilo og at baby derfor skulle ud der. Seks uger før termin bliver den løse snak om igangsættelse konkret, da det bliver besluttet, at jeg skal sættes i gang senest på terminsdato. Fødselslægen bruger argumenter som: ”Hvis baby følger sin kurve, vil den ligge mellem 4000 og 4100 gram til termin, og du vil vel gerne kunne få den ud?”, ”babys skuldre skal jo nødigt sætte sig fast under fødslen” og ”du er jo tredjegangsfødende, så din krop ved, hvad den skal og er sikkert klar til at føde omkring termin”. Alt sammen argumenter, som jeg sagtens rationelt kan følge, men som jeg følelsesmæssigt ikke kan forene mig med. Besøget hos fødselslægen er ikke videre behageligt. Jeg føler, at lægen forsøger at overbevise mig om, at fødslen bare skal overstås. Jeg er frustreret og ked af det. Min store autoritetstro siger mig, at jeg skal følge lægens anbefaling. Hun ved, hvad hun laver. Hun arbejder med det her til dagligt. Og alt det i mig, der skriger på det modsatte, er jo bare en mavefornemmelse. Er en mavefornemmelse nok? Kan jeg stole på min mavefornemmelse? Jeg overvejer at gå imod anbefalingerne, men hvad hvis der sker noget? Hvad hvis skuldrene ender med at sidde fast? Hvad hvis jeg går 14 dage over og baby bliver så stor, så jeg ikke kan få den ud? Jeg ønsker ikke at bringe hverken baby eller mig selv i fare.  

 

Jeg bruger min diabetesjordemoder rigtig meget i denne tid. Jeg deler min frustration med hende. Hun er åben, hun er forstående og hun rummer både mig og min frustration. Vi drøfter muligheder, begrænsninger og risikoer. Hun forsøger ikke at pådutte mig hverken det ene eller det andet. Hun siger, at hun er enig i lægens vurdering og at hun også synes, at jeg skal sættes i gang, men hun siger samtidig, at det blot er en anbefaling, at det er op til mig, at det er min beslutning. Hun råder mig til at følge min mavefornemmelse. Det er så rart og så befriende. 

Efter nøje overvejelse vælger jeg at følge anbefalingerne, og jeg bruger således de sidste uger af graviditeten på at forberede mig på en fødsel, der er alt andet end det, jeg har forventet, håbet og troet på. Min diabetesjordemoder er fantastisk i de sidste par uger. Hun er støttende, hun lytter og hun giver mig en masse øvelser, som måske kan hjælpe med at sætte skub i fødslen. Hun hepper på mig og på at fødslen vil gå i gang spontant inden termin. Jeg hepper også, men tiden løber ud og jeg når til 39+5: dagen for igangsættelse. 

 

Vi arrangerer pasning af de to store og min kone tager fri. Jeg har kvalme. Jeg har de sidste uger 

arbejdet intensivt på at få styr på mit mind-set og forsøgt at forlige mig med tanken om, at det er okay det her. Det lykkedes aldrig rigtigt. Jeg har glædet mig til fødslen. Nu glæder jeg mig til at det er overstået. Jeg har kvalme – og jeg er træt. Fremfor at sove og samle energi til fødslen, har jeg brugt det meste af natten på at google diverse igangsættelsesmetoder og andres oplevelser og erfaringer hermed (det kan ikke anbefales dagen op til igangsættelse – google is not your friend). Jeg erfarer i nattens mulm og mørke, at jeg ikke har lyst til hindeløsning og at igangsættelse med angusta-piller er en langsommelig affære, og jeg er i øvrigt overbevist om, at jeg ikke er åben nok til at vandet kan tages. Men ud skal baby jo, og jeg må bare følge med. 

 

Vi har tid på fødegangen klokken 10. Der er en smule ventetid. Min kone forsøger at tale om alt og ingenting for at få mig til at tænke på noget andet. Jordemødrene har travlt. De går fra den ene stue til den anden. De taler kort sammen på gangen, og jeg hører med det halve øre, at navnet på min diabetesjordemoder bliver nævnt. Min kone hører det samme og spørger, om det ikke er det, min jordemoder hedder. Jo, svarer jeg – men påpeger, at det er der jo så mange der gør. Men så hører jeg hende. Min diabetesjordemoder. Jeg kan høre men ikke se hende, men jeg genkender hendes stemme og falder en smule til ro. Jeg når et splitsekund at se muligheden for mig: At jeg skal føde med hende – men jeg bliver afbrudt i tanken, for nu er det vores tur og jeg bliver vist ind på en undersøgelsesstue. 

Jordemoderen er sød. Hun har en studerende ved sin side. De undersøger mig begge og fortæller, at jeg er fire centimeter åben og at de vil prøve at tage vandet. Der falder en kæmpe sten fra mit hjerte. Ingen hindeløsning og ingen piller til mig. Jeg er kæmpeglad. Efter et kort stykke tid kommer der en anden jordemoder ind. Klokken er 11 og hun tager mit vand. Fostervandet fosser ud, som har man åbnet for en vandhane. Det bliver ved og ved og ved. Lejet, jeg ligger på, er gennemblødt. Gulvet er vådt. Jordemoderen smiler skævt og siger, at hun havde læst i journalen, at scanning havde påvist stor mængde fostervand, men at det alligevel kom bag på hende, hvor meget der var. En hel liter, mener hun. Vi bliver sendt hjem, men skal komme retur til tjek klokken 13. På vej til bilen aftaler vi at købe frokost med hjem, men inden jeg når at lukke bildøren bag mig, kommer den første ve. Jeg slår det hen og arrangerer den i ’plukkeve-kategorien’. Vi har fem minutters kørsel hjem og jeg har tre veer på vejen. Stadig plukkeveer, forsikrer jeg min kone om. Det må være vandafgangen, der har sat gang i dem, hører jeg mig selv sige. Min kone parkerer bilen foran vores lejlighed. Jeg er sulten og vil gerne have frokost, men trappen op til 2. sal virker pludselig uoverkommelig. Jeg holder flere ve-pauser undervejs og når til sidst op. Jeg konstaterer her, at det nok ikke er plukkeveer og at vi nok skal skynde os lidt at få spist den frokost, hvis vi skal nå at have den. Vi får spist, stående ved køkkenbordet. Der kommer flere og flere veer og det begynder at gøre ondt i lænden. Jeg ved fra tidligere, at ondt i lænden betyder, at jeg er ved at være så langt i processen, at jeg skal vende snuden mod sygehuset. Klokken er 12.30 og vi kører afsted. 

 

Jeg kommer ind og bliver undersøgt af jordemoderen og den studerende fra tidligere. Otte centimeter åben. Jeg er glad og lettet, men har ondt. Jeg ved, at den sidste del af udvidelsesfasen er den værste, hvorfor det netop oprindeligt var mit ønske at komme i vand. Jeg ved, at de ikke er så begejstret for det grundet GDM, men jeg spørger alligevel og jordemoderen indvilliger. Jeg er ovenud lykkelig. Jeg venter noget utålmodigt de 40 minutter det tager at fylde badekarret op (hvorfor har fødegange ikke større vandhaner? 40 minutter er lang tid, når baby på størrelse med en vandmelon forsøger at kile sig vej ned gennem ens bækken). Da karret er fyldt, springer jeg i. Det er rart. Det varme vand tager toppen af smerten, og jeg begynder så småt at slappe af og kan mærke trygheden vende tilbage. Veerne bliver hyppigere. Jeg lukker øjnene ved hver ve og fokuserer på min vejrtrækning. Lange, dybe vejrtrækninger gennem næsen. Munden lukket. Jeg koncentrerer mig og går ind i mig selv. Min kone har en længere snak med den studerende om hendes uddannelse og om, hvad hun lavede inden hun startede på jordemoderuddannelsen. Jeg hører deres samtale perifert, men får ikke fat i indholdet. 

 

Da klokken nærmer sig 16, bliver vi informeret om, at der vil være vagtskifte. Jeg er egentlig ligeglad. Jeg sidder stadig i vandet og tager ikke notits af andet end mine veer, der efterhånden er begyndt at bide godt til. Jordemoderen fortæller, at min diabetesjordemoder er på vagt og at det bliver hende, der kommer og afløser. Trods veer smiler jeg over hele hovedet. Da klokken bliver 16 kommer min diabetesjordemoder ind. Jeg er glad for at se hende og hun er glad for at se mig. Et kvarter senere beder jeg hende om at tjekke, hvor åben jeg er. Jeg kan mærke en lettere pressetrang ved hver 4-5 ve. Jeg kan ikke helt overskue at rejse mig, så hun tilbyder at undersøge mig i vandet. Hun trækker en lang gennemsigtig handske på sin højre arm (ja, sådan en, som dyrelæger benytter når køer kælver), bukker sig fremover og undersøger mig. I kampens hede får hun dyppet sit ene bryst i vandet, men hun tager det med et smil og siger, at jeg er 10 centimeter åben og at hun gerne vil have mig op af vandet, så hun kan hjælpe til med at forløse barnet. Hun mener, at min tilstedeværelse i vandet forringer mine veer lidt og at jeg derfor vil have godt af at komme op, så jeg kan indlede pressefasen. 

Jeg kommer noget modvilligt op af vandet og jeg får lynhurtigt meget kraftige presseveer. Jeg presser og presser, men føler ikke, at der rigtigt sker noget. Hun undersøger mig og siger, at baby står skævt og fortæller at hun vil prøve at skubbe babys hage ned mod brystet, så baby kan trænge helt ned. Jeg koncentrerer mig. Presser, når hun siger pres. Gisper, når hun siger gisp. Min kone hepper og hujer begejstret fra sidelinjen og udbryder på et tidspunkt ”det er skidegodt, det der!”. Jeg hører i det fjerne min diabetesjordemoder sige ”ja, helt bogstavligt talt”, hvorefter hun selv, den studerende og min kone griner højlydt. Jeg hører dem grine, men forstår ikke hvorfor. Jeg er ved at føde en vandmelon, der er sgu intet at grine af! 

Jeg er i aktiv pressefase i ca. en halv time og forsøger mig med flere forskellige stillinger på opfordring fra diabetesjordemoderen. Det gør ondt og jeg vil gerne have baby ud nu. På et tidspunkt kan jeg fornemme, at baby glider ned og jeg presser med, for nu skal det hoved altså fødes. Men jeg kan mærke at diabetesjordemoderen lægger en hånd på mit mellemkød og skubber baby opad. Hvad fanden laver hun?, tænker jeg straks. Jeg forsøger at presse min baby ud og du blokerer for udgangen. Hun beder mig gispe og siger, at jeg ikke må presse. Min hud er udspilet, hvid, og hun er bange for at jeg brister. Jeg gisper og gisper og gisper. Og presser. Gisper, gisper. Og presser. Og hovedet bliver født. Nu har jeg født to gange tidligere og ved derfor, hvordan det føles at føde en baby. Ved denne fødsel var det ikke bare mig, der fødte. Det var os, der fødte. Mig og min diabetesjordemoder. Aldrig før har jeg fået så meget hjælp til at få en baby ud. Da hovedet først er født, aser og maser jordemoderen med babys skuldre. Jeg presser, hun hiver. Det er et samarbejde. Klokken 16.52, knap seks timer efter igangsættelsen, kan min kone tage imod vores tredje barn. En stor, dejlig, rund gut på 4540 gram og 56 centimeter. 39+5, to dage før termin. 

 

Jordemoderen og jeg joker med, at det er godt, at jeg valgte at blive sat i gang og ikke gik 14 dage over. Jeg får en lillebitte rift, som bliver syet, men ellers summer alt fryd og gammen. Baby bliver lagt til brystet, sutter energisk, får den første råmælk og falder herefter i søvn og sover sig fra de næste par timer. Heldigvis. 

 

Tre kvarter efter fødslen begynder jeg at bløde. Diabetesjordemoderen trykker på min mave i forsøget på at få livmoderen til at trække sig sammen og dermed stoppe blødningen. Ved hvert tryk, kom der store mængder blod ud. Jeg har det fint liggende med min lille, sovende baby i armene, men jeg kan se på min diabetesjordemoder, at hun begynder at blive bekymret. Hun tilkalder bagvagten, som tilkalder en læge, som tilkalder endnu en læge samt en anæstesilæge. Pludselig er der mange mennesker på stuen. De presser på skift alt hvad de kan på min mave. Jeg mister en del blod. Det bliver besluttet, at jeg skal på operationsbordet, og jeg får lagt venflon. Den studerende bryder sammen da alt dette sker. Fra at have været en uddannelsessituation med en ukompliceret fødsel, en velskabt baby, en afslappet stemning og faglige forklaringer og refleksioner mellem diabetesjordemoderen og den studerende skifter situationen til at blive langt mere alvorlig med megen blod, mange mennesker på stuen, alvorlige blikke og fokuseret informationsdeling. 

 

Jeg overgiver en snorksovende baby til min kone og bliver herefter kørt afsted mod O-P. Langs gangene følger jeg lysene i loftet med øjnene. Jeg har det fint, taget i betragtning af, at jeg lige har født og har mistet en del blod. Lægerne ved min side ser rare ud. Rare, men alvorlige. De løber ikke, men de går stærkt. Inde på O-P bliver jeg bedøvet og sidenhen opereret (det viste sig, at der sad en smule livmoderkage tilbage, som ikke var kommet ud, hvilket forårsagede blødningen). Efter 25 minutter er det slut og jeg bliver kørt på opvågning, og sidenhen genforenet med min kone og vores lille nye søn. Vi bliver indlogeret på barselsgangen om aftenen og sover der en enkelt nat. Jeg vil dog gerne hjem og deler mit ønske med personalet morgenen efter. Personalet anbefaler, at vi bliver et par dage – både fordi jeg lige er blevet opereret og fordi de gerne vil holde styr på mit og babys blodsukker. Jeg fortæller, at jeg altså har det helt fint og at jeg sagtens selv kan tjekke vores blodsukker hjemmefra. Jeg må have lydt overbevisende, for efter en blodprøve hvis resultat peger i samme retning, efterkommer de mit ønske og vi bliver således udskrevet 16 timer efter fødslen. 

 

Dagen efter vores hjemkomst får jeg et opkald fra diabetesjordemoderen. Hun spørger, hvordan det går med mig og baby, og vi taler om fødslen, operationen og om den studerendes reaktion herpå. Inden samtalen afsluttes siger hun, at hun håber at vi beslutter os for at få barn nummer fire, så vores veje måske krydses igen. Det håber jeg også. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Pyh, jeg blev også fuldstændig grebet af den fødselsberetning. Jeg fødte vores andet barn for tre uger siden og kan fuldstændig forestille mig fødslen. Hvis forfatteren læser med her: Først stort tillykke med jeres søn! Men hvad skete der med den studerende? Hun blev simpelt hen bare overvældet af det hele?

    1. Kære Mathilde.
      Tusind tak! Og ja, den studerende blev simpelthen bare overvældet. Hun var tidligt i sit uddannelsesforløb og min fødsel var vist kun den anden eller tredje, som hun deltog i. Og så tror jeg, at hendes reaktion også skyldtes det pludselige skifte. Vi jokede, grinede og havde det sjovt og pludselig blev det alvor. Da det blev alvor, trådte den studerende naturligvis i baggrunden og diabetesjordemorderen samt lægerne trådte frem. Herefter begyndte hun at græde, talte kort med diabetesjordemoderen og forlod da stuen. Efter sigende kiggede hun ind til os på barselsgangen formiddagen efter, men da var vi udskrevet og på vej hjem.
      Lidt ærgerligt. Jeg ville gerne have talt med hende og fortalt, at trods komplikationerne var det en fantastisk fødsel og at vi på intet tidspunkt følte os utrygge.
      De bedste hilsner
      Natascha, forfatter til beretningen.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven