mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel man kan grine over

Jeg blev så lettet, da hun sluttede af med at skrive, at hun griner hver gang hun fortæller om sin fødsel, for det gjorde jeg også da jeg læste den. Grinte, altså! Hold kæft, hvor jeg synes det var sjovt, da hun – kun knapt ankommet til fødegangen – flåede døren fra toilettet op, og råbte “JEG FØDER! FIND EN JORDEMOR!”.

Tag rigtigt godt imod (endnu) en skøn, skøn fødselsberetning på denne smukke, smukke solskinsdag.

Jeg smed p-pillerne efteråret 2015, og min cyklus drillede frem til februar 2016 hvor den bare stoppede.
Efter utallige negative graviditetstest tog jeg til lægen som sendte mig videre til gynækolog, og i maj 2016 fik jeg konstateret PCOS.
Jeg var grædefærdig! Jeg havde besluttet at kunne vi ikke selv skulle det ikke være, for jeg er hunderæd for læger, nåle m.m (harmonerer ikke super godt med graviditet og fødsel, I know).
Efter et vægttab på 20 kg og noget der lignede en cyklus, lykkedes det endelig! 16 november 2018 havde jeg formået at tisse de to famøse streger frem! Den ene meget svag men den var der!
Forude ventede der 22 fulde uger med kvalme non stop, men lillemanden havde det godt og det var det vigtigste.
Jeg sagde fra start at jeg ville have planlagt kejsersnit, men  allerede inden det første besøg hos jordmoren, var jeg blevet enig med mig selv om at det var jeg mindst ligeså bange for, så en vaginal fødsel det skulle være.
Jo tættere jeg kom på fødslen, jo mere rolig blev jeg. Bevares jeg var stadig hunderæd men jeg formåede at mærke efter hvad det præcis var jeg var bange for, og det var at sprække helt om i røveren!
Jeg havde kendt jordmorordning så det var de samme to søde jordemødre jeg var hos på skift gennem graviditeten.
Den ene sagde til mig en dag da jeg igen igen igen forklarede hvor bange jeg var: “jeg lover dig jeg passer på dit mellemkød som var det mit eget”, og så kunne der jo ikke siges mere til det.
Min mor har født 3 børn og gået langt over tid med alle så det forventede jeg også jeg ville. Min mors mave har de smukkeste tigerstriber, så det forventede jeg også jeg ville få.
Min termin hed 24 juli 2019, og lørdag den 20 er der lidt lyserødt blod på papiret om morgenen da jeg står op, min stakkels kæreste blev nødt til lige at bekræfte det for mig (spørg mig ikke hvorfor jeg havde brug for han skulle se papiret haha).
Vi tager i Rødovre centret og henter vores barnevogn, og hjem igen og jeg har meget lidt mureren i maven og “bløder” stadig lidt så jeg ringer til fødegangen for lige at sikre mig det er ok og det er det, men vi skal holde øje.
Søndag “bløder” jeg ikke mere, men jeg har menstrurationsmurren i maven, vi prøver at tage tid på de mærkelige “smerter” og de er slet ikke regelmæssige.
Søndag aften sætter min kæreste sig og spiller computer og jeg begynder at mærke lidt mere til det. Det er menstruationssmerter, men i den meget lette ende synes jeg (jeg lider af de ondeste smerter normalt under mens. Og har altid fået af vide at så skal jeg bare vente til jeg den dag jeg har veer).
Om natten vågner jeg kl 2 og ligger lidt og skal trække vejret dybt og puste luften ud laaaangsomt og ligger mig derfor ind på sofaen for tænker ikke der er grund til at kæresten vågner af min prusten, det er ikke slemt overhovedet og jeg tænker flere gange at det kan da ikke være veer det her for så er man jo ikke i tvivl.
Mandag morgen siger jeg til kæresten at han nok alligevel er nødt til at køre med til den sidste jordemorkonsultation, det var ellers meningen jeg selv skulle køre for så kunne han få arbejdet lidt mere inden fødslen, men jeg vil gerne have ham med alligevel fordi jeg er så meget i tvivl om hvad det er der foregår i min krop.
Da vi kommer over til jordemoren, og hun spørger mig hvordan det går siger jeg “det går fint, men jeg er altså i tvivl om jeg har veer” og hendes svar er bare “Det har du! Det kan jeg tydeligt se på dig”. Jeg er mega overrasket for så slemt er det jo slet ikke!
Hun undersøger mig og jeg har ingen livmoderhals og er 2 cm åben så hun sender os op til fødemodtagelsen for lige at få tjekket baby, og få lidt piller til mig så jeg kan få sovet og hun vil gerne have vi ringer til kl 22 hvis ikke vi sover selvfølgelig.
Min kæreste kører mig hjem og vi aftaler at han tager ferie fra dagen efter så han er hjemme hvis det trækker ud (hvilket vi jo forventede for min mors fødsler har været meget lange)
Jeg hviler derhjemme og arbejder lidt med veerne.
Kl 16 kommer min kæreste hjem, vi spiser rugbrødsmadder og jeg spiser dem pillecocktail jeg fik udleveret (dem turde jeg ikke spise alene, jeg er et mega skvat). [red: Det er du overhovedet ikke, kh Cana].
Kl ca 19 vågner jeg og nu bider veerne altså lidt og jeg skal koncentrere mig lidt mere om vejrtrækningen, og vi prøver at tage tid og veerne er nogenlunde regelmæssige efterhånden.
Kl 20:15 ca kommer der en kæmpe ve, min kæreste tager tid på den og den varer læmgere end 4 minutter!!!
Den slutter ved at jeg står på alle 4 i sofaen, skrigende og bidende i min pude og så mærker jeg en underlig følelse mellem benene og springer op på gulvet, hvor vandet bare pjasker ud.
Jeg tudbrøler og min kæreste spørger roligt “hvorfor græder du? Har du ondt?”. Det har jeg ikke og jeg ved ikke hvorfor jeg tuder, og han spørger så om jeg kan gå og da jeg svarer Ja, beder han mig gå ud i badet “med det der”, haha.
Han tørrer op og ringer til Lisbeth, vores jordemor, og de aftaler vi skal mødes på hospitalet til et tjek.
Imens står jeg i badet og føler mig 10 kg lettere. Ingen pres nogle steder og der er bare dejlig ro…. i 18 minutter…. SÅ starter helvedet skal jeg lige love for!
2 minutters veer med 30 sekunder imellem ruller ind over mig og jeg føler jeg skal dø! Jeg forstod pludselig hvad folk mente med vesmerter kontra menstruationssmerter.
Afsted i bilen mod hospitalet, det tager normalt 10 minutter, det gjorde det ikke den dag, for hver gang der kom en ve brølede jeg “STOP BILEN!” Og de kom som skrevet ofte.
Ved hospitalet stiger jeg ud af bilen og siger til min kæreste jeg skal på toilettet og det er NU! 3 gange når jeg at stoppe op og sige sådan på de 30 meter der er hen til døren.
Inde på gangen beder jeg igen om et toilet og en mand spørger min kæreste: “skal hun på toilettet eller skal hun føde” og min kæreste svarer “hun siger hun skal på toilettet kan du fortælle hvor der er et?”
Inde på toilettet flår jeg bukser og trusser ned og sætter mig og så kan jeg godt mærke det ikke er en lort der presser på.
Jeg flår døren op og skriger til min stakkels kæreste “JEG FØDER! FIND EN JORDEMOR!”
de finder mig stående lænet op ad væggen ude på gangen, for nej jeg fødte ikke lige der🤣
Den søde jordemor min kæreste havde fundet, tog mig i hånden og på turen op i elevatoren siger hun at vi vidst bare skal have en fødestue med det samme for der er nok snart fødselsdag.
Jeg “løber” hen til fødelejet og kaster mig ned over det mens jordemor og kæreste piller tøjet af mig, hun vil gerne undersøge mig så jeg kommer op at ligge, BUM 10 cm åben allerede, Alex skal bare lige arbejdes ned gennem bækkenet.
Jeg vil på toilettet hver gang en ve starter for jeg føler jeg skal skide!
Næsten ved hver ve skriger jeg “jeg skal skide” eller “jeg skider” jeg nøkker med på hver ve, jeg kan slet ikke lade være og heldigvis siger jordemoren det er så fint.
Ved 22:30 tiden kan jeg ikke stå op mere og kommer op at ligge på siden og ca kl 23:10 undersøger hun mig og siger nu er vi klar, nu skal jeg presse med! Jeg skal føde min søn! Jeg er rædselsslagen for min “egen” jordemor der havde lovet at passe på mit mellemkød var ikke kommet endnu.
Under første pres flyver jeg op under loftet pga jeg er pisse bange, og jeg får lidt voksenskældud og instrukser om hvordan jeg skal gøre.
De næste par pres stopper jeg hver gang det brænder og får igen lidt voksenskældud “pres ham nu forbi det punkt der gør ondt!”
Jeg presser igen mens jeg skriger “jeg skiiiiiiider” og denne gang kommer der et svar retur som er “Ja, det gør du”, jeg mærker en lun klud mod enden (det er sjovt nok den følelse jeg husker allerbedst)
Pludselig siger hun til mig jeg skal komme med mine hænder for så kan jeg mærke han har hår. Da jeg mærker kigger jeg panisk med udspilede øjne på min kæreste, som kvitterer med et ligeså rædselslagent blik tilbage.
Kl 23:39 bliver der lagt den fineste dreng op på mig, og min autopilot slår bare til.
Lige der er jeg mor og lige der er det Alex jeg fokuserer på.
Jeg mærker ikke den der følelse jeg havde forventet man skal føle når man ligger med sin nyfødte ved brystet, ikke at jeg følte noget forkert, men det var bare som om jeg gjorde hvad jeg skulle gøre, åh det er svært at forklare, men jeg havde bare fuldt fokus på ham og talte til ham og afventede hans signaler.
Ifølge min journal er kl 23:44 Da min kendte jordemor træder ind ad døren og overtager forløbet.
Jeg får takket den søde jordemor som jeg fødte med og undskyldt mange for mit sprog.
De efterfølgende timer på fødestuen er noget af det fineste af det hele, jeg bliver lappet sammen (jeg har fået en 2.gradsbristning), og vi får det lille bord ind med flag og ristet toast og saft, og får bare lov til at være i det hele.
Alex vejede 3575 gram og var 52 cm lang.
Begge jordemødre sagde at hvis vi skal have en til synes! de vi skal overveje en hjemmefødsel da de tror jeg vil føde hurtigt anden gang også.
SÅ en førstegangsfødsel som på ingen måde mindede om min egen mors 3 fødsler, jeg fik ingen strækmærker ( ikke at det havde gjort mig noget, men jeg forventede dem), og jeg fødte 2 dage før terminsdatoen forholdsvis hurtigt.
Jeg kan slet ikke stoppe med at grine, når jeg fortæller om min fødsel til at der vil høre om den, og jeg kan ikke holde ud ikke at skulle opleve det igen!
Jeg gider ikke være gravid og jeg har umiddelbart ikke lyst til flere børn, men hvor vil jeg gerne prøve at føde igen en dag…. nu må vi se, jeg har jo trods alt pcos og måske er det meningen det er Alex vi skal have og ikke flere, det må tiden vise.
Da portøren henter os og skal køre os til barselsafsnittet, der midt om natten, gør han holdt ved et stort træ på væggen og beder min kæreste tage et blad og sætte på som symbol på vores søn er født.
Som afslutning kan jeg fortælle at nogle uger efter fødslen, den første aften hvor vi prøver at sætte en film på, ligger Alex og sover på sofaen mellem min kæreste og jeg og da jeg kigger på ham bliver jeg pludselig helt varm indeni og mærker den fuldstændigt vanvittige kærlighed til min lille dreng, og sagde “der var følelsen! Den der følelse jeg troede skulle komme i det sekund han kom ud”!, jeg elskede ham fra start men lige der gik det op for mig, at jeg er villig til at gøre hvad som helst for ham og hans lykke.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hvor er det vildt at læse! Jeg skal selv for første gang føde selv (fik planlagt kejsersnit under narkose med min datter), vi skal have en dreng (Der skal hedde Alex) og jeg har også PCOS. Jeg glæder mig til at se om jeg kan skrive samme fødselsindberetning om hende 😂🙏🏻

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven