mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fem år – og hvad så?

Forleden fik jeg en mail fra en kvinde, med noget vigtigt på hjerte. I sig selv er det selvfølgelig ikke en sindsoprivende information, eftersom jeg jævnligt modtager mails om både stort, småt, dette og hint, men sammen med mailen fulgte et link til et borgerforslag, som hun bad mig om at tage stilling til.

Et borgerforslag om, at få forlænget muligheden for nedfrysning af befrugtede, såvel som ubefrugtede æg.

Egentlig havde jeg allerede taget stilling, eftersom jeg tre dage forinden havde klikket derind på opfordring af min søde kollega (og medstifter af forslaget) Cathrine, og skrevet under med mit nem-id, men jeg kunne pludselig mærke, at det ikke var nok. For selvom min stemme tæller ligeså meget som alle andres derinde, så er jeg trods alt også givet muligheden at samle endnu flere til fadet. Jeg har jo for fa’en både denne her blog (med 70.000+ månedlige læsere) og min instagramprofil (med 50.000+ følgere) hvor jeg forhåbentligt kan inspirere nogen, til også at smide deres stemme i puljen. Tænk, hvis jeg kunne inspirere dig, til at bruge to minutter og en kode fra dit nem-id på at være med til at gøre en både stor og vigtig forskel, for masser af kvinder, mænd og potentielle børn ude i fremtiden.

Det er heldigvis langt fra alle, for hvem det er relevant, det her med fertilitetsbehandling. Det er stadig de fleste, der har mulighed for at lave børn the good old fashioned way; men det gør det jo for fanden ikke nemmere for dem, der ikke kan. Jeg kan kun forestille mig hvilken byrde det må være, ikke at være i stand til at blive gravid, hvis det er dét man ønsker sig aller-allermest. Mange beskriver tiden inden – og under – fertilitetsbehandling som værende frygtelig. Det er mentalt hårdt, fordi håbet hele tiden spirer – og knuses undervejs. Og fysisk hårdt, fordi kvinden i mange tilfælde ender med at skulle sprøjte sig med hormoner, have smertefulde ægudtagninger og igennem et væld af blodprøver, undersøgelser, scanninger og alt muligt andet, som ikke er i nærheden af at være lige så sjovt, som at blive gravid au naturale. Det kan – sagt med andre ord – være en kæmpe kælling, at være i fertilitetsbehandling. Særligt selvfølgelig fordi der ikke er nogen garanti.

Heldigvis ved vi – de sundhedsfaglige og myndighederne, underforstået – godt, at det her med ægudtagninger ikke er spor sjovt, hvorfor man ofte udtager temmeligt mange æg, for sidenhen at fryse dem ned til eventuelt senere brug. Nogle gange nedfryses æggene i ubefrugtet tilstand, andre gange befrugtet. Begge dele fungerer i udgangspunktet rigtigt fint og såfremt æggene overlever nedfrysningen, kan de – i teorien i hvert fald – være nedfrosne i 100 år, uden de tager skade af det. Problemet er bare, at de ikke får lov!

Efter fem år er det nemlig sådan, at de nedfrosne æg slet og ret destrueres. Færdig-basta-bum. Og dét altså også selvom den kvinde de i princippet tilhører, stadig har et ønske om at bruge dem.

… “Vi smider dine all-good æg ud, fordi det siger loven, så hvis du vil have nye, ja, så må du jo op på det gynækologiske leje igen og håbe på at de æg vi forhåbentligt kan tage ud, ikke er blevet ringere i løbet af de seneste fem år…”

Imens nedfrosset sæd i øvrigt kan få lov til at ligge på frys til tid og evighed.

Altså, hvad fanden?!

Jeg er helt med på, at det ikke er hensigtsmæssigt at fertilitetsbehandle til tid og evighed og at der med ganske rette er et aldersloft for, hvor gammel en kvinde må være, for at det overhovedet giver mening, at forsøge at hjælpe hende til at opnå graviditet. Men at æggene resolut skal destrueres efter fem år, er mig simpelthen en gåde.

Det må sgu da for pokker være hårdt og svært og lortet nok i forvejen, at man ikke selv kan være herre (eller kvinde) over, hvornår man gerne vil være gravid og hvornår man ikke vil, så selvfølgelig skal vi have ændret den lov. Vi behøver ikke at gøre processen hverken sværere, længere eller mere smertefuld end den i forvejen er, for alle de kvinder og par, der kæmper for at få (flere) børn, så selvfølgelig skal de æg der nu engang er, have lov til at blive brugt (eller ligge klar til det, i hvert fald) så længe, som det overhovedet giver mening.

Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt – og derfor håber jeg sådan, at du vil være med til at gøre en forskel og skriver under på borgerforslaget om, forlængelse af befrugtede og ubefrugtede æg, lige HER.

Der er allerede mere end 20.000 underskrifter på forslaget og hvis vi når helt op på 50.000 underskrifter, så vil det simpelthen blive fremsat som beslutningsforslag, behandlet og stemt om i Folketinget. (Hvor jeg forestiller mig, at samtlige partier naturligvis vil stemme for en lovliggørelse af muligheden for længere nedfrysning af æggene). 

… Og når du nu alligevel lige er igang, så del endelig indlægget her, forslaget eller tanken bag, med dine venner og veninder – man ved jo for pokker aldrig, hvem der ender med at blive ramt af det. Jeg er sikker på, at vi kan være med til at gøre en meget stor forskel for nogle mennesker derude, som virkelig har behov.

Skriv din kommentar

Kommentarer (20)

  1. Kære Cana
    Ligesom jeg har skrevet til Cathrine for opklaring skriver jeg også her.

    Er selv i lykkelige omstændigheder takket være ivf-behandling og har været heldig i mit forløb i sammenligning med andre, men er helt enig I at det ikke er en fantastisk oplevelse, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi er blevet informeret om, og har skrevet under på, at æggene destrueres efter fem år – medmindre VI ikke vælger at flytte dem i privat regi. En del af forslaget går jo på at egenbetaling kan være en mulighed efter de 5 år, hvilket jo som jeg er orienteret jo allerede er en mulighed, bare ikke i offentlig regi. Det kunne dog være der skulle være en undtagelse for denne egenbetaling efter fem år, hvis æggene er udtaget hos kvinder der af en eller anden årsag skal have fjernet sine æggestokke.

    Så egentlig er grunden til at jeg skriver at jeg er i tvivl om vi er blevet misinformeret eller om der i borgerforslagets motivation er mangel på oplysning og behov for nuancering. Har ikke skrevet under endnu af samme årsag til trods for en brændende lyst til at støtte sagen for færrest mulige ægudtagninger.

    1. Kære Sara.
      Jeg er lidt i tvivl om, i hvilken retning dit spørgsmål går, men i hvert fald:
      Mine 2 fryseæg ligger lige nu på en privat klinik.
      Her gælder 5-års reglen som beskrevet i forslaget.

    2. Kære Sara,
      Allerførst tillykke med graviditeten! Hvor er det dejligt at det er lykkes for jer 🙂
      Dernæst så må jeg altså skuffe dig og informere dig om, at kravet om destruktion af æggene efter 5 år også skal iagttages i privat regi. Så selvom det gør ondt i mit hjerte at skrive, så tror jeg simpelthen at I er blevet misinformerede. Forhåbentligt kan vi dog nå at ændre loven, inden de fem år er gået, så I – mod betaling, måske – vil få mulighed for at gemme eventuelt resterende æg.
      KH Cana

      1. Vi har tre æg liggende og har fået at vide, at de ikke kan flyttes. Dette fordi det er for risikabelt og at det er svært at holde den korrekte temperatur på æggene, så de ikke dør. Derfor kan de kun ligge hvor de er nu og det er ærgerligt. Jeg håber forslaget bliver vedtaget, for jeg synes det er virkelig mange følelser i spil, når det handler om små blastocytter og så ville man pludselig til at skulle tage hurtige og irrationelle beslutninger, når tiden er ved at løbe ud.
        Derudover har dem der har vedtaget loven, vidst aldrig prøvet at sprøjte sig med hormoner og oplever smerten ved ægudtagning. Det er ikke det samme som at aflevere i en kop.

      2. Min mand og jeg var i 2014 i IVF behandling og fik den skønneste dreng ud af det.
        Sidste år blev vores befrugtede æg destrueret.

        Vi har i 5 år betalt for nedfrysningen, og ville virkelig gerne have haft muligheden for at betale, for et eller to år mere. Nu skal vi starte helt forfra, hvilket jeg ikke ved, om min krop kan holde til.

      3. Tak for opklaring. Og hvor frustrerende, vi sidder lige nu begge med en mærkelig følelse i kroppen. Vi har lige lidt læsearbejde af underskrevne dokumenter kan jeg mærke.

        Skriver under nu her.

  2. Den vil jeg om nogen gerne underskrive. Jeg har et barnebarn som er lavet på fertilitets klinik. Der var 2 befrugtede æg på køl efter hendes fødselMin datter har en kronisk nyresygdom som udviklede sig efter fødslen. Hun har derfor fået forbud mod at blive gravid de 2 sidste år og derfor er æggene nu blevet 5 år og destrueret. Samtidig går det fremad med sygdommen, eller den bliver holdt nede med medicin. Men hvis lægerne giver grønt lys snart, skal de igennem hele møllen igen med hormonindsprøjtninger og udtagning af æg osv osv. og samtidig skal de nok betale 50.000 kr, da de jo har fået deres gratis forsøg..Dette kunne de måske have undgået hvis æggene kunne ligge måske 10 år eller mere.

  3. Hej Cana
    Jeg synes det er rigtig dejligt når I som influencere går ind i forskellige sager, som optager Jer. Men jeg synes alligevel at dette opslag mangler nogle opklaringer – måske kan du belyse dem? Jeg har selv fået tre mirakel børn ved hjælp af ICSI. Mine æg var ikke gode nok og ej heller mange nok til at blive frosset, så jeg ved om nogen hvor smertefuldt på alle måder det er at skulle igennem ægudtagning ved hvert forsøg. Det er en tid med så mange følelser, at jeg næsten bliver blæst omkuld ved at tænke på det. Heldigvis lykkedes det for os og derfor var det hele kampen værd. Men jeg ønsker ikke for nogen at skulle igennem det. Således er jeg selvfølgelig fortaler for at skrive under. Men kan du give svar på hvorfor en sådan lov egentlig er lavet? Er der noget økonomisk forsvarligt ved det (altså ved man at stort set ingen benytter sine æg efter fem år hvorfor yderligere opbevaring nærmest er en stor økonomisk byrde) – så kunne man jo lave en lov hvor æggene blev destrueret medmindre man bad om at de ikke blev! Eller er der et fysisk problem (jeg ved godt at æg ingenting fylder så det er der nok ikke :-))?! Samtlige læger jeg har mødt ønsker IKKE at udsætte par for unødig smerte, så der er måske en grund? Jeg ved også at klinikkerne hele tiden forfiner deres metode til at nedfryse og tø op netop for at skåne kvinderne. Det passer jo ikke helt sammen synes jeg? Jeg håber at du kan hjælpe. Og ps. TAK for din blog – jeg synes at du er så skøn at følge <3

    1. Hej Katrine.
      Jeg ved selvfølgelig ikke, om der sidder nogen vigtige folk et sted, der synes at loven er en knaldgod ide – men jeg har læst udtalelser fra flere læger, der kalder den medicinsk ubegrundet, og fra mere end én politiker, der ikke har noget bud på, hvorfor den er lavet.
      Nogengange er regler blevet til, fordi “et eller andet skulle man jo bestemme”. I sådan nogle tilfælde synes jeg, det er skidesmart med borgerforslag, fordi de giver de berørte mennesker mulighed for at fortælle, at det er fjollet – for hvordan skal dem, der bestemmer, ellers opdage det?

  4. Af hjertet Cana! Vores lille fine ICSI baby kom til verden ved akut kejsersnit d. 5/5. Hvis vi skal have muligheden for at gøre hende til storesøster, vil denne lovgivning have stor betydning. Grundet kejsersnittet, skal der jo gerne gå 18 måneder før vi evt prøver igen og på nuværende tidspunkt er der 4 år tilbage med vores 2 flotte blastocyster I fryseren!

  5. Mit indtryk er at de typisk kun er til eget brug, hvor frosset sæd er til fremmede. Måske er det derfor der er forskel på hvor længe de må opbevares?
    Jeg er også nysgerrig på om folk ville acceptere at æg de ikke selv bruger gives til andre barnløse?
    Nå nu det er så dyrt og smertefuldt at tage æg ud virker det fjollet at de bare kasseres – imodsætning til sæd som er både let og smertefrit at levere.

    1. Sæd er bestemt ikke kun til eget brug. Der er feks en mand i min omgangskreds, der fik testikelkræft. Han var i slutningen af tyverne. Han fik frosset sæd ned inden behandlingen. Heldigvis for det, for nu er han desværre steril pga kræftbehandlingen.

  6. Hej Cana.
    Tak fordi du støtter forslaget! Jeg har selv været i behandling i 2 år og har fået taget æg ud flere gange. I januar 2019 fik jeg heldigbis nok gode æg ud til en nedfrysning og fik da heldigvis en lækker lille fyr ud af det i november 2019. Pga PCOS med kun 1-2 ægløsninger om året, kan jeg ikke bare lige blive naturligt gravid. I januar 2024 skal mine æg destrueres…. Umiddelbart er 5 år lang tid, men 10 år er længere. Jeg havde et fødselsforløb, som jeg endnu ikke er kommet mig over og derfor er udsigterne til, at jeg kun har 3,5 år endnu til at bruge mine resterende æg ret uoverskuelig og ret stressende. Vi har 5 befrugtede æg på frys – så hvis jeg skal nå at bruge dem alle, skal jeg jo også igang ret lang tid før de 3,5 år er gået. Måske “allerede” om 2-2,5 år…

  7. VIGTIGT VIGTIGT VIGTIGT

    Jeg har selvfølgelig indsendt min støtte – har selv 3 børn, som jeg har fået på 3 forskellige måder.
    Min 1. søn/bonussøn som jeg ikke selv har født, men fik i mit liv, da han var 6 år – idag 12 år
    Min 2. søn som jeg blev gravid med på naturlig/go’ gammeldags facon. Idag 11 år.
    Min 3. datter som vi har fået hjælp til at få med fertilitetsbeandling – det lykkedes i 3. forsøg og hun er idag 2,5 år.
    Så jeg har prøvet på egen krop og det er en rutsjebanetur af følelser. Én ting er alle de hormoner man skal sprøjte sin krop med kan tricke ens følelser….. håbet når man når så endelige når så langt, at det faktisk er lykkedes at få taget æg ud – i mit tilfælde var det nemlig problemet, at jeg ikke havde ret mange æg….. så jeg havde kun 2-5 stk til udtagning, hvor mange andre sagtens kunne have 15-20 æg….
    Vores første forløb forløb med hormonbehandling – udtagning ialt 3 æg som blev befrugtet – 1 æg udviklede sig rigtigt og blev sat op – men det lykkedes ikke.
    Andet forløb med ny hormonbehandling – udtagning – ingen æg.
    Tredje forløb nu med ny medicin – 5 æg som blev befrugtet 3 udviklede sig – det bedste udvalgt og sat op – GRAVID🎉
    Vi var meget heldige – mange kæmper i meget længere tid….
    Så selvfølgelig skal æg da kunne gemmes i mere end 5 år!
    Hvis nogen kan bruge min historie, må den gerne deles.
    Kh. Mette

  8. Hej Cana
    Jeg så en overskrift på et blog indlæg og følte som dig og gik ind og skrev under. Vi taler i samfundet om flere børn, ligestilling og tidspres. Jeg tænker hvis man får taget æg ud og første forsøg ikke lykkedes, så kommer der barn i andet forsøg måske og pludselig har kvinden kun 3 år til at tage stilling til, skal jeg have flere/ skal mine børn være tæt på hinanden og hvad siger jobbet.

    Jeg har kva mit arbejde mødt mange forskellige mødre og nogle har virkelig haft en kamp.

    👍 For forslaget

  9. Tusind, tusind tak for at sætte fokus på dette emne! Jeg har selv en datter, der er blevet til via IVF-behandling, hvilket var en virkelig hård omgang – ikke mindst psykisk! Heldigvis var der masser af æg til nedfrysning, hvilket ikke er tilfældet for alle. Men nu er mine/vores 8 befrugtede, frosne æg udløbet og smidt i skraldespanden, det er drømmene om endnu et barn bare ikke. Så for os er der ingen anden mulighed at skulle igennem det hele igen, hvilket jo desværre både indebærer, at vi skal bruge rigtig, rigtig mange penge på det (lykken er dyr!), og at chancen for gode æg formentlig er noget lavere, end sidst jeg var i behandling 🙁 Så igen TAK – hvor jeg håber for alle andre kommende mødre, fædre og børn, at denne helt fuldstændigt latterlige lov bliver lavet om.

  10. Kære Cana og alle jer andre 🙂
    Tusind tak for jeres støtte til Cathrine og mit borgerforslag. Det betyder så meget!
    Nogle af jer efterlyser en årsag til de fem år. I kan læse i nedenstående artikel om årsagen til de fem års begrænsning og forskellen mellem mænd og kvinder. Dengang (i slut 90’erne) var fertilitetsbehandling stadig lidt farligt. Man anså mænds sæd for en klat celler, mens at kvindens ægcelle var en fremtidig baby og derfor var det uværdigt at lade det være på frys længe. Læs den og bliv klogere 🙂 Den er virkelig interessant: https://videnskab.dk/krop-sundhed/kvinde-hvor-mange-aeg-har-du-i-banken
    Bliv endelig ved med at dele og støtte <3 Vi skal bare nå de 50.000!
    Kærlig hilsen Julie Agerschou

  11. Jeg skriver helt sikkert under.
    Jeg er helt sikker på, at vi på fertilitetsklinikken fik at vide, at æggene ville blive gemt i fem år, og at vi selv skulle sørge for at henvende os, hvis vi ville forlænge perioden. Jeg har jo så efterfølgende fundet ud af, at det ikke er muligt.

  12. Sikke noget vås, at nedfrosne æg ikke kan flyttes. Man laver en aftale med den klinik, der opbevarer æggene og den klinik, man vil have æggene flyttet til, kontakter et godkendt transportfirma, udfylder en stak papirer og betaler for at få sine nedfrosne æg flyttet. Det foregår på professionel vis, så æggene konstant bevares på korrekt temperatur.
    Loven siger, at æggene må været nedfrosset i fem år fra frysedato – hvilket betyder, at man ikke starter fra år nul ved at flytte sine æg til en anden klinik. Medmindre man inden udløb flytter dem til udlandet, hvor reglen ikke gælder.
    Mange kvinder går i behandling i en sen alder, hvis man skal se på alderen af æg og fertilitet. Så hvis en kvinde går i behandling som 38-39 årig, er så heldig at få æg frosset ned og får ubegrænset opbevaring af nedfrosne æg?? Man er i forvejen ret gammel efter de fem år (set med de øjne, der ser på fertilitet alene).
    Alt efter hvor mange børn, man har tænkt sig at få, kan man også må at få en 2-3 stykker på de fem år – hvis man har så mange opbevarede æg og de giver graviditet.
    Hvis man skulle opbevare æg udover de fem år, vil det være oplagt at man selv betaler for at få dem opbevaret et andet sted.
    -Æggene optager meget plads og der kommer kun flere til.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven