mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Et helt andet indlæg, end det jeg havde tænkt

Skolebarnet, få minutter inden vi cyklede afsted mod den allerførste dag… 

 

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville skrive et langt og følsomt indlæg, og jeg har da også en kladde med et halvfærdigt indlæg liggende, men virkeligheden har simpelthen overhalet mig indenom.

Peter startede i skole i mandags og jeg havde – mildest talt – en lille smule krise over det. Jeg sov hverken natten til lørdag, søndag eller mandag, af bare tankemylder over, hvordan mon det skulle gå for min lille dreng. Hvad nu, hvis han ikke engang kunne finde sin egen knage til jakken, eller hvis ostehapsen var svær at få op. Han måtte for guds skyld ikke få noget svært-at-åbne med i madpakken. Og hvad med drikkedunken – ville han overhovedet være i stand til at åbne den, når han var tørstig? Og hvad hvis han ikke kunne finde toilettet. Hvis han ikke turde spørge en voksen. Tænk, hvis nu alle de andre børn kendte nogen i klassen på forhånd? Og han bare stod der, min lille dreng og var den eneste, som ikke kendte nogen. Tænk, hvis han ikke turde være sig selv. Tænk, hvis han ikke blev set, når jeg ikke måtte være der til at hjælpe ham så meget som ind over dørtærsklen.

… De fik frit løb, tankerne, og for fanden hvor var jeg ambivalent omkring det. For ikke alene var jeg skide bage for hvordan det hele nu skulle gå – jeg vidste også samtidig, at Peter var klar. Peter er klar.

Efter to måneder hjemme, fire tabte tænder, en hel masse tegninger og bittesmå ord, der begynder at finde vej ud igennem hans fingre, var der ingen tvivl i mit hjerte om, at det nok skulle blive rigtigt godt for Peter at komme ud blandt andre børn igen. (Og for mig og min egen arbejdsmoral også, bevares).

Men han er jo bare så lille og jeg vil så gerne være med ham til alting, stadigvæk.

Well… Nu har han været i skole i tre dage – og det går ret godt. For hver dag der er gået, er han kommet en lille smule mere frejdig ud til mig om eftermiddagen, og det lader til, at alle mine bange anelser, har været fuldstændigt irrationelle. (Selvfølgelig har de det).

Jeg ved af gode grunde ikke meget om hvor lidt eller hvor meget hjælp Peter får til de forskellige ting, ligesom jeg heller ikke har det fjerneste begreb om, hvor godt han falder i spænd med sine nye klassekammerater. Jeg kender ikke alle spillets regler, men jeg kender  mit barn og han er allerede begyndt at blomstre. Han snakker både om opgaverne de laver, om frikvartererne hvor de leger og om madpakken, hvor han allerede nu er begyndt at lægge mærke til, hvad de andre børn har med.

Så det går godt og jeg kan derfor ikke præstere andet end at trække lidt på smilebåndet over mig selv og min neurotiske lille mor-hjerne. Det hele skal jo nok gå fint. Også selvom Peter stadig har sit skiftetøj i tasken, fordi han endnu ikke har turdet hænge det ud på dén knage, har har fortalt mig, at han altså godt ved hvor er.

Det hele skal nok gå, og jeg kan således – ganske lettet – berette, at jeg altså er blevet mor til to skolebørn.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Hold op mand hvor kender jeg det godt hvis da bare man kunne vente med at bekymre sig om noget til det faktisk viser sig at være et problem :o)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven