mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Det vigtigste vi har <3

Blandt os, der har prøvet det, er der ikke den store tvivl at spore: At blive mor, er noget af det mest fantastiske, overvældende, angstprovokerende, hårde og heldigvis også vidunderlige i hele verden. Dermed ikke sagt at det er for alle, for selvfølgelig er det ikke det; men for os – mødrene – så findes der ikke meget, der er større.

Allerede når man bliver gravid, begynder tilknytningen til barnet og beskyttertrangen vil hos de fleste lynhurtigt stige til tops, som sad den i elevatoren i Burj Kalifah. Vi vil gøre alt for at beskytte vores børn. Det er en grundfølelse, som jeg tror sidder i alle gravide. Uanset alder, etnicitet, religion, hudfarve, arbejdssituation eller noget som helst andet. Vi passer på vores børn, så godt vi kan.

Desværre er det bare ikke alle, der har de samme muligheder som dig og mig.

Hver eneste dag dør 7000 nyfødte babyer. De fleste fordi de bliver født under kummerlige vilkår, hvor kvinderne ikke får den hjælp og støtte, de har brug for, under fødslerne. Det svarer til, at fem babyer dør hvert eneste minut, døgnet rundt.

Vi kan selvfølgelig ikke redde alle, men rigtigt mange ville kunne reddes ved bare ganske simple hjælpemidler. Et rent underlag, som kan lægges på jorden hvor kvinden føder, for eksempel. Et sterilt barberblad til at skære navlesnoren over med, efter fødslen. Navleklemmer og et stykke sæbe. Ting, som for os herhjemme, måske kan synes nærmest latterlige at fremhæve som en del af fødselshjælpen, fordi de er så selvfølgelige for os. Det er de bare ikke ude i verden. Mange steder vil ganske få midler, kunne redde et barn. Et fødsels-kit med de mest basale ting til fødslen, vil kunne redde menneskeliv. Uden tvivl. Et fødselskit, som i øvrigt ikke koster mere end 30 sølle kroner hos Røde Kors.

Derfor har jeg, sammen med min kollega og veninde, Christina Dueholm og gode, gamle Røde Kors, sat mig for, at samle penge ind til lige akkurat dét. Vi vil, i anledning af at Mors Dag venter lige om hjørnet, gerne samle penge ind til at kunne hjælpe en hulens masse kvinder og børn til mere sikre fødsler.

Vi er gået ambitiøst til værks med det vanvittige mål om at samle 50.000 kroner ind – svarende til 1667 fødselskit fra Røde Kors, som altså potentielt kan redde ligeså mange menneskeliv – inden Mors Dag på søndag. Heldigvis er vores idé blevet taget rigtigt godt imod og vi har i skrivende stund samlet 26.222.- kroner ind, så selvom det virker som et nærmest uopnåeligt mål, så tror jeg på det.

Jeg tror på, at vi ved fælles indsats kan være med til at gøre den lille, afgørende forskel for en hel masse kvinder og børn, ude i verden. Vi kan være med til at holde børnene i live og give kvinderne den fantatiske oplevelse det er, at blive mødre. Vi kan – og derfor synes jeg faktisk også at vi skal.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvis det var én af mine veninder, der skulle føde, sådan som jeg ved, kvinder føder mange steder i verden. Uden kompetent og faglig hjælp, uden de rette hygiejnemæssige forhold og uden en rimelig sikkerhed for, at kunne holde sin baby i live. Arghmen jeg kan ikke holde ud, at tænke på det!!

Jeg ved godt, at det virker som følelsesporno og at der helt sikkert vil sidde en enkelt eller to af jer derude og mene, at jeg da er fuldkommen tåbelig sådan at ville hjælpe til og gribe så langt fra egen barm, men det vil jeg altså. For det er ikke følelsesporno – det er sandheden for rigtigt mange kvinder, verden over. Kan I for eksempel huske dengang jeg var med til fødslen af en lille baby, der endte med at blive opkaldt efter mig, da jeg var i Somaliland? Fødslen af lille Cana, som gudskelov overlevede. Den fødsel rørte noget dybt i mange – selvom den foregik på en fødeklinik og i øvrigt endte godt. Men tænk på alle dem, som ikke har ressourcerne til at komme ind på en klinik. Tænk på alle dem, der bor for langt væk til at kunne gå ind til klinikken. Tænk på dem, der ender med at føde på vejen derhen, mutters alene med veer i en grøftekant. Tænk på dem, der føder der, som ikke får et levende barn med sig hjem…

Det er ikke bare noget jeg siger; det er sandheden for rigtigt mange kvinder derude. Kvinder, som har ret til at få hjælp.

Jeg vil være med til at gøre en forskel for disse kvinder og jeg håber sådan på, at du vil det samme.

For at indsamlingen kan nå målet om 50.000 kroner inden på søndag, har vi nemlig brug for DIN hjælp. Du kan støtte indsamlingen og Røde Kors med 90 kroner (svarende til 3 sikre fødsler) ved at sende en sms med teksten CC til 1290. Eller også kan du donere et valgfrit beløb til indsamlingen og Røde Kors via mobile pay på nummeret: 542114.

Hvis I har lyst, kan I selvfølgelig også følge med i hvordan indsamlingen glider frem, via linket HER. 

Jeg håber inderligt at du vil hjælpe – og hvis ikke, så vil jeg alligevel gerne takke dig for din tid. Foruden vores børn, er dét trods alt det vigtigste vi har. <3

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven