mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Det krævede et selvmordsforsøg – en anderledes fødselsfredag

Det har hele tiden været min tanke med fødselsfredag, at der skulle være plads til alle slags fødsler. Til dem, der ligner så mange andre, til dem, der bliver akutte undervejs, dem der er planlagte, dem der ender godt og dem, der ikke gør. Der er selvfølgelig en overvægt af “almindelige” fødsler, forstået på dén måde, at den enten er relativt ukomplicerede, eller med nogle af de hyppigste komplikationer, som fx igangsættelse. Simpelthen fordi det dén slags fødsler der er flest af. Men alle de andre skal også have plads, for min tanke og mit formål med fødselsfredag er jo ikke alene at underholde. Jeg vil – sammen med underholdningen for dem, der ligesom jeg bare elsker at læse om fødsler – gerne skabe et ærligt billede og et oplyst grundlag for at forstå fødsler, for de gravide der måtte læse med. Des mere man ved, des bredere perspektiv får man og jeg bilder mig ind, at det kan være med til at hjælpe med håndteringen og forståelsen af egne fødsler, når man kommer dertil. Hvis bare én kvinde kan føle sig spejlet i nogle af de beretninger jeg har delt igennem tiden, bliver jeg så glad. Særligt, når det kommer til dem, der ligger lidt udenfor “normalen”.

Denne beretning er sådan én af dem. Den er ikke som de fleste – og heldigvis for dét, for der kan ikke være nogen tvivl om, at den er barsk. Ikke fødslen, men forløbet efter, som jeg synes er ligeså vigtigt at sætte fokus på.

Jeg har den største respekt i verden for denne kvinde, som med al sin styrke (og god hjælp, bevares) har kæmpet sig igennem en meget voldsom tid, som nybagt mor.

Lov mig, at I tager kærligt imod den. Om et par dage vil jeg – gerne med afsæt i jeres kommentarer, hvis I får lyst til at skrive den slags – sætte lidt flere ord på den sårbare tid, som nybagt mor.

Beretningen er skrevet af fine Clara, som du kan finde på instagram under navnet @clarascopenhagen

Jeg har altid været en virkelig glad pige. Selvfølgelig med ting i bagagen, en opvækst der egentlig var meget normal og nogle forældre, der elskede mig helt ind til knoglerne. Jeg har altid gerne ville have børn, og da jeg mødte min kæreste for 5 år siden, vidste jeg, at det var ham, jeg skulle stifte familie med. Jeg blev gravid i september 2018 og havde en nem graviditet. Vi var i gang med at åbne en kaffebar, jeg arbejdede som madskribwnt og jeg skulle til at skrive mit speciale. Kort sagt, så havde jeg gang i en masse, men det var ikke fremmed for mig. Jeg havde altid gang i 1000 ting og trivedes i det. Jeg glædede mig til at blive mor, og nød virkelig at være gravid. Da jeg er i uge 37, altså meget tæt på min termin d. 7/5 2019, får jeg beskeden om, at min lille baby har vendt sig den forkerte vej, altså med numsen nedad. Derfor skulle vi tage en hurtig beslutning om et vendingsforsøg på Riget. Jeg var vanvittigt nervøs, men alle børnene i min familie er blevet vendt, så det skulle nok gå – men det gjorde det ikke. Hun var simpelthen for stor og ville ikke ændre position, så jeg kunne føde vaginalt. Derfor blev beslutningen planlagt kejsersnit dagen inden terminen d. 6 maj. Vi havde tid klokken 08.30. Jeg havde ikke sovet hele natten inden, da jeg var så spændt, men primært nervøs for operationen – kejsersnittet. Jeg er aldrig blevet opereret før, og derfor fyldte det ekstremt meget – nok mere end, at jeg skulle have en baby med hjem. Klokken 10.01 var hun ude med numsen først. Helt perfekt, bomstærk og så smuk. Jeg fik hende op til mig med det samme, og jeg var så lettet.

Allerede her kunne jeg mærke, at noget var off.

 

Jeg var selvfølgelig blevet opereret i maven i 7 lag, og var blevet syet sammen igen samtidigt med, at jeg var super høj på morfin og derfor slet ikke til stede. Min datter Alice var meget urolig, og hun sov slet ikke. Jeg ammede hende og jordemoderen sagde, at det så rigtig fint ud, men det gjorde så vanvittigt ondt, og Alice græd og græd. Jeg sov slet ikke den første nat, heller ikke den næste og slet ikke de næste mange uger. Jeg sov med åbne ører, som jeg kaldte det. Alice havde kolik, men i virkeligheden var hun nok ikke mæt. For jeg spiste ikke, jeg sov ikke og jeg var konstant ængstelig. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken, som screenede mig for en fødselsdepression, og jeg slog hårdt ud. Jeg græd under hele besøget og var helt fjern i blikket. Langsomt begyndte katastrofetankerne at fylde.

 

Jeg troede, at min datter var syg, også selvom at alle fagpersoner havde sagt, at hun var lige som hun skulle være og mere til. Men jeg troede ikke på dem, og det ligner ikke mig. Jeg tror på autoriteter, men jeg var så besat af mine tanker, psykotisk, at alt røg ind ad det ene øre og ud ad det andet. Jeg sov stadig ikke, og jeg gik til psykolog, da min mor og kæreste godt så og opfattede, at jeg ikke var mig selv. Jeg havde tabt mig ekstremt meget fra at veje 70 kg under graviditeten til at veje 48 kg til mit 8 ugers efterfødselscheck hos lægen. Hun sagde, at jeg skulle spise fløde, koldskål, is og andre ting, jeg havde lyst til. Men jeg havde jo ikke lyst til noget. Jeg startede på antidepressiv medicin, og så mistede jeg fuldstændig appetiten og egentlig også min smagssans, hvilket var virkelig mærkeligt for mig, der normalt lever af mine smagsløg qua mit arbejde som madskibent og barista. Mad var hele mit liv og pludselig spiste jeg kun for at leve, jeg levede ikke for at spise længere. Jeg elsker musik og er tidligere musiker, men jeg hørte ikke musik. Jeg mediterede ikke, som jeg plejede. Der var konstant tankemylder, og tanken om at nogensinde skulle komme til at sove igen var så urealistisk, at jeg Googlede “chronic insomnia” og fandt selvfølgelig ikke noget, fordi man kommer jo til at sove igen, men ikke mig. Jeg var unik. Jeg sagde endda til min kæreste, at jeg var en zombie og min datter var en robot, som havde en chip indopereret i sig, og at hun aldrig blev større. Hun skulle være baby resten af hendes liv, og min mor jokede med, at det kunne vi tjene en masse millioner på – og jeg syntes seriøst, at det var en pisse god idé. For så kunne vi i mindste være rige og fucked på samme tid. Og rige mennesker har jo råd til dyre sovemedicamenter, så måske kunne jeg også komme til at sove igen en dag.

 

Så en dag kom selvmordstankerne og selvmordsimpulserne. På det her tidspunkt er jeg stoppet med at amme meget brat. Alice er 3 måneder, og her får psykosen fuld gas. Jeg havde levet i et konstant alarmberedskab for, at min baby skulle blive mæt, og nu kunne jeg slappe af. Ligeså snart hun kom på flaske, blev hun en anden baby. Hun har altid haft krudt i røven, men hun græd ikke mere. Hun var safe, og derfor kunne jeg give mig hen i min tilstand, for nu var jeg of mine bryster ligesom færdig med at være hendes levebrød. Jeg fik ordineret sovepiller ude på psykiatrisk akut modtagelse, så jeg kunne få mig den søvn, som jeg på daværende tidspunkt slet ikke var eksisterende. Jeg tog hjem til min mor og sov, og min kæreste og mor tog på skift min datter om natten, men jeg sov stadig ikke. Selvmordstankerne blev værre, og da min datter var 8 måneder, prøvede jeg at hænge mig selv derhjemme.

 

Min kæreste fandt mig, da jeg bankede på væggen, som et råb om hjælp, og her besluttede vi os for, at jeg skulle indlægges i samarbejde med min mor, da var en helt uundværlig støtte, sammen med min mormor. Vi tog ud på psykiatrisk akut modtagelsen på Bispebjerg for 4 gang, og denne gang skulle jeg ikke spille “rask”. Det var først da jeg sagde ordet selvmordsforsøg, at de besluttede for at indlægge mig, også selvom at jeg nærmest lå på knæ inden denne sætning for at de skulle forstå, hvor alvorligt det egentlig var. Psykiateren var lige ved at sende mig hjem igen med sovemedicin, indtil min mor og kæreste kom på banen og fortalte deres historie og opfattelse af min tilstand. Når man er psykotisk er ens virkelighedsopfattelse fragmenteret, så man har brug for, at ens bagland er ærlige, og det reddede mit liv. Jeg blev indlagt og blev flyttet til at stationært afsnit på Gentofte 19.0.

 

En åben afdeling med det mest kompetente personale og de mest fantastiske patienter, som blev min anden familie. Helt almindelige mennesker i livskriser, som bare har brug for ekstra hjælp. Jeg skiftede medicin og kom samtidigt på antipsykotisk medicin. Denne her periode i ind-og udtrapning var helt vanvittig, og den antipsykotiske medicin fik mig til at høre stemmer. Jeg hørte konstant BBC dokumentarist Louis Theroux kommentere på ALT, hvad jeg foretog mig. Intet ondt, bare observationer som “the girl is taking a cup of coffee even though it’s a really bad coffee, but she needs it” osv. Jeg blev taget af dem, og stemmerne stoppede. Jeg fik melaronin og beroligende piller til natten, og pludselig sov jeg igennem.

 

Jeg havde forstoppelse i 15 dage, og skulle da også lige en 5 dage ind på Herlev mave tarm afdeling, så de kunne få hul igennem systemet. Jeg var fuld af lort – simpelthen. Da jeg kom tilbage på psykiatrisk afdeling, begyndte det langsomt at gå bedre og bedre. Jeg smilede igen, spiste igen og jeg havde overskud til at gå ture, når Alice kom på besøg. Alle mine basale behov begyndte langsomt at blive opfyldt, og jeg mærkede et kæmpe savn til Alice. Så kom corona lockdown, hvilket betød, at jeg ikke kunne få besøg, men dette hjalp mig enormt og jeg helede dag for dag. Jeg sov bedre end nogensinde og jeg var oprigtigt mig selv igen – endda en bedre version af mig selv. Og så kom dagen. 8 uger efter indlæggelsen kunne jeg endelig komme hjem og kysse min lille pige og min mand. Min psykolog har sagt, at det at komme hjem efter en indlæggelse er ligesom at komme på arbejde efter en stresssygemelding. Man starter ikke op fuldtid, men man starter med nogle timer om dagen, så lidt flere og lidt og derefter er man langsomt tilbage til fuldtid, dog stadig med en sårbarhed og en stress tærskel, som skal plejes. Samtidigt skal relationen med dit barn genfindes, men her var jeg heldigvis heldig, da vores relation og tilknytning aldrig led under min sygdom. Alice er morsyg, men ved også, at mor går og kommer tilbage igen, når hun lige skal have en pause, så hun har overskud til resten af dagen. Fødselsdepression – og psykose er en meget alvorlig lidelse, som skal behandles ordentligt og i god tid. Og ligesom at tage medicin for diabetes, skal hjernen have medicin. Som min gode ven sagde det, så er de antidepressive piller et kosttilskud for hjernen, da den er i underskud. Det samme gælder træning for hjernen (og kroppen), som ligeledes har behov for restitution. Jeg er lykkeligere end nogensinde, også selvom det spøger i baghovedet. Jeg tror ikke, at vi vil have flere børn, da vi ikke vil igennem dette igen, men hvem ved. Min sygdom har været det bedste, der nogensinde er sket for vores lille familie. Selvom det lyder mærkeligt, ville vi ikke være den foruden, for nu er vi stærkere end nogensinde.

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Flot at hun tør stå frem med sin oplevelse – stor respekt herfra

    Jeg kan selv relatere til dele af beretningen, da jeg også har haft en fødselsdepression / stress / udbrændthed / overloadet i barselstiden og den første tid på jobbet.

  2. For pokker! Tak tak tak, for at dele den urimelige, barske og ærlige historie, som er din, som du har med dig og nu kan se som en styrke. Jeg er fuld af beundring over, at du har vendt det til noget brugbart og en styrke!
    Jeg er mor til tre. Første barn blev taget ved akut kejsersnit efter 18 timers veer. Jeg var ikke i nærheden af dine oplevelser efterfølgende, men det gik alligevel op for mig, da jeg 2 et halvt år senere fødte vores anden datter vaginalt, hvor uforløsende den første fødsel havde været. At jeg biologisk manglede en eller anden helingsproces og de processer som kroppen sætter igang ved en vaginal fødsel. For mit kejsersnit havde sat ar -også i min hjerne. Jeg var også unaturligt overopmærksom på mit urolige barn.. intet var instinktivt og jeg græd selv meget. Det troede jeg bare var en del af det, for jeg havde jo ikke prøvet andet. Men for mig blev alt anderledes da jeg fødte nr to (og tre).
    Jeg forstår dog godt jeres tanker om at stoppe her og nyde jeres trekløver. Dit skriv inspirerede mig åbenbart bare til at dele lidt selv…
    Jeg sender dig alle mine bedste tanker. Nyd jeres lille mirakel. Sammen alle tre! ♥️

  3. TAK for din meget meget fine historie. Den gjorde virkelig indtryk. Som sygeplejerske der dagligt arbejder med nybagte familier i krise, er det så dejligt at opleve at nogle tør stå frem med de barske historier. Så godt og sejt at du vil dele, for du er bestemt ikke alene.
    Ønsker jeres lille familie alt det bedste ❤️

  4. Kære Clara,
    Tak fordi du ville dele din oplevelse. Ønsker alt godt for dig og din stærke familie.
    Kærligst Amalie

  5. Jeg er rørt til tåre.
    Smukt og sårbart på samme tid, samtidig med det er så vigtigt at få belyst-
    Tak 🌸

  6. Hvis du går med selvmordstanker, så kan du få hjælp her: Tlf 70 201 201 – Livsliniens telefonrådgivning.

  7. Det hjalp mig meget at læse dette, for jeg står selv midt i en efterfødselsreaktion og en moderat depression (netop diagnosticeret, men endnu ikke behandlet), som startede nærmest det sekund, jeg fik min datter i armene. Hun er 12 uger i dag. En fuldstændig skæv ammestart, dårlig vejledning, angst for at hun skulle blive lille og svag af sult, en indlæggelse fordi hun rent faktisk BLEV underernæret og dehydreret samt konstant shaming fra sygehuspersonale og SP for ikke at “tro nok på mig selv” i forbindelse med amningen har sendt mig helt til tælling. Vi gik på MME efter 3 uger, og det hjalp i starten, men jeg er stadig dødsensangst for, at hun ikke får mad nok eller bliver syg. Den kuldsejlede amning har gjort, at jeg har svært ved at have min datter tæt på mig – hud mod hud – fordi hun blev så ked af det, de første gange, jeg prøvede efter at have skiftet til flaske (formentlig fordi, jeg jo stadig pumpede ud og dermed duftede meget af mælk). Jeg føler en enorm distance mellem hende og jeg; nærmest som om, hun har afvist mig, og jeg er så bange for, at det skal påvirke vores forhold på sigt.

  8. Hej Clara
    Jeg har selv erfaring med svær søvnløshed efter en fødsel og mødte et sundhedssystem som ikke havde noget at tilbyde mig før jeg begyndte at udvise symptomer på depression -hvilket alle der ikke har sovet i flere mdr vil gøre på et tidspunkt. Det tog mig flere år, men nu er jeg tilbage til at sove som en sten igen. Jeg tror det her er et dybt underdiagnosticeret problem som har en fysiologisk forklaring der har meget lidt at gøre med vores personlighed og normale stresstærskel. Hvis du har lyst til at udveksle erfaringer så må Cana gerne udlevere min e-mail.

  9. Fantastisk af dig at åbne dig sådan op og vise din kæmpe sårbarhed. Kæmpe bifald til dig. Og alt mulig kærlig din og din lille families vej. ❤️

  10. Min veninde have også en psykose der krævede indlæggelse da hun fik sit første barn – ved 2 barsel var der intet og hun har heldigvis aldrig mærket mere til psykosen hun havde dengang

  11. Puha, det fik da godt nok tårerne til at løbe!
    Jeg skal ikke kunne sige, om det skyldes et overload af graviditetshormoner, eller det faktum, at jeg allerede har en depression bag mig og derfor er pisse bange for, at få en fødselsdepression.

    Men hvor er jeg glad for, at historier som denne bliver delt – jeg kan kun forestille mig, hvor alene man kan sidde med sådan en depression/psykose uden den her slags historier. Tusind tak ❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven