mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Solcreme der ikke fedter – jeres anbefalinger!

Det er jo et problem i den absolutte luksusklasse, det her med, at éns ansigt bliver helt olieret af solcreme, så snart man rammer noget der har bare en lille smule mere beskyttelse end den traditionelle faktor 15. Men ikke desto mindre, så spurgte jeg forleden mine følgere på instagram, om ikke de ville give mig deres bedste tips til en god solcreme til ansigtet, som ikke fedter, selvom der er fuld knald på solfaktoren. Egentlig bad jeg om tips til gode solcremer med solfaktor 50, men efter at flere skrev til mig, at man “kun” får ca 2% mere beskyttelse ved faktor 50 frem for faktor 30, så har jeg i denne lille oplistning af anbefalinger, altså taget begge dele med.

Personligt tror jeg dog, at jeg holder mig til solcremer (til ansigtet) med fakto 50, men det er udelukkende fordi jeg stadig døjer gevaldigt med pigmentforandringer efter mine graviditeter. Hvor jeg før havde fregner i ansigtet, får jeg nu simpelthen store brune plamager i panden, på kindbenene og en lille smule på overlæben, hvis ikke jeg passer gevaldigt på!

Jeg fik mere end 800 svar i den lille “svarboks” jeg havde lavet – og yderligere et par hundrede beskeder med billeder og beskrivelser af nogle angiveligt fantastiske solcremer, så der har virkelig været nok at tage fat på, ha ha! Derfor er det altså ikke alle solcremer der kommer med i guiden her, hvilket naturligvis er en lille smule synd, fordi de helt ukendte jo stadig godt kan være super gode. Men altså, der var særligt to solcremer som stak af i antallet af “stemmer” i forhold til de andre, La Roche-Posay som fik lidt over 1/8 (127 stemmer) af alle svar og Rudolph Care som lagde sig totalt i front med intet mindre end 216 damer, der skrev, at det var deres absolutte favorit!

Derduover var selvfølgelig også en del andre, som både fik mange stemmer og nogle meget fine ord med på vejen, så den totale liste over de 10 mest populære solcremer til ansigtet følger altså herunder.

OBS: De fleste links i indlægget er reklamelinks, hvilket betyder at webshoppen betaler mig en lille procentdel af dét beløb I måtte købe for, som en slags “tak fordi du linker til os”. Prisen for jer, er selvfølgelig fuldkommen den samme 🙂

Rudolph Care – vi kan ligeså godt lægge ud med dem. Rudolph Care, som mine følgere på instagram er fuldstændigt vilde med! Jeg har også selv været meget begejstret for deres “almindelige” faktor 15 solcreme, så det giver super god mening for mig, at de også er gode på de lidt højere faktorer. Enkelte skrev at de ikke brød sig så meget om duften, men den fik så latterligt mange roser med på vejen, at der ikke er nogen tvivl om, at det er den jeg selv går efter. Find dem HER.

La Roche-Posay fik super mange roser med på vejen og det stod hurtigt klart for mig, at de, der bruger La Roche-Posay sværger fuldstændigt til dem! Jeg overvejer derfor om jeg måske skulle snuppe sådan én med i købet også – jeg skal jo alligevel både have én derhjemme og én i kolonihaven og på dén måde finder jeg jo ud af hvilken jeg personligt bedst kan lide 🙂 Find dem HER.

Avené – som en solid tre’er på listen, kom Avené ind på listen. Personligt har jeg egentlig ikke særligt gode erfaringer med deres solcremer (jeg havde én forrige år og jeg syntes den fedtede meget!), men det kan selvfølgelig være at de har udviklet en ny formular sidenhen, eller at cremerne arbejder forskelligt ud fra hudtype 🙂

Coola – solcremerne fra COOLA (som jeg i øvrigt overhovedet ikke kender selv) fik godt nok “kun” 23 stemmer, men nærmest samtlige der skrev dem som deres favoritter, gav dem sådan nogle gode og fine ord med på vejen, at jeg sgu nærmest fik lyst til at købe dem på stedet! Det ser dog ud som om, når jeg lige kigger ind på linket (HER) at de er sådan nogle meget parfumerede banditter, så det skal man selvfølgelig lige være til. 🙂

Biotherm – solcremerne fra Biotherm fik også en masse søde ord med på vejen. Det er jo, tænker jeg, sådan et solidt brand som i forvejen står for god kvalitet indenfor hudpleje, så jeg tænker egentlig ikke at man kan gå helt galt i byen med dem – omend jeg altså ikke vil stå garant for noget, da jeg aldrig har prøvet solcremerne selv. Find dem HER.

Clinique – der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg elsker Cliniques cremer, så på dén måde kan det egentlig godt undre mig, at jeg endnu ikke har prøvet deres solcremer. De skulle, med 46 besvarelser med dem som favoritten, angiveligt være super gode. Find dem HER.

Nimue Face faktor 40 – solcremen fra Nimue var fuldstændigt ny for mig, men der var altså en del, der stemte på dén som deres favorit. Jeg har dog ikke kunnet finde den til salg online nogle steder, og det ser altså ud som om den primært sælges i skønhedssaloner rundt omkring. I kan se en liste over fysiske forhandlere HER.

Vichy – det er efterhånden nogle år siden, men jeg havde på et tidspunkt faktisk en solcreme fra Vichy som jeg var super glad for, så derfor undrer det mig egentlig heller ikke, at de også blev nævnt en del gange. Find dem HER.

Karmameju – her har vi én af de solcremer, som faktisk ikke fås i faktor 50 (som jeg havde bedt om anbefalinger til), men som alligevel blev nævnt så mange gange, at jeg simpelthen bliver nødt til at tage dem med. I kan finde dem HER.

Nivea – der er ingen tvivl om, at Nivea rent prismæssigt absolut ligger i den fornuftige ende af skalaen, så hvis du er ude efter en god solcreme på budget, så er Nivea et rigtigt godt bud. Jeg var faktisk til et event med dem, netop omhandlende deres solbeskyttelse sidste forår, hvor de blandt andet fortalte at deres solcremer var blandt de mest miljørigtige på markedet, så dét er selvfølgelig også værd at tage i betragtning. (Den del ved jeg dog ikke meget om, for nogle af de andre, så hæng mig ikke op på hvilke der passer på verdens koralrev og hvilke der ikke gør).


Det er – selvfølgelig – ingen udtømmende liste og der blev som sagt nævnt mange, mange flere end dem I ser her, men disse var altså højdespringerne, når det kommer til gode solcremer til ansigtet, som ikke efterlader huden som ét stort fedtefad. Jeg håber at I kan bruge dem til noget 🙂

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. La Roc Posay er god hvis man har den mindste allergi. Det er den eneste vores ældste datter ikke slår ud af. Den eneste overhovedet – hvorfor ved jeg ikke. Så ja, vi sværger til den.

    1. Hej sødeste Cana
      Jeg bruger Forevers sunscreen 🙂
      (jeg er selv forhandler) men den er jeg blevet rigtig rigtig glad for 🙂
      Den fedter ikke, den er vandfast nem at smørre ud dufter dejlig mild af kokos ❤️❤️

      Knus

  2. Avenes solcremer til ansigtet er lige præcis til forskellige hudtyper, den der hedder dry touch faktor 50 og som er uden parfume er virkelig god. Det er den eneste solcreme jeg har kunne holde ud at have på hver dag 👏 Den fedter ikke og min hud bliver ikke “irriteret” af den. Jeg sværgede før til La Roche Posay, men den kan slet ikke måle sig med den her 😉La Roche Posays var for skrap til at jeg kunne bruge den hver dag 😊

  3. Jeg har egentlig tidligere været glad nok for sådan en mat/anti shine fra La Roche-Posay (som jeg fik anbefalet af en hudlæge), men når det blev varmt varmt og jeg svedte så sved det simpelthen sådan i øjnene… øv. Så de sidste to år – inkl den varme 2018 sommer har jeg i stedet brugt (factor 30) fra Vichy med stor succes. Ingen rød næse og den smelter ikke ned i øjnene, heller ikke ved fysisk aktivitet 👍. Pga en smule pigmentforandringer overvejer jeg dog også en højere faktor…

  4. Solcremen fra det svenske EVY er den allerbedste overhoved. Både i anvendelse og virkning. Bruger ikke andet. Den beskytter huden i længere tid en mange af de andre, trods, vand og sved, og føles som man slet ikke har noget solcreme på. Den går ind og beskytter huden indefra. Anbefaler at du undersøger og prøver dem. Min rødhårede datter med sin lyse hud, bliver bedst beskyttet i timevis med solcremen fra EVY.

  5. Jeg har brugt denne i flere år, til sensitiv hud. Og så virker den også perfekt under make up.

    Sakser lige:
    Australian Gold
    BOTANICAL SPF 50 Tinted FACE Lotion Fair/Light

    Mineralcreme – ikke fedtende – UV-A og UV-B beskyttelse

    Denne Tinted Face Lotion er både oliefri og skånsom og er således perfekt til sensitiv ansigtshud. Med en sammensætning af pudderbaseret solbeskyttelse og luftig silikone, som huden kan ånde igennem, sikrer produktet solfaktorbeskyttelse, mens det også fungerer som en primer.

    Den lette tint blandes ubesværet med hudens naturlige nuancer og optimerer hudens generelle udseende. Mindsker fine linjer og synlige porer og efterlader huden med en blød og jævn finish.

    Kakadu blomme (lokal australsk frugt med det højeste indhold af C-vitamin), er den perfekte antioxidant til heling af solskadet hud. Eukalyptus er kendt for sine beroligende, foryngende og fugtgivende egenskaber.

    Rød alge og E-vitamin er gode antioxidanter, og beskytter huden mod skadelige affaldsstoffer. Dette sikrer at huden er optimalt beskyttet. Testet allergivenlig af dermatologer og børnelæger. Parfumefri for at sikre minimal hudirritation og er således perfekt til selv den sarteste hud. Indpakningen er skabt af 100% genbrugsmaterialer for at skåne miljøet.

    Vandafvisende i 80 minutter ved korrekt brug.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven