mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – oplevelsen der gjorde hele forskellen

Efter en traumatisk første fødsel og en efterfødselsreaktion som følge, var hun ikke sikker på, om hun nogensinde ville være gravid igen. (Forståeligt nok!). Hun endte dog ret hurtigt på andre tanker, og efter halvandet år, var hun gravid igen. Tankerne omkring fødslen fyldte naturligvis en hel del og uden at spolere for meget, kan jeg afsløre at fødslen her på mange måder endte med at minde om kvindens første fødsel. Forskellen er bare, at kvinden oplevelse var en helt anden <3
1.5 år efter min datter var blevet født, stod jeg igen med en positiv test – helt planlagt. Vi glædede os til at få endnu et familiemedlem, og gøre vores datter til storesøster.
Ret hurtigt i graviditeten oplevede jeg mange plukveer, og et par gange oplevede jeg at vågne om natten ved følelsen af at få en ve. Dette betød også at jeg omkring uge 25 blev fuldtidssygemeldt fra mit arbejde. Præcis som jeg gjorde i første graviditet.
I denne graviditet opdagede lægerne i uge 20 at min moderkage lå lidt for tæt på udgangen. Så jeg skulle til en scanning igen i uge 34. Jeg blev dog tjekket mange gange i løbet af graviditeten grundet plukveerne, som enkelte gange var regelmæssige og gjorde ondt. Heldigvis var alting som det skulle være, jeg fik blot besked på at tage den med ro og lytte til min krop. Lægerne havde i ugerne op til uge 34 været uenige om hvorvidt min moderkage lå for tæt på, eller havde rykket sig nok. Det var derfor med en klump i halsen da jeg tog til scanning i uge 34, jeg VILLE føde vaginalt og frygtede beskeden om et planlagt kejsersnit.
Men moderkagen havde heldigvis rykket sig, og jeg fik grønt lys til at føde vaginalt.
Eftersom sidste fødsel var en traumatisk oplevelse for både min mand og jeg, besluttede vi at købe nogle timer hos en privat jordemoder til at bearbejde den tidligere fødsel, og få redskaber til den kommende. Dette endte med at være noget af det bedste vi har gjort!
Lørdag 38+5, jeg havde brugt weekenden på at hygge med familien. Denne weekend havde jeg fået streng besked på af min mor om IKKE at føde. Mine forældre skulle være dem som så efter vores datter når jeg gik i fødsel, og de skulle begge ud lørdag til søndag. Jeg beroligede dem med at jeg var sikker på der ikke skete noget – og det gjorde der heller ikke.
Søndag 38+6 var jeg lettet over at jeg ikke var gået i fødsel. Nu måtte han gerne komme, selvom jeg havde en forventning om at han nok først kom på terminsdatoen som sin storesøster.
Om aftenen mærkede jeg godt at jeg havde mange plukveer, men var efterhånden vant til at de godt kunne komme regelmæssigt på dette tidspunkt.
Kl 2 om natten vågnede jeg ved at mine plukveer fortsatte, jeg tog tid på dem og kunne se at de fortsat var regelmæssige. Dog slog jeg det hen, min tanke var at HVIS der var noget undervejs var det en god idé med noget søvn.
Jeg nåede lige at ligge telefonen fra mig, så kunne jeg pludselig mærke en varm følelse mellem benene. Jeg var SIKKER på at nu var vandet gået igen, det var præcis samme følelse jeg havde i starten af første fødsel.
Jeg fór ud af sengen, og løb ned af trappen for at se om det var vandet.
Da jeg kom ud på badeværelset og fik tændt lyset, opdagede jeg dog til min store forskrækkelse at det ikke var vand, men blod som løb ned af mine ben. Jeg ringede straks til fødegangen i mens blodet blev ved at løbe. De ville selvfølgelig gerne se mig med det samme, og spurgte hvor langt vi havde til hospitalet. Heldigt for os har vi ikke mere end 7 minutter i bil, så jeg fik hurtigt ringet og vækket min mor, og dernæst fik jeg vækket vores nabo, som så efter vores datter (der heldigvis sov!) inden min mor ankom.
Jeg fik vækket manden, lettere panisk, og han greb hurtigt alle tingene så vi kunne komme afsted. Jeg tror vitterligt aldrig vi har kørt så hurtigt, som vi gjorde den nat. For vi var begge bange for hvad det var der gjorde jeg blødte sådan.
Da vi ankom til fødegangen blev vi hurtigt indlogeret på en fødestue. En jordemoder og en læge tjekkede babys hjerterytme, som heldigvis var så fin. Dernæst blev jeg scannet for at se om man kunne se om det eventuelt var moderkagen som havde revet sig løs – de mistænkte det dog ikke, da jeg ikke havde nogen former for smerter. Vi fik besked på at de ikke kunne se at noget var galt, og man vurderede derfor at det var en meget kraftig tegnblødning jeg havde. De ville dog beholde mig på fødestuen, og hvis fødslen ikke var gået igang inden formiddagen, ville jeg få en stue på svangerafsnittet.
Jeg havde fortsat mange plukveer, som ikke var smertefulde. Jeg var overbevidst om at jeg nu skulle tilbringe nogle dage på svangerafdelingen, og at fødslen ikke var nærtstående.
Et par timer efter begyndte de såkaldte plukveer dog at gøre ondt, men ikke så ondt at jeg ikke kunne være i dem. Da klokken var 7 kom de med jævne mellemrum, men i pauserne kunne jeg snakke, drikke væske, joke osv. Nu vidste jeg at fødslen var igang, og det var skønt at få lov at opleve at have pauser mellem veerne.
Kl 8.50 vurderede jordemoderen at jeg var 7 cm åben, og at det gik stærkt. Kl 9.15 begyndte jeg at mærke en massiv pressetrang, jeg panikkede fordi jeg var overbevidst om at der ville ske det samme som sidst. Jordemoderen beroligede mig, og mærkede endnu en gang efter. Nu var jeg 9 cm åben, og jeg fik lov til at presse lidt med når pressetrangen var værst. Omkring kl. 9.45 var jeg 10 cm åben, men der var stadig en hinde i vejen. Jordemoderen besluttede at tage vandet, for at se om det ville hjælpe alting på vej. Kort tid efter begyndte min drengs hjerterytme at dykke, når jeg pressede. En læge ankom og jeg fik besked på at NU skulle jeg presse til for han skulle UD.
Modsat sidste gang, oplevede jeg denne gang at jeg blev informeret. Lægen sagde at de ville anligge en cup og jeg ville blive klippet, da min dreng fortsat dykkede i sin hjerterytme. Jeg sagde at de måtte gøre hvad der skulle til.
Lægen nåede næsten ikke at sætte cuppen på min søns hoved, før jeg havde presset det ud. Efterfølgende kom hele kroppen, og i det samme han kom ud skreg han for sine lungers fulde kraft.
Han blev med det samme lagt på mig, og jeg fik af vide at alt var i den fineste orden. Han var så fin, at da børnelægen var på vej ind, fik hun besked på bare at gå igen. Jeg fik af vide af jordemoder og læge at min dreng var stjernekigger, hvilket var årsagen til at det var så svært for ham at komme ud. Men hverken jordemoder eller læge havde forudset at han var stjernekigger, da det først var til sidst de så det.
Vores dreng fik lov at ligge til navlesnoren havde pulseret færdig, og derefter fik min mand lov at klippe navlesnoren. Det var så surrealistisk at få min baby op til mig lige efter fødslen, og at få ro til at baby og jeg fandt hinanden.
Selvom jeg blev klippet endnu en gang, og min søn også blev taget med cup, var dette en helt anden oplevelse. Jeg havde kontrollen i denne fødsel, og det vigtigste var at min mand og jeg var et team.
Jeg var høj af fødslen i lang tid efter, og priser mig lykkelig for at have fået lov at opleve begge fødsler.
– Sidenote
Jeg ved at der er mange kvinder som frygter et klip, og folk kan se helt forskrækkede ud når jeg fortæller om mine fødsler. Men jeg har aldrig oplevet selve klippet som noget slemt, og jeg synes det er vigtigt at de kvinder får af vide at det ikke er klippet som fylder under fødslen. Jeg har ikke mærket det nogen af gangene, det er bare sket

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Kære du. Sikke en fin beretning. Også den forrige. Dine fødsler minder på mange måder om mine to fødsler, som også endte med at alt skulle gå meget stærk og med klip begge gange. Heldigvis fik jeg ikke taget nogle af børnene fra mig, men jordemødrene og lægerne var obs og målte skalp pH mv. Jeg vil ligesom du sige, at information i processen er alfa og omega og at klip er fuldstændigt ligegyldigt både under fødslen og efterfølgende, så det burde virkelig ikke være sådan en “skræk-ting” som det ofte gøres til i gravidbøger mv 🙂 kh og tillykke 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven