mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – Det svære var den første tid efter…

Ligesom så mange andre i denne tid, havde hun bekymret sig meget for, hvordan det ville blive at føde under en coronapandemi. Heldigvis skulle det dog vise sig, at det ikke havde den store (eller nogen, faktisk) indflydelse – i hvert fald ikke på fødslen. Faktisk viste det sig, at det sværeste ved hele situationen, var tiden efter fødslen, hvor den nybagte mor i dén grad havde brug for at have sine nære omkring sig, til hjælp og spejling sin den nye rolle i livet.

“Jeg havde vanvittigt mange bekymringer om min fødsel i forhold til coronaen. De blev alle gjort til skamme og jeg vil gerne dele min historie. Jeg håber den kan give alle andre lidt ro.”

For os har det i højere grad været tiden efter fødslen, som har været svær, i og med det ikke har været muligt at få besøg, hjælp og støtte fra familie og venner. Det er en utrolig stor mangel, da jeg aldrig har haft en baby før og man opdager der ikke er nogen manual, så savner man helt utrolig meget at ens mor lige kunne komme forbi og berolige en om, at den røde numse ikke er noget baby dør af, give et kram og sige man gør det godt nok, og berolige ens konstante usikkerhed på sig selv og sin nye rolle.”

Det hele begyndte dagen inden min termin; en flot forårsdag, midt i toppen af coronatiden i slutningen af marts. Jeg havde et par dage forinden været til jordemoder. Det som havde fyldt mest i tankerne, var mine bekymringer om coronaen og hvordan det ville påvirke min fødsel af vores første barn. Jordemoderen havde forsøgt, efter bedste evne, at berolige mig med, at der at var styr på det lige nu, men at ingen jo desværre vidste, hvordan hele situationen ville udvikle sig. Det havde en vis beroligende effekt, men jeg var stadigvæk hunderæd for at min kæreste ikke kunne komme med og se vores datter komme til verden.

Jeg cyklede derfra med en ny tid, en uge efter terminsdato til en snak om igangsættelse. Min mor, mine mostre og min mormor var alle gået laaaang tid over termin, så jeg var (bittert) indstillet på at skulle være tålmodig og ikke sætte næsen for højt efter at møde vores datter i den nærmeste fremtid. Jeg brugte dagene på at gå lange ture og få tankerne lidt væk fra coronaen, som nærmest fyldte mere, end glæden ved graviditeten og tankerne om fødslen.

Dagen inden min termin pakkede min kæreste og jeg en picnickurv og begav os afsted på vores cykler, igennem København og ud mod vandet og frisk luft. Jeg har haft en god og let graviditet og har gjort meget for at blive ved med at holde mig igang og aktiv, selvom maven voksede. Men efter 5 timer på cykel, var jeg godt træt da vi endelig nåede hjem, så jeg besluttede mig for at tage en lur.

Da jeg ligger mig i sengen får jeg lidt smerter i maven. Min umiddelbare tanke var, at det nok ikke var en ve, for så var man ikke i tvivl – det havde de sagt til den fødselsforberedelse jeg lige akkurat havde nået af få inden hele Danmark lukkede ned.

De trækkende smerter i maven begyndte at komme hyppigt og jeg tænkte det måske alligevel var fint at tage tid imellem, og sørme om det ikke kom regelmæssigt med 4-5 minutter imellem. Min kæreste lagde sig i sengen ved siden af mig. Han tog tid og aede mig. Der lå vi et par timer inden min kæreste insisterede på at ringe til fødegangen, da intervallet mellem veerne var blevet endnu kortere. Da bad mig tage to pamoler og få sovet, og afsluttede samtalen med “så ses vi nok i løbet af natten, vi skriver at vi forventer jeres ankomst.” Jeg var udmattet efter cykelturen og veerne stak, men det var fint og til at være i, så kort efter opkaldet til fødegangen faldt jeg i søvn; spændt og klar til at føde vores datter, men hunderæd for at jeg snart var nødt til at skulle ind til hospitalet, som efterhånden var blevet min største frygt ift. min fødsel.

I løbet af natten vågnede jeg nogle gange og kunne konstatere at veerne stimlede af og kl. 7 stod jeg op, ve-fri og skuffet. Begyndte at google og læste flere historier om andre i diverse forums, som også havde haft snydeveer, og først var endt med at føde flere dage/uger senere. I mine hormoners vold brød jeg fuldstændig sammen. Det eneste jeg ville var, at få vores datter i mine arme. For i mit hovede var min fødsel efterhånden blevet et kapløb med coronaen; jo længere tid der skulle gå inden hun kom, jo værre ville situationen på hospitalerne (nok) blive.

Sidst på eftermiddagen, efter en dag der havde sneglet sig afsted i min og min kærestes hjemmeisolation, bad jeg ham bestille to pizzaer og tænde for noget ligegyldigt TV. Nu måtte vi få det bedste ud af situationen og acceptere at en fødsel, er en af de ting i livet, man ikke selv er herre over. Idet jeg tog den første bid af pizzaen mærkede jeg igen sammentrækningerne i maven. Nu spøger det igen, tænkte jeg. Men det forsatte og tog til og blev lynhurtigt regelmæssigt og efter 3 timer ringede min kæreste igen til fødegangen, der tilbød vi kunne komme ind til et tjek, hvis vi havde lyst. Jeg havde ikke lyst, jeg var sikker på, at vi ville blive sendt hjem igen, og var der noget jeg ikke havde lyst til, var det en ekstra tur til hospitalet, men min kæreste insisterede. Vi fik fat i en taxa, og her begyndte veerne for alvor at bide, og da vi endelig nåede fødegang, skulle jeg virkelig koncentrere mig om at stå oprejst!

Vi kom ind med det samme, ingen masker men bare et venligt og smilende personale. Vi var blevet screenet for corona i telefonen, og da vi begge var symptomfrie, fik min kæreste lov at komme med ind, uden yderligere spørgsmål.

Halvt overrasket udbryder en lidt skeptisk jordemoderen der undersøger os, at jeg er 5 cm åben. Jeg bliver så glad, og overrasket. Det giver mig mod og nye kræfter. 5 cm, så er jeg halvvejs mod de magiske 10 cm. Vi får en fødestue og bliver modtaget af den sødeste jordemoder og jordemoderstuderende. Vi snakker mellem veerne, som jeg tager liggende på ryggen. Jeg får det berygtede klyx, som ikke var i nærheden af så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg er begyndt at få godt ondt og bliver tilbudt lattergas, som jeg glædeligt tager imod. Jeg har fra start sagt jeg gerne vil have en epidural, hvis det bliver aktuelt, men indtil videre går det godt med lattergassen.

Efter en times tid bider veerne for alvor, men jeg åbner mig fint. Min kæreste løber frem og tilbage med kolde klude til min pande, mens jeg pruster mig igennem veerne. Efter 2,5 timer med lattergas og akupunktur i lænden begynde jeg at blive træt. Jeg er egentlig 10 cm åben, men der er en kant af livmoderen, som stadigvæk står i vejen, for at baby kan trænge ordentligt ned.

Jeg bliver spurgt om jeg vil have en epidural. Jeg er i syv sind, jeg er så træt og vil gerne sove, men jeg føler også jeg er så tæt på – og nu vil jeg bare have hende ud. Først siger jeg dog ja, efter at have afvist karbadet, som jeg bliver tilbudt. Jeg har fra start sagt jeg ikke vil i badekar, da jeg ikke er vandglad, men som smerterne tager til bliver jeg desperat for lindring og tænker badekaret er hurtigere end at vente på anæstesien og en epidural. Jeg hopper i badekaret og det er helt fantastisk. Jeg har dog svært ved at finde en god stilling under veerne, men imellem dem falder jeg næsten i søvn. Jeg ligger der lidt tid og får så pressetræng og får lov til at presse lidt med. Efter lidt tid beder jordemoderen mig komme op, da jeg har fået lagt et venflon må jeg ikke føde i vand, og hun tror snart jeg er der. Da jeg rejser mig går vandet. Jeg ligger mig på briksen, og begynder at presse. Først gør jeg det forkert, men jeg får vist teknikken, og så presser jeg alt jeg kan.

Jeg presser, presser og presser, men der sker ikke noget. Jeg har læst at pressefasen er hurtig; det giver mig energi, og jeg tænker det snart er overstået. Jeg skal bare lige give det sidste. Efter næsten 45 minutter, begynder der at blive lidt snak, en ny blå kittel kommer ind på stuen og jeg får forklaret, at fordi der er lidt for langt mellem mine veer, kommer baby hele tiden lidt frem, men når at rykke tilbage igen inden næste ve. Jeg bliver frustreret og ked af det, mine kræfter er ved at være brugt op, men da jordemoderen siger at jeg får to pres til og ellers ligger hun et klip vågner jeg op, men jeg kan ikke få hende ud. Jeg får et klip, det gør ondt, men det gør hele forskellen, meget få veer derefter får jeg presset min datter ud, 3 timer efter sin terminsdato er hun her. Hun græder lidt og kommer på brystet. Det er helt fantastisk. Hun er her, midt i en coronatid.

Da jeg har født moderkagen får jeg pludselig en stor blødning, som ikke vil stoppe. Akutteamet bliver tilkaldt og pludselig er stuen fyldt med læger, der arbejder på højtryk. Jeg følte mig ikke et sekund bange, jeg var tryg og sikker på de vidste, hvad de havde gang i, og selvom det var midt i coronaen manglede der ikke noget, jeg fik den hjælp jeg havde brug for og alt gik fint. Efterfølgende blev jeg syet på stuen og fik min datter tilbage på brystet.

Alting gik fint, og de bekymringer jeg havde inden, så jeg ikke skyggen af og når jeg ser tilbage, er jeg ked af, at det fyldte så meget op til. Nu er vi alle tre hjemme og har det godt og nyder et nyt liv, midt i denne vilde tid, som bare blev endnu vildere efter hun kom til verden.

For os har det i højere grad været tiden efter fødslen, som har været svær, i og med det ikke har været muligt at få besøg, hjælp og støtte fra familie og venner. Det er en utrolig stor mangel, da jeg aldrig har haft en baby før og man opdager der ikke er nogen manual, så savner man helt utrolig meget at ens mor lige kunne komme forbi og berolige en om, at den røde numse ikke er noget baby dør af, give et kram og sige man gør det godt nok, og berolige ens konstante usikkerhed på sig selv og sin nye rolle.

Postskrift af Cana B:

Nu skrev jeg godt nok til sidste uges fødselsberetning, at der var mange fordele ved at man ikke må socialisere på samme måde som før, når man får en baby. Men åh, hvor det stikker mig i hjertet at læse det sidste afsnit i beretningen her. Alle nybagte mødre fortjener simpelthen en lille skytsengel som kan berolige dem, komme med gode råd og fortælle dem, at de gør det godt nok – og det gør mig selvfølgelig trist, at læse at kvinden her rent faktisk har manglet det. 

Jeg ved godt at det er en ringe trøst i forhold til et ægte netværk og personlige erfaringer fra de mennesker man holder af, men jeg kan simpelthen ikke lade være med lige at fremhæve min første bog, “40 Uger Efter – en kærlig håndsrækning til nybagte mødre”, som kan rigtigt meget af dét jeg tror mange mangler. Jeg manglede det i hvert fald da jeg blev mor for første gang – og dét endda i en tid, hvor ingen nogensinde havde hørt om corona, forsamlingsforbud og selvisolation. Bogen findes både i fysisk form og på lydbog og hvorvidt du foretrækker det ene eller det andet (eller slet ikke har lyst til at give den en chance), vil jeg lade helt op til dig. Nu ved du den findes. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (6)

  1. Føler med dig ❤️ Og sender masser af tanker din vej!! Du er 100% den bedste mor for dit barn.

    Har født nummer 3 midt i coronatiden. Og selvom det er nummer 3 fylder bekymringerne og uvisheden alt for meget.
    Min første fødsel skete 2 måneder før tid på en ferie, nummer 2 5 uger før tid med presseveer i bilen (nåede liiiiiiige på sygehuset) og nu nummer 3 hvor intet er som jeg havde tænkt, ønsket eller håbet.

  2. Jeg kan virkelig (som i virkelig!) anbefale Canas bøger. Jeg fødte en lille dejlig datter for to måneder siden og bøgerne (som jeg slugte i graviditeten) har været GULD værd!

    1. Jeg fødte efter en igangsættelse d. 1/4 (termin 19/3) vores nr. 2. Jeg gik også over termin med vores første, men dog ikke så langt, at jeg blev sat i gang. Jeg tror simpelthen det var stress. Stress og tanker om at min planlagte hjemmefødsel var aflyst, at skulle føde på hospitalet (tænk, hvis vi var raske smittebærere, der smittede nødvendigt sundhedspersonale eller de stakkels syge på hospitalet, eller hvis vi selv blev smittet), at skulle omlægge vores planer. Jeg tror det påvirkede mig så meget, at min krop bare ikke blev klar. For det var den ikke. Der var for lidt fostervand, så fødslen skulle snart i gang. Jeg var knust over at komme så langt fra den originale plan om hjemmefødsel til en igangsættelse.

      Første fødsel havde heldigvis været en god oplevelse på hospitalet. Så jeg frygtede ikke selve det at føde på hospitalet. Det var sådan set OK.

      Fødslen gik godt – faktisk meget bedre end jeg forventede, at en igangsat fødsel ville gå. Jeg arbejdede fint med veerne. Jeg blev træt og udmattet op til pressefasen. Jeg havde ikke presseveer med min første (pga. epidural), men det oplevede jeg godt nok denne gang! Puha. Godt den fase ikke var meget mere end 20 minutter. Jeg er ked af, at jeg ikke nåede i vand. Det var virkelig rart første gang.

      Jeg startede på Angustapillerne mandag ved middagstid, og hun er født natten til onsdag. Havde gode veer natten til tirsdag, som dog også gik i stå (muligvis pga. den sovecocktail jeg var inde og få).

      Her snart tre uger efter, savner jeg også resten af min familie. Jeg vil vise min mormor hendes nyeste oldebarn, jeg vil have besøg af svigermor fra Nordjylland, jeg vil have min mor holder sit andet barnebarn (hun var her og passede vores store, mens vi var på sygehuset, og hun har insisteret på at passe ham et par gange siden, men hun har stort set ikke set hans nye lillesøster), og jeg vil have min lillesøster hjem fra London og møde sin nye niece. Jeg vil i mødregruppe og mødes med andre nybagte flergangsforældre. Jeg vil til efterfødselstræning og babyrytmik, der ikke kun foregår online. Jeg vil mødes med veninder, venner og bekendte på legepladsen med min store søn. Og så vil jeg lykønskes med lillesøster og stolt vise hende frem. Det er så egoistisk, men det er ikke desto mindre de følelser, jeg sidder med.

  3. Jeg har født et kolikbarn mit i coronatid og synes, det er vanvittigt hårdt slet ikke at kunne tage imod nogen form for aflastning udefra.

    1. Til dig med kolikbarn. Jeg føler med dig! Sådan set føler jeg med alle der ikke kan få hjælp og aflastning for det er bare en stor omvæltning at blive mor.. og til tider ret ensomt og der er det rart med mødregruppe eller bare ens egen mor..

      Til dig med kolikbarn.. jeg har været der.. og her var slyngevuggen min redning.. men hold kæft hvor er det det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.. kæmpe kram til dig!

  4. Fødte mit første barn 7/4 ved kejsersnit – fødslen gik fantastisk, men tiden efterfølgende i corona-isolation og en amning, der er gået i skudder-mudder har været så forfærdelig. Noget som skulle være så fantastisk føles nu så ensomt og isoleret, har været så ramt af baby blues og været så ked af det over, at vi ikke kan vise ham frem til familie og venner.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven