mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En lille sejr, i en svær tid

Egentlig var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele dette indlæg med jer. For man snakker jo ikke om penge, gør man vel? Men nu gør jeg det altså.

Det føles som en hårfin grænse, det her med at have lysten til at dele ud af både små og store øjeblikke i livet, imens jeg samtidig gerne vil værne om mit privatliv – og for guds skyld helst ikke træde nogen over tæerne imens. Særligt lige nu, hvor verden er på den anden ende.

Som blogger ligger mit arbejdsliv primært i dét man vel med rette kan kalde for “reklamebranchen”. Det er reklamerne jeg tjener penge på, og det er dem, der har gjort, at jeg har været i stand til at brødføde mig selv og mine børn igennem de seneste fire år. Reklamerne, som der med ét ikke er helt så mange af som der plejer.

Krisen kradser over hele linjen og det er klart, at reklamebranchen derfor også er (hårdt) ramt. Det kan jeg personligt mærke, ved at flere af mine igangværende kampagner enten er blevet udskudt eller aflyst. Jeg havde for eksempel en kampagne i kalenderen, som indebar at jeg skulle et smut til Sverige. Den er selvfølgelig aflyst. Og én, som handlede om at skabe nogle gode og hyggelige rammer for sociale sammenkomster. Den er selvfølgelig også aflyst. Derudover er der andre, som er udskudt, fordi virksomhederne bag har lukket midlertidigt ned – og en enkelt som er aflyst, fordi virksomheden har måttet sande den meget triste konsekvens, at de har drejet nøglen om.

Normalt ville det have haft meget store konsekvenser for min økonomi og jeg ville da også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan mærke det på bundlinjen, men der er i mellemtiden jo simpelthen sket det vidunderlige, at jeg har startet min webshop.

Webshoppen har eksisteret i et halvt års tid og igennem de seneste måneder er der simpelthen sket det vidunderlige, at den har tjent sig selv hjem. For det går godt med salget, både af bøger og af chiliplastre. Sidstnævnte især.

Godt nok kan min indtjening på shoppen ikke måle sig med de beløb jeg kan hale i hus, når jeg skriver reklameindlæg her på bloggen (langt fra!), men det er nok til, at det hele løber fint rundt, selvom nogle af mine blog- og instagramkampagner bliver aflyst. Faktisk går det så godt i shoppen, at jeg i går, 28 dage inde i april, havde havde fordoblet shoppens omsætning fra hele januar, februar og marts.

Det er selvfølgelig kun takket være jer herinde og mine følgere på instagram, som deler jeres gode erfaringer med det jeg laver og sender ud. Det betyder alverden. Eller i hvert fald betyder det for mig, at jeg forventer at komme igennem krisen med skindet på næsen, uden at skulle bebyrde samfundet for så meget som en krone. Så tusind tak for det.

Selvom vi på ingen måde vælter os i guld og diamanter, så skulle de gode nyheder selvfølgelig fejres – og dét vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer. <3

Normalt ville vi nok være taget på restaurant, men fordi dén slags naturligvis ikke lader sig gøre for tiden, fejrede vi i stedet dagen med en vaffelis til børnene, en gåtur omkring Charlottenlund Fort – ét af drengenes favoritsteder at lege – til os alle, og pizza og film til aftensmad. Det kunne også noget – om end jeg altså ikke kan se mig helt fri for at glæde mig til den dag, hvor vi igen kan gå på restaurant og fejre dén slags med.

 

Restaurantbesøget må vi have til gode til en anden god gang. Ligesom det glas champagne, som jeg var alt, alt for træt til at drikke, da børnene først var lagt i seng 😉

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Tillykke med din webshop går så godt, det er velfortjent 🙂
    Og fejre det må du bestemt se at få gjort 🙂
    Pas godt på jer i denne tid!

  2. Hvor er det bare stærkt! 💪🏼 og fedt at du tør sige det højt.

    Jeg har i øvrigt også anbefalet alle mine kollegaer (er sygeplejerske) at prøve dine chiliplastre. De er så gode til min trætte lænd. Så tak for dem og for dig.

    1. Ejjjj hvor er det godt! Mange tak. Jeg håber også at dine kollegaer får god gavn a chiliplastrene 🙏🏼🌶❤️

  3. Woop Woop – det er jo fantastisk! Stort tillykke…..jeg melder mig stadig under fanerne som din PA (Viturel PA) når Cana Care bliver stor nok. Også bare til et par timers assistance om ugen. You know where to find me. Godt gået, seje kvindemenneske ❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven