mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En anden fødsel en den hun havde drømt om

Måske har jeg bare følelserne lidt ekstra meget udenpå tøjet i denne tid, men ikke desto mindre så endte jeg med at sidde med tårer i øjnene og fuld knald på snøftekanalerne, da jeg læste denne uges fødselsfredag. Den er så velbeskrevet og fin, at man – jeg, i hvert fald – får tydelige billeder i hovedet af, hvordan forløbet har været og føltes. Den er super, super fin, rørende og smuk. Dertil så elsker jeg, at kvinden bag, lige slutter af med at komme med nogle af sine betragtninger i forhold til at have fået en anden fødsel end den hun havde drømt om og om, hvordan det har været, at have en nyfødt midt i en tid med corona. Tag rigtigt godt imod!

Da jeg fødte min store pige i år 2012, skete det 14 dage før min terminsdato – og derfor havde jeg heller ikke regnet med at gå til termin denne gang. Jeg regnede altså med, at jeg skulle føde i starten af februar – hvilket både min læge og jordemødre også gav udtryk for. Sådan skulle det dog ikke gå, så da jeg nåede min terminsdato, d. 22 februar, var jeg allerede MEGET utålmodig. I mit hovede, var jeg jo allerede gået langt over tid. 

28 februar – seks dage over tid, og den eneste dag, jeg havde sagt, at jeg IKKE ville føde, fordi min store datter ikke kunne blive hjemme i weekenden, og ville blive knust over at tage afsted, mens jeg var i fødsel, vågnede jeg med murren i maven. Jeg slog det dog hen, for det havde jeg haft i 3 uger forinden, og var hver aften gået skuffet og slukøret i seng. Min kæreste havde fri den dag, så han fulgte min datter i skole, og da han kom hjem, slængede vi os på sofaen og så fjernsyn. Jeg mærkede ret tydeligt, at min murren i maven gik fra at være konstant – og til at være i intervaller. Jeg fortalte det dog ikke til min kæreste, fordi jeg havde haft lette mavesmerter i så lang tid, og han gik ind for at tage sig en lur. Jeg var ret seriøs omkring, at jeg ikke ville føde den dag, så jeg søgte nettet tyndt, om hvordan man kan stoppe en fødsel, og valgte at gå i bad, som flere havde skrevet kunne forsinke den lidt. Mens jeg stod i badet blev smerterne i maven værre og værre for hver gang de kom, og jeg vidste godt at løbet var kørt – men i en form for fornægtelse hoppede jeg ud af badet, og brugte lang tid på makeup og på at ordne mit hår – dog med pauser hver gang der kom en ve. Til sidst gik jeg stortudende ind og vækkede min kæreste, med ordene “Du skal altså virkelig vågne nu. Jeg har veer og jeg vil ikke føde. Hjælp mig!”. Han fløj ud af sengen, og gik ud for at barbere sig. Vi har mange gange senere grint af, at vi begge har brugt tid og tankevirksomhed på at gøre os i stand under mine veer, som om det ville betyde en hel masse for vores baby – og for mit vedkommende endte både mascara og brynfarve alligevel på alle andre steder, end hvor det først blev lagt. I situationen virkede det dog slet ikke underligt. Ligesom vi også har grint af, at jeg virkelig troede, at jeg kunne stoppe en fødsel – og især, at jeg forsøgte så ihærdigt, når nu jeg havde prøvet at sætte den skide fødsel igang de sidste 3 uger. 

Da min første fødsel gik forholdsvist hurtigt, havde vi aftalt med mine jordemødre, at vi hellere skulle ringe for tidligt, end for sent, så jeg ringede til jordemoderen selvom jeg sagtens kunne være i veerne endnu. Vi aftalte, at jeg skulle ringe igen, når veerne varede lidt længere, eller jeg kom i tanke om, hvordan “rigtige” veer føles. I mellemtiden lavede min kæreste et par toasts og gjorde rent i lejligheden, mens jeg prøvede at koncentrere mig om fjernsyn mellem veerne, og så fik jeg kontaktet min store datters far, og fik sørget for, at hun kunne blive i vores landsdel indtil morgenen efter, så hun forhåbentligt kunne nå at møde sin lillesøster.  

Da klokken var omkring 13, begyndte veerne virkelig at nive til, og jeg ringede til min jordemoder og sagde, at jeg nu kunne huske, hvordan veer føltes, og at jeg ville være mest tryg ved at blive undersøgt. Vi aftalte at mødes på hospitalet 3 kvarter senere, og vi ringede efter en taxa. 

Da vi kom ind på fødegangen, var jeg 4 cm. åben, og jeg fik tilbudt at få mit meget ønskede lavement (noget med bæ i vandet til min første datters fødsel. Det ville jeg IKKE prøve igen). Seriøst, hvordan i alverden kan nogen holde det lavement i måsen i 5 min.? Jeg sendte min kæreste ud af stuen, og så LØB jeg ellers ud på toilettet efter 2-3 minutter. Derefter begyndte veerne at tage fart i både hyppighed, længde og smerter. Shit. Hvorfor gør man frivilligt det her mod sig selv, og så endda flere gange?! 

 

Jeg havde et ønske om at komme i vand, så der blev fyldt et kar op med det samme, og jeg fik lov til at komme i. Det var som at komme i himlen! Jeg kunne MEGET bedre arbejde med mine veer og finde ro i pauserne. Jeg blødte dog en del, og det var vidst lige på kanten til, at jordemoderen syntes det var okay, men jeg fik lov til at blive i vandet. Jeg blev jævnligt tjekket for, hvor åben jeg var, og i løbet af få timer var jeg oppe på 8-9 cm. – hun kunne dog mærke, at min datters hoved ligesom stødte på en form for kant, så hun ikke kunne komme det sidste stykke ned gennem bækkenet, og jordemoderen prøvede derfor at massere og forsigtigt skubbe kanten til siden. Det udløste den vildeste smerte, og jeg kunne slet ikke være i mig selv i veerne længere. Meget af det efterfølgende er ikke noget, jeg selv kan huske, men enten noget jeg har fået fortalt, eller som jeg har læst i min journal – jeg føler at flere timer er væk fra min hukommelse. Om det er på grund af smerter eller selektiv hukommelse, ved jeg ikke. Min store datters hjertelyd dykkede til sidst i fødslen, så jordemoderen var opmærksom på at tjekke babyens hjertelyd ret ofte. Pludselig dykkede hendes hjertelyd også ret voldsomt og den rettede sig ikke rigtigt igen, så jeg blev beordret op af vandet og hen i sengen. Veerne kom nu så hyppigt, at jeg fik 2 veer på de 5 meter, der var over på briksen. Jeg kunne på ingen måder være i veerne, og jeg husker det som om, at jeg skreg og slog ud med arme og ben – min kæreste siger dog, at jeg mest lukkede mig inde og virkede som om, jeg slet ikke var til stede. Min datters hoved stod lidt skævt i bækkenet – og åbenbart på en sådan måde, at hun havde kilet sig fast, og da jordemoderen tog vandet, var det næsten helt neongrønt. Min kæreste blev bedt om at trække i snoren, så der kunne komme mere personale, fordi hjertelyden blev ved med at dykke. Da de ikke kom efter flere forsøg, kunne jeg mærke en tydelig “skarphed” hos jordemoderen, der trykkede på en form for alarm, og tørt sagde “Nu kan jeg love jer for, at der kommer hjælp”. Det eneste jeg kan huske af de næste mange minutter er, at der pludselig var rigtig mange mennesker på stuen, og at én anlagde et drop, 3-4 mennesker stod nede ved mine ben, der var en skarp stemning, og at min kæreste græd. Jeg var så meget i mine smerter, at jeg vidst ikke selv fattede alvoren, og ikke helt forstod, HVOR hurtigt det skulle gå. Jeg kan bare huske, at der blev snakket om at klippe og trække babyen ud, hvis hun ikke kom i næste ve. Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik travlt med at presse. Min datters hoved kom ud i den ve, og i den næste kom hendes krop. Kl. 17.30 blev min datter født. 52 cm. lang og hun vejede 3855 gram. 

Hun blev lagt op på mit bryst, men hurtigt taget igen, for at blive tjekket. Hun havde desværre haft iltmangel under fødslen, så hende og min kæreste skulle afsted på børneafdelingen med det samme. Jeg kan tydeligt huske, hvor apatisk og hjælpeløs jeg følte mig. Det var jo slet ikke sådan, det skulle være – at mit barn skulle tages fra mig, og at jeg skulle ligge der alene. Jeg lå der et par timer, mens jordemoderen skulle sikre sig, at moderkagen, der desværre var gået helt i stykker, var helt ude, og at jeg skulle på benene og på toilet. Heldigvis kom der jævnligt en sygeplejerske og opdaterede mig, og min datter havde det heldigvis godt. Hun skulle “bare” have lidt starthjælp i form af cpap og sonde med mad. Jeg var, næsten mirakuløst, ikke revnet – ikke engang en skramme var der at se, så da jeg endelig blev sluppet fri nogle timer senere, ønskede jeg selv at gå ned til min kæreste og datter, og jeg blev fulgt afsted af en sød hjælper, der bare alle vores tasker. 

 

Det syn, der mødte mig, da jeg åbnede døren, var på én og samme tid så fantastisk, og så hjerteknusende. Inde på den store stue, hvor der lå mange bittesmå og syge babyer sammen med deres forældre, sad min kæreste med min datter op af hans blottede brystkasse. Da vi så hinanden, brød vi begge sammen af både glæde, og en eller anden form for sorg og forskrækkelse. Jeg fik en briks kørt hen, og så fik jeg ENDELIG, efter flere timer, lov til at ligge med min lille baby, der på det tidspunkt allerede var ude af cpap igen. Næsten med det samme søgte hun mod mit bryst og begyndte at die. Det må simpelthen have været et komisk syn, for der sad vi, stadig og skiftede mellem at hulke og grine lettet, mens jeg sad næsten splitterragende Hans Jørgen og ammede. Inden jordemoderen gik hjem, kom hun ned og så til os, ønskede os tillykke, og spurgte ind til min kæreste, der i langt højere grad end mig, havde oplevet hvor alvorligt det havde været. Hun fortjener en kæmpe lønforhøjelse og påskønnelse af en anden verden. Hun var simpelthen fantastisk hele vejen igennem, og havde det ikke været for hendes professionelle og samtidig personlige tilgang til mig og fødslen, så er jeg sikker på, at oplevelsen havde sat nogle helt andre, og meget mere alvorlige spor i os begge. 

 

Min datter rettede sig heldigvis meget hurtigere end lægerne havde frygtet, og allerede om natten fik vi lov til at komme på barselsgangen, og aftenen efter måtte vi komme hjem. Det var så stor en lettelse!

Da vi gik ud af hospitalet, så vi de første plakater omkring coronavirus., og lige knap 2 uger senere lukkede Danmark ned. Vores tætteste familie havde heldigvis nået at møde lille Elva, da Mette Frederiksen tonede frem på skærmen og beordrede afstand, lukkede skoler og en helt ny verden. Det er en vild tid at være nybagte forældre i. I en måned så vi ingen mennesker, og ingen fagfolk så vores baby (dét er nervepirrende) og vi har fortsat en begrænset kontakt med vores familie, der dog nu får lov til at se børnene på lidt afstand, mens vi drikker kaffe i haven eller i hver sin sofa. 

Det har været en tid, der er svær at beskrive med ord. Det tænker jeg det er for store dele af verdens befolkning. Absurd er måske egentligt det mest passende. På den ene side har det været enormt skræmmende og bekymrende. Det har også været hårdt at skulle være skolelærer, pædagog, veninde og mor for den ældste, mens vi stod der med en 2 uger gammel baby, der krævede mælk, søvn, kærlighed og rene bleer. 

Med fare for at lyde egoistisk, har det dog også været en velsignelse for vores familie. At kunne være så intenst sammen med sin helt nye i lillesøster i så lang tid, er vist de færreste store søskende forundt, og hos os, har det givet en stor ro omkring vores alles nye roller. En form for ro, jeg ikke er sikker på, at vi ville have haft på samme måde, hvis hverdagen var fortsat som normalt. 

 

Igen med fare for at lyde egoistisk og navlepillende, så har den første tid som mor til to, været præget af en følelse af, at jeg har følt mig lidt snydt. Jeg har følt mig snydt for min rolige vandfødsel, følt mig snydt for de første magiske timer med min baby, og jeg har følt mig snydt for at kunne være i min babyboble og dele den fantastiske tid med min familie og venner. Jeg har haft meget svært ved at give min baby fra mig, og jeg har endnu ikke været længere væk fra  hende, end nede med skraldet. Jeg er dog klar over, at de følelser ikke er helt rationelle, og de har heldigvis aldrig overskygget det gode og dejlige ved den første, intense tid. Nu hvor vi stille og roligt begynder at kunne se lyset for enden af tunnellen, sommeren er på vej og vi kan se vores familier lidt mere, forsvinder følelsen af at være snydt også mere og mere og den bliver erstattet med taknemmelighed. Taknemmelighed over, at vi alle har det godt, og over at vi har kunnet være så intenst sammen i så lang tid. Jeg glæder mig til at kunne lade min mor og svigerforældre holde vores baby igen, og til at hun opdager, at der findes andre mennesker, end dem der bor under vores tag. Jeg mangler stadig at bearbejde nogle tanker og følelser omkring min fødsel, og glæder mig til, at der åbnes helt op igen, så jeg kan mødes med min jordemoder og snakke det hele igennem. 

Jeg tænker, at det bliver spændende at følge den her generation af babyer, og se om de første dage, uger og måneders isolation med den helt tætte familie, har nogen effekt på dem som voksne. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Wow, en flott beretning! Så godt skrevet, og de refleksjoner som kommer frem, kan nok hjelpe mange andre fødende. Vi venter våres første barnebarn i start juli, og håper virkelig Norge lukker mer opp, så vi kan pusse og nusse med lille Mille når hun kommer❤

  2. Og så græd jeg lige igen (det sker hyppigt, når jeg læser alle de fantastiske fødselsberetninger herinde). Stort tillykke med baby <3

    Btw. Hvilken mail kan man sende sin fødselsberetning til? Og er det okay, at den er helt tilbage fra november 2017?

    Kh. Camilla

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven