mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #55

Selvom jeg har været ude i noget, der nærmest minder om “tvungen ferie” fra mit nye deltidsarbejde (at drive min webshop), fordi min allermest populære vare på shoppen har været totalt og aldeles udsolgt, så har der alligevel været godt og grundigt knald på i denne uge. Jeg har i høj grad brugt mig selv og det føles på én gang både givende og drænende. For det er pissefedt at få lov til at give, men det er også hårdt. Det evigt tveæggede sværd udi at dele ud og samtidig tage vare på sig selv, som jeg af og til bøvler lidt med at finde den rette balance i. Overordnet har det dog været en rigtigt dejlig uge, som i dag er blevet afsluttet med manerer med en lang gåtur, cafékaffe og så mange omgange UNO, at jeg ikke længere har tal på dem.

Ugens højdepunkt var uden tvivl da jeg i onsdags havde den udsøgte fornøjelse at holde foredrag på Fredensborg Bibliotek. Jeg synes altid at det er en stor fornøjelse at holde foredrag, men når der – som i onsdags – sidder mere end bare et par enkelte, duknakkede mænd i publikum, så bliver det nærmest magisk. Dét rum, der opstår når kvinder såvel som mænd både røres og klasker sig selv på lårene af grin, dét er guld værd! Billetterne til foredraget blev revet væk på ganske kort tid efter de var blevet annonceret, så jeg håber på, at jeg vil kunne trække publikum mange flere steder landet over, for jeg vil altså rigtigt rigtigt gerne stable en rigtig tourne på benene, efter den feedback jeg fik i onsdags.

Jeg smilede mest da vi holdt vores egen lillebitte MGP-fest herhjemme i aftes. Egentlig skulle drengene have været hos deres far, så jeg havde for længst afskrevet den populære børnefest, men så ville tilfældet at de kom hjem en dag før tid – og så stod den ellers på MGP for alle pengene. Vi havde printet stemmesedler og slikbægre til den store guldmedalje og drengene syntes det var topfedt at (be)stemme, hvem der skulle vinde. Jens holdt mest med Liva, der vandt, imens Peter, Simon og jeg heppede på JAAIL, som tog 2.pladsen 🙂 Vi blev enige om, at det måtte være fordi vi har exeptionelt god musiksmag herhjemme, ha ha!

Jeg har været mest nervøs over at skulle holde “mødregruppe” i Politikens Boghal. Jeg var blevet bedt om at komme derind mandag formiddag klokken 11 og så vidste jeg faktisk ikke så meget mere om arrangementet. Jeg havde simpelthen ikke den fjerneste idé om, hvad pokker det var jeg skulle ind til og jeg var således temmeligt nervøs for hvordan det nu skulle gå. Heldigvis gik det godt; vi var en lille, sluttet flok på seks damer, fire babyer og chefen – en mand – for boghallen, så det føltes næsten som at være tilbage i mødregruppe for en stund.

Ugens lavpunkt var måske da jeg fuldstændigt tilstoppede køkkenvasken derhjemme! Det var totalt min egen skyld (som jeg beskrev HER), hvilket naturligvis kun gjorde det værre. That aside, så kom der heldigvis relativt hurtigt styr på håndvasken og lavpunktet – sådan rigtigt – har således nærmere været at mine chiliplastre, som nu har været udsolgt i små to uger, desværre stadig ikke kom på lager, som jeg ellers havde håbet (og troet) på. Vi har simpelthen svært ved at følge med den store efterspørgsel, men jeg arbejder benhårdt på sagen!

Det gode ved det er at jeg har fået lovning på, at chiliplastrene netop er sendt afsted fra producenten, så om en dags tid eller to åbner jeg igen op for salget af de populære chiliplastre. (Hurra!). Jeg får dog kun et begrænset parti hjem, så hvis du skal sikre dig et par chiliplastre, så er det altså om at holde øje på shoppen de næste par dage. (Jeg skal også nok give besked på instagram, så snart de er online, hvis du ikke orker at tjekke ind her flere gange dagligt).

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min sorte oversized skjorte med puf-ærmer. Den er altid en vinder! Desværre har jeg ikke kunnet opstøve den online (selvom den er købt på asos), men i min søgning efter den, fandt jeg en anden sort bluse, som jeg nu kraftigt overvejer at investere i. Du kan se hvilken en jeg mener lige HER (reklamelink).

Det bedste jeg har spist var en middag på Dada, som ligger lige ved Hotel Skt. Petri i Krystalgade. Jeg var der sammen med én af mine gode veninder fra jordemoderstudiet og efter fire serveringer med i alt 10 retter, kunne vi trille derfra! Maden er sådan lidt mellemøstligt inspireret, med masser af gode, varme smage – og så laver de som en bonus nogle virkeligt lækre cocktails derinde.

Det bedste jeg har set er faktisk også nærmest det eneste jeg har set (udover MGP), men ikke desto mindre, synes jeg altså at det var rigtigt godt. Eller interessant, i hvert fald. I tirsdags faldt jeg ved et tilfælde over et par billetter til forpremieren på Krudttønden, med efterfølgende Q&A med instruktøren. Det er – som I måske allerede ved – en film omkring terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København, som fandt sted for fem år siden. Jeg har det egentlig lidt blandet med filmen, men skuespillerne gør det fremragende og den skabte reflektion, så på dén måde, er jeg ret vild med den. Jeg tænker dog, at det kræver lidt flere ord end jeg lige synes jeg har her søndag aften, at beskrive min oplevelse med filmen og alt dét der følger i halen på den, så det gemmer jeg lige på et par dage endnu.

I næste uge ser jeg særligt frem til at skulle en tur til Sønderborg sammen med PlanBørnefonden. Jeg er blevet inviteret med til arrangementet “Stop børneægteskaber og vold mod kvinder” fordi jeg simpelthen har fået den ære at modtage Zonta Danmarks Centennial Anniversary Award på 25.000.- på vegne af PlanBørnefonden, som jo netop gør et kæmpe stykke arbejde for at forhindre børneægteskaber og vold mod kvinder. Jeg er så stolt over at få lov til at være repræsentant for PlanBørnefonden på denne dag og så glæder jeg mig bare helt vildt meget til at møde nogle af de passionerede kvinder som står bag arrangementet! Det er jo essensen af kvinder der bakker hinanden op og hvis der er noget i verden jeg gerne vil, så er det at støtte op lige akkurat dér.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven