mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Sjældent har jeg været så lykkelig…

… Som jeg med ét følte mig i aftes, efter en ellers temmeligt lang dag.

Som mange garanteret genkender, så kan sådan en dag snildt have flere bakker og dale – og jeg skal da lige love for, at i går ikke var nogen undtagelse her på matriklen. Børnene har sådan savnet at være hjemme, fordi vi jo var i sommerhus sidst de var her, så Simon og jeg  havde lovet dem, at vi ikke skulle lave spor andet end at være hjemme og lege hele dagen.

… Vi havde bare lige glemt, at det kan være ganske forfærdeligt at være sammen med to børn, hvis ikke de kommer ud en hel dag, da vi stillede løftet. Således “snød” vi dem til en god, lang gåtur med lovning om at kunne prøvesmage de nye is hos Peter Beier (som jeg har fået et gavekort til).

Bevares, en gang i mellem har vi da taget en “vi bliver indenfor hele dagen“-dag med udmærket held, men i denne tid, hvor de eneste mennesker vi ser, er hinanden (og børnenes far og hans kæreste, selvfølgelig), så er det altså min oplevelse, at vi allesammen bliver noget mere kuldrede end sædvanligt, hvis ikke vi kommer ud og får noget frisk luft.

Oppe ved butikken skulle det vise sig, at de slet ikke var klar til at servere is endnu. Suk.

Heldigvis er der derfra ikke så langt op til vores lille, foretrukne ismager på Østerbro, Østerberg, så vi tog hinanden i hænderne og gik derop.

Også lukket. Pokkers.

“Ejjjj, får vi så slet ikke is?!” udbrød den lille, helt fortvivlet.

Jo! Nede hos én af de lokale kioskmænd fandt vi is. Jens valgte den største, Peter valgte den med vingummi i bunden, alle var glade og vi stavrede tilbage mod Nordhavn.

“Jeg gider ikke gå mere”

“Jeg har ondt i fødderne”

Møllen gik i gang kort før vi var hjemme og isens lindrende effekt på humøret syntes allerede forduftet.

Vi kom hjem, lavede aftensmad, nogen brokkede sig, nogen blev uvenner, nogen gad ikke sige undskyld, nogen havde ingen appetit. Nogen var, med andre ord, møghamrende trætte.

Til gengæld så var der også nogen, som ikke gad sove. Sommertiden, skiftedagen i søndags, den “nye” hverdag og det lidt lavere aktivitetsniveau spiller os et pus, så jeg vekslede troligt imellem de to børneværelser, hvor først den ene og så den anden, havde brug for mit nærvær.

Efter en times tid var jeg ved at være godt mør af ikke rigtigt at slå til nogle steder og jeg tog derfor en hurtig beslutning om at spørge drengene, om ikke de hellere ville sove sammen. Det ville de gerne og i løbet af ganske få sekunder, havde vi fået installeret Peter inde hos Jens.

Jeg kyssede godnat, listede ud, lyttede til deres hvisken udenfor døren et par minutter og satte mig så ud i stuen, hvor Simon havde skænket et glas vin og gjort klar til at streame pressemødet, som vi selvklart ikke havde fået set, da det blev sendt.

Mine drengene havde brug for nærvær og det gør mig lykkelig helt ned i maven, at de i aftes var i stand til at give det til hinanden. Alle konflikterne var glemt og tilbage var der kun det gode, kærlige søskendebånd imellem dem, som er så sundt og fint at blive mindet om på de dage, hvor det ellers har været en lille smule svært at få øje på.

Sjældent har jeg været så lykkelig som jeg var lige der.

Ps. Billedet er selvfølgelig hverken fra i dag eller i går. Det er fra sidste uge, imens vi stadig var i sommerhus ved Vesterhavet. I blæsevejr på én af Danmarks allerfineste strande ❤️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven