mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – uden en baby :(

Det er som om hele verden – eller i hvert fald hele verden herhjemme i lille Danmark – er vendt på hovedet for en stund. Intet er helt som det plejer og jeg har en fornemmelse at vi allesammen træder varsomt, omsorgsfuldt og forsigtigt i disse dage. Både for at passe på os selv, men i særdeleshed også for at passe på hinanden. For jo jo, så var der lige nogen, som lidt vel grådigt overfaldt kølediskene i supermarkederne onsdag aften, men udover dét, så synes jeg altså at det tyder på, at vi deler et fælles ansvar og udviser lige akkurat dén solidaritet, som jeg i perioder godt kan savne herhjemme. Og lige akkurat solidaritet er faktisk et hovedtema for denne uges fødselsfredag, hvor alt også er vendt godt og grundigt på hovedet.

Tag rigtigt godt imod en “fødselsfredag” hvor intet er som det plejer, selvom rigtigt mange kvinder formentlig kan nikke genkendende til det meste.

Når baby drømmen fylder, alle andre steder end i maven på mig.

“Man kan jo altid bare få et barn. Man kan endda få det uden at have en mand at få det med. Der er så mange muligheder i dag og der findes hjælp at få.”

Jeg har altid drømt om at blive mor en dag. Ja, jeg har sådan set altid vidst, at jeg skulle være mor og selvom jeg har haft helt ro i maven over at det nok skulle komme, når tid var, så har jeg også glædet mig. Når mine veninder har været gravide og født børn, har jeg glædet mig til at det skulle blive min tur. Jeg har glædet mig til at skulle mærke det på min egen krop. At være gravid. Og at blive mor.

“Der er ikke noget at være bekymret over.”

Sådan sagde jeg til mig selv, rigtig mange gange i mine slut tyvere/start tredivere. Jeg har  aldrig nogensinde frygtet, at jeg ikke kunne blive gravid eller føde et barn. Jeg har faktisk ikke skænket det en tanke, selvom jeg ofte har tænkt om jeg mon endte med at få den familiekonstellation, som jeg altid har drømt om. Kernefamilien med en mor, en far og et par børn i varierende alder. 

Hurtigt blev jeg dog enig med mig selv om, at konstellationen for mig og min kommende familie ikke skulle være afgørende og jeg holdt således mine muligheder åbne, så at sige.

Moderskabet i sig selv, er for mig det vigtigste og evnen til at være en god mor, er stort set det eneste jeg ikke har betvivlet på denne lange rejse, som jeg er kommet afsted på. Lige nu synes rejsen allermest at være som en meget lang backpacker tur igennem Østen, med meget tung bagage på ryggen, ingen gps, ingen ruteplan og ingen forhåndsbookede hoteller på min vej. Det hele virker med andre ord temmeligt svært, hårdt, tåget og meget, meget uvist.

Jeg har nemlig endnu til gode at blive gravid, føde og blive mor.

Jeg er 38 år og  kærester med en dejlig mand. Faktisk mødte jeg min kæreste for 2 år siden, alt imens jeg var i fuld gang med at splejse mine gener sammen med en skøn homoseksuel mand, med hvem jeg var indstillet på at stifte en regnbuefamilie. Fordi jeg så gerne ville være mor!

Jeg havde, som mange andre kvinder, allerede dengang en fuldstændig vanvittig drivkraft i mig, i forhold til at få et barn. 

Jeg ville bare være gravid. 

Jeg så barnevogne alle steder og drømte om et fuldstændigt gennemsnitligt leverpostejs liv med madpakker og lortebleer. Jeg gad ikke gå i byen – jeg havde ikke lyst at rejse og jeg orkede ikke at gøre alle de ting, som mine veninder, som var mødre, hele sagde at jeg skulle huske og nyde. “Nyd det så længe det varer”, sagde de. 

Det var som en spand koldt vand hver gang. For hvordan skulle jeg kunne nyde alt dét, når det eneste jeg ville var, at blive mor.

Jeg ville bare være gravid. 

Derfor havde jeg besluttet mig for, at barnet måtte komme først og at manden således måtte følge derefter.

Vi havde allerede været igennem flere fertilitetsforsøg, min kammerat og jeg og på dén måde passede det faktisk ad helvede til, da min kæreste kom dumpende ind i mit liv lige pludselig. For selvom mit højeste ønske igennem mange år havde været at få en kæreste og med ham få et barn og den “berømte” kernefamilie, så var mit hoved et helt andet sted. Jeg var jo igang med at lave et barn med en anden mand. Jeg var bange for at opgive projektet, fordi jeg jo ikke kunne vide om forholdet til den nye mand ville holde. Tænk hvis han skred, ligesom jeg havde oplevet det så mange gange før. 

Det var et kæmpe dilemma at stå i at skulle vælge fertilitetsbehandlingen – med et barn til følge, som jeg dengang naturligt forventede at få – her og nu, eller dejlig kæreste med muligheden for på sigt at få en baby sammen.

Efter noget tid hvor jeg forsøgte både at jonglere datingliv og fertilitetsbehandling – med hver sin mand, vel at mærke – blev tingene for underlige. Ikke kun i mit hoved, men også i min krop.

Jeg blev tvunget ud i en tænkepause, da min krop udviste svære tegn på stress. Jeg tror det var en slags omvendt karma, fordi jeg ikke formåede at sige ”STOP” til behandlingen ud fra en rationel beslutning. Der skulle et tydeligt kropsligt signal til. 

Jeg sagde stop og jeg knuste samtidig en mands drøm om at blive far. 

Dét i sig selv, var skide svært. 

På den anden side var jeg glad og lettet; for midt i alle mine drømme om at få en baby og hver gang jeg forestillede mig hvordan barnet ville blive, se ud eller være, så var det min kærestes gener og værdier og evner, som kom til mig. 

Jeg skulle ikke have en regnbuefamilie. Jeg skulle have en familie med HAM.

Jeg overbeviset mig selv om, at det ikke var lykkes mig at blive gravid ved de 7 forsøg med min kammerat, fordi det simpelthen var meningen at jeg skulle noget andet. Det måtte være fordi jeg skulle have en familie med den mand jeg elskede.

Cirklen var sluttet.

… Troede jeg. 

Min alder og min historik taget i betragtning, besluttede min kæreste og jeg ret hurtigt derefter at starte op i fertilitetsbehandling. Sammen. 

Alt tydede godt. “Mega høj ægreserve!” jublede alle lægerne, imens de snakkede om sædprøver der overgik alle de sæddonorer, der havde i deres registrere. 

Fantastisk!

Jeg kan huske hvordan vi dansede rundt til et bryllup dagen inden første ægudtagning og hviskede i ørerne på hinanden, at om 9 måneder så ville vi danse her igen. Med en baby imellem os.

Det skulle vise sig at blive svært. Tre ægudtagninger senere – 31 æg i alt og aldrig ét eneste som bestod den famøse ”test”, hvor det befrugtes og deles korrekt. 

Tre ægudtagninger, sindsygt mange og lange ventetider imellem hvert mislykkede forsøg, en følelse af en konstant eksamen og et bekymret hoved og sind. 

Jeg blev sygemeldt (igen). Stress og symptomer på depression. 

”Vil du tale med en psykolog – igen?” spurgte de.. ”Nej, jeg vil have en baby!” nærmest skreg jeg.

… Og her er vi altså i dag, hvor jeg stadig ikke har prøvet at være gravid, føde eller blive mor. For det er aldrig lykkedes og medmindre vi får hjælp, så kommer det nok desværre heller aldrig til det.

Mit største ønske bliver holdt ud for næsen af mig, imens jeg er fuldstændigt ude af stand til at række ud efter det selv.

Ud fra alle de mislykkede forsøg, en masse kompetente erfaringsudvekslinger, et hav af medicin, hormoner, kostomlægninger, alternative behandlingsformer, second opinions og nul alkohol og sukker og jeg ved snart ikke, har lægerne givet mig dommen:

Jeg bliver ikke gravid uden hjælp fra en donor. 

Hvis jeg vil være gravid, skal jeg altså blive det med et æg, som jeg får fra en anden kvinde. 

Slug den. Jeg følte mig uduelig som kvinde. “Bliver jeg overhovedet en rigtig mor? Gider han overhovedet at have et barn med mig uden at det er mit genetiske ophav?” spurgte jeg mig selv. Svaret må – omend det er svært at nå til det – blive ja. 

Alt er en proces.

Det tager tid at erkende, at tingene ikke bliver som man havde drømt om. Hverken den første drøm, den anden eller den tredje.

Det har taget mig lang tid at erkende at – selvom læger, videnskab og teknologi er veludviklet og man kan rigtig meget – så kan man ikke fikse et råddent æg. Eller 31 for dén sags skyld.

Men her er jeg nu. Jeg har erkendt min situation, accepteret den og nu står jeg så her og håber mine allermest lysegrønne håb for, at det hele nok skal lykkes.

… Det er desværre bare ikke så let.

Der er nemlig langt fra nok kvinder, der har lagt deres æg i den kurv jeg så gerne ville plukke fra. Der er ikke nok æg til alle os som mangler dem. 

Der er ikke ét til mig. I hvert fald ikke lige nu.

Man kan ikke – som jeg engang fejlagtigt troede – altid bare få et barn, men for pokker hvor jeg dog drømmer om at få lov.


Efterfølgende skrev kvinden og bad mig indsætte følgende efter sin beretning:

Er du mellem 18 og 35 år – er du sund og rask og vil du hjælpe mig og andre kvinder med at få vores aller største ønske opfyldt og dermed få evig god karma tilbage på kontoen – så doner – tag stilling. 

Tjek fx på Trianglen.dk – under bliv ægdonor. 

Du kan donere helt anonymt – stile et æg til en du kender eller en du ved mangler, eller du kan blive åben donor. 

Du kan se det som en gave du giver eller du kan se det som et frø du giver videre til et par, som for altid vil fortælle deres kommende barn, at de rejste om på den anden side af regnbuen for at få den magi, der skulle til for at det kunne lykkes dem, at blive forældre til netop dette kærlighedsbarn!

Vigtigst af alt! Tag stilling. Fortæl til videre til andre kvinder du kender. 

Måske du ikke kan eller vil, men måske bare en af dem , du deler denne viden med både kan og vil – og i det tilfælde er der en kvinde mindre i verden, som kommer til at føle den smerte, som jeg kender og genkender.

Skriv din kommentar

Kommentarer (12)

  1. Puha det var hårdt at læse. Jeg har tit tænkt på i mit eget fertitets forløb at jeg da også bagefter kunne donere æg. Desværre var reglerne dengang (og ved ikke om det stadig er sådanne) at man som donor selv skulle betale de hormoner man skal indtage for at producere rigeligt med æg til æg indtagning. Og de er ikke billige. Idag har jeg to reagensglas børn og er 37 så er desværre blevet for gammel, men håber da at det en dag bliver ligeså normalt at donere æg som det er at donere sæd. Pøj pøj, ønsker masser af baby lykke i din retning. ❤️❤️

  2. Hvor er det bare en rørende fortælling. Håber det kan påvirke mange til at overveje at donere æg. Dem er der desværre for få af. Sej sej sej kvinde der står bag dette indlæg – det er en hård verden.

    Sender al held og lykke og pøj pøj til parret der går alt dette igennem ❤️

  3. Jeg var selv igennem 3 års venten og ICSI sammen med min mand, før vi fik vores 1. dreng. Hurtigt derefter meldte nr 2 sig på banen, ganske uventet, men glædeligt!
    Jeg ville derfor gerne hjælpe andre med udfordringer, og donere mine æg, men jeg blev erklæret “ikke egnet” med for lav AMH til at kunne godkendes. Det var faktisk også rigtig mærkeligt og jeg blev ked af det… Nu havde jeg jo besluttet at jeg ville hjælpe nogen – og så kunne jeg ikke!
    Jeg håber at det lykkedes for kvinden i beretningen!
    Og jeg håber at der melder sig nogle ægdonorer på banen!

  4. Bonusinfo… offentlige fertilitetsklinikker tager også æg ud på donorer.
    Lige nu må man nok væbne sig med endnu mere tålmodighed, da barnløshed ikke er en kritisk tilstand i den forstand og sandsynligvis ikke sættes i gang grundet virus-nedlukning (selvom det godt kan føles sådan for den, der venter på behandling)

    1. Mette. Korrekt. ( siger en der ved det) men desværre er det også sådan, at de offentlige klinikker har en pose penge øremærket til æg donere ( de får idag 7000kr plus betaling af hormon) og når den pulje er sluppet op må man afvise potentielle donere hvilket jo er sindsygt.

      På de private steder har de penge at betale alle dem som kan/vil. Donerer man til en man kender får man ingen penge ( medmindre det aftales indbyrdes).

    1. Der er link til Trianglen hvor der står beskrevet hvad det kræver. Det afgørende er alder og at du er sund og rask og har en nogenlunde æg reserve.

  5. Av den ramte den beretning. Jeg kan SÅ meget godt sætte mig i hendes sted. Står selv uden en baby og en kæmpe lyst til at blive mor imens alle omkring mig får børn 🥺 men at lave dem i dobbeltsengen er heller ikke en mulighed her 💔

  6. Jeg har været i hendes sted. Vi var igennem 6 ægudtagninger og fik aldrig lagt et af mine egne æg tilbage. Vi endte med at betale os fra donoræg på en privat klinik da der dengang var 2 års ventetid i det offentlige. Jeg blev gravid med det første donoræg der blev lagt tilbage og han fylder 3 år i dag 🥰 i mandags fødte jeg lillebror som er fra en anden donor❤️
    Dette kunne ikke ske uden den største gave fra en kvinde jeg ikke kender ❤️

  7. En utrolig rørende, fin og personlig beretning som er aktuel og vedkommende for så mange… Krydser fingre for, at budskabet når vidt omkring, og at det bringer flere donorer til!!

  8. Jeg har stået i samme situation, bare som 26 årig. Nu 8 år senere har jeg to børn lavet ved hjælp af æg fra to forskellige donorer. Min ældste blev lavet med krydsdonation, hvor min veninde donerede til en pulje også fik jeg de første “ledige” æg. Altså ikke hendes. Det kunne måske også være en mulighed? For mig var fertilitetsbehandlingsforløbene det hårdeste jeg har prøvet, men heldigvis glemmer man hurtigt igen og nu på den anden side af “cirkusset” tænker jeg sjældent over hvordan mine børn er lavet eller hvor hårdt det var. Held og lykke med processen.

  9. Jeg har donerer æg to gange og skal igen en sidste gang nu, inden vi går i gang med at lave vores barn nummer 2. Så dejligt at høre alle historierne også her i kommentarerne, om hvor stor en lykke det bringer ♥️

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven