mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – fra ukompliceret til traumatisk

Det hele gik egentlig meget smooth undervejs. Fødslen gik spontant igang, hun åbnede sig hurtigere end gennemsnittet og jordemoderen regnede således med en hurtig – og ukompliceret – fødsel.
Desværre endte det ikke helt sådan – og netop derfor, synes jeg at denne beretning er så super vigtig. For man kan aldrig vide, hvordan en fødsel kommer til at forløbe og med dét for øje, giver det simpelthen så god mening at sætte sig ind i alle mulige forskellige scenarier af en fødsel på forhånd, så man er bedst muligt forberedt.
Jeg var ligeså møg utålmodig som mange andre højgravide er, når de begynder at nærme sig terminsdatoen. Jeg var blevet “lovet” af samtlige jordemødre at jeg ville føde før tid grundet massere plukveer, og jeg var desuden 3 cm åben i et par uger op til fødslen.
Dagen inden terminsdatoen begyndte jeg dog at forvente at jeg nok ville være endnu én af de førstegangsgravide som gik over tid. Det skulle dog vise sig at jeg tog fejl.
Efter den sædvanlige lur mærkede jeg godt at der var lidt menstruations murren som kom og gik, men ikke noget jeg tænkte videre over. Fødegangen fik om aftenen et kald fordi jeg synes at de her plukveer var blevet værre. Dog fik jeg beskeden om at tage to panodiler, og forsøge at sove.
Lettere irriteret (for ja, det her scenarie havde jeg efterhånden oplevet en del gange!) valgte jeg at gå i seng. Jeg nåede lige akkurat at falde i søvn, før jeg følte at jeg tissede i sengen. Min første tanke var ‘Fedt nok! Nu er jeg højgravid og utæt!’ men jeg besluttede alligevel at give fødegangen et kald, hvis nu det var fostervand og ikke tis. En sød jordemoder tog telefonen og sagde at hvis ikke der var kommet veer inden da, ville de gerne se mig kl 8 næste morgen. Jeg meddelte manden at vandet måske var gået, men at der ingen grund var til at han stod op for vi afventede veer. Der gik lige præcis 5 min, så var manden oppe for han skulle dæleme ikke sove mere.
En halv time efter ramte veerne mig, og de ramte hårdt! Der var ikke mange pauser i mellem, og efter endnu et opkald til fødegangen fik vi besked på at vi godt måtte trille stille og roligt derind.
Vi ankom på fødegangen, og jeg blev vurderet af jordemoderen til at være 4 cm åben, og dermed i aktiv fødsel hvilket betød at vi fik en stue. De første timer gik hurtigt, og jeg arbejdede så godt som jeg nu kunne med veerne. Jordemoderen fortalte at jeg udvidede mig hurtigere end gennemsnittet, så vi kunne godt forvente en hurtig fødsel.
Da jeg var 7 cm åben ændrede fødslen sig dog, jeg fik pludselig gevaldig pressetrang og besked på fra jordemoderen at jeg for alt i verden IKKE måtte presse med. Panikken ramte mig, og jeg ville have en epiduralblokade. Der gik heldigvis ikke længe så kom lægen ind, og lagde epiduralen. Jeg havde forventet at det ville tage smerterne og pressetrangen, men dette skete dog ikke. Smerterne fortsatte og det samme gjorde pressetrangen. Til sidst besluttede jordemoderen at anligge en pudendusblokade – denne hjalp på pressetrangen, og gjorde at jeg igen kunne arbejde med veerne.
Efter nogle timer var jeg 10 cm åben, men jordemødrene havde svært ved at vurdere hvordan min datter stod med hovedet. Flere jordemødre forsøgte adskillige gange at finde ud af det, og endte med at konkludere at min datter stod skævt. En læge blev tilkaldt for at tage blodprøve af min datters hoved, så han kunne se hvordan min datters værdier var. Dette skete flere gange. Selvom jeg var 10 cm åben måtte jeg ikke presse med, jeg fik besked på at der stadig manglede det sidste for at hun kunne komme ud.
Pludselig skulle det dog gå stærkt! En blodprøve viste at min datter begyndte at få det skidt, hvilket betød at jeg nu fik lov at presse med. Jeg nåede at registrere at lægen bad min mand hoppe i operationstøjet, og en bemærkning fra lægen om at ‘jeg nok ikke skulle regne med at kunne presse min datter ud’. Jeg pressede alt hvad jeg kunne, lægen anlagde en hård cup på min datters hoved og en jordemoder anlagde et klip på mig – og ud kom hun.
Hun røg direkte hen til en børnelæge, som gav hende lidt ilt. Derefter kom hun hen til mig, mens jeg blev syet.
Hele forløbet endte med at være enormt traumatisk for mig, hvilket resulterede i en efterfødselsreaktion. Tilmed døjede min datter også med nakkeproblemer i flere måneder efter, så det var ikke ligefrem nogen nem tid. Jeg var ikke sikker på at lysten til at blive gravid, og opleve en fødsel igen ville melde sig, men der gik faktisk ikke særlig lang tid før jeg igen stod med en (planlagt) positiv test…
(Og dén fødsel, kan du selvfølgelig læse om i næste uge… Den minder lidt om den første, men er alligevel helt anderledes. Glæd dig!)
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven