mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – en fødsel 7 minutter efter ankomst

I udgangspunktet elsker jeg altid at læse fødselsberetninger. Jeg føler at jeg kan sætte mig i de flestes sted og forstå dét der sker, både psykisk såvel som mentalt. Alligevel er der nogle beretninger som går et lille nyk dybere i hjertet på mig end andre. Det kan være fordi de er særligt barske, særligt positive, særligt velskrevne eller noget helt fjerde. Som den du skal læse om lidt. Den er gået direkte i hjertet på mig, Ikke alene er den velskrevet og sjov, men den belyser også meget godt hvor lidt man i virkeligheden kan regne med noget som helst, når man skal føde…

Tag godt imod ❤️

Som så mange – nok de fleste – havde jeg mange forestillinger om, hvordan min fødsel ville blive. Forestillinger, der skiftede mellem at være smukke, pinlige og skræmmende. Jeg læste mange fødselsberetninger og elskede at forestille mig, at det var mig i hovedrollen som den fødende – en oplevelse jeg så frem til. Samtidig havde jeg virkelig svært ved at forestille mig mig selv prustende og stønnede på alle fire med publikum til stede. Men stillingen på alle fire var jo ifølge min yogalærer langt bedre en liggende på ryggen.

Min graviditet var på den ene side en god og let graviditet; jeg havde ingen kvalme eller fysiske gener, og jeg mærkede barnet sparke en masse. På den anden side var den fyldt med frygt og bekymringer. Ved scanningen i uge 13 var alt fint og lægen kunne allerede her se, at det var en dreng. Da jeg tidligere havde været gravid med et barn, der desværre var meget sygt, hvorfor graviditeten blev afbrudt efter scanningen i uge 20, blev vi tilbudt en “tryghedsscanning” i uge 16. Scanningen viste desværre, at vores lille dreng måske havde problemer med den ene nyre. Derfor blev vi henvist til et større hospital, hvor vi igennem mange uger (faktisk helt frem til uge 36) var til utallige scanninger og to fostervandsprøver, før lægerne var helt sikre på, at det kun var den ene nyre, der var problemer med. Heldigvis var vores søn en livlig lille gut, der voksende, helt som han skulle og gav den fuld gas i maven. Det beroligede mig meget at kunne mærke ham sparke derinde. I uge 36 var lægerne også så rolige, at vi kunne få lov til at føde på det lokale sygehus, hvilket jeg var meget lettet over.

Jeg var helt overbevist om, at jeg ville gå over tid. Men to dage før termin, mærkede jeg en let murren i maven og tænkte, at fødslen måske var ved at gå i gang. Min mand var på job og ringede til mig mellem to møder. Kl var ca. 11, jeg sagde til ham, at jeg måske kunne mærke lidt, men, at jeg ikke var sikker. Vi aftalte, at jeg ville ringe til ham, hvis der skete mere. Jeg satte mig til rette i sengen og lyttede til en podcast, jeg orkede ikke rigtigt at lave noget. Kl. 12 var jeg efterhånden ret sikker på, at det var veer, jeg kunne mærke. Jeg ringede til fødeafdelingen for at fortælle, at jeg troede fødslen var gået i gang, og for at spørge, hvornår vi skulle køre mod sygehuset (en køretur på ca. 30 minutter). Den søde jordemoder sagde, at jeg skulle blive hjemme, så længe jeg var tryg ved det, og at jeg bare skulle ringe, hvis der var spørgsmål. Jeg følte mig ret dum over at ringe så tidligt i forløbet. En times tid senere var jeg på toilettet, og der kom en klump blod ud i toilettet, jeg var nu heller ikke i tvivl om, at jeg havde veer, de var ligesom blevet rytmiske. Jeg ringede igen til jordemoderen for at spørge, om det var okay med blodet. Det var det. Hun anbefalede mig at få slappet af og evt. tage to panodiler. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tage mig til, men fik hentet en app til at måle veer, jeg målte i lidt tid, de kom temmeligt regelmæssigt men det gjorde ikke så ondt. Jeg ringede til min mand for at fortælle, at der helt sikkert var gang i noget, men at det jo nok ville tage lang tid endnu. Jeg fik tiltagende svært ved at koncentrere mig om noget. Men veerne gjorde ikke vanvittigt ondt. Jeg fik sat en serie på tv’et. Kl 13.30 ringede jeg til min mand og sagde, at han godt måtte komme hjem, men at han ikke behøvede at skynde sig. En times tid senere var han hjemme. Jeg lå på sofaen og forsøgte at følge med i serien. Jeg trykkede på app’en hver gang der kom en ve. Min mand kommenterede, at de da godt nok kom ret ofte, de veer. Jeg svarede, at der jo nok var lang tid endnu. Min mand begyndte at pakke bilen, da han kom ind igen, meddelte jeg, at jeg ville i bad. Han så lettere forbavset ud og bad mig lade være med at låse døren. Da jeg havde fået mig selv bugseret ned af trapperne fik jeg pludseligt meget brug for at komme på toilet, men da jeg først sad der, skete der ikke rigtigt noget. Der kom nogle lidt kraftigere veer, og pludselig gik det op for mig, at det nok ville være en god ide, at komme afsted til sygehuset. Jeg kaldte på min mand, der med det samme var klar ved bilen (og nok også lettet over, at jeg endelig indvillige i at køre mod sygehuset). Jeg ringede og sagde til jordemoderen, at jeg troede, det var nu, og at vi ville komme med det samme. Hun var sød om end lidt skeptisk og sagde, at de havde masser af plads, så vi kunne bare komme.

Kl. var nu ca. 15.30, hvilket vil sige, at vi skulle køre i myldretidstrafikken i trekantsområdet. Min mand bad mig derfor taste ruten ind på gps’en, så vi kunne undgå de værste køer. Sådan begyndte vores køretur, jeg sad pænt på forsædet og tastede løs på gps’en med en enkelt eller to vepauser. Men ret kort tid efter, at vi kom på motorvejen, tog veerne til, og jeg brokkede mig højlydt. Jeg havde dog overskud til at minde min mand om at overholde fartgrænsen. Mellem veerne forsøgte jeg at forberede min mand på, at vi nok ville blive sendt hjem igen, hvilket han ikke rigtigt kommenterede. Han fortalte mig derimod hele tiden, hvor lang tid der var til, at vi var fremme ved sygehuset. Jeg ved ikke om det var for at berolige mig eller sig selv. Samtidigt kunne jeg se på gps’en, at han hver gang trak 5 minutter fra tiden.

Kort tid efter, at vi var kørt af motorvejen fik jeg svært ved at blive siddende på sædet, så jeg stemte fødderne godt imod gulvet, og så skulle jeg pludseligt presse. Hvilket min mand bad mig om absolut ikke at gøre. Nu ville han ikke længere høre tale om fartgrænser, men lavede istedet formidable formel-1 overhalinger gennem byens lyskryds og fik os det sidste stykke frem til indgangen ved fødeafdelingen, hvor han sprang ud og løb afsted. Jeg undrede mig over, hvad han skulle uden mig, men han kom hurtigt tilbage med en kørestol, som jeg pure nægtede at sætte mig i. Jeg vraltede i stedet de få skridt over til elevatoren, hvor jeg måtte stå og vente, da min mand pludseligt opdagede, at han havde parkeret på en handicapplads og absolut ville flytte bilen med det samme. I elevatoren fik jeg fremstammet, at vi nok ville blive sendt hjem igen, en fødsel tager jo lang tid.

Jeg stavrede ind på den tomme gang på fødeafdelingen, min mand løb i forvejen for at finde en jordemoder. Jeg hørte ham sige, at det var op over, og han kom tilbage med to jordemødre, der efter et hurtigt blik på mig, tog os med ind på fødestuen først for og bad mig ligge mig op i sengen, så de kunne undersøge mig. Det nægtede jeg, før jeg havde fået lov til at være på toilettet. Men tænk sig engang, det ville jordemoderen slet ikke høre tale om. Vi endte med at indgå en aftale om, at hun undersøgte mig hurtigt, og så kunne jeg komme på toilettet. Da jeg var på vej op i sengen, gik vandet med et ordentligt plask, hvor til jeg udbrød “det lettede”. Et øjeblik efter fik jeg så voldsom pressetrang, at jeg slet ikke kunne holde imod. Min mand og jordemoderen forsøgte at hjælpe mig af med kjolen, men det frabad jeg mig på det bestemteste. (Min mand kommenterede senere, at det en anden gang ville være en god ide, at vælge noget mere praktisk tøj…) Jeg kunne høre mig selv råbe “det gør ondt” alt imens jeg klamrede mig til min mands arm. Og der, efter kun 7 minutter på fødeafdelingen, fødte jeg (liggende på ryggen) den skønneste store dreng. Vi havde nogle helt magiske timer på stuen, hvor den lille fyr lå og suttede hos mig, og sad hud mod hud hos sin far, mens jeg var i bad.

Vi blev indlagt på barselsafsnittet, og dagen efter konstaterede børnelægen, hvad vi havde vidst hele tiden, at vores søn var sund, rask og helt perfekt, selvom han kun havde en nyre. Derefter kunne vi tage hjem og starte vores nye liv som en familie på tre.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. En dejlig fortælling min egen fødsler kommer frem i klar erindring. Og sjovt at læse at fødsel på alle 4 er en anbefalet yoga fødselsstilling. Da jeg skulle have min datter var jeg nød til at ligge på alle 4 ” kroppen sagde det ligesom ? ” Og så var jeg snot forkølet.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven