mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Er der overhovedet noget at kæmpe for?

Man skal vælge sine kampe med omhu. Det ved jeg, både fordi jeg er blevet det fortalt og fordi jeg har lært det igennem erfaring. Kæmp for dét du tror på. Det, der betyder noget. Dér, hvor du rent faktisk gerne vil vinde.

Nogle gange tror jeg at begrebet bliver misforstået til, at man ikke skal kæmpe for noget, hvis det er for hårdt. Hvis der er utopi at vinde, måske ligefrem. Som om det betyder “kæmp kun, hvis det er let at vinde”. Sådan ser jeg det ikke selv, for hvis ikke de kampe vi tager må være hårde, svære og til tider nærmest uoverstigelige, hvad må så? Hvis ikke vi møder modgang, hvad betyder så medgangen?

Der findes masser af kampe, der til stadighed er værd at kæmpe. Kampen om hvem der tager opvasken i det små, kampen om normeringer og statslig støtte i det lidt større og allerøverst, kampen om menneskerettighederne. Retten over vores eget liv.

Vi har dem jo allesammen, rettighederne som mennesker. Kvinder såvel som mænd. Og alligevel bliver kvinder – over store dele af verden – til stadighed undertrykt i en sådan grad, at vi bliver nødt til at tage kampen op. Alvorligt.

På søndag er det som de fleste af jer nok allerede ved, Kvindernes Internationale Kampdag og i forbindelse med dén, støder jeg hvert eneste år på adskillige artikler – skrevet af både mænd og kvinder – om, hvordan kvindekampen ligger fordums tid til grunde, fordi det i nogles optik er blevet et spørgsmål om forfængelighed eller forkælelse. “Hvem får mest i løn” kan i nogles ører måske godt klinge hult, når vi allesammen har råd til at få mad på bordet og vi kvinder til stadighed ofte holder på vores ret og mulighed for fuld barsel, til trods for at der rent faktisk ligger 32 uger, som frit kan fordeles imellem forældrene. Men jeg lover dig for, at det ikke klinger spor hult, hvis vi bare lige løfter blikket en lille my ud fra vores egen andedam og tager et kig på, hvad der rent faktisk foregår ude i verden.

Bevares, jeg synes også at kvindekampen er vigtig her hos os i Danmark, men igennem mit arbejde som ambassadør for PlanBørnefonden er det i særdeleshed gået op for mig, hvor essentiel den er ude i verden.

Selvom der er sket store fremskridt i løbet af de 25 år der er gået siden verdens ledere skrev under på Beijing-deklarationen, hvor de blev enige om at gøre en markant indsats for at sikre piger og unge kvinder mod vold, udnyttelse og diskrimination, så er det stadig ikke godt nok. 

Langt fra.

Lad os se på børneægteskaberne, for eksempel. Selvom børneægteskaber er forbudt ved lov i de fleste lande, sker det stadig i to ud af tre af alle lande at piger under 18 år – ofte helt ned til 12-års alderen – giftes bort fra deres familier, til ældre mænd. I disse forhold er det ikke ualmindeligt at pigerne lever med vold og seksuelle overgreb. Faktisk viser en helt ny undersøgelse, at fire ud af ti drenge såvel som piger i alderen 15-19 år, at det er helt i orden, hvis en mand slår sin kone.

Hustruvold er simpelthen så almindeligt, at lige knap halvdelen tror at det er okay.

DET ER IKKE OKAY.

Under en rejse jeg var på sammen med PlanBørnefonden for nogle år tilbage, mødte jeg blandt andre en pige, Ramatu (pigen til højre på billedet øverst i indlægget), som var blevet gift (mod sin vilje, naturligvis) med en ældre mand allerede da hun var 12 år gammel. I forholdet voldtog han hende ofte og hun blev således gravid allerede som 14-årig. Da manden opdagede graviditeten, smed han pigen på porten og hun stod derefter alene, uden et hjem, uden råd til at gå i skole, uden arbejde, uden mad, men med ansvaret for den lille baby der voksede i hendes mave. Til trods for at hun selv var et barn!

Jeg glemmer aldrig nogensinde den snak jeg havde med Ramatu. Kompleksiteten i hendes enorme styrke, som samtidig vidnede om en svaghed af dimensioner. Pigen, der var gået så meget igennem, allerede inden hun fyldte 15 år. Før hun overhovedet blev “buksemyndig” som vi kaldte det, dengang jeg var teenager og røg cigaretter, gik til fester og lagde an til at skulle have sex for første gang – med en helt særligt udvalgt, som jeg selvfølgelig følte mig helt tryg ved. Hun sad der, Ramatu, og fortalte om, hvordan hun ingen steder havde at gå hen, fordi hendes familie ikke ville tage hende tilbage, nu hvor hun var sendt afsted. Hun burde være taknemmelig for at nogen [altså, manden der slog og voldtog hende] gad at have hende, sagde de…

Heldig, heldig, heldigvis stødte Ramatu ved noget der nærmest må have været et mirakel ind i PlanBørnefonden, som hjalp hende på fode. De gav hende et trygt hjem, sammen med andre piger og unge kvinder, de tilbød hende kvalificeret skolegang og uddannede hende i sine rettigheder.

Hun lærte, at dét hun var gået igennem var akkurat ligeså forkert, som det havde føltes. Hun lærte at give dén viden videre; til yngre piger og i særdeleshed til sin lille datter, som var 4-5 år gammel, da jeg mødte hende dengang.

Det er piger som Ramatu vi skal kæmpe for. Piger, som fortjener at vide hvad de er værd, piger som kan give det videre, piger som kan inspirere – piger, som tør drømme om og tro på en verden, hvor alle mennesker er lige.

Jeg vil i alle tilfælde gerne være med til at kæmpe. For selvom det af og til kan føles som om det ikke nytter en skid, så ved jeg, at vi kan gøre en meget stor forskel derude. Jeg ved det, for jeg har selv set det.

Og med dét, vil jeg bare ønske jer allesammen en rigtigt god dag. Både i dag, i morgen og på Kvindernes Internationale Kampdag.

… Who run the world? GIRLS! 

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven