mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – undskyld vi glemte dig…

Historien er turbulent, og vil for nogle nok være en ’træls’ fødsel, men for os og særligt mig, var det egentlig en rigtig fin fødsel, når tingene nu skulle gå som de gjorde.

Sådan skrev hun om sin beretning og jeg gik derfor ind i den, med paraderne oppe. Gad vide hvad der ventede mig. Det viste sig heldigvis at være en sådan rimeligt ukompliceret affære, men med alt, alt, alt for mange svigt på grund af travlhed undervejs. Heldigvis er kvinden her tilsyneladende ikke så nem at slå ud og jeg beundrer hendes evne til at holde fast i det positive og lade alt det andet ligge.

Tag godt imod en velbeskrevet, nærværende og – synes jeg – meget, meget skøn fødselsberetning.

Lige før sommerferien, besluttede jeg, at jeg nok alligevel gerne ville have en uges ferie inden jeg gik på barsel – og tog dermed efterårsferie. Det skulle vise sig at være heldigt…

Fredag inden efterårsferien var jeg til jordemoder, her så alt fint ud. Ja, faktisk blev vi enige om, at jeg havde en helt almindelig tekstbogs nem graviditet. Begrænset kvalme, lidt tung krop, lidt træthed, ingen plukkeveer…  Jeg kunne både træne, gå ture, køre den lange tur til og fra arbejde og holde dampen oppe og mange bolde i luften lige til det sidste. Jovist har jeg måske her i bagklogskabens lys haft lidt mere ondt i bækkenet end jeg ville være ved… Faktisk er jeg nok lidt for god til at ignorere smerte. Det kommer vi tilbage til. Men altså, en god graviditet.

Lørdag rammer trætheden mig massivt! I efterårsferien og min barsel havde jeg en masse planer om, at gøre vores lille lejlighed klar til baby (det meste var heldigvis købt), få styr på budgettet, forsikringer, gå til fødselsforberedelse, kighoste vaccine, amme kursus, dates med kæresten, tænke over ønsker til fødsel og endnu et hold gravidtetstræning osv osv.

Men ååh hvor var jeg træt… Det blev kun til meget lidt i efterårsferien. Jeg fik samlet sengen og puttet sengetøj på dynen så vi kunne sove med den og en bamse så den lugtede af os – og en enkelt date i legohouse med min kæreste. Søndag i efterårsferien skulle jeg have været i Ikea og købe ’det sidste’ med min mor og søster – samt det sidste hygge med dem inden baby.

Sådan skulle det ikke gå…

Lørdag aften gik vi i seng, min kæreste hostede og hostede mens jeg blev mere og mere irritabel. Jeg hentede Strepsil til ham og til sidst gik han på sofaen. Jeg kunne ikke rigtig falde til ro igen og da jeg langt om længe mærkede øjnene faldt i, hørte og mærkede jeg et smæld. Det var mærkeligt, men det var sket før… 5 min senere synes jeg dog, at jeg lå noget vådt. Tis kunne det ikke være, for jeg havde altså næsten lige været afsted. Men jeg var alligevel i tvivl, så jeg stod op og gik ud på badeværelset. Det blev ved med at løbe, så jeg ringede til fødegangen. Jeg var 35+6 og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op. De havde travlt, så jeg blev bedt om at ringe tilbage 5 min. senere. Jeg vækkede min kæreste og forberedte ham på, at vi måske skulle en tur på hospitalet. Jeg ringer igen, og da jordemoderen har fået at vide at baby de sidste 2 kontroller har ligget med hovedet nedad (men ikke fast) får vi en time til at komme i tøjet, drikke iskold saftevand for at vække baby, pakke lidt ting (ja jeg måtte spørge  hvad jeg skulle have med, for så langt var vi altså ikke) og komme på fødeafdelingen.

Kl. 02.05 ankommer vi og de har fortsat travlt, så vi bliver lagt på en af jordemødrenes konsultationsstuer til en start, de konstaterer at det er fostervand der siver, hvorefter vi får kørt hjerterytme og taget prøver for infektion. Hjerterytmen er fin og ingen infektioner. Men også kun meget få og små veer, som jeg ikke selv mærker. Vi får at vide, at de vil klargøre en stue, men det bliver desværre en 2-mands og at vi skal blive, da jeg skal være i gang med at føde indenfor 18 timer. Herefter bliver vi lidt glemt…

Kl. 06.30 tænder en jordemoder lyset (vi ligger begge på briksen og småsover hvilket er ret svært med 2 personer og en gravid mave!). Hun bliver noget forskrækket og spørger hvad vi dog laver der.

Vi forklarer og hun går ud for at finde ud af, hvem der har ansvaret for os… (denne periode står med TIMEOUT i min journal).

Kl. 7.30 kommer endnu en jordemoder, fortæller mig om Angusta piller, giver mig 2 og overflytter os til barselsgangen, hvor hun kort viser os stuen, hvor toilettet er og hvor jeg kan finde morgenmad – men ingen info til min kæreste. Hun efterlader os på stuen, med besked om at vores tildelte jordemoder vil komme ind og hilse på os. Her ligger vi så på en stue med et andet par, hvor hun har MEGET ondt og er ret højlydt, samt har en jordemoder hos sig næsten konstant. Da hun er 3 cm, bliver hun kørt til epidural… Jeg tænkte FUCK, er det mig om lidt?!

Kl. 10 trækker jeg i den røde snor, da jeg virkelig trænger til et nyt bind. Jeg havde ikke fået et nyt, siden vi kom ind om natten, så det var ret tungt og ubehageligt på dette tidspunkt. Vores jordemoder kigger ind efter 5-10 min., siger at hun kommer tilbage for at snakke med os, da hun har ret travlt lige nu. Jeg får dog liiige lokket et bind ud af hende i farten.

Kl. 12 trækker vi igen i snoren, da jeg nu har veer og relativt regelmæssige, men med varierende styrke og varighed. Vi havde fået at vide, at hvis jeg fik veer skulle jeg lige ringe inden jeg to de næste 2. Vores jordemoder kommer ind, beklager meget, at hun glemte os og forklarer (igen) at der er meget travlt. I første omgang melder hun klart ud, at jeg da bare skal tage de næste 2. Så forklarer vi hvad vi fik at vide, hun kigger på ve-appen (som jeg heldigvis har brugt!) og bliver i tvivl. Hun ringer til en livline, som spørger om hun har undersøgt mig… Hvilket hun ikke har… Det gør hun, jeg er 2 cm åben og hun spørger sin livline om vi skal fortsætte på piller eller starte vedrop. Det bliver pillerne. Og besked om at jeg også bare skulle tage de næste kl. 16.

Kl. 14.00 kommer jordemoderen som havde parret ved siden af os, for at fortælle at vores jordemoder havde meget travlt og spurgte om det var okay, at de først undersøgte mig efter vagtskifte, dvs. omkring kl. 16. Først nikkede jeg. Men så kiggede min kæreste lidt på mig, og han havde netop 10 min. inden spurgt, om ikke vi skulle kalde efter nogen. Han synes det bed lige rigeligt til hos mig, selvom jeg ikke rigtig sagde noget, men bare trak vejret lidt tungt. Jeg gik dog en del på toilet, for jeg havde sådan brug for at komme af med både det ene og det andet…

Jeg affejede ham, for jeg havde jo altså ikke helt vildt ondt (det der med at ignorere smerte!), eller, altså ikke i forhold til hende vi havde ligget ved siden af. Jeg endte med at spørge, om ikke hun ville undersøge mig, i det mindste så vi kunne forholde os til, hvor vi var i processen.

Hun startede en længere tale om, at jeg ikke skulle forvente for meget, ikke måtte blive skuffet, at jeg var førstegangsfødende og det derfor godt kunne tage lang tid, og hun synes ikke mine veer bed så meget, men undersøgte mig dog. Her tager historien fart! Hun når kun lige at åbne op, før hun meget chokeret meddeler at jeg skal ligge stille, og at hun vil skynde sig at finde en fødestue. Jeg er da fuldt åben og hovedet ligger meget lavt.

Der opstår en del panik, mens spørgsmål om kørestol, køres i sengen osv. flyver forbi os. Der er pludseligt 4-5 personer til stede på stuen. Her er jeg dog kommet ned af sengen og siger at nu er jeg altså nede, så jeg vil gerne bare gå ind på den stue, NU! Jeg bliver støttet derind, og skal liiige tisse en gang mere, denne gang dog under opsyn af jordemoder. Herefter kommer jeg ind på stuen og bliver hjulpet ud af mit eget tøj, alt i mens de spørger om jeg har det bedst stående. Jeg får sagt, at hvis ikke de vil have mig på gulvet, så skal jeg op på den briks, for jeg kan ikke længere mærke mine ben. Min kæreste, jordemoder og jordemoder studerende får mig nærmest båret op på briksen. Jeg når 3-4 presseveer, hilsen på jordemoder, jordemoder studerende, 2 børnelæger og en koordinerende jordemoder, en omgang gisp og så er vores lille pige ude, 14.45. En lille fin stjernekigger. Hun var så fin, kom direkte på min mave og behøvede ingen hjælp, så børnelæger og koordinerende jordemoder forlader hurtigt stuen. Jordemoderen udbryder helt overrasket og glad, at jeg bare er mega sej, at jeg har en god krop og lige har født som en 3. gangs fødende.

Vi hygger os nogle timer på fødestuen før vi bliver flyttet til ’Storken’ hvor vi kan få lov at være alle 3, og de kan lægge sonde på den lille, passe på hende (og os). Her er vi indlagt i 13 dage, for at få mad i hende, sikre den rigtige udvikling og derfor også rig mulighed for at tale forløbet igennem med flere forskellige fagfolk. De var meget opmærksomme på, at det her ikke var deres drømme forløb. Men jeg er faktisk fint tilfreds (i hvert fald når nu det gik så godt som det gjorde). Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville have været derhjemme så længe som muligt, når fødslen gik i gang, men når nu det ikke kunne lade sig gøre, var det rart at kunne ’passe sig selv’ lidt (også selvom det blev uden klyx, smertestillende, varmeslag osv. osv.). J
Jeg nåede hverken at tale om ønsker til fødslen inden med en jordemoder, eller gå til fødselsforberedelse, men det var nu nok meget godt, for så blev jeg ikke skuffet, netop fordi der ingen forventninger var. Jeg havde dog gået til graviditetstræning hvor vi havde fået lidt ’teori’ og øvet vejrtrækning en enkelt gang. Så, vi/jeg var ligesom bare i det, og lod min krop gøre, hvad der nu skulle gøres. Jeg vidste jo fra Cana’s fødselsfredag, at fødsler sker på mange måder, og uanset hvad, så kommer der altså en dejlig lille baby ud.

Alt i alt, en oplevelse som for mange virker kaotisk og fyldt med mangler og usikkerhed, men som for mig var en enormt positiv oplevelse.

Tak til dig Cana for at dele alle vores historier og tak til alle jer, der bidrager, så vi kan få et nuanceret syn på det at føde. Til dig der står over for en fødsel: Det skal nok gå, du er mega sej!

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Holy moly! Du er satme (undskyld!☺️) sej! Mon ikke bare du skal føde hjemme næste gang 🥰 (så blir du heller ikke glemt 😬😄)

  2. Ej hvor en fin historie. minder mig om min første fødsel hvor jeg nåede at være på fødegangen 15 min før baby var ude. jeg løs åbenbart ikke smerteramt nok og kunne snakke. og så føder jeg åbenbart ega hurtigt. og det er ikke blive mindre hurtigt med tiden. 3 er de blevet til, den ene mere lyn fødsel end den anden

    1. Wow kaotisk.
      Ville ønske jeg kunne se så positivt på min fødsel med mit barn. Desværre blev den oplevelse total ødelagt af en mega nedladende jordmoder
      Men sejt at du evner at se positivt på det

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven