mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – med utålmodighed og ventetid

Det kan være noget af en prøvelse udi tålmodighed, at være gravid. I begyndelsen fordi det kan være så skide hårdt at komme igennem dagene, særligt hvis man er ramt af kvalme og opkast. Og til slut, fordi man efterhånden bare gerne vil afslutte graviditeten og møde sin baby. Allerhelst et par dage før termin.
For de fleste ender man dog med at gå et par dage (eller mere) over terminsdagen og det er altså ikke spor usædvanligt, at tålmodigheden her bliver sat ekstra meget på prøve. Dagene snegler sig afsted og det kan nærmest kun gå for langsomt med at få fødslen sat igang. Som kvinden bag denne uges fødselsfredag altså fik. Elleve dage efter terminsdatoen startede igangsættelsen…
Lørdag den 14/12 har jeg termin, hvilket vores søn er fuldstændigt ligeglad med. både min mand og jeg er projektledere og elsker kasser, så vores hoveder havde rigtigt svært ved at forstå, han ikke kom på den fastsatte dag, som vi nu var blevet lovet. Så vi fulgte rådene og “fortsatte som vi plejer”, og vi endte derfor til igangsættelse onsdag 25/12 kl 7.45 – efter den rareste tosomhedsjul med et 80cm højt juletræ og restindkøb af IKEAs sidste julekugler den 23/12, fordi vi ikke turde være for langt væk fra hospitalet HVIS nu…
Om morgenen den 25/12, blev jeg tjekket og vurderet helt lukket inkl 1,5cm livmoderhals. CTG’en viste en lækker basse i fuldt vigør, helt upåvirket af 11 dages ekstra ventetid. Vi blev derfor sendt hjem med otte Angusta piller og et skema for, hvornår de skulle tages. Luften gik lidt af ballonen – vi glædede os bare så meget til at få ham ud – og vi skiftedes til at holde humøret højt hos hinanden. Ingen af os er særligt tålmodige, og vi havde for en gangs skyld ingen midler til at sætte miraklet igang – andet end videnskaben.
Vi vågnede den 26. og copypastede vores 25/12 – op, lav kaffe i termokopperne, i bad – denne gang behøvede vi ikke pakke taskerne, dem havde vi slukøret ladet blive i bilen. Ind og blive undersøgt med sommerfugle i maven. Intet fremskridt. Som i absolut intet fremskridt. Planen var også copypaste; hjem med en ny omgang piller og så ud og få lagt ballonkateter til at tage vandet. Jeg lå på briksen med tårer i øjnene og en brændende utålmodighed blandet med min indstilling om at gå positivt til værks med alt. Der var ikke noget at gøre; efter en CTG scanning ville de sende mig hjem med en omgang piller igen.
Op på briksen på den samme seng som dagen før. Alt var helt det samme – indtil jordemoderen kom med et glas isvand. Han havde ændret bevægemønster og var lidt mere stille end de syntes var helt godt. Hverken vandet eller den røde saftevand ville rigtigt sætte skub i ham, men det var ikke fordi han var helt inaktiv – det var “livrem og seler”, som jordemoderen beskrev det. Vi nåede heller ikke blive rigtigt bekymrede. Dog betød det, at de ville beholde mig til om aftenen, hvor der skulle lægges ballonkateter og efter en gåtur og lidt morgenmad, blev vi indlagt på akutmodtagelsen.
Kl 13 begyndte der dog at ske noget. Frem til den 11. pille kl 13.30 fik jeg, hvad jeg regnede med var fem veer. vi overbragte jordemoderen nyheden, og den 11. pille blev udskudt til kl 14, hvor jeg igen havde haft tre veer. Endnu en udskydelse betød, at hun ville komme og tjekke mig kl 15. Vi hyggede rundt på stuen, så Fars fede juleferie, som af én eller anden årsag aldrig havde været sjovere – vi var så spændte!
Jordemoderen kom ind kl 15, og vi småsludrede lidt. Samtidig fik jeg en ve og pludseligt gik vandet. Det er pudsigt, som man instinktivt ved, hvad der foregår – for jeg kaldte den med det samme og fortalte ud i rummet, at nu gik vandet altså – på trods af, jeg aldrig har oplevet det før. Det var sindssygt overvældende – jeg blev overvældet af en enorm trang til at græde og blev samtidig mega lykkelig! Intet ballonkateter, ikke mere igangsættelse – nu var vi i gang!
Der var en sansestue klar til os med det samme, og vi brugte den første time på at indrette os, imens veerne tog til. Der var overskud til en selfie til den hhv kommende farmor og mormor, og så var det lidt som om, pillerne gjorde deres indspark…
Jeg var på dette tidspunkt stadig 0cm åben, men alligevel ramte veerne mig med en frekvens på 4-5 minutter á et minuts varighed fra start. Det var voldsomt og vildere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, at karma var en bitch, for jeg havde været så kålhøgen og fravalgt al fødselsforberedelse – jeg havde jo en høj smertetærskel! Nu lå jeg dér og fik taget pusten fra mig gang på gang. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget imellem veerne, fordi de var så regelmæssige og hyppige fra start.
Jeg åbnede mig heldigvis 1-1,5 cm i timen, men besluttede mig efter tre timers veer for, at der skulle en epidural til at få mig i mål. Én af de absolut bedste beslutninger den aften! Jeg faldt ned, fik en toast og endnu vigtigere: Søvn! Nu kunne veerne gøre deres arbejde, og så var vi der jo næsten.
Jordemoderen kom ind til os kl 22, fordi han havde virret lidt med hovedet – det stod ikke helt ned i bækkenet, men ramte lidt imod skambenet. Han havde derfor både smidt elektroden og mit ellers lækre ve-mønster havde ændret sig. Det resulterede i et S-drop, som efter 20 minutter blev slukket, da han begyndte at reagere dumt på veerne; han “holdt vejret”, som jordemoderen forklarede mig – med hænderne i lommen som for at signalere, at de ikke var bekymrede. Der begyndte dog at være mere og mere aktivitet på min stue. Der kom folk til at undersøge iltningen af hans blod, der kom folk og tog min temperatur, som var stigende, og jordemoderen viste sig oftere og oftere.
Vi var lidt over midnat, da hun første gang nævnte ordet “kejsersnit” i forbindelse med fødslen. Jeg havde ikke åbnet mig siden kl 20, vores baby viste tegn på at være træt og der var simpelthen for langt igen til en egentlig fødsel til, at de var i ro med det. Jeg var på daværende tidspunkt kun 6-7cm åben og for hver ve, der kom, droppede hans hjerterytme.
Vi blev virkeligt taget i hånden af det mest kompetente og empatiske personale, imens vejen mod en naturlig fødsel snævrede mere og mere ind, og kejsersnittet blev mere og mere den eneste mulighed. Jeg havde virkeligt glædet mig til at føde naturligt – til at opleve processen – men jeg var omvendt også så smadret ovenpå den hårde start, at jeg nærmest var ligeglad. Det vigtigste i alt det her var, at vores baby havde det godt! Der blev taget 1, 2, 3 og så fire prøver på hans lille hovedbund, som viste en baby, der havde god iltning af blodet, men stadig ikke var frisk nok til en fødsel.
Klokken lidt i tre kom dommen. Der var ikke noget at gøre, alle havde konfereret og var kommet til den samme konklusion: Kejsersnit. Imens han var frisk og havde energi. Det var så surrealistisk at ligge på sansestuen, hvor vi havde troet, vi skulle føde, og pludseligt blive kontaktet af en læge, som pænt spurgte, om han måtte lave et kejsersnit på mig. Efter vi havde sagt pænt “ja tak”, tog det hele ekstremt fart, og vi blev kørt direkte på operationsstuen. Lige inden, vi kom ind, så jeg tilfældigt et ur, som viste, at klokken var 3 om natten. Blot 15 minutter efter, klokken 3.15 den 27/12, kom vores fantastiske Saxo ud til os. En lille fighter, som havde tabt sig i den forlængede ventetid inde i maven, men som ellers havde det rigtigt godt. Det fineste lille mini-menneske, som vi knus-elskede fra start.
Det bedste ved det hele er, at jeg er så klar til at føde igen. Trods ve-storm og utålmodighed. Trods ni tudedage i rap efter fødslen og på trods af det ar, som jeg ikke har set endnu, fordi det stadig er pakket ind. Det er det hele værd, når man kan få lov til at føle så meget komprimeret kærlighed
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven