mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Skiftedag

Tilføjelse: Jeg har netop genlæst mit indlæg, bedst som det var blevet udgivet og jeg lyder mere ked af det end jeg i virkeligheden er. Jeg er ikke ked af det. Jeg er grundlæggende ret glad – af og til føles det hele bare lidt svært. På skiftedage især, selvom jeg godt ved, at det hele bliver bedre allerede fra i morgen. 

Den er altid svær, skiftedagen. Den dag hvor børnene skal fra det ene hjem til det andet. Jeg oplever naturligvis primært udfordringerne, når børnene skal fra mig og hjem til deres far, men jeg er ganske overbevist om, at de også findes den anden vej. (Selvom det ikke er en rar tanke).

Der er gået 2,5 år siden vi besluttede at gå fra hinanden og selvom meget heldigvis er blevet lettere siden dengang, så gør det stadig ondt. Sorgen er ingenlunde forsvundet. Det tror jeg sådan set aldrig den kommer til at gøre. Jeg tror nærmere at sorgen bliver et livsvilkår, når man bliver skilt. Ikke hele tiden og langt fra altid dominerende, men den er altid at finde. Og den er særligt tydelig på skiftedagen.

Uanset hvor mange og hvor dejlige planer jeg har for tiden hvor børnene er hos deres far, er jeg aldrig klar til at slippe dem. Jeg synes aldrig det er en befrielse, som nogle af mine veninder med børn på fuld tid af og til spørger mig om. “Er det ikke bare helt vildt dejligt at kunne aflevere børnene for et stund?”.

Nej. Eller jo, men nej.

Allerførst er det selvfølgelig dejligt at kunne give børnene to forældre som til evighed kun ønsker dem deres bedste. Også selvom vi ikke bor sammen. Derfor er det selvfølgelig også dejligt at kunne aflevere børnene hos deres far, som jeg ved elsker dem. Bortset fra, at det altid er med et savn og en snert af skyld. For selvom børnene trives, så er der jo ingen tvivl om, at de ville ønske deres hverdag anderledes. De ville aldrig foretrække at have to hjem frem for et og det nager mig at vide, at de altid skal savne. Fordi vi var to, der ikke kunne finde ud af den skide tango.

Det gør ondt i mit hjerte når de sidder om morgenen og fortæller, at de ikke er klar til at skulle afsted. Når de græder og tager den helt store nej-hat på, fordi deres verden kommer i ubalance for en stund. Hold kæft, hvor gør det ondt. Også selvom jeg jo godt ved, at de kommer til at have det fremragende hos deres far. Det gør de altid og de elsker at være der. Jeg tror bare det er skiftet, der er svært. Den evige omstilling. Den evige given slip.

Det kan være svært at forstå, selv for mig, der lever i det og jeg forstår godt hvis du, der lever i et fast forhold med faderen (eller moderen) til dine børn, synes at jeg er et kvaj, der burde tage mig sammen og nyde hvad jeg har. Det forstår jeg virkelig godt.

Jeg kunne godt prøve at forklare dig det, ved at minde dig om, at det jo ikke “bare” er børnefri dage efter for godt befindende. Det er altid. En evig mølle, af børn, der skal undvære deres far eller mor. Altid. Men det kan jeg alligevel ikke. Det er ikke til at forstå.

… Og det er virkelig ikke let.

Jeg bliver altid en temmeligt ussel udgave af mig selv på de her skiftedage, men jeg har, særligt det seneste år, øvet mig i at blive bedre. Jeg øver mig i at se de fine ting og i at se på de ting der gør mig glad, selvom det er skiftedag.

For eksempel så gjorde det mig glad i morges, at Peter befalede at få sin hvide skjorte på, fordi han skulle fejre fødselsdag for en ven i børnehaven i dag. Ligesom det gjorde det, da Jens helt søvndrukkent krammede sig ind til mig og spurgte om ikke bare vi kunne putte lidt mere, da jeg var inde for at sige godmorgen.

De små mennesker gør mig glad, som ingen andre. Men netop derfor øver jeg mig også i at spore – og huske! – glæden alle mulige andre steder, på de dage hvor vi skal sige farvel og på gensyn.

Som for eksempel glæden over at læse dette meget fine blogindlæg som én af mine bloggerkollegaer har skrevet. Det gør mig altid så glad, når jeg ser, læser eller hører om at nogen har fået noget godt ud af at læse mine bøger. Som forleden hvor en kvinde skrev til mig og sagde tak. Hun havde født sit første barn få dage forinden og hun ville bare gerne lige fortælle mig, hvor meget det havde betydet for hende at have “min stemme” med sig på fødestuen, efter at have læst min fødselsbog <3 Det gør mig kisteglad!

Jeg minder mig om glæden ved at der nu begynder at være nogen, som lægger deres tredje og fjerde bestillinger af både bøger og chiliplastre i min lille webshop, fordi de kan lide dét de får.

Tiden til et langt bad, for første gang i år. (Altså, et langt ét for første gang – de korte har der været masser af!). Tiden til at få ordnet negle, regnskab og alt det andet jeg plejer at tage mig af, når børnene er hos deres far. Det glæder jeg mig til.

Jeg øver mig på at glæde mig over mange ting.

Jeg glæder mig over mange ting.

Men jeg glæder mig aldrig ubetinget, for hvis der er én ting jeg hellere vil, så er det at gøre det hele, med mine børn i min sidevogn.

Skriv din kommentar

Kommentarer (35)

  1. Jeg kender en, som blir sammen med partneren fordi “hen” ikke vil opleve præcis det du skriver om – og en anden en, som jeg tror inderligt fortryder sit valg om skilsmisse fordi samværet med børnene er blevet SÅ svært (ja der er faktisk slet ikke noget samvær)
    Nogen “fravælger” eller nærmest fortryder kærlighed og lykke (ja store ord) for at kunne være med deres børn hele tiden – tankevækkende – tak for dig og dine kloge ord ❤️

  2. Hold da op hvor jeg kender til det hele…….og som du skriver er det umuligt for veninder eller andre at forstå det…..for I ses jo snart og hun har jo også brug for sin far…….og det har jo intet med det at gøre…..det er som du skriver hele skiftet der er så forvandet svært både for voksen og barn – det at blive revet ud af en hverdag der måske lige er begyndt at køre lidt rutinemæssigt igen for så at starte forfra i en anden hverdag hos enten mor eller far.
    Jeg hader skiftedage, de er nemmere når min datter virker glad i overgangen, men der altid en lille knude i maven og selvom jeg virkelig prøver at gøre det så nemt for alle som muligt – ved jeg at jeg er anderledes i humør og sind – fordi knuden i maven er der, og knuden er mange ting. Forsøg på at gøre det så nemt for hende hver gang, angst for at hun pludselig blive ked og ikke vil afsted, tanken om dagene uden hende, savnet og alt muligt andet.
    Man lære og leve med det men skiftedage bliver aldrig blandt favoritterne…….

  3. Det var lige nøjagtigt dette indlæg jeg havde brug for. Havde “skiftedag” igår og jeg bruger så min uge på at savne mine unger. Nu skal skuden vendes. Tak for din ærlighed!

  4. Årh man.. så så man lige mig sidde og tude. Kender det følelsen sÅ godt. Og så mange omkring mig forstår det slet ikke. Så det rigtig din tid til at komme ud, og nej hvor må det være rart at være børnefri…. NEJ, jeg har ikke fået et barn for at være væk fra det. Jeg har ingen kæreste, så når jeg ikke har mit barn er hytten her bare rungende Tom og savnet umenneskeligt stort… det kræver en vilje af den anden verden at hive mig ud i sociale sammenhæng-samtidigt med at jeg bare skal ligne en der overhovedet ikke er påvirket af det.

  5. Det indlæg blev læst med tårer i øjnene. Min datter vokser også op som skilsmissebarn. Jeg fandt ud af, at hendes far havde haft en anden før, under og efter min graviditet, med vores 100% planlagte barn, da min datter var bare 10 dage gammel. Hun har derfor aldrig oplevet andet, end at mor og far bor hver for sig. Men jeg tror, det er en livslang sorg for mig, at jeg ikke kan give min datter, hvad jeg inderligt havde ønsket, troet og håbet. Nemlig ét hjem. Jeg hader skiftedag. Men forsøger ligesom du, at få det bedste ud af det. Og jeg prøver at få ladet mine batterier godt op i min barnefrie periode, så jeg er bedre rustet til at rumme hende, når hun kommer hjem igen og afreagerer. For der er altid en reaktion på skiftet. Også selvom jeg har en glad, tryg og velfungerende pige. Tak for at dele noget så sårbart, Cana ❤️

  6. Kunne umiddelbart ikke kommenterer på indlægget, da jeg hulkede mig igennem det sidste. Hvor er det bare trist. Forstår dig så godt. Selvom børnene jo har det godt og er elsket af deres far vil det jo altid være de voksnes valg. Det er ikke meningen, at man skal savne NOGEN hver 2. uge…. Hverken børn eller voksne.

  7. Spot on♥️
    Som skilsmisse forældre, rammer du præcis mine følelser og tanker.
    Man lærer med tiden at “nyde” og udnytte tiden uden børn.
    Men ville hellere have dem 24/7 ♥️ jeg har jo ikke fået dem, for at undvære dem…

  8. Kære skønne mor til Peter og Jens 🥰
    Hvor er de heldige at have jer to til forældre med skønne “bonus’er”❤️ I giver dem en gave ved at vise dem at det fungerer, selvom I ikke kunne fortsætte tangoen. Det synes jeg er guld værd også 🥂🌟 nyd selvforkælelsen, som alle uanset familiestruktur bør huske 🙏🏻🍸 Er ikke i tvivl om at det må være forbandet svært … også når de flytter hjemmefra 😉

  9. Jeg er skilsmissebarn (efterhånden voksen) i en familie hvor vi ikke snakkede om det, så det betyder utrolig meget at kunne læse dit indlæg fra et andet perspektiv 😍

  10. Jeg har ikke det livsvilkår i dag. Mine børn er ikke i den situation. Jeg har heller ikke en far, der drak for meget eller en mor, der gik bort i en ung alder. Men jeg har andre vilkår, jeg skal leve med i mit liv, og så har jeg empati.
    Jeg kan sætte mig i andres sted og andres smerte kan gøre helt ondt i mig.
    Jeg kan i mit moderhjerte føle din hjertenssmerte og dit savn, og jeg har den største respekt for din ærlighed. Jeg har altid tænkt, at det livsvilkår, som en skilsmisse er, ikke altid kan være let at leve med eller i, at sorgen og savnet skal man lære at leve sammen med – simpelthen fordi man har så bare uendeligt meget kærlighed til sine børn og måske også til den Tango som ikke lod sig danse.
    Tak for din ærlighed – det rører mig dybt. Stor respekt!

  11. Cana ♥️ Det er så vigtige emner du tager op. Elsker at følge med hos dig! For mig, virker du som den varmeste, rareste og kærligste person 👐🏼

  12. Enig.. så meget enig i det hele.
    Svært at forklare.. men føler mig hel “hul” / tom indeni de 5 dage hvor guldklumpen er hos hans far.
    Det er også 2 1/2 år siden her.. og tænker heller aldrig sorgen og bebrejdelsen, over at have givet guldklumpen et evigt savn, nogensinde forsvinder.

  13. Alting er bare bedre sammen med mine børn. Jeg føler mig aldrig helt rigtig, når jeg må undvære dem. Min glæde ved alting er bare meget mere dybfølt, når jeg oplever det sammen med dem.

    Og jeg tror heller aldrig jeg slipper af med sorgen over, at have påført mine elskede børn et evigt savn efter den anden forælder. Fordi vi ikke kunne finde ud af at være sammen.
    Tak fordi du fortæller om dine følelser. Tror faktisk vi er rigtig mange, som kan nikke genkendende til dem.
    ❤️

  14. Hej Cana, jeg kommenterer aldrig – som i ALDRIG nogensinde – på blogindlæg, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at kommentere her og fortælle dig, at ikke alle skilsmissebørn ønsker en anderledes hverdag.
    Jeg er 22 år og mine forældre har været skilt siden jeg var otte. Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg hadede de såkaldte skiftedage. Jeg hadede at skulle pakke mine ting, jeg hadede at skulle være omstillingsparat hele tiden og så igen, jeg hadede at skulle undvære den forælder, jeg kom fra og jeg hadede at skulle føle mig klemt imellem mine forældre. Men jeg har aldrig ønsket min hverdag var anderledes. Måske i en fantasiverden eller en drøm. Men i den virkelige verden har jeg altid været bevidst om at mine forældres skilsmisse har gjort dem begge gladere og været det helt rigtige for os alle tre.

    Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig på vegne af dine drenge, men jeg vil gerne give dig håbet om at en skilsmisse kan være god – også for de børn det går udover ❤️

  15. Jeg er skilsmissebarn og er vokset op i en familie, hvor vi har talt meget om det “at bo i en taske” og skulle skifte mellem vores forældre. Vi har alle tre børn været frustreret over det og har synes det har været hårdt at være væk fra enten mor eller far. Men samtidig er vi med tiden blevet hamrende taknemmelige over, at vores forældre blev skilt. Jeg vil til en hver tid hellere have skilte forældre, som er glade hver for sig, end at de skulle gå under samme tag og være ulykkelige. Og som dine børn, har mine forældre også fundet andre, hvilket betyder at man har endnu mere familie og kærlighed omkring sig.
    En dag vil dine drenge også nå det punkt, hvor de vil være jer taknemmelige over al den kærligheden og glæde skilsmissen har bragt, fremfor savnet som fylder mest nu, det er jeg sikker på❤️ Tak for et ærligt og nødvendigt indlæg👏🏼💪🏼

  16. Åh, det er rart at få ord på mine tanker.

    Min mand og jeg står pt i, at flytte hver til sit. Faktisk for at prøve at redde vores forhold.
    Jeg er meget ustruktureret, han måske nærmere autistisk (arbejder med autister, så kender lidt til det 😅)
    Jeg skrev under på lejekontrakten igår. Selvom vi er sammen, bliver hverdagen aldrig det samme igen. Hverken for mig eller for vores datter.
    Vi er enige om, at uanset hvad, er hun det vigtigste for os.
    Men det gør ondt. Det gør så ondt at flytte og tage det skridt. Det skridt, der spolerer hendes ellers perfekte hverdag.

    Jeg er personlig heller ikke afklaret, men min mand har det ikke godt, så der skal ske noget.
    Jeg føler jeg skal vælge imellem pest eller kolera. Jeg kan ikke vinde og det gør mig så modløs.. så trist og så skuffet. Skuffet over mig og min mand!

    Med det sagt – jeg prøver. Jeg prøver hver dag og tænke, at vi er SAMMEN. Vi har stadig kærlighed nok til både vores datter og hinanden. Min datter synes måske det er sejt med to værelser. Hun føler ikke “skilsmissen” på samme måde, når hun ser st mor og far stadig er sammen.

    Åh det er svært. Jeg er selv skilsmisse barn og jeg havde sådan håbet hun ikke skulle opleve det. Øv!!

    Men åh Cana, du er så sej, modig og god. Jeg elsker at læse din blog. Man man forholde sig til din hverdag, dine tanker og følelser.

    Selvom jeg, lige i dette tilfælde, havde håbet jeg ikke forstod dem, så godt som jeg gør pt.

  17. Jeg mødte min mand efter han var blevet skilt, han havde 2 små piger på 1,5 og 3 år. De er nu 9 og 12 år – vi har en siden fået en datter sammen som nu er 4 år. På trods af vi ved de to store piger har det fantastisk hos deres mor og familen der hver anden uge, er skifte dag en meget svær dag for os alle 5 ❤️ Jeg ville ønske at vi havde dem hver dag – og det er ikke en fair tanke. Men jeg glædes over hvor mange de er elsket af Og vores gode sammenspil mor, far, bonusmor og bonusfar, og det er det der holder mig oppe på skiftedage.

  18. Genkender det hele her på 13. År. Nu er min søn 15 og det er ikke længere lige så svært – fordi han er på vej ud i verden og han har det godt. Men smerten ved skiftet og smerten i ens barns øjne når det slet ikke har lyst til at skifte base – det ville jeg ønske jeg havde kunnet Skåne ham for.

  19. Hej Cana – din stærke stærke kvinde ❤️
    Tak for et igen hudløst ærligt indlæg, tak fordi du dele.

    Du rammer Spot on, også det med at vi, der ikke har prøvet at stået i denne hårde situation, nok ikke rigtigt forstår hvad det hele i virkeligheden består af. Jeg læser dit indlæg, jeg forstår det og jeg forstår DIG udemærket godt, men det rammer mig ikke på følelserne, som jeg efterfølgende kan læse nede i kommentarfeltet at det gør på alle dem, der har eller har haft det tæt inde på livet. Dette i sig selv gør, at jeg alligevel her til sidst måtte fælde en tåre😥 Men vil afslutningsvis lige sige, at vi syntes på ingen måde du er et kvaj – Til gengæld vil jeg prøve at huske mig selv på i hverdagen, hvor heldig jeg selv er at have to forældre der stadigvæk er sammen, og nu 2 store teenage-børn der har begge sine forældre inde for rækkevide hver eneste dag, året rundt.

  20. Da jeg så overskriften tænkte jeg straks, det kan godt være at det er svært for dig på skiftedage, men det er helt sikkert meget sværere for børnene.
    Så blev meget glad for at læse hele dit indlæg, fordi du netop anerkender dine børns smerte, savn og det med at skulle have to hjem. Det er jo ikke et drømme scenarie, men når det ikke kan være anderledes, er det vigtigste at man som forældre har det godt sammen❤️Også selvom det ikke altid er nemt.
    Det vil nok også altid være en sorg for mig, at jeg ikke kan give min søn, det han villet ønske allermest, at de to mennesker han elsker mest, er sammen😔det gør stadig ondt at tænke på.
    Men når omstændighederne er som de er, må vi alle få det bedste ud af det, som jeg er sikker på at de fleste forsøger på bedste vis☺️

  21. Dit indlæg rammer fuldstændig plet. Jeg har være skilt i 6 år og mine børn fylder 10 år. Skiftedag bliver bare aldrig en dag som alle andre – jeg skal omstille mig, og børnene skal omstille sig. Det er blevet lettere, ja, men som alle andre skriver, så ville man jo allerhelst have sin børn omkring sig hver dag. Jeg nyder og sætter pris på mine børn i stor udstrækning, når jeg har dem – nok mere end jeg ville have gjort, hvis jeg ikke have skulle undvære dem hver anden uge.

  22. Tak for dit indlæg.
    Jeg kan genkende mange af dine følelser. Jeg er mor til en datter på 3, som hver anden weekend er hos sin far.
    Det gør ondt helt ind i mit hjerte hver gang, jeg sender hende på weekend hos sin far. Jeg får tit at vide, at jeg da skal nyde at have lidt tid for mig selv. Sandheden er den, at jeg hver anden weekend ligger i min seng og ser serier, fordi mit hoved konstant er på arbejde og jeg ikke lukker et øje, mens hun er væk.
    Hendes far er misbruger, hvilket er årsagen til min bekymring. Jeg afventer stadig på 8. måned, at Familieretshuset træffer en beslutning omkring samvær, men intet sker på trods af flere underretninger.
    Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til, at skulle undvære min datter.

  23. Som så mange andre skriver, så rammer du bare spot on den følelse mange (hvis ikke alle) forældre til delebørn sidder med! Tak for at dele noget så sårbart! Og ikke mindst for også at sætte ord på den sorg, det er at vide, at børnene altid går med et savn, uanset hvilket hjem de befinder sig i!

  24. Kære Cana. Tak for dit fine skriv. Når man som forældre står midt i skilsmissen, skiftedagen og den nye hverdag der skal bygges op, så er det dejligt at læse alle disse genkendelige følelser & tanker. For nej, veninder og vennerne som ikke er skilt, de kender ikke til ( heldigvis ) og det vil altid være et livsvilkår for vores børn og det tror jeg også at jeg altid vil have dårlig samvittighed over. Også selvom jeg som voksen godt kan se at en skilsmisse er det bedste for os alle ❤

  25. Jeg blev skilt for snart 3 år siden. Min datter er knap 10 år gammel, og jeg kan tydeligt huske hvordan det var i starten.
    For et halvt år siden, valgte vi SAMMEN, at min datter kun skulle være hos sin far 4 dage ud af 14, fordi hun simpelthen stressede for meget over skiftene, og fornemmelsen af at have 2 hjem.
    Hun har et hjem hos sin far, men i hendes mindset er hjemme hos mig. Og det har givet en god portion ro hos hende. Det er sjældent vi har svære bytte dage. Kan da godt lige mærke den første dag hun er hjemme, så er lunten liiiiidt kortere, men der er stort set ikke noget brok mere, eller ked af det hed.
    Jeg kommer selv fra et hjem, hvor min far var mere eller mindre ikke eksisterende, derfor var jeg mega pro aktiv med at vi skulle have 7/7, men må indrømme, at det ikke nødvændigvis er lykken for alle.

  26. Du beskriver en meget genkendelig følelse fra mit hjem, hvor jeg dog ikke er børnenes biologiske mor, men naturligvis udgør en stor del af koordinering og skrift etc. . Vi har i alt 4 børn hvoraf to altid er hos os og også de oplever netop den følelse du beskriver. Det gør ondt på alle!

  27. Kender så meget følelsen ❤ Savnet … Tomheden .. Glæden i at ses igen.. smerten i at se ens barn græde på skiftedag. Vender mig aldrig til det.

  28. Hvor er det bare dejligt at høre, at du gider dine børn så utrolig meget, for jeg kan godt tænke en gang imellem når den ene forældre siger hvor bliver det skønt når ? Skal hjem til mor/far i næste uge. Whaaat? man får vel ikke børn( som udgangs punkt) for kun at være sammen med dem kun hveranden uge.
    Selvom jeg godt ved at nogen folk måske også siger det for at beskytte sig selv.

  29. Ikke at min holdning på nogen måde har betydning for dig 😅 Men jeg synes på ingen måde du er et kvaj ♥️ Det må være rigtig hårdt. Kan kun forestille mig det.

  30. Verdens fineste indlæg. Og jeg tror du har ret. Sorgen forsvinder ikke, man besøger den nok bare ikke så ofte jo længere tid der går. Jeg synes virkelig du ikke kun smukt beskriver tabet af én familie men også at du gør det respektfuldt over for alle parter. Jeg kan kende det hele hos mig selv, også den del om at man godt kan være grundlæggende glad og samtidig sorgfuld. Glæde og sorg kan fint sameksistere, i hvert fald hvis jeg øver taknemmelighed. Tak for at du deler.

  31. Fantastisk indlæg <3

    Jeg er selv delebarn, og der er altså ikke så meget fedt at sige om det. Hverken som barn eller voksen.

    Jeg kan mærke, at nu hvor børn er på tale i mit liv, kan jeg slet ikke rumme tanken om de skal ende som delebørn. Det fylder så meget, at det helt har overtaget min lyst til børn, fordi angsten er så stor :/

  32. Øv hvor er det synd for skilsmissebørn at de bliver pålagt at skulle rumme de store følelser og leve med et konstant savn. Jeg er selv vokset op hvor mine forældre blev skilt da jeg var 10år. uanset hvad ønskede jeg dengang og her 24 år efter skilsmissen at de bare var blevet sammen. At de havde løst problemerne… selv er jeg lykkelig på 15år med min mand og vi har 2 skønne børn men de lider også under mine forældres valg om at blive skilt, da der er skifte jul og en som altid passer og en som aldrig passer. Nye pap dimser som hører til og som alligevel ikke hører til. det er fucked op det der skilsmisse og jeg kommer aldrig til at forstå at man om end ikke for kærlighedens skyld så for hulan da for børnenes skyld så finder man en vej igennem stormen sammen – min mand og jeg har klippet en hæl og hukket en tå vi har tilgivet og gået på kompromis, men vi vil aldrig byde vores børn en skilsmisse…

  33. Hej cana. Jeg er helt med dig da jeg selv er skilt med 2 børn. Jeg vil bare sende en tanke afsted til dig og selvom det måske ikke er til at tro så bliver det nemmere med tiden. Med tiden lærer man at sætte pris på de ting der er når børnene er væk. Det bliver aldrig nemt med den smerte i hjertet over at man giver sine børn den skæbne. Det er 8 1/2 år siden jeg blev skilt og jeg oplever stadig indimellem drengene er plaget af savnet de konstant render rundt med. Men jeg vælger at tro på at det giver dem noget robusthed. Vi er ovre søndag aftner med gråd men det tog en del år at komme dertil. Nu snakker vi om savnet istedet.
    Hvis dig og Thomas er gode venner så kan jeg anbefale, når tilvænningen er hel, at I laver noget sammen, sammen med drengene evt. på deres fødselsdage. Det gør vi og drengene er glade for at vi et par gange om året er sammen som familie. Det inkludere også de respektive papforældre.
    Man vænner sig til skiftedagene men det bliver aldrig nemt i hjertet.
    Al god vind til jer.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven