mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Når tissekonen er syg – vulvodyni

vulvodyniEfter at have ligget og vendt og drejet i timevis inde i sengen, stod jeg op, lavede en kop the og satte mig i sofaen. Tændte for Go Morgen DK og så de samme nyheder igen og igen. Det var mest noget med kommuneskatten og Kina, der er blevet så frygteligt sure (eller kede af det) over at Jyllands Posten tilsyneladende (stadig) har nogle lidt vel friske tegnere på lønningslisten. Og så var der indslagene i studiet, som jeg ærligt havde lidt svært ved at fokusere på. Lige indtil det handlede om en ung kvinde, som med alt sit mod, er stået offentligt frem med sin sygdom: vulvodyni.

Vulvodyni, som er en kronisk, invaliderende smertetilstand i de kvindelige kønsorganer. Som man mener at mere end 15% af alle danske kvinder lever med.

15% – skal vi lige stoppe op her et øjeblik og tænke over hvor mange det rent faktisk er?

Det svarer til at mere end 350.000 danske kvinder døjer med smerter i og omkring skeden uden nogen tydelig fysisk forklaring på hvorfor.

Der er meget forskellige grader af vulvodyni og hvor nogen har ondt mere eller mindre hele tiden, så vil andre – mere “heldigt” stillede primært opleve smerterne ved provokation, f.eks. samleje, cykling, berøring, gynækologiske undersøgelser eller bare stramtsiddende tøj.

Hos nogen er smerterne opstået allerede inden den seksuelle debut, imens de for andre først optræder senere i livet. Fælles for de fleste er det dog, at det er en ganske invaliderende lidelse.

Tænk ikke at kunne holde ud at cykle, fordi det gør ondt i kønsorganerne. Eller at have samleje med sin partner. At det for nogen rent faktisk gør ondt, at blive kærligt berørt.

Desværre er det langt fra alle kvinder der lever med vulvodyni, der har fået det diagnosticeret, fordi det for rigtigt mange enten er for skamfuldt til overhovedet at turde sige højt – eller fordi egen læge simpelthen ikke skænker dén mulighed en tanke, når man kommer og fortæller om sine smerter.

Du skal bare lære at slappe bedre af

Jeg har ikke prøvet det på egen krop, men jeg kan levende forestille mig, hvor invaliderende det må være og selvom det skærer mig en lille smule i hjertet at skrive det, så kan jeg faktisk godt forstå det, hvis kvinder med vulvodyni føler sig forkerte. Ikke fordi de er forkerte – slet ikke! – men fordi en hel del af vores kvindelighed trods alt ligger i vores køn. I kønsorganerne. I vores reproduktive område, som i sagens natur skal penetreres – på den ene eller den anden måde – hvis vi vil føre arten videre. Jeg forstår godt hvis det er svært at acceptere det, når éns krop ikke bare sådan uden videre lader biologien udfolde sig som den ganske givet må være tiltænkt i én eller anden form. Når det, der burde gøre så godt, i virkeligheden bare gør ondt.


Læs også: At føde med vaginisme


Hold kæft, hvor må det være svært! Særligt fordi dén slags har det med at blive en negativ spiral. Fordi frygten for smerterne i virkeligheden ofte forstærker dem yderligere. Muskulaturen i skedeindgangen kan simpelthen ende med at blive så overopspændte, at de nærmest fungerer som en slags barriere for at der overhovedet kan trænge noget ind og for nogle kvinder bliver det slet og ret umuligt at gennemføre et traditionelt samleje.

Nogen kunne måske friste sig til at foreslå en kvinde med smerter ved provokation, at hun “bare skal lære at slappe bedre af”, men selvom det i teorien nok er et udmærket råd for mange, så er det simpelthen ikke en mulighed for kvinder med vulvodyni. Ikke sådan uden videre, i hvert fald.

Men der ér altså hjælp at hente og hvis du lige nu sidder og tænker, at det da måske godt kunne være at du var én af de 350.000 kvinder med vulvodyni, selvom din læge aldrig har nævnt dét ord for dig – eller hvis du slet og ret ikke har kunnet overskue at spørge – så fat mod. Der er hjælp at hente for langt, langt de fleste.

Hvilken behandling der skal til for at du kan få hjælp mod dine smerter, afhænger af dine symptomer, og jeg kan således ikke sige præcist hvad der skal til for at vil opleve en forbedring, men jeg tror på at det lader sig gøre – også selvom det for mange er en længere proces.

Sig det højt, gå til din læge, få en henvisning til en gynækolog og vælg så én med speciale i vulvodyni (eller vaginisme, som er en “af-art” af vulvodyni). Det betaler sig virkelig og du skal ikke finde dig i at have ondt. I hvert fald ikke uden kamp.

Hvis der sidder nogen med personlige erfaringer, så læg meget gerne en kommentar til indlægget – du må gerne gøre det under et fiktivt navn, hvis du gerne vil være anonym. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (7)

  1. Fantastisk der endelig kommer fokus på en så overset og til tider tabubelagt lidelse. For du har ret. Det er ganske ulideligt, ubehageligt og forfærdeligt ikke at være “normal” og kunne gøre “normale” ting pga smerter.
    Jeg var heldigvis ikke hårdt ramt og var heldig at ramme præcis den rigtige læge, som faktisk vidste hvad han talte om (Tilbage i 2005) og kunne overbevise mig om det ikke bare var mig der skulle “lære at slappe af”! Blev tilbudt operation som tog det værste. Resten er ligesom aftaget efter to fødsler 😱
    Så tak til dig for at hjælpe med at udbrede kendskab.

  2. Jeg har haft vylvodyni i 8 år… Det er invaliderende for ens sexliv ☹️ og så gør det bare ondt konstant. Har været i forløb på Skejby,afprøvet diverse behandlingsmetoder herunder også Botox sprøjtet direkte i de værste steder i skeden. Havde desværre ingen effekt. Får nu medicin mod nervesmerter der tager lidt af smerterne, resten må jeg leve med siger de. Og håber det aftager med årene. Dog har jeg fundet ud af at jeg kan cykle igen (max 5 km) – på elcykel og med sådan en gel pude på sadlen. I LOVE it ♥️

  3. Jeg er en af de heldige, hvor det efter et forløb på gynækologisk ambulatorium kun dukker op i perioder, fx hvis jeg har været syg og kroppen er ude af ballance. Men for pokker, det har været op ad bakke at nå her til med læger, der slår smerterne hen med “Har du overvejet, om du har et problem med mænd og sex?”, fejldiagnose og håbløse ventetider.

  4. Tror jeg har det i en meget mild grad
    Får voldsomme smerter ved sex i bestemte stillinger, fx doggystyle, som jeg ellers elskede førhed.
    Det opstod efter en fødsel.
    Har dog lært at håndtere det, det afhjælpes lidt af en pude under maven og andre tricks
    Min mand ved godt at når vi har gang i en stilling hvor jeg får smerter må han ikke støde til, som han ellers gerne må i andre stillinger.
    Men det må være frygtelig med de smerter konstant eller når man fx cykler.

  5. Jeg lider af sygdommen, men “heldigvis” kun i den grad at jeg ikke kan gennemføre traditionelt samleje. Det har været der altid, men jeg gik med det i 8 år før jeg sagde det til nogen.
    Det er SÅ svært st acceptere, at man ikke er som alle andre og ikke bare kan gøre som andre. Min kæreste er heldigvis forstående, men frustrationerne er der fra begge sider af og det er ganske enkelt skod med skod på!!
    Jeg ønsker bare, at mit underliv ville virke ligesom alle andres.. Altid føle sig forkert og generelt bagud på point, for ikke at kunne give kæresten det som alle andre piger kan.. det er ikke kun for hans skyld, for jeg vil også opleve hvordan det er helt uden problemer, at kunne dyrke sex med sin kæreste, blive gravid uden at det skal blive en mekanisk proces og alle de andre ting der følger med..

  6. Jeg har haft vulvodyni og i sådan grad at jeg måtte sygemeldes. Jeg fik hormoncreme jeg skulle smøre med, uden positivt resultat og blev herefter “blot” smertedækket.

    I ren desperation stillede jeg mig til at tude i Matas helseafdeling en dag, og til mit store held hjalp en sød ekspedient mig. Hun anbefalede mig at prøve naturmedicinen Membrasin. Jeg spiste disse piller i 3 måneder og de hjalp – jeg har ikke haft nogen symptomer siden.

    Jeg ved ikke hvorfor – men de hjalp mig og måske de også kunne hjælpe andre?

  7. Fra den anden side af en næsten ophørt vulvodyni, som varede fra jeg var 15 år til jeg fik mit første barn som 29-årig.
    Det har været et meget ulykkeligt forløb og jeg har så ofte følt mig fortabt, pga jeg ikke kunne have sex (eller havde det alligevel med kolossale smertefulde eftervirkninger).

    “Pudsige facts”
    Da jeg var 15 år, startede jeg på p-piller.
    Da jeg ønskede at blive gravid som 28-årig, sluttede jeg med mine p-piller.

    Så sluttede mange af mine forfærdelige symptomer. Jeg startede et år efter på p-piller igen, og så kom det hele tilbage.
    Jeg har desværre alt for sent i livet fundet ud af, at min krop ikke kan tåle hormoner (som jo udløses i p-pillen). Det er gift for min krop.

    Jeg kunne derfor ej heller ikke tåle en hormon-spiral, som snart er det eneste, der ellers bliver tilbudt. Men en gammeldags kobber-spiral har i de sidste mange år været løsningen (er 42 år nu).

    Er jeg så helbredt?
    Næsten…. har oveni fundet ud af, at min krop ikke tåler kosttilskud (om det er en simpelt kalktablet eller andet). Så jeg må i stedet leve sundt og få mine “tilskud” fra naturens side og ikke fra Matas.

    Håber dette kan hjælpe andre kvinder, som er i nuværende smertehelvede.

    Ps. Fandt ud af, at en klitoris orgasme afhjulpet af en simpel klitoris vibrator, tit har kunne afhjælpe akutte smerter lidt. Aner ikke, om det er fordi der kommer forøget blod eller energi dermed, men det er måske også en hjælp for jer..?!
    Har også brugt en varmedunk direkte på, når det var værst, fordi varmen syntes at fjerne de værste smerter.

    Med ønsket om bedring,
    Pia Hilliger

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven