mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – truet med igangsættelse

De fleste af os ved godt, at man ikke kan spå om hvordan en fødsel kommer til at forløbe. Man kan håbe, man kan tro, man kan formode, men man kan ret beset ikke vide en skid. Heller ikke selvom man måske ligefrem ender med at tro det.
Kvinden, de står bag denne uges fødselsberetning håbede på ikke at blive sat igang, men da hun pludselig gik mange dage over tid og stod med planen igangsættelse i hånden, så troede hun alligevel at det var sådan det skulle gå… Men altså – man kan jo aldrig vide!
Tag godt imod en vidunderlig fødselsberetning, hvor “truslen” om igangsættelse viste sig at være helt og aldeles tom.

Jeg havde en fuldstændig fantastisk og meget ukompliceret graviditet og var så klar, da der endelig stod 40+0 på min app. Jeg var egentlig indstillet på, at gå over tid og troede egentlig også, at jeg ville være helt ok med dette – indtil jeg skulle til et jordemoder besøg 40+4. Jeg havde haft konsultationer med forskellige jordemødre igennem min graviditet og havde intet problem med dette. Jeg er selv sygeplejerske og ved at det kan være svært at få til at gå op og der også tages hensyn til ferie, sygdom mm. Den jordemoder vi skulle ind til ved 40+4 var ny for mig. Jeg havde min mand med til samtalen, som var meget kort. Hun stak mig et kort, hvor der stod en dato med igangsættelse og fortalte om dag 1, 2 og 3 af igangsættelse, der involverede piller, flere piller og balankateter. Min rationelle hjerne vidste jo godt, at de færreste nok når til dag 3 uden at man er gået i fødsel, men jeg kunne slet ikke rumme det marathon hun beskrev. Især fordi jeg drømte om en naturlig fødsel (der ikke involverede igangsættelse).

Døren var ikke lukket bag os, før tårerne pressede sig på og jeg græd indtil næste dag – det føltes i hvert fald sådan. Dagene gik og jeg begyndte stille at acceptere en igangsættelse. Jeg var nødt til at have noget at forholde mig til og derfor blev det til en stille accept. Jeg synes stadig at selve igangsættelsen var blevet total uoverskuelig,(det havde jordemoderen i hvert fald gjort den til) men jeg var fast besluttet på, at jeg ville forsøge at få en god oplevelse alligevel.
Jeg nåede til uge 41+1 og der var stadig ikke sket noget og stadig ingen tegn til noget. Ingen blødning, ingen slim, ingen mave der var faldet nogen steder og ikke nogen plukveer. Det var en fredag aften og vi havde brugt aftenen på sofaen med en film og er ved at gøre os klar til at gå i seng. Jeg havde tisset af og børstet tænder, men føler stadig at jeg skal tisse, da jeg sætter mig en gang mere på toilettet. Der kommer en rimelig stor skylle, men det ligner ikke urin – det ligner kartoffelvand og jeg tænker at vandet er gået. Jeg bliver lidt længe på toilettet, tager et bind på for at tjekke om det siver – jeg synes ærlig talt at det vil være lidt pinligt, at ringe til fødegangen for at sige at vandet er gået, hvis det slet ikke var tilfældet. Jeg fornemmer det stadig siver en lille smule og kommer ud fra badeværelset og siger det til min mand. Han siger i en sjov tone, at det er lidt dårlig timing – vi er jo lige på vej i seng og klokken er midnat! Fødeafdelingen får et kald og de siger at vi er velkomne til at komme ind og blive tjekket. Det vil jeg gerne, da jeg gerne vil bekræftes i, at det var vandafgang. Vi er på sygehuset kl. 00,45 og de bekræfter det – vandet er gået! Jeg havde 1 cm livmoderhals tilbage og var slet ikke åbnet. Men jeg er gået i gang af mig selv – jeg er meget lettet og synes det er en fed fornemmelse endelig at være i gang, selvom jeg endnu ikke har nogen veer. Vi bliver sendt hjem med en tid næste formiddag, hvis der ikke er kommet veer og får besked på at få noget søvn. Vi er hjemme igen kl. 3,30 grundet lidt ventetid på sygehuset, så det er sent (næsten tidlig morgen), da vi endelig kommer i seng. Min mand falder rimelig hurtigt i søvn, men jeg kan slet ikke sove. Jeg er bare så spændt på hvad der kommer til at ske, at jeg ikke får sovet, da veerne begynder kl. 5 om morgenen. Kl. 6 synes jeg ikke det er behageligt at være i sengen mere, så jeg forlader stille soveværelset og lægger mig på sofaen og et afsnit “Venner”. Jeg havde længe tænkt på afsnittet, hvor Rachel er gået over tid, da jeg havde fået en helt ny medfølelse med den frustration hun føler, så det måtte jeg se. Jeg småblundede, når jeg ikke havde veer og rejste mig og gik lidt rundt, når veerne kom – de startede stille og var meget uregelmæssige. Hen af formiddagen vågende min mand – jeg havde ladet ham sove, da jeg mest kunne se fordele i at have en veludhvilet mand ved min side, når det endelige slag skulle stå. Jeg ringede til fødegangen og aflyste tiden, da veerne var kommet og jeg synes stadig det var for tidligt i forløbet til at tage afsted og blive tjekket igen. Omkring kl. 10 gik jeg i bad. Det varme vand var fantastisk både på min lænd, men også min mave – på dette tidspunkt sad veerne lidt begge steder. Veerne tog til i intensitet og jeg nåede et bad mere inden jeg synes det var tid til at ringe til fødegangen. Vi havde taget lidt tid på veerne og der var ca 5 min igennem og varede næsten 1 minut. Min sygeplejerske-hjerne ville gerne vente til aftenvagtskiftet med at ringe, så vi ikke forstyrrede i vagtskifte, men nu havde jeg egentlig lyst til at tage afsted. Efter en noget besværet køretur var vi på sygehuset kl. 14,15. Jeg blev undersøgt og var nu 3 cm åben. Jeg havde frygtet, at blive sendt hjem igen, hvis man var under 4 cm, men der var slet ingen diskussion – vi blev indlagt. Der var også godt gang i veerne, så det var svært at holde særlig længe på det famøse klyx man får (men tag imod det!!) Kl. 15,15 blev vi hentet af den sødeste jordemoder, som fulgte os på stuen. Det eneste jeg ville var i noget vand, da det havde hjulpet så godt derhjemme, så der blev fyldt vand i fødekaret. Imens vi ventede, var det fantastisk, når min mand trykkede mig i lænden under veerne. Smerterne var nu kun lokaliseret til lænden og trykkene gjorde det udholdigt. Jeg kom i vandet kl. 15,45 og selvom det var dejligt, hjalp det ikke på samme måde på smerterne, som badet havde gjort derhjemme, men der var også knald på veerne nu! Vi kunne stadig lave lidt sjov med det dørslag der hang på væggen, (til vildfarne pølser i vandet) men jeg var meget koncentreret om veerne, når de var der. De var meget intense, men jeg havde heldigvis lidt pause på 1-2 minutter igennem, så følte godt at jeg kunne være i det. Kl. 17 følte jeg ikke at vandet havde nogen effekt mere – trykkene i lænden var bedre smertelindring, så jeg forlod vandet og blev undersøgt. Jeg var lidt nervøs, for om der var sket noget, for jeg synes virkelig at veerne var vilde. Jordemoderen var hurtig til at sige 8-9 cm nu! Jeg var så lettet – så var der en mening med det hårde arbejde. Jeg fik lov til at få lattergas – det hjalp rigtig fint, men jeg var nødt til at tage masken af indimellem, for ikke at blive dims. Kl. 18 skulle jeg havde antibiotika, da det nu var 18 timer siden mit vand var gået og der dermed er en øget infektionsrisiko for barnet. Jeg får at vide at han (vi ved at vi skal have en dreng) står lidt skævt, så det er om på den ene og anden side, for at få ham vendt rigtigt. Da presseveerne begynder er de meget svage og jeg føler ikke at de hjælper særlig meget, men jeg føler dog pressetrang. Jeg presser det bedste jeg har lært og det går meget stille den rigtige vej. Da vi nærmer os en time i pressefasen begynder jordemoderen at true med at lægge et klip, da det går noget langsomt. Det siger jeg bare ja til – jeg er klar til at der snart skal ske noget!! Jeg giver den en ekstra skalle og 3 presseveer senere tager jeg selv imod vores lille dreng kl. 20,28. Det var en vild og fantastisk oplevelse og jeg synes efterfølgende det var så ærgerligt, at jeg havde brugt tid på at bekymre mig om en igangsættelse. På grund af sen vandafgang og den øgede infektionsrisiko dette giver, blev min dreng og jeg indlagt og far måtte efterlade os på sygehuset kl. 23,30. Det var virkelig antiklimaks, at vi ikke kunne være sammen, når det hele var så veloverstået, men man tager selvfølgelig de forhåndsregler der måtte være.
Jeg bliver så glad og stolt af at tænke tilbage på den dag i juni 2019 og håber at kunne få lov til at få en lignede oplevelse næste gang.
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven