mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – i stretch og knælang cardigan

Jeg får så mange associationer til kvinder jeg har mødt i min tid på fødegangen. Særligt da jeg var jordemoderstuderende i det sønderjyske, bilder jeg mig ind, at jeg mødte mange kvinder, som hende der har skrevet denne uges fødselsberetning. Gæve, seje og stærke kvinder, som for alt i verden ikke vil ligne “pyllergøjer”. Åh altså, hvor har jeg mødt mange af den slags fantastiske damer – og måske netop derfor gør det mig så glad, at læse beretningen her. Fordi jeg tror, at rigtigt mange derude, vil kunne genkende sig selv en lille smule – også selvom fødslens forløb ikke nødvendigvis ligner <3
Kvinden har født to gange og hun har tilmed været så sød, at skrive begge beretninger ned og sende dem til mig i samlet flok, hvorfor I altså får den første beretning i dag – og den næste (som I roligt kan glæde jer til også) om en uge. 
Det begyndte jo sådan set, dengang storesøster ikke var storesøster endnu -hun var faktisk slet ikke. Vi havde set hende på scanninger og sørget for basisudstyret, men ellers forholdt både den kommende far og jeg os ret afslappede til den kommende familieforøgelse. Vores omgivelser, og specielt den kommende bedstefar (altså min far) og kommende farmor, var anderledes opkørt og mente bestemt de skulle have besked så snart der “skete noget”. Det var første barnebarn på begge sider, forståes.
Farfar var i øvrigt overbevist om at jeg ville gå over tid, for “det gør alle første gang”. Det diskuterede vi en del. Jeg var ret sikker på, at jeg ville føde før termin, ligesom jeg vidste at den lille spunk i maven var en pige, i det samme jeg fandt ud af at jeg var gravid. Da jeg forlod den sidste jordemoderkontrol (vi var i Kendt Jordemoderordning), var jeg ret sikker på, at det var dén jordemoder, jeg kom til at føde med.
Graviditeten var startet med hyperemesis indtil 12+0, men derefter var det hele gået glat. Ikke rigtig nogen plukkeveer, ingen gener som sådan. Bevares, det der bækken kunne da mærkes, men ikke mere end at vi i ugen op til termin var på besøg hos den kommende farmor og farfar og gik et par kilometers tur på stranden.
Onsdag aften, fire dage før termin, besluttede vi at køre hjem forbi mine forældre. Det var midt i sommerferien og et eller andet skulle vi jo lave. Da vi vågnede torsdag, murrede det underligt. Som menstruationssmerter, lige fortil over skambenet. Det var ikke veer, for min egen mor havde netop taget fejl, fordi hun troede veer skulle mærkes dér. Hendes veer sad i lænden og var årsag til at hun troede hun havde fået nyrebækkenbetændelse -det var så åbenbart mig, der var på vej ud. Så i “min familie” har vi altså veer i lænden -det var klart for enhver!
Det murrede underligt ca hvert tyvende minut op ad formiddagen. Begge mine brødre var også hjemme, så vi gik allesammen en tur på det lokale marked og jeg husker hvordan jeg, ca hvert tyvende minut, fik vanskeligt ved at koncentrere mig i samtalen og måtte nærstudere nærmeste bod for ikke at blive gennemskuet. Ét var i hvert fald sikkert: Jeg skulle ikke afsløre noget som helst om en potentielt nært forestående fødsel, for hvis det gik i sig selv, overskuede jeg simpelthen ikke at skulle have min far i røret tre gange dagligt, ind til “der var sket noget”.
Nå, men dagen gik, stadig med udholdelige, begyndende veer hvert tyvende minut. Min mand spurgte under aftensmaden, om ikke vi skulle blive endnu en nat, hvilket jeg ikke lige syntes, hvortil manden konstaterede: Fint, men så er det dig, der kører hjem.
Jeg orkede ikke diskussionen og der var jo ikke rigtig sket noget endnu, så det endte med at jeg satte mig bag rattet og kørte de godt halvanden times kørsel. Velhjemme, sagde at jeg troede det var snart og der havde været optræk det meste af dagen. Min mand forstod det vist ikke rigtig.
Han sov som en gris hele natten -det gjorde en anden ikke. Omkring kl. 2, efter et par timers søvn, nev det så meget at jeg ikke skulle ligge ned mere. Jeg gik lidt rundt i stuen, tog tid på veerne, men der var stadig 8 min imellem. Pølsehorn og pizzasnegle blev fisket op af fryseren og tasken pakket færdig -den kommende far skulle jo nødigt lide overlast.
Så var det, at jeg kom i tanke om at det skulle være så rart og lindrende med et bad, så jeg satte kurs mod førstesalen og badeværelset. Her kan jeg så afsløre at det med, at trappegang stimulerer veer er HELT rigtigt! 5 min senere fandt jeg mig selv, nøgen og på alle fire på badeværelsesgulvet med vandet sjaskende fra oven, prustende og ret forpint. Shit mand! Veerne skyllede ind over mig, mens jeg forsøgte at regne ud hvordan jeg skulle komme op derfra. Hvis jeg råbte på den kommende far, ville han formodentlig komme ræsende med blodskudte øjne og stå der og grynte -det duede ligesom ikke.
I en vepause fik jeg mig bugseret op og nødtørftigt viklet et håndklæde om den voluminøse krop. Der kom lidt ro på, da jeg kom op at stå og kunne gå lidt rundt. Lettet, ind til det gik op for mig:
 Trapperne ventede igen (indsæt selv passende gloser).
Efter kort tilløb blev de forceret og jeg fik iført mig noget strækbart tøj inden de næste kraftige veer kom. Klokken nærmede sig 6.30 og jeg prikkede til den vordende far og fortalt at der var en fødsel på vej. Søvndrukken, stadig liggende, mumlede han “Nå nå, hvornår tror du?”. Jeg svarede at jeg i hvert fald ringede til jordemoderen nu og forhørte. Aldrig siden har jeg set ham stå så hurtigt op! Han stod helt groggy og let svejende på gulvet mens jeg forsøgte at berolige ham med at han som minimum godt kunne nå at få morgenmad.
Imens ringede jeg til vagthavende jordemoder (der selvfølgelig var hende fra min sidste kontrol!) som syntes vi skulle tales ved en times tid senere. Kl. 8.15 -5 kvarter senere (det skulle i hvert fald ikke hede sig at jeg var sådan en der ringede lige på minuttet) talte jeg med jordemoderen igen og aftale at vi kørte på fødegangen.
9.15 ankom vi på fødegangen efter et par veer på køreturen og flere på turen fra p-huset til afdelingen. Min mand har et, synes han selv, pletskud, af mig i stretch og knælang åbentstående cardigan, lænet op at et skilt hvor der står “Parkering forbudt”. Nej, han har ikke solgt det til Anders Hemmingsen og ja, jeg har truet ham på liv og reproduktionsorganer, hvis han så meget som overvejer det!
Efter kort ventetid blev vi vist ind på en fødestue. Veerne var stilnet af på køreturen, men jordemoderen forsikrede at de nok skulle komme igen.
Efter en tur på toilettet, undersøgte hun mig -4 cm åben. Finno. Jeg fik et lavement og skulle “bare lige ligge med det et par veer”. Det vil jeg betegne som en spændende udfordring! Efter hele TO veer ræsede jeg (ja, sådan føltes det i hvert fald) mod toilettet mens faderen og jordemoderen jokede om de sexede hospitalsunderbukser.
Efterfølgende fulgte et par timer, hvor jeg skiftevis lå på fødelejet og gik lidt rundt. På et tidspunkt synes vepauserne nærmest fraværende og jeg spurgte jordemoderen om det var normalt. Hun lød som om, hun ikke rigtig troede på det, men da hun lidt efter lagde en hånd på min mave sagde hun, lettere forbløffet “Altså jeg kan godt forstå hvis det gør ondt. Hun ligger og sparker med derinde, så hun stimulerer en ny ve, så snart den gamle er slut. Hun vil vist gerne ud”. You kid me not!
Jordemoderen undersøgte mig igen og konstaterede at jeg var 8 cm åben. Thank you!
Veerne var blevet trælse og jordemoderen foreslog at jeg kom i vand. Det kunne jeg slet ikke overskue og blev liggende på fødelejet. Efter en halv time, undersøgte hun mig igen, 9,5 cm, kun en lille kant tilbage. Jeg konstaterede sarkastisk at så var det nok for sent at insistere på en epidural, hvortil hun grinende svarede at det måtte jeg da godt insistere på -jeg fik den bare ikke.
Kort efter fik jeg pressetrang og lov til at presse med. Herefter husker jeg ikke ret meget udover at jeg nogle gange havde svært ved at mærke veerne. Jordemoderen konstaterede at ctg’en var lidt skæv under veerne. Der kom en sød forvagt, som forsøgte at tage en skalp-pH. Til de uindviede, foregår den slags med stængerne i stigbøjlen som ved en gynækologisk undersøgelse. Mens hun tog prøven, konstaterede hun, at hun altså ikke kunne tage den prøve, fordi blodet stoppede med at løbe når jeg pressede. Jeg spurgte om jeg skulle holde igen -det syntes både læge og jordemoder var en rigtig fin idé. Prøven blev taget, den var fin og pressefasen fortsatte. Efter yderligere et par veer tog de en ny prøve, og bagvagten blev kaldt. Hun syntes der snart skulle være fødselsdag og besluttede at sætte en kop på babys hovede og hjælpe hende ud. Jeg kan huske at jeg stirrede hende direkte i øjnene og sagde “så passer du seriøst på det mellemkød!”. Det lovede hun. Tjek.
Koppen blev lagt, først kom bagvagten til at “interponere maternelt væv” -det gør nuller-naller kan jeg afsløre! Jeg registrerede at der pludselig var vældig mange mennesker med blikket rettet mod min tissekone -jordemoder, assistent x 2, forvagt, bagvagt og en børnelæge på sidelinien. Og så faderen ved den anden side. Sådan må det være når baby pludselig skal ud, men jeg følte det på ingen måde utrygt.
Efter et lille, vesynkront træk hovedet frem (caput kroner flot i første ve, som der så fint står i journalen). “Shit hvor det svier” hvæsede jeg. Publikum forsøgte at undertrykke et grin, med varierende succes. “I kan sgu sagtens” fik jeg sagt, inden næste ve, hvor vores lille datter blev forløst og kom op på min mave.
Et lille fredagsbaren, fin og lille, 2845 gr og 51 cm, født kl. 15.20, 39+5.
Hun havde brugt de fleste af hendes ressourcer, så hun fik et lille tilskud (det der hedder early feeding), inden vi kom på barselsafsnittet hvor vi nød de første dage (og mine 7 nye hæmorider. De forsvandt heldigvis igen efter et kortere, intenst bekendtskab).
Mellemkødet klarede i øvrigt skærene uden problemer.
En halv time efter fødslen var jeg klar på at føde igen -det der fødsel var ikke så slemt som jeg havde regnet med og jeg følte mig seriøst ovenpå. Jeg spurgte faktisk jordemoderen lige efter fødslen, om ikke jeg måtte rejse mig fra lejet, men hun syntes lige jeg skulle få født moderkagen først og så ville hun egentlig også gerne undersøge mig.
Derfor var jeg også fortrøstningsfuld, da jeg to år senere stod med endnu en positiv graviditetstest -det var i hvert fald ikke fødslen der ville være udfordringen og jeg glædede mig til at prøve det igen. Således var jeg også fuldstændig uforberedt på fødslen af lillebror, som blev alt andet end vi havde regnet med.
(… Lillebrors fødsel kan I læse om i næste uge…)

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Åh hvor har jeg grint, fremragende beskrivelse (og hvorfor er det, at kvinder i den latente fase er så betænksomme i forholdet til at lade deres mænd sove?!) Jeg glæder mig til næste fredag!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven