mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – fødslen tog en (u)ventet drejning

Det er sjældent set, at en fødsel som ender med sugekop bliver betegnet som en “drømmefødsel”, men ikke desto mindre, så er det altså sådan kvinden her beskriver sin første fødsel, der gik forud for dén I bliver præsenteret for i dag. (Det var den I kunne læse om i sidste uge – hvis ikke du allerede har været der, kan du finde den HER).
Derfor satsede hun benhårdt på en hjemmefødsel her anden gang, meeeen som du nok næsten fornemmer allerede, så skulle det altså ikke gå helt som forventet…
Jeg vidste med det samme at denne gang, ventede vi en lille dreng. Spørg mig ikke hvorfor, jeg vidste det bare. Med termin i starten af februar, gik der heller ikke længe før jeg fik en anden underlig fornemmelse: Han kommer, når der kommer sne.
Min manglende lyst til at sidde fast i en snedrive enten med veer eller nyfødt baby, gjorde valget nemt: Jeg ville gerne føde hjemme.
Graviditeten gik relativt uproblematisk, ingen kvalme denne gang, bækkensmerter som gik i sig selv og en terminsdag, som rykkede tættere på. I uge 20 var vi til scanning, hvor baby velvilligt afslørede sit køn: En dreng.
 Det her var næsten for nemt, tænkte jeg. Med en drømmefødsel i bagagen, kunne anden gang jo faktisk ikke gå galt, for det er jo ALTID nemmere og hurtigere anden gang.
5 dage før termin, kørte jeg min store pige i vuggestue. Jeg græd lidt på parkeringspladsen, da vi havde vinket, for jeg vidste godt, at jeg nok ikke kom til at aflevere hende igen før hun var blevet storesøster. Det murrede. Og det var ikke plukkeveer. Heller ikke veer. Men det var tid. Og jeg følte pludselig at jeg berøvede min datter sin mor, men det var ligesom for sent at fortryde.
Resten af dagen mærkede jeg ikke det store, fraset trangen til lige at få ordnet det sidste.
Min mand kom hjem og havde lige aftalt at vi skulle mødes med et vennepar og spise aftensmad sammen i byen. Jeg tog en smule modvilligt med, selvom jeg godt kunne have brugt aftenen på at snuse til den kommende storesøster. Vi talte under maden om den forestående fødsel og de andre jokede med, at jeg nok ikke fødte i dag. “Nej, men nok i morgen” sagde jeg. De troede det var for sjov. Det var det ikke.
Under middagen begyndte det at murre igen og da vi stod og børstede tænder senere, faldt de første fnug på ruden. Der kom sne.
Lige da vi var gået i seng kom vores datter ind i smørhullet. Med let feber -typisk!
Vi faldt i søvn alle tre, men kl 2 vågnede jeg og skulle op. Det nev og trak, men så snart jeg stod op, faldt det til ro. Efter en halv time i stuen, kom veerne igen og kl 4 vækkede jeg min mand. Han syntes jeg skulle ringe til jordemoderen og min mor, der skulle passe storesøster under fødslen. Jordemoderen mente hun skulle køre afsted med det samme, vejret taget i betragtning, selvom jeg syntes det var lidt overdrevet. Veerne var ikke regelmæssige endnu, men der var en fødsel på vej.
Jeg forsøgte at gå i seng, men så snart jeg ramte madrassen tog veerne til og kom helt regelmæssigt med 4 min imellem. Jeg lå ikke længe, før jeg stod op. Mand og barn fik lov at sove videre.
Kl. 6 kom jordemoderen. Jeg blev undersøgt -3 cm. Jeg kunne have skudt den jordemoder!
Så begyndte det at gøre naller, men det hjalp at sidde på en pilatesbold. Kl. 7 kom storesøster og faderen ned. Hun tog ikke synderligt notits af situationen, men insisterede på at hun skulle se Gurli Gris. Så da min mor kom 7.45 var billedet således: Jordemoderen ved spisebordet med en kop kaffe, far og storesøster i sofaen med Gurli Gris på tv’et og mig i midten, iført trusser og t-shirt, på pilatesbolden, prustende og efterhånden presset.
Kl. 8 gik storesøster og min mor ovenpå -da gjorde veerne så ondt at der ikke lige skulle være et barn også.
Jordemoderen undersøgt mig igen: 6-7 cm. Spændte hinder.
Jeg gik rundt i stuen, shit hvor gjorde det ondt! Under en ve, satte jeg mig ned i en dyb squat og splat -så var der fostervand over et større areal på stuegulvet. Det lindrede lidt, kortvarigt.
Ny undersøgelse kl. 9: 9,5 cm, kun en lille kant tilbage. Så kom pressetrangen. Jeg pressede med, pressede og pressede og pressede. Jordemoderen heppede som var hun landstræner til en vigtig slutrunde. På et tidspunkt, fik jeg sagt at jeg ikke rigtig kunne mærke veerne. Vi holdt en kort pause. Så syntes jeg at pressetrangen kom lidt tilbage og jeg pressede igen. Så det sortnede for øjnene. Fandeme om jeg skulle få ham ud!  I alle tænkelige stillinger forsøgte vi. Og der skete ikke en skid. Efter en time, ville jordemoderen gerne overflytte til fødeafdelingen. Jeg var brugt og lå bare på sofaen og havde ondt. Ambulancen kom efter ret kort tid. Pga vejret måtte vi køre forsigtigt, men hurtigt. Jeg syntes de kørte langsomt, jordemoderen syntes de korte stærkt. Forinden havde vi en kort diskussion om, hvorvidt jeg skulle have tøj og sko på ud i ambulancen. Vi stemte om det. Jordemoderen og min mand vandt. Noget med vejret og kulden, sagde de. Jeg var træt og orkede ikke.
I ambulancen havde jeg fortsat veer, men kunne sagtens holde igen. Faderen kørte bagved i bilen. Den søde ambulancemand fortalte at køreturen nogle gange sætter skub i det. Jeg syntes ikke han skulle sætte skub i noget som helst. Den unge skulle bare ud og jeg ville ikke mere.
Da vi ankom stod en jordemoder og en læge klar til at tage imod os. Min jordemoder gik med op på fødegangen hvor endnu en læge og en ekstra assistent stødte til. Jeg blev trukket over på fødelejet af de søde ambulancemænd. De spurgte ellers om jeg selv ville gå. Ellers tak.
Lægerne forsøgte at tage en skalp-pH, som “desværre” ikke kunne analyseres. I mellemtiden havde de sat vedrop op. De spurgte flere gange hvor faderen var, jeg sagde at de ikke behøvede vente. Han dukkede dog op efter få min.
De besluttede at lade den kiksede prøve komme baby til gode og sætte en kop på. Jeg kan huske at jeg fik fremstammet et “tusind tak” og den seniore læge så medlidende på mig og sagde “nu hjælper vi dig, med at føde dit barn”. Koppen kom på og efter en enkelt ve, kom en fin lille dreng ud. Svært utilfreds, men helt som han skulle være. Jeg græd af lettelse. Nu var det slut. Endelig. Jeg var træt, færdig, flad, finnito. 11.31, lørdagsbarn, lillebror. 39+2, 3545 gr og 52 cm. Født i sne, med jordemoderen fra sidste kons.
Da moderkagen var født, stavrede jeg over på sengen. Det var jordemoderens forslag. Jeg ville egentlig helst være blevet liggende. Efter 3 timer lykkedes det endelig at få tisset og vi måtte tage hjem til storesøster og Bedste. Jeg havde vanvittige efterveer på hele køreturen (I sne!), men de holdt op hen under aften.
Storesøster var meget stolt at “min skønne lillebror”. Om aftenen kom farmor og farfar forbi med pizza.
Natten blev tilbragt med storesøster i smørhullet med lillebrors hånd i sin.
Sådan sover man godt.
Lykkeligt uvidende om en kommende mislykket amning, kolik og brystbetændelse. 3 mdr med en times siddende søvn af gangen, maks 5 timer i døgnet.
Jeg bad om en efterfødselssamtale hvor der var mange ting der faldt på plads. Jeg havde haft vesvækkelse i pressefasen. Formegentlig også under storesøsters fødsel, så jeg troede det var sådan, det skulle være. Det skal det ikke. Så næste gang, har jeg fået strenge formaninger på ikke at presse, før jeg absolut ikke kan lade være. Jeg kan også godt føde børn – selvom det var tæt på, kan man ikke presse et barn ud på viljen, uden veer. Så kom de jo i toilettet, som jordemoderen sagde.
I dag har vi en skøn lille unge, som griner sig gennem livet og saboterer storesøsters togbane. Det tog lang tid, at komme ovenpå, men jeg vil stadig gerne have én mere. Det diskuterer vi lidt 😉
Som fodnote kan tilføjes, at storesøster ca halv tolv kiggede op på sin Bedste og sagde: “Så, nu er mor færdig. Lillebror er kommer ud af maven”. Kort efter fik de den besked de så åbenbart allerede kendte: Lillebror var født.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven