mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag anno 2020

Jeg var meget bange for at skulle føde, da jeg var gravid og fandt støtte i at læse fødselsberetninger på din blog. Det gav et mere personligt og nuanceret billede af, hvordan en fødsel forløber end det auditorieagtige forberedelse man får på hospitalet. Så tak for det! Jeg vil også gerne ”give noget igen” og håber, at andre kan finde lignende ro ved at læse min beretning. Jeg havde nemlig en helt fantastisk fødsel selvom jeg inden jeg blev gravid i noget tid havde kunne se mig selv være gravid og mor, men slet slet ikke se mig selv i at skulle føde. Det var særligt smerten jeg var bange for.

Sådan skrev hun i sin mail til mig, den kære kvinde, som har skrevet beretningen bag årets allerførste fødselsfredag! Det gør mig så glad at læse og jeg glæder mig således endnu mere til endnu et år fyldt med masser af gode fødselsfredage <3

Min første fødsel – ca. 16 timer og så var Nicoline født

Torsdag d. 16. maj 2019 var mine forældre og min lillesøster på besøg til varme hveder, da det fredag var Store Bededag. Jeg havde i løbet af dagen hygget mig med at handle til sammenkomsten og til lækker morgenmad til fredag, i anledning af min mands fødselsdag. Vi vidste, at hele vores liv ville blive vendt på hovedet i løbet af weekenden, da jeg d. 18 maj ville ramme 41+5 og havde tid til igangsættelse lørdag morgen. Sådan skulle det dog ikke gå.

Da vores gæster var taget hjem ved 21-tiden, fik jeg pludselig lyst til hvid chokolade, lakrids og cola. Cravings var ellers ikke noget jeg havde oplevet i graviditeten. Min mand smuttede over og handlede til mig og jeg fik stillet min craving. Jeg begyndte så småt at få, hvad jeg troede var, de samme plukkeveer som jeg de sidste 14 dage havde oplevet et par timer, hver aften for så at gå i sig selv igen. Omkring kl. 23 sagde jeg til min mand at jeg igen havde plukkeveer og ville gå i seng ”just in case”. Omkring kl. 02 vågnede jeg og skulle tisse helt vildt. Jeg fik svunget mit efterhånden store kadaver ud af sengen og trissede mod toilettet. Pludselig mærkede jeg ligesom en skylle inden i – altså ligesom hvis man hiver proppen ud af en håndvask og der kommer en lille hvirvelstrøm. Jeg ”løb” ud på toilettet, hvor skyllen så slap ud. Jeg gik ind til min mand og sagde, at vandet måske var gået, og at jeg ville lave bind-testen som vi havde hørt om til fødselsforberedelse. Vi aftalte, at han sov videre, så han kunne samle kræfter, hvis fødslen rent faktisk var i gang. Jeg satte Friends på og gik lidt rundt i stuen med sommerfugle i maven. Efter kort tid, synes jeg dog, at jeg havde ret ondt og satte mig. Efter en times tid kunne jeg konstatere, at vandet nok ikke var gået alligevel. Vi var begge lidt slukørede. Jeg ringede alligevel til fødemodtagelsen og beskrev det hele. Jeg fik besked om, at vandet formentlig ikke var gået, men at jeg burde lægge mig til at sove igen. Så tilbage under dynen med mig.

Efter en times småboblen, vågnede jeg igen. Jeg havde fået lidt mere ondt. Huskede at jeg godt måtte tage to panodiler, så det gjorde jeg og lagde mig ind i sengen igen. Jeg fik dog ikke sovet meget mere. Kl. 06 blev vi enige om at stå op, da mine veer kom så hyppigt, at jeg ikke kunne få hvilet ordentlig mellem dem. Jeg fik ristet lidt toastbrød til mig selv og fik ikke lavet den fine morgenmad til min mand som jeg havde planlagt. Mellem to veer fik jeg vrisset ”hvis du vil have morgenmad, må du selv lave den” og kastet hans fødselsdagsgave hen til ham. Jeg sendte min mor en sms ”Jeg tror jeg har veer, men mærker dem ikke i hele maven. Er det mon bare løgn?”. Min mor svarede, at det godt kunne være begyndende veer. Jeg stod ved køkkenbordet og vrikkede med hofterne under veerne, mens min mand tog tid. De kom noget uregelmæssigt med mellem 2 og 6 minutters mellemrum. Vi ringede til fødemodtagelsen, som foreslog, at jeg lagde mig ned, så der kom mere ro på veerne og de kunne blive regelmæssige. 

Jeg mestrede ikke veerne så godt mens jeg lå ned og fik kommanderet noget rundt med min mand. ”Jeg fryser og dynen er ikke nok!”, ”Ej jeg har det alt for varmt, få dyne og tæppe af mig!”, ”Jeg må have noget vand”. Min mands telefon ringede flere gange fordi familie og venner ville ønske ham tillykke, og jeg hørte ham sige ”Tak. Men jeg har ikke tid. Carina har veer. Farvel”. Under nogle af veerne mens jeg lå i sengen sagde jeg ”Jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke” mens jeg under andre mestrede dem med min vejrtrækning. Jeg kastede op, gik på toilettet og stod mest ved køkkenbordet, der fik nogle tæsk med fald hånd under nogle af veerne. Vi var løbende i kontakt med fødemodtagelsen – også under veer. De blev ved med at sige ”den latente fase”, men at jeg gerne måtte komme ind til tjek. Jeg skulle ikke nyde noget af at komme ind og få ad vide, at der var lang vej endnu og blive sendt hjem igen. 

Omkring kl. 11.30 syntes jeg at nu måtte det være på tide, at jeg fik lov til at få noget ordentligt smertestillende. Jeg var stadig i tvivl om, om det var rigtige veer, da de føltes helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Det føltes mest af alt som om en stærk smed hamrede løst på en ambolt nederst i maven. Vi ringede til fødemodtagelsen og fik ad vide, at vi bare kunne komme mod hospitalet i vores eget tempo. Vi tog af sted og regnen piskede mod bilens ruder. P-pladserne foran fødemodtagelsen er maks. 3 timer – godt tænkt Herlev! Min mand havde selvfølgelig på forhånd undersøgt, hvor man kunne holde ubegrænset, og det var ret langt væk fra fødemodtagelsen. Vi gik langsomt mod fødemodtagelsen, med mange veer undervejs, hvor jeg støttede mig til min mand. En mand, der så ud til lige at være blevet far selv, spurgte om han skulle skaffe os en kørestol. ”Nej, tak” fik jeg sagt – jeg skulle bare IKKE sidde ned med flere veer efter bilturen.

Kl. 12.40 ankom vi til fødemodtagelsen, hvor vi, midt i endnu en ve, blev mødt af en jordemoderstuderende og hurtigt vist ind i et af modtagelsens rum. Her blev jeg undersøgt af en jordemoder. Jeg frygtede at dommen var et par centimeter. Jordemoderen sagde ”Vi skal lige have dig ind på en fødestue – du skal ikke føde her. Du er 9 centimeter”. Og så måtte jeg med hjælp fra jordemoder og min mand op i en kørestol og fragtes ind på en fødestue. Jordemoderen gik i gang med at skrive journal og jeg fik givet hende mit brev med ønsker til fødslen. I brevet stod blandt andet, at jeg gennem hele graviditeten har frygtet fødslen og gerne ville have de fleste former for smertelindring. Jeg blev tilbudt lattergas og takkede ja. Jeg synes dog ikke at jeg havde meget effekt, men det gav mig lidt kontrol over situationen at kunne hive den maske frem under veerne. 

Kl. 13 begyndte veerne at føles som jeg havde forestillet mig, hvor hele maven ligesom trak sig sammen. Pressefasen var under opsejling. Da pressefasen var godt i gang, spurgte jordemoderen om vi havde et navn til pigen. Vi havde 2-3 navne som vi ville vælge mellem, når hun var født. Jeg sagde til min mand, at det måtte han fortælle – det kunne jeg simpelthen ikke tage mig af mit i det hele tænkte jeg. Han svarede ”Ja, hun skal hedde Nicoline”. Så sådan blev det. Jeg havde ikke nået at få kørt strimmel, så babys hjertelyd blev lyttet med en doptone efter hver ve. Jeg brølede med under presseveerne og følte at det gav mig kræfter til at presse godt med. Jordemoderen bad sosu-assistenten ringe på klokken. Jeg tænkte ”yes mand! Det er sådan en der annoncerer, at nu er der født et barn”. Det var det dog ikke. 

Kl. 14.49 fødte jeg Nicoline. Afdelingsjordemoderen var – ved at ringe på klokken – blevet tilkaldt, eftersom hendes hjertelyd var faldet til sidst i pressefasen. Nicoline skreg ikke det karakteristiske skrig, og kom over på børnebordet, hvor de sugede og gav c-pap. Sosu-assistenten sagde til min mand at han da skulle komme over og se på sit barn på børnebordet, men han var splittet. Han ville ikke efterlade mig – det havde alle personalerne gjort, da det jo handlede om at få liv i lillepigen. Min mand holdt mig i hånden mens jeg kiggede hen mod bordet, der var omringet af hvide kitler. Jeg var egentlig ret rolig, da vi til fødselsforberedelsen havde fået ad vide, at det kan ske. Men da afdelingsjordemoderen bad om at en børnelæge blev tilkaldt med det samme, blev jeg nervøs. Det føltes som en evighed for min mand og jeg. Lige inden børnelægen trådte ind på stuen kom der god lyd i den lille pige, 6-7 minutter efter fødslen. Nicoline kom over på min mave, hvor hun lå helt fin og dejlig. Jeg fik endelig sagt tillykke med fødselsdagen – både til min datter og min mand.

Da vi skulle over på barselsafsnittet, spurgte portøren om det var slemt at føde. Jeg svarede ”Må jeg gerne sige nej? Det var ikke så slemt som jeg troede, det skulle være. Meeen det er ikke noget jeg har lyst til at gøre hver fredag”. Han grinede og svarede, at man bestemt måtte synes det havde været en god oplevelse.

Da vi kom hjem fra barselsafsnittet søndag med vores to dage gamle datter, opdagede jeg en seddel på sofabordet. Jeg havde taget tid på mine veer allerede, da jeg havde mistanke om vandafgang – der var 3-4 minutter imellem hver ve-start i den time jeg sad og ventede. Med det in mente, er det lidt fjollet at jeg var i tvivl om, hvorvidt det faktisk var veer indtil jordemoderen sagde 9 centimeter. Det var en fantastisk og empowering oplevelse at føde vores datter – trods altoverskyggende frygt forinden.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Det var virkelig en skøn fødselsberetning! Jeg må indrømme, at jeg også “frygter” fødslen og smerterne, da jeg generelt ikke er særlig god til at håndtere smerte. Det er fedt at vide, at andre har det på samme måde, og at en fødsel alligevel kan ende med, at være en fantastisk oplevelse. Tusind tak for (endnu) en beroligende fødselsberetning.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven