mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En slags fast job

Sjældent har jeg prøvet, at dagene flyver afsted som de gør for tiden. Eller jo, det har jeg selvfølgelig nok, men det er godt nok længe siden det har været sådan som nu.

Der er jo sket dét, at jeg tilnærmelsesvist har fået mig et fast job. Godt nok ét hvor jeg stadig selv er min egen chef (eller skulle jeg måske hellere sige medarbejder), men jeg føler mig alligevel væsentligt mere forpligtet end jeg har gjort det længe. I hvert fald i arbejdshenseende.

Det er naturligvis min webshop det handler om.

Jeg startede den op slutningen af oktober og har siden da haft intet mindre end 1279 ordrer igennem systemet. Ganske uventet, i øvrigt.  Jeg havde troet at det bare skulle være sådan et lille hyggeprojekt på siden og så er det – særligt siden nytår – bare stukket helt af, således jeg for tiden bruger mellem 20-25 timer om ugen på det.

Jeg kunne måske godt hjælpe mig selv lidt og bruge mindre tid, men fordi jeg har valgt at pakke og sende bestillinger afsted hver eneste dag (pånær om søndagen, hvor pakkeshoppen er lukket), så tager det altså bare meget tid. Printe, pakke, skrive, sende, bogføre, lagerstyre – alt sådan noget, som jeg ikke havde skænket en tanke. Men det føles godt.

Den øgede arbejdsmængde har naturligvis bevirket at jeg helt overordnet set arbejder lidt mere end jeg plejer, men det har altså også haft den effekt, at jeg har været nødt til at prioritere lidt i mine arbejdsopgaver.

Der har for eksempel ikke været (tid til) helt så mange blogindlæg som der plejer at være. Ikke fordi jeg ikke stadig nyder at blogge, for det gør jeg i dén grad, men fordi tiden med mine børn, min kæreste og mine veninder – mit privatliv – ligesom er ret helligt på dén måde, så bliver det altså bloggen der ryger ned på prioriteringsskalaen lige nu.

Jeg håber selvfølgelig at I stadig vil være med mig når jeg er her. Og måske endda at I med tiden vil kunne mærke en ny side af mig også, nu hvor jeg langt om længe faktisk er gået igang med at arbejde igen. Altså, på en måde, der faktisk også føles som et arbejde, med ægte forpligtelser overfor ægte mennesker.

Jeg kan i alle tilfælde mærke, at det gør mig godt. Også selvom jeg har lidt travlt.

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Jeg synes du er en af de mest inspirerende kvinder jeg “kender. Jeg elsker at følge med både på bloggen og på insta og lover at blive hængdende, uanset hvor lidt eller hvor meget du blogger. Synes faktisk bare at det lyder virkeligt spændende, at du også har noget andet at se til. Jeg tænker at det kommer til at gøre dit liv lidt mere “almindeligt” og relaterbart 🙂

  2. Hvor er du bare sej, cana! Jeg har brugt dine chiliplastre når min diskusprolaps i lænden giver lyd fra sig og jeg kan bare sige, at de virker!! Fem stjerner herfra.

    1. Ej hvor dejligt, Louise! Det glæder mig virkelig at du har god effekt af chiliplastrene 🙂

  3. Tror at det er en rigtig god idé med det arbejde. Det er godt at have begge ben på jorden og giver mod på at blogge mere med en finger i jorden. Håber at du vil føle det mere intenst.Held og lykke fremover.

  4. Har selv benyttet mig af din Webshop, skulle bruge chiliplanter til fødslen ❤️ De nåede dog aldrig i brug, vi glemte helt vi havde den med, den aktive del af fødslen tog også kun fire timer og det var først efter 1,5 time der, at det virkelig gjorde ondt. Det var virkelig en fascinerede oplevelse, at få lov til at føde!
    Synes det var så hyggeligt, at du skriver en personlig hilsen til en 🌸
    Selvom du bruger mere tid på din webshop, vil jeg altid følge med her😀

    1. Hold da fast, det lyder intenst! Og stort tillykke! 🙂 Hvis du har lyst til at dele den, må du meget gerne sende din fødselsberetning til fødselsfredag 🙂 Min mail er canabuttenschon@gmail.com, hvis det har interesse 🙂

  5. Du er stadig vildt inspirerende og skøn at følge – og så var det da bare det sødeste at få en personlig besked da jeg fik min pakke chiliplastre!

  6. Hej.
    Jeg vil bare spørge hvor den smukke halskæde, som du har på på billedet i dette indlæg, er fra? 🐚🐚🐚🐚
    Mvh. Mette

  7. Bestilte dine 3 bøger i december til min gravide nabo. Fik bøgerne allerede 1 eller 2 dage efter, fint pakket ind og med et kort med sød hilsen. Så hyggeligt at modtage pakken. Min nabo er meget glad for bøgerne, så glad at jeg næsten overvejer om vi skal have nr 3, så jeg selv kunne få glæde af at læse bøgerne selv 😂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven