mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #45

Det kan selvfølgelig godt være at jeg tager fejl her, men jeg tror simpelthen at den forgangne uge har været den allerbedste uge i år. Den kommer i hvert fald godt derop af, for hver eneste dag har været fyldt med kærlighed, dejlige planer, gode mennesker og jeg har samtidig ikke haft mere at lave, end at jeg har kunnet nyde DET HELE.

Jeg har brugt en hel del timer foran computeren, men de timer har været godt givet ud, for de har givet mig ro til også at kunne tilbringe flere aftener ude, sammen med mine veninder, med Simon og sidenhen har det gjort, at jeg er gået på juleferie med mine børn – med helt ro i sindet. Det føles så rart!


Ugens højdepunkt 
er svært lige at udpege blandt alt det dejlige der er foregået den seneste uge. Jeg har haft besøg af en gymnasieveninde jeg ikke har set i flere måneder. Jeg har drukket cocktails med Simon på the Silo med udsigt ud over det meste af København. Jeg har fnidret med veninder på Scarpetta og så har jeg selvfølgelig julehygget med min familie. Drengene har pyntet vores juletræ, jeg har bagt mit livs første æbleskiver, vi har hentet ekstra-stole i kælderen, købt en hel masse fløde og lagt den sidste kærlige hånd på julegaverne, inden vi kørte afsted mod Jylland, hvor vi i skrivende stund akkurat stadig befinder os. Jeg kan ikke udpege noget frem for alt det andet, så i virkeligheden må det være dét, der er højdepunktet. At der har været så meget godt, at jeg simpelthen ikke kan vælge ❤️

Jeg smilede mest damine børn gik amokka i min fars musikrum. Vi har altid spillet meget musik derhjemme og det var igennem det meste af min barndom (og mine tyvere, indtil jeg mødte min eksmand) mit foretrukne tilflugtssted, at sætte mig ved klaveret, guitaren, min trommeplade – eller i en periode, med min trompet. Derfor glæder det mig sådan at se mine børns fantasi folde sig ud, bag tangenter, strenge og mikrofonen, som de mest af alt beat-boxer ind i.

Ugens lavpunkt må være, at jeg allerede er begyndt at juleforspise mig. Mine bukser strammer allerede mere end de plejer og jeg mistænker faktisk at det ender med at jeg skal (altså vil, for man skal jo aldrig den slags) på en lille kur i det nye år…

Det gode ved det er at der formentlig ikke er så mange andre end mig, der kan (eller gider) se de ekstra kilo. Jeg har i alle tilfælde aldrig kunnet se det, når andre fortæller at de har lagt sig lidt ud i julen. Så jeg satser på, at det samme gør sig gældende den anden vej, og hvis ikke, jae, så har jeg jo allerede fortalt det til jer (omtrent 80.000 mennesker) der læser med her hos mig – og på den måde kan man nok ikke rigtigt kalde det for en hemmelighed, vel? Skidt pyt.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye, lyserøde hoodie, som du kan se på billedet ovenfor. Jeg har selv tegnet logoet på den. Du ved, en meget stor kaffe, som skal drikkes med sugerør – fordi sådan én har jeg nogle gange brug for 😉 #livetsommor

Det bedste jeg har spist må simpelthen være de snacks Simon og jeg fik til vores cocktails på The Silo. Jeg har spist derinde et par gange, hvor jeg har været sådan lidt lunkent imponeret, men enten har de oppet sig helt vildt – eller også er de bare mega gode på snacks. Vi fik noget tun, nogle blå kartoffelchips med trøffelmayo og så en dåse Caviar med blinis til lige at toppe lykken af. Det var virkelig lækkert!

Det bedste jeg har hørt kan selvfølgelig ikke være andet end en julesangsplayliste fra Spotify! Jeg har lyttet mest til den der hedder “julesange du kender” som har alle klassikerne med – og lige når det kommer til julemusik, så kommer man bare ikke udenom, at de allermest populære også er dem, der allerbedst spreder den dér helt særlige stemning. I hvert fald for mig 😉

I næste uge ser jeg frem til at holde jul, selvfølgelig! Efter at have besøgt familien i Jylland og i øvrigt have stort set alle forberedelser til den store aften parat, så glæder jeg mig bare helt vildt! Jeg synes jeg har købt nogle rigtigt gode gaver, både til Simon og til drengene og jeg GLÆDER mig til at se hvad de siger til dem ❤️

Jul, du kan bare komme an!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven