mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag – at føde med vaginisme

Mest af alt blev jeg bare imponeret over kvinden, der står bag denne her fødselsberetning, for allerede i hendes forhistorie stod det mig ret klart, at der måtte være vaginisme på spil.

Man ved ikke hundrede procent hvad vaginisme kommer af, men det er en lidelse som blandt andet kan gøre det meget smertefuldt og derfor vanskeligt at gennemføre et samleje, fordi muskulaturen i skeden ubevidst spænder hårdt op, for at undgå indtrængning af “fremmedlegemer” i skeden. Der findes ganske mange kvinder – én ud af 2-300 – som lider af vaginisme og det er min klare oplevelse, at de fleste har meget svært ved at gennemføre en vaginal fødsel, så da jeg læste beretningen her igennem, blev jeg eddermamer imponeret over denne kvindes mod. Fuldstændigt ligesom jeg blev det, over at læse om hendes mod til at stå ved sig selv og sit valg efterfølgende. Det er stærkt og jeg synes det er en god måde at runde dette års fødselsfredage af på.

føde med vaginisme

Inden selve fødselsberetningen begynder, skal der lidt forhistorie til. Jeg har aldrig været seksuelt sammen med andre end min mand. Der er ikke en speciel grund til dette, han var bare den første jeg stolede 100% på. Allerede fra starten var det problematisk at gennemføre et samleje. Det var som om han ramte en “mur” inden i mig og det gjorde afsindigt ondt. Selv efter at have forsøgt i 6 år blev det ved med at gøre ondt og vores sexliv blev til andet end sex. Jeg har været henvist til sygehuset, snakket med gynækologer og læger, og det har aldrig været muligt at foretage en undersøgelse på grund af smerterne, men alle er kommet frem til den konklusion at jeg intet fejlede. Og når flere fagpersoner siger det, må det jo være sandt.

Og nu frem til graviditeten. Jeg gjorde mig klar til at gå i seng en søndag aften i november. Min mand og jeg havde længe prøvet at få et barn, men var blevet lige skuffet hver gang min menstruation kom. Da jeg kom ind i sengen denne aften, sagde han meget henkastet, at jeg var gravid. Jeg fejede ham væk og sagde han var fjollet. Da jeg vågnede mandag morgen, og han allerede var taget afsted på arbejde, kunne jeg nu alligevel ikke lade være med at tage en test. Og for pokker om den ikke var positiv! Jeg var i panik, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre og så var jeg lykkelig. Min mand kan man ikke få fat på, mens han er på arbejde, så jeg var nødt til at vente helt til han kom hjem kl 17. Det var en lang dag. Jeg undgik at skrive eller ringe til nogen som helst. Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne holde min mund. Og så – endelig kom han hjem, og jeg kunne dele nyheden med ham. Han blev lige så glad som jeg selv var. Og modige var vi også, for vi besluttede at fortælle alle om vores glæde samme aften. Vi kørte rundt til samtlige familiemedlemmer og fortalte dem om nyheden, mest af alt fordi vi blev enige om, at det var rart ikke at skulle stå og fortælle hvad der var sket, hvis vi mistede.

Vi spoler 3 uger frem, jeg har tabt knap 15 kg fordi jeg kastede så meget op og havde en voldsom kvalme. Jeg skulle starte i praktik i forbindelse med mit studie, og jeg var ærlig fra starten af – netop på grund af den voldsomme kvalme. Jeg var ikke i praktik i mere end en uge før end jeg blev sygemeldt. Jeg kunne ikke gå på arbejde i den tilstand. Jeg rendte mellem læge og sygehus og prøvede mange forskellige ting, for at få kvalmen til at stoppe. Og først engang i januar fik jeg nogle piller, der endelig virkede lidt. Jeg havde stadig lidt kvalme og kastede op nogle gange i ugen, men ikke så slemt som før.

Midt i januar, også en søndag, vågner jeg klokken 5 om morgenen. Min mand er faldet i søvn på sofaen. Jeg kigger på min telefon. 12 ubesvarede opkald og en masse sms’er fra min lillesøster. Jeg ringer hende op. Min mormor har fået en hjerneblødning, ligger nu på hospitalet og vågner nok ikke op igen. Jeg var knust. Jeg var blevet meget tæt med min mormor det sidste år inden hjerneblødningen og hun havde lige fået af vide, at hun skulle være oldemor for første gang. Men ganske rigtigt, som lægerne havde sagt, vågnede hun ikke op igen og kl 18 samme aften, slukkede de hendes respirator.

Min mormors død sammen med kvalmen og opkasten, gjorde at jeg slet ikke kunne hænge sammen mere. Jeg blev sygemeldt, fyret fra min praktik og skulle nu gå hjemme helt til min barsel sluttede når mit barn blev 10 måneder gammel. Kort tid efter fandt vi ud af, at vi ventede os en dejlig stor dreng.

Jeg var syg hele min graviditet. Jeg havde det dårligt, kastede op, fik voldsomt meget vand i fødderne på grund af hedebølgen. Jeg havde termin d 30 juli 2018 og fra midt juli gik jeg bare og trippede. Jeg var så dårlig og rastløs, at det gerne snart måtte stoppe. Jeg ville have mit barn ud.

D 30 juli var der stadig ikke sket noget. Ventetiden var lang og dagene gik. D 4 august skulle vi til familiefødselsdag hos min mands søster og jeg havde lidt ondt i maven. Jeg havde ikke været generet af plukveer før, men når jeg nu tænker tilbage, er jeg ret sikker på, at det var hvad jeg mærkede den dag. D 5 august vågner jeg, kort tid efter jeg er faldet i søvn, med nogle mærkelige smerter. Jeg forstår det ikke helt før end der er gået en halv time og smerterne bliver ved. Shit. Det var veer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Min mand sov. Han kunne ikke gøre så meget, så jeg lod ham sove videre, mens jeg stillede mig ud under bruseren. Det havde jeg hørt skulle være godt. Det hjalp ikke en fis og mine veer blev bare ved. De var meget kraftige og der blev kortere og kortere imellem dem. Jeg vækkede min mand kl 5 næste morgen og sagde at han bestemt ikke skulle tage på arbejde (jo, så hårdt fik jeg det vidst sagt. Jeg var gravid, i fødsel og bestemt ikke udhvilet). Kl 6 ringede vi til fødegangen, for vi havde 30 minutters kørsel til sygehuset og veerne kom hurtigt og meget intenst. Vi kørte derind og jeg blev undersøgt. Jeg havde overhovedet ikke åbnet mig og mine veer stoppede da jeg lagde mig på briksen. De sendte os hjem med beskeden om, at vi kunne ringe igen, når veerne kom regelmæssigt og med kort tid imellem dem. Pokkers.

Vi kørte hjem på sofaen og prøvede at slappe af. Min mand fik sovet lidt, men det kunne jeg slet ikke. Jeg var spændt og jeg havde ondt. Jeg fattede ikke, at jeg slet ikke havde åbnet mig. Jeg havde jo veer, for pokker.

Til middag ringede vi igen til fødegangen og fik lov at komme ind. Jeg havde åbnet mig ca 1 cm, men de kunne godt forstå, at jeg ikke ville hjem, så vi fik en ventestue. Her fik jeg lidt morfin så jeg kunne få sovet lidt.

Omkring aftensmadstid er der vagtskifte og vi får en ny jordemoder. Hun kommer ind og undersøger mig og endelig er jeg 4 cm åben. Morfinens virkning har aftaget og vi kommer på en fødestue. Jeg ville rigtig gerne i et badekar, men hun syntes jeg skulle lade være, fordi processen allerede havde været så lang, og jeg ville jo nødigt stoppe den, ved at komme i badekar. Klart. Jeg fik i stedet en epiduralblokade og det var så dejligt! Ingen smerter, ingenting. Jeg fik sovet lidt mere og omkring midnat kom jordemoderen ind og prikkede hul på vandet.

Herfra husker jeg ikke ret meget. Jeg var træt, drænet for energi og ville bare have mit barn ud. Jeg var meget døsig, og på et tidspunkt slår jeg øjenene op og der sidder en ny dame ved siden af mig. Hun præsenterer sig og fortæller at hun er den jordemoder der kommer til at hjælpe mig med at få født min dreng, for jeg er 10 cm åben og kan presse når jeg er klar. Okay, shit, tænkte jeg. Hvordan vidste hun lige det? Hun må selvfølgelig have undersøgt mig uden jeg var klar over det. Jeg var bare lettet over, at det snart var slut.

På blot 25 minutter pressede jeg min skønne dreng ud. Jeg var lykkelige, men også meget opmærksom på, om jeg skulle sys. Jordemoderen sagde, at hun ikke umiddelbart kunne se noget, men hun skulle selvfølgelig lige kigge bedre efter. Det viste sig at jeg skulle sys. Jeg var bristet indvendig, så det skulle klares. Men det kunne det ikke. Selvom jeg havde fået masser af bedøvelse og ikke kunne mærke når hun røre mig med pincetten, gjorde det afsindigt ondt, når hun prøvede at sy. Jeg kunne slet ikke holde det ud, jeg kunne ikke holde min dreng imens og jeg skreg. Jeg ville hellere føde 10 børn end at skulle sys. Jordemoderen kaldte på en læge, der måtte komme ind og hjælpe. Hun sagde, at hun ville prøve at snakke med lægen om, hvorvidt det var muligt at komme i narkose. Jeg havde det så dårligt og var meget flov over mig selv. Jeg følte mig som et barn der ikke ville have renset sit sår. Men det gjorde virkelig ondt. Jeg kunne bare ikke forklare hvordan. Det gav ikke nogen mening.

Lægen kom ind og ville ikke lade mig komme i narkose. Så en hel flaske lattergas, 3,5 time og 30+ sting senere, var jeg endelig færdig med at blive syet. Min jordemoder var den største hjælp hele vejen igenne. Hun sad ved min side og snakkede om alt og intet.

Da vi endelig var færdige med den del af processen, kom jordemoderen ind med en bakke. Tarteletter til min mand (det fik jeg vidst nævnt var hans livret), franskbrød med pikantost til mig (det var så min craving) og 2 flag. 2 flag? Det forstod jeg ikke. Og jeg husker lige så tydeligt jordemoderens ord: “Jamen vi har da 2 fødselarer i dag, det er d 7 august nu”. Shit. Åh Gud – jeg havde også fødselsdag! Jeg havde født min søn på min fødselsdag! Wow!

En uge efter min fødsel ringer min jordemoder til mig. Hun ville lige snakke lidt. Vi snakkede i halvanden time. Hun sagde blandt andet, at hun syntes jeg skulle gå til min læge med henblik på at finde ud af, om jeg har vaginisme. Hun kendte ikke meget til det, men ud fra min reaktion da jeg skulle sys, kunne det være en mulighed. Mig afsted til lægen. Det tog et par samtaler og et par forsøg på nogle undersøgelser (som i øvrigt aldrig lykkedes) og endte ud med et svar: ja, jeg har vaginisme. Jeg har svært ved at fortælle helt præcis hvad det er. Jeg er stadig selv meget forvirret. Men det forklarer hvorfor et almindeligt sexliv næsten har været umuligt og hvorfor det har gjort så frygteligt ondt at blive syet.

I dag er min søn halvandet. Han er den sejeste gut og vores helt store kærlighed. Vi skal ikke have flere børn. Vi skal ikke igennem samme proces igen med syninger, smertehelved (for at sige det pænt) de første 3 måneder efter fødslen på grund af min bristning. Derimod skal vi bare forkæle og elske vores lille guldklump – som på vejen stjal sin mors fødselsdag.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Så fin fødselsberetning. Og så uendeligt trist, hvor lidt viden det meste sundhedspersonale har. Ikke en eneste henvisning til en sexologisk afdeling? Trist. Kære seje kvinde. Måske er der ikke noget at gøre. Men det er et forsøg værd! Om ikke andet fordi, at der kan komme en dag, hvor det er rigtigt vigtigt, at du kan lave en gynækologisk undersøgelse. Håber du læser med og beder din egen læge om henvisning til sexologisk afdeling så du kan møde en klinisk sexolog (som også har en lægefaglig uddannelse!).

  2. Puh.. Får helt ondt i maven over at læse denne fødselsberetning. Jeg lider selv af vaginisme og pga en rigtig dårlig oplevelse med en jordmoder, som jeg var enormt utryg ved -har jeg født mine børn ved planlagt kejsersnit. Jeg havde svær angst omkring fødslen pga min vaginisme og havde tanker onkring, om mit barn kunne sætte sit fast under fødslen, pga vaginismen og dø af det.. Det er skræmmende at mærke på egen krop, hvor stærkt ens vagina kan være, når vaginismen overtager styringen. Det føles præcis en som mur, enormt smertefuldt. Jeg fik desværre ingen hjælp, og min jordmoder prøvede at presse mig til vaginal fødsel og fik mig til at føle mig så forkert.. Jeg indvilligede i at give det et forsøg, og ringede og bad om en ekstra tid, hvor vi kunne snakke om vaginal fødsels vs. planlagt kejsersnit.. Hun endte med at ‘glemme’ mig og vores møde.
    Min læge ambefalede mig pks, pga psyken.. Fødselslægen hånede mig til samtalen omkring kejsersnit, hvor jeg følte mig enormt latterliggjort og ydmyget. Jeg har fået mine børn vha insemination, som var som overgreb ved hver eneste vaginale scanning. Jeg var tæt på ikke at få barn nr 2, da jeg ikke kunne fysisk klare ivf. Heldigvis lykkes iui ved 3. og sidste forsøg. Mødte endda en gynækolog, som skulle hjælpe mig med fertilitetsbehandling med mit første barn. Og da han ikke kunne undersøge mig pga ufrivillige sammentrækninger, sagde han ‘Hvis du vil have et barn, så må du tage dig sammen’ og pressede de gynækologiske instrumenter op, hvorefter jeg havde mange smerter i underlivet i en uge efter. Det var tilbage i 2012, hvor jeg forgæves forsøgte at finde ligestillede på nettet, desværre uden held. Og jeg føler mig snydt for at føde ‘normalt’
    Kære dig, du skal ikke lade din vaginisme styre dit liv, og lade den ødelægge det at få et barn mere en skønne dag, hvis du ønsker dette. Har du overvejet at føde vha kejsersnit? Tak for at dele din historie og for at bryde tabuet. Alt det bedste din vej fremover <3

  3. Sexologisk klinik på Rigshospitalet er eksperter i vaginisme. Bed om en henvisning dertil fra din praktiserende læge – du behøver ikke engang sige hvorfor, for de skal henvise. Der bliver du udredt af uddannet personale med hhv. medicinsk og psykologisk fagligheder, og det kan kureres i mange tilfælde. Det er en lidelse – og man kan få hjælp til at have et sexliv uden smerter, for det skal ingen have. Kram

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven