mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsberetningernes Love Actually <3

Arghmen altså, jeg ved sgu ikke om det er december måned der allerede har indhentet mig, men jeg kan altså ikke lade være med at tænke, at den er lidt som en slags fødslernes “Love Actually”, denne her beretning. Vejen mod fødslen snor sig en smule, men det bliver aldrig rigtigt farligt. Til gengæld er det både hyggeligt og sjovt at læse med undervejs (selvom man sagtens forstår at de medvirkende ikke just har en fest over situationen) – og så ender den bare helt vildt godt og lækkert! Det er en feel-good-fødselsberetning. Det synes jeg vi har fortjent, på sådan en fredag i december <3
Jeg havde glædet mig til at føde. Det lyder måske underligt. Men det havde jeg. Glædet mig. Jeg huskede at det sidste gang, for 7 år siden, havde været det vildeste adrenalinkick.
I denne graviditet var jeg også blevet sygemeldt med bækkenløsning. Jeg havde haft min vante gang på Hvidovre, med vægtscanninger og prøver, fordi storesøster havde været så lille, og intet tydede på, at det ville være anerledes denne gang. Hver vægtscanning og test var fyldt med både angst og lettelse.

Jeg havde fået besked om, at jeg skulle sættes i gang på terminsdagen.
D. 9. Marts ville de tage mit vand. Det var en lettelse, eftersom jeg var overbevist om, at det var den manglende vandafgang, der var skyld i, at min første fødsel gik i stå.
Storesøster var sendt på landet, og vi ventede på, at de ringede. Jeg var SÅ utålmodig. Kl. 15.00 ringede jeg til afdelingen. Jeg var ikke glemt. Men mange kvinder var kommet ind, med babyer på vej ud, og jeg måtte derfor vente, lidt endnu. Jeg var jo ikke akut.  Klokken 20.00 ringede jeg igen, nedslået blev jeg udsat til næste dag, dog skulle jeg lige komme forbi til en “strimmel”. Vi tog afsted. Mødte en sød jordemoder, som kørte en strimmel. Hun spurgte kækt til, hvordan jeg havde det.
Jeg indrømmede skamfuldt, at jeg var lidt (læs meget) skuffet, men godt var klar over, at jeg ikke var “akut”. Jordemoderen fortalte, at der på fødegangen var et magisk tidsrum ud på de tidlige morgentimer, hvor der ofte var ro. Hun tilbød, at de kunne ringe der. Jeg takkede ”ja” og vi tog hjem for at sove. Lige som vi havde ramt dynen, slukket lyset og sagt godnat, ringede telefonen. Nummeret var velkendt, det var fødegangen. Den søde jordemoder tilbød, at vi kunne komme igen, der var pludselig tid. Afsted tog vi. Igen. Fnisende, trætte og spændte.
Endnu en strimmel, en sød jordemoder og en hulens masse fostervand senere, blev vi sendt på vandring. Helt alene klokken halv to om natten gik vi fra den ene ende af Hvidovre til den anden.
Tilbage på vores modtagelsesrum forsøgte vi at få lidt søvn, eller min mand gjorde. Alarmen gik non-stop og i et af de andre rum, var der en kvinde der brølede. Ingen søvn.
Jeg fik veer. Kun lidt og jordemoderen konstaterede, at jeg var tre cm åben. Pyha. Hvorfor havde jeg egentlig haft så travlt med den der fødsel? Efter nogen tid tog veerne til, og jeg kunne nu slet ikke fatte hvorfor helvede, jeg ikke kunne vente med den fødsel. Min mand insisterede på at ringe på klokken, der var et minut mellem veerne.
Jordemoderen gjorde en stue klar og vi gik afsted. Jeg nåede kun lige fra det ene rum til det andet før en ny ve angreb. Jeg blødte, fordi udvidelsen gik så hurtigt.
Min mand havde fået udtrykt mit store ønske om smertelindring i vand, og et badekar dampede varmt.
Jeg kom op i badet, og der blev jeg. Flankeret af mand og jordemoder gik jeg ind i mig selv. Talte kun når jeg blev spurgt, og prøvede at samle styrke. Jeg var træt. men der var dejlig ro omkring mig, og det føltes trygt at min mand sad der med en kold klud på min pande.
Jeg arbejdede med mine veer, mens min mand og jordemoderen talte over mit hoved. Om mig. Om at jeg intet sagde. Jeg orkede ikke at tale med. Kl. 7, sluttede min jordemoders vagt og en ældre jordemoder og en studerende sneg sig ind på stuen. Min jordemoder blev, og de andre to ventede stille i hjørnet. En presseve. Min jordemoder nævnte, at jeg selv skulle tage imod mit barn. Okay…? eller noget. En presseve til og et hoved kom ud. Endnu én – og med hjælp fra min jordemoder, trak jeg min smukke pige op på brystet. Endelig kom hun. Kl. 7.28. 2850 gram og 49 cm. Hendes navlesnor sad ikke rigtig fast i moderkagen, og den ældre garvede jordemoder der afløste hende vi fødte med, sagde at hun kun havde set den slags een eneste gang før i 30 år. Hun var i hvert fald glad for, at vi ikke havde ventet til næste dag, for den slags kunne faktisk være farligt og meget akut.
Vi fik flere timer på fødestuen, der var tid og ro. Kl. 13.30 tog vi som ønsket hjem til os selv, og til storesøster der ventede spændt.
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven