mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Et julemirakel på svigermors stuegulv

Damer! Vi holder simpelthen jubilæum. Fødselsfredag fylder intet mindre end fire år i dag og jeg stener totalt over, hvor tiden er blevet af, ha ha! Tænk sig at mere end 200 damer igennem tiden har delt deres fødselsberetninger her på bloggen – det er da ret vildt. Mere end 200 babyer født og vi har hver evig eneste fredag fået lov til at være med på en lytter, lige indenfor døren på fødestuen – eller hvor fødslen nu engang er foregået.

I dag, på den sidste fredag inden jul, får vi lov til at være vidne til en meget detaljeret og fuldkommen vidunderlig – omend meget, meget atypisk – fødselsberetning. Den vidner om, at man aldrig kan vide sig sikker på noget, når det kommer til fødsler – heller ikke engang på, om de nu er igang.

Beretningen er lidt længere end de er sædvanligt, men jeg håber at du vil tage dig god tid til at læse den – for jeg tør godt love, at den er dét værd.

 

“Du rører mig ikke!” hvæsede jeg sammenbidt, da min stakkels, andestegslugtende svigerinde lagde hænderne på min lænd. Hun gjorde det angiveligt for at hjælpe, men jeg kunne slet ikke overskue at forholde mig til flere sanseindtryk end dem min krop trak mig så forbistret hårdt igennem. For helvede, hvor gjorde det ondt, mand!

Jeg havde termin d.30.december og havde igennem graviditeten joket med, at jeg selvfølgelig ville føde nytårsnat, med pomp og pragt, til lyden og synet af raketter der sprang og klokker der ringede det nye år ind. Det ville lige være i min ånd, for jeg er nok sådan en der “fylder en del” ved min blotte tilstedeværelse. Jeg griner højt, mine fagter er store, jeg falder for det smukke og så elsker jeg at danse! Det var meant to be med mig,min fødsel og dén nytårsaften. Jeg kunne bare mærke det.

Hvis jeg nogensinde skal anbefale et bestemt tidspunkt at blive gravid på, så må det være lige dér hvor jeg blev det. Det betød nemlig, at jeg kunne gå på barsel 1.december og så gik jeg ellers all in på julehyggen. Jeg bagte småkager, lavede konfekt, klippede julepynt, pyntede op, valgte juletræ (som min kæreste fældede og slæbte hjem) og købte julegaver som jeg aldrig har købt julegaver før. Det var jo vores sidste jul, inden vi skulle blive forældre, så den skulle have fuld spade på alle fronter. (Pånær på glöggen, som jeg i den grad savnede!).

Jeg havde ofte plukkeveer om aftenen og min mave kunne på de mest aktive dage godt føles lidt tung, men alt i alt, havde jeg det fremragende.

Derfor var jeg selvfølgelig heller ikke sen til at påtage mig tjansen med at stå for både and, sauce, brunede kartofler og risalamande til juleaften, hvor min søde svigermor havde inviteret hele banden hjem til sig. Hun er så sød min svigermor, men fordi hun er temmeligt gigtplaget, kan hun ikke så godt holde til at stå for andet end at instruere og til dét skulle jeg med glæde stille mig til rådighed.

Vi indfandt os allerede om formiddagen, hvor jeg blev sat til at rense, salte og fylde anden, imens min kæreste stillede an til noget frokost. Hans ene bror, kone og børn var lige på trapperne og stemningen var præcis som den skal være juleaftensdag. Afslappet og hyggelig, men spændt.

Børnene susede ind til mig da de kom! “Kan du få den på hovedet, ligesom Mister Bean”, spurgte den ældste. Vi grinede, krammede og jeg bukkede mig for at sætte anden i ovnen.

“Ppsssssssss….” 

Jeg blev våd ned imellem benene. Hvad fanden var nu det? Stod jeg og pissede på gulvet?! Jeg var angiveligt ikke den eneste der fik den tanke, for yngstebarnet med sutten siddende i munden udbrød: “Modter tidder” [moster tisser].

Der blev kaos i køkkenet. Min svigermor råbte efter min kæreste, min svoger råbte efter sin kone, imens børnene skreg af grin og jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Stod jeg virkelig og pissede på gulvet? Det kunne sgu da ikke passe.

Ikke et sekund havde jeg overvejet, at jeg havde termin seks dage senere og at det ret beset jo godt kunne være vandet, der var gået.

Jeg skulle jo føde til nytår…

På badeværelset blev det dog hurtigt klart for mig, hvad der skulle ske. Det var vandet der var gået.

Vi ringede til fødegangen og snakkede med en sød jordemoder, der opfordrede mig til at tage resten af dagen med ro, så jeg forhåbentligt også kunne nå at få en bid julemad ned i aften, inden fødslen ville gå igang. “Man kan meget, når det handler om julen” sagde hun med et grin, inden vi lagde på.

Ja tak for kaffe.

Min svigerinden tilbød at tage over på maden, men jeg havde jo ikke det fjerneste ondt og jordemoderen havde sagt, at det var helt fint at vandet blev ved med at sive ud af mig, så det kunne jeg da sagtens klare. (Note: jeg elsker min svigerinde, men kok, det bliver hun altså aldrig, så jeg magtede ærligt talt ikke hvis hun skulle stå for maden). Til gengæld måtte de allesammen godt smutte i kirke uden mig. Min kæreste var ikke meget for at efterlade mig, nu hvor vandet var gået, men jeg forsikrede ham om at der kunne gå lang tid før jeg fik veer. Måske ville de først komme i morgen!

Jeg smed mig på sofaen og mærkede min baby sparke rundt derinde. Tænk, at det skulle være nu. Jeg blundede vist hen et øjeblik, for jeg var nødt til lige at suge en dråbe savl ind i munden, da jeg pludselig fik en mavekrampe af en anden verden. Fuck. Jeg skulle skide.

Da jeg rejste mig, væltede det ud med vand og min mave krympede sig helt sammen. Av for satan, da! Jeg vraltede ud til toilettet, gjorde min ting og vraltede ind i stuen igen. Plukkeveerne var vendt tilbage, men jeg var efterhånden så vant til dem, at det ikke gjorde spor. Jeg dryppede anden, lagde mig tilbage på sofaen og faldt i søvn.

“Modder, mig sid her?” sagde den lille stemme, imens han nussede mig på låret. Jeg vågnede og opdagede at alle var tilbage. Jøsses, jeg måtte have sovet tungt. Jeg satte mig lidt forvirret op. Klokken var 15.50 og juleshowet skulle til at igang.

Jeg kunne høre min kæreste og hans bror i køkkenet. “De skræller kartoflerne og hvis du vil have det, skal jeg altså nok lave saucen” sagde min svigermor. Ork nej, den klarer jeg!

Og wupti, så var jeg i køkkenet igen. Plukkeveerne var der stadig. Og selvom jeg da egentlig syntes at jeg kom af med en god portion da jeg var på toilettet tidligere, så føltes det på én eller anden måde alligevel som om jeg ikke var blevet helt færdig.

Jeg gik på toilettet igen. Der kom ikke rigtigt noget, men sådan havde det nu faktisk ofte været i graviditeten, for det dumme jerntilskud havde altså givet mig temmeligt hård mave – af flere omgange. Den ene gang havde det været så slemt at jeg endte med at tage et klyx for at få hul igennem, så jeg kendte godt fornemmelsen – og de mavekramper der fulgte med.

Mavekramperne fortsatte og jeg endte med, efter befaling fra svigermor, at gå tilbage på sofaen og lade min svigerinde tage over på madlavningen. Heldigvis elsker jeg Jesper Fårekylling næsten ligeså højt som jeg elsker julemad, så det gik nu nok med det alligevel.

Jeg sad ad helvedes til på sofaen. Min lænd gjorde ondt og jeg følte mig forstoppet som aldrig før. Det var lige før jeg glædede mig til at få veer, så vi kunne komme ind på hospitalet, så jeg kunne få et klyx og komme af med hvad end der nu engang blokerede min endetarm.

Min kæreste virkede urolig. Er du okay, spurgte han flere gange, imens jeg svedende forvissede ham om, at det var jeg da. Hvis bare lige han kunne åbne et vindue, for jeg kunne sådan set hverken holde varmen eller lugten af julemaden ud.

“Tror du ikke I skal ringe til hospitalet igen?” spurgte min svigerinde forsigtigt. Måske havde hun ret, jeg havde det godt nok underligt i kroppen. Men på den anden side, så var vi ikke meget mere end en time fra julemiddagen og jeg var faktisk også ret spændt på at se børnene pakke deres gaver op, så det måtte altså lige vente lidt. Jeg havde jo heller ikke veer. Jeg havde bare pisseondt i maven.

Vi satte os til bords. Jeg ved siden af min kæreste og hans yngste nevø. Jeg kunne næsten ikke overskue at spise. Slet ikke andestegen, som pludselig lugtede fælt. Min mave krøllede sig sammen og kun et øjeblik efter jeg havde spist den første sovseindsmurte kartoffel, skulle jeg kaste op.

Jeg for – så hurtigt det nu engang lod sig gøre – ud på toilettet. Familien stod lige udenfor døren. “Jeg er okaaaay” råbte jeg ud, da jeg havde tørret mig om munden.

De mente at vi skulle ringe til fødegangen. Jeg mente, at vi skulle spise.

Vi satte os igen. Jeg rejste mig igen. Og satte mig. Og rejste mig. Kramperne gjorde mere og mere ondt. Ej, NU skulle jeg altså skide!!

Jeg løb ud til toilettet igen. Satte mig. Og pressede. Årrrrrh hvor jeg pressede.

Det var som om min krop gjorde det helt af sig selv og sammen med den voldsomme bevægelse, tog jeg pludselig mig selv i at brøle. Min svigermor åbnede forsigtigt døren på klem. “Presser du?” spurgte hun. “Ja, gu fanden presser jeg og er du sød lige at skride ud af døren igen!” brølede jeg. “Johanne, du føder jo!!”. Hun stod lige foran mig og tog fat under mine arme. “Ring efter en ambulance” – “Find et tæppe” – “Få hende ned at ligge!” – ordrerne fløj rundt om ørerne på mig og jeg forstod ikke andet, end at jeg var nødt til at presse. Min krop pressede og jeg pressede med, imens jeg vraltede ind i stuen med bukserne nede om anklerne og Last Christmas på stereoanlægget.

“Du rører mig ikke!” hvæsede jeg sammenbidt, da min stakkels, andestegslugtende svigerinde lagde hænderne på min lænd. Hun gjorde det angiveligt for at hjælpe, men jeg kunne slet ikke overskue at forholde mig til flere sanseindtryk end dem min krop trak mig så forbistret hårdt igennem. For helvede, hvor gjorde det ondt, mand!

Jeg lå på en madras. Min kæreste sad hos mig og holdt mig i hånden, min svoger var gået i haven med de to yngste børn, min svigerinde hang i telefonen med en jordemoder og min søde, søde svigermor med de krogede fingre fulde af gigt, fortalte mig at jeg var dygtig. “Du føder nu, Johanne” sagde hun med gråd i stemmen. “Hun kommer nu”.

Og ganske rigtigt. Der kom hun. Vores lille datter, som skulle være kommet til nytår, blev den allerfineste julegave jeg nogensinde har fået. Lige dér i min svigermors stue, omgivet af mennesker jeg elsker og holder af. Det var et sandt julemirakel.

Efterskrift: Kort efter fødslen kom en ambulance og hentede os. Vi var på hospitalet natten over og kom hjem næste morgen. Min svigermor flyttede ind til os den første uge efter fødslen og jeg er hende evigt taknemmelig for hendes indsats.  Jeg havde selvfølgelig slet ikke forstoppelsesmavekramper om eftermiddagen. Jeg havde veer og ville nok bare ikke erkende det, fordi jeg var så opsat på at holde den skide jul. Den jul, der blev den mest kaotiske og vidunderlige jul nogensinde. 

P.s. Vi spiste resterne af julemaden d.25.december og jeg må indrømme, at min svigerinde havde gjort et fremragende stykke arbejde. Både med and og sovs! Det er jeg, når alt kommer til alt, også ret taknemmelig for. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (16)

  1. Det her var da en af de bedste fødselsberetninger jeg har læst. Sikke en juleaftensdag . Og sikke en sej kvinde . Godt det hele endte godt. 😍👍

  2. Sikken en fantastisk fødsel,-spændende og sikken et tidspunkt- Jesus Christ. Kan godt forestille mig den foure det har fremkaldt på selveste “Juleaften”. Sikke et krybbespil !

  3. Orgh en fin historie ❤️ Man er altså ret glad for jul når man kan ignorere veer 😅 Og sikke en fik “gave” til svigermor, det må være fantastisk at tage i mod sit barnebarn! Glædelig jul

  4. Jeg sidder her med latterkramper og tårer i øjnene, fordi det samtidig er så rørende. Skøn, skøn fødselsberetning.

  5. Årh hvor er det fint 😭😍 minder mig en smule om min egen fødsel. Min kæreste og jeg tog også selv i mod vores lille søn på badeværelset i en total uplanlagt hjemmefødsel (førstegangsfødende)! Den vildeste oplevelse nogensinde. Og mest fantastiske. Kroppen er simpelthen for vild!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven