mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #39

Det har altså været en lidt skør uge for mig det her og selvom jeg egentlig ofte sidder og er lidt rundtosset om søndagen, når jeg skriver de her tid til eftertanke-indlæg, så føler jeg alligevel at jeg er det lidt ekstra i dag. Det kan selvfølgelig også skyldes at jeg har lidt tømmermænd fra i går, men ikke desto mindre, så har det været en mærkelig uge. Hvor jeg blandt andet nærmest føler at jeg ikke har blogget. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at sætte mig med min computer, selvom jeg har haft – og har – meget på hjerte. Mest af alt har det fyldt, at jeg har været i Jylland og holde en række foredrag om graviditet og fødsel – og åh, hvor har det været FEDT, altså! Jeg elsker at komme ud, at underholde, at dele, at inspirere, at hjælpe og at få folk til at grine. Seriøst, det kan virkelig noget vildt, at stå foran hundrede mennesker der allesammen griner, fordi man har sagt noget sjovt. Dét gider jeg virkelig, virkelig godt, så det gør mig selvfølgelig vildt glad at jeg efterfølgende har modtaget utallige beskeder fra kvinder (og en enkelt mand) som takker for nogle gode timer i mit selskab. Wuhu!

 

Ugens højdepunkt var – udover foredragene – da jeg i aftes var på date med Simon <3 Som en del af min fødselsdagsgave, havde han købt billetter til Thomas Warbergs show i Bremen, og hold nu kæft, hvor var det sjovt! Vi startede aftenen ud med middag på Dada inde i Krystalgade, hvor én af Simons gode venner er restaurantchef; det var vores første gang derinde, men absolut ikke den sidste. Det er mad inspireret fra det mellemøstlige køkken – og så koster det kun 300 kroner for deres samlede menu (som var den vi fik), med virkeligt meget mad! Ej, det var virkelig en god oplevelse, så da Warbergs show var slut, gik vi simpelthen tilbage til restauranten, for at afprøve deres barkort også. Vi nåede ikke hele vejen igennem, men jeg skal love for at jeg blev fuld. (Så meget at vi endte med at stå ud af taxaen en kilometers penge fra hvor vi bor, da vi skulle hjem, fordi jeg var i tvivl om jeg kunne lade være med at kaste op). Men altså, overordnet set, var det en virkeligt god aften!

Jeg smilede mest da jeg slog et smut ind forbi en god veninde og hendes lille bedårende søn, som lige akkurat har lært at gå, da jeg var på vej hjem fra Jylland. Vi ses alt for sjældent, så vi sludrede den halve nat, faldt i søvn i samme seng og vågnede op til nuttilyde fra sød, sød 1-årig <3 Så hyggeligt!

Ugens lavpunkt var da en kvinde – mor til en gravid – dejsede om på stolen til ét af mine foredrag. Alle blev selvfølgelig meget forskrækkede og vi afbrød øjeblikkeligt “showet”.

Det gode ved det var at kvinden hurtigt fik det okay igen. Heeeeldigvis! Hun vågnede op efter ganske kort tid og kunne selv gå ud af butikken efterfølgende, så der skete gudskelov ingenting og alt taget i betragtning, blev det alligevel en rigtigt god aften.

Jeg har haft det bedst med at iføre mig mine nye, vanvittigt seje støvler! Detaljerne på dem er simpelthen så lækkert at lave og hvis du spørger mig, så ligner de noget, der nemt kunne koste 10 gange så meget som de gør. (Ikke at jeg nødvendigvis ville betale den slags penge for dem, men når jeg ser hvad nogle af de store modehuse præsterer indenfor dén slags støvler, så virker det ikke urealistisk). De er så seje! Og du kan finde dem HER (reklamelink), hvis du har lyst.

Det bedste jeg har spist er endnu engang fra det thailandske køkken; denne gang dog ikke noget hverken Simon eller jeg har kreeret. Næh, det var simpelthen en ret – som jeg desværre ikke husker hvad hed – jeg fik på Sawadee i Kolding. Simon og jeg opdagede stedet ved en tilfældighed i sommer og nu elsker jeg det! Det er et totalt ikke-hyggeligt sted og jeg vil nok primært anbefale det til take-away, men hvis man nu – som jeg – er i Kolding og ikke har et sted at tage sin mad med hen, fordi det er for koldt til at spise i en park et sted, så fungerer det også helt fint at spise i restaranten. Jeg gav 100 kroner for mad og vand – og det smagte forrygende!

Det bedste jeg har set og hørt, er Ser du Månen, Daniel, som jeg både har hørt på lydbog og efterfølgende set i biografen. Jeg synes klart at den er bedst på bog, men sådan synes jeg egentlig altid det er, og filmen var så absolut også rigtigt god. Jeg tror stadig filmen går i de fleste biografer, så hvis ikke du allerede har set den, så kan jeg altså godt anbefale dig at gøre det – i hvert fald hvis du ikke er til at læse (eller høre) bøger.

I næste uge ser jeg frem til det åbenlyse: at være sammen med mine børn, som jeg har savnet frygteligt siden jeg afleverede dem tirsdag morgen. OG! Så ser jeg mega-meget frem til at skulle ud på bogforum på lørdag, hvor jeg indtager Lev NU scenen kl. 15.45, så kom meget gerne forbi, hvis I alligevel er derude. Jeg vil så gerne møde jer og jeg lover at gøre mit bedste for at levere god underholdning, så længe jeg er på 😉

Ps. jeg holdt mig indtil jeg kom hjem, og det er jeg så glad for i dag. Ville simpelthen ikke kunne overskue, hvis jeg skulle ud og vaske brækpletter væk fra fortorvet.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Den gravide med den dejsende mor vil gerne sige et stort tak! 🙏 Tak for din og alle de søde kvinders hjælp og omsorg midt i den grimme forskrækkelse.
    Og selvom min mor ikke er enig, så skal det nok blive husket til den næste runde fødselsdag 😂🙈
    Kæmpe kram herfra

    1. Ååååårh hvor er det godt du skriver!! Og altså, JA, hvis ikke du holder dén tale til hendes næste runde fødselsdag, så kommer jeg sgu og gør det 😉

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven