mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Om partnerens vigtige rolle under fødslen

Hvis du er i tvivl om, hvor vigtig en rolle manden, partneren eller den personlige fødselshjælper kan spille under en fødsel, så synes jeg at du skal tage og læse med her. I dag kommer nemlig et genoptryk af en fødselsberetning, som jeg synes vidner rigtigt godt om, hvilken styrke man som fødende faktisk kan finde i sin partner, hvis bare han (eller hun) tør være til stede. Det er ikke en nem opgave, at bistå en kvinde under en fødsel, slet ikke ikke. For nogen falder det mere naturligt end for andre, men for alle partnere gælder det dog, at det er dem – eller jer – der kender den fødende bedst. Det er dem – eller jer – der kan være den allerstærkeste støtte i dén oplevelse, der forhåbentligt skal blive rigtigt god for jer begge to <3

Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid

Jeg døjede med bækkenløsning gennem den sidste halvdel af min graviditet, men ellers var det en god graviditet. Jeg var ikke plaget af kvalme eller væske i kroppen, jeg nød at være gravid, og min mave blev aldrig så stor, at jeg rigtigt følte mig besværet af den. Til gengæld var jeg besværet af bækkenløsning, og i stedet for at lindre bækkensmerterne, da barnet stillede sig fast en måned før termin, forværrede det dem. Så udover at glæde mig til at møde min søn eller datter, glædede jeg mig også til (forhåbentlig) at blive fri for bækkensmerter.

 

Jeg havde haft mange plukkeveer den sidste måned af graviditeten, og en uges tid op til termin tog de til. De snød mig tit, så jeg blev i tvivl om, om jeg var ved at gå i fødsel, men de gik i sig selv hver gang. Jordemoderen kunne seks dage før termin konstatere, at jeg havde åbnet mig cirka 1,5 cm, og at der var cirka 2 cm livmoderhals tilbage. Så plukkeveerne var heldigvis ikke uden effekt. Jordemoderen regnede bestemt ikke med at se mig til den tid, jeg havde to uger senere, sagde hun.

 

Jeg glædede mig til fødslen. Glædede mig til at blive en del af klubben og til at prøve det, som jeg tænkte, ville blive min sejeste (i hvert fald min krops sejeste) bedrift i livet. Jeg havde ikke lyst til at forberede mig så meget på fødslen, for jeg tænkte, at sådan en fødsel alligevel bliver, som den nu bliver. Men jeg satte mig ind i fødslens forskellige faser, øvede mig lidt i at trække vejret på forskellige måder og i at presse nedad gennem kroppen. Jeg gjorde mig klart, at en fødsel nok ville være det mest smertefulde, jeg ville komme til at opleve, og det syntes jeg på en eller anden måde var lidt spændende. Samtidig havde jeg i baghovedet, at både min mormor og mor har haft meget korte og ret ”nemme” fødsler, der har varet maksimalt seks timer fra start til slut, og at min jo altså kunne blive ligesådan. Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid.

 

Min terminsdag kom og gik. Min mand og jeg var ved at dø af spænding og utålmodighed, og vi fyldte ventetiden med alle de rare ting, vi kunne komme i tanke om. Vi spiste (rigtig) mange is, var i biografen, tog ud at spise og gjorde alt det, vi havde lyst til. Vi hyggede vildt meget. Og jeg brugte vildt mange penge i IKEA. Og på is. Og så blev jeg sur. Selvom vi hyggede os. Jeg var træt af at være gravid, træt af bækkenløsning og træt af at alle andre end mig fødte deres babyer, imens jeg åbenbart skulle være gravid for evigt.

 

En uge efter termin og dagen før min tid hos jordemoderen var jeg ved at være rigtig træt af, at der ingenting skete. Eller, træt af, at der skete en masse, men uden at det blev til en fødsel. Nu skulle vi tale igangsættelse med jordemoderen dagen efter. Øv! Om aftenen kom plukkeveerne igen i nogle timer (hjulpet på vej af sex og en bækkenløsningsvenlig lang gåtur) for så igen at forsvinde. Snydt! Endnu en gang.

 

Indtil jeg vågnede omkring 2.15, fordi noget gjorde ondt. Jeg turde dårligt tro på, at det var andet end plukkeveer igen, men det føltes alligevel anderledes. Da det kort tid efter igen gjorde ondt, tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve at tage tid i tilfælde af, at det gentog sig. Og det gjorde det. I en halv times tid fik jeg ondt i et minuts tid ad gangen med fem-seks minutters mellemrum. Så jeg listede forventningsfuld ud af soveværelset.

 

Jeg ville gerne lade min mand sove så længe, som han kunne, og jeg kunne næsten heller ikke bære at vække ham for 117. gang for at sige “jeg tror måske, fødslen er startet,” hvis det igen bare var plukkeveer, som ville gå i sig selv. Jeg tog min dyne med ind på sofaen og lagde mig og så en serie. Det var ret hyggeligt at ligge der i mørket med vores hund. Og med ondt en gang i mellem. Det begyndte også at sive ind hos mig, at det sgu VAR veer, som kom med alt mellem fire og tretten minutters mellemrum. De gjorde ondt, men ikke meget. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at trække vejret, når jeg fik en ve, og så så jeg min serie igen.

 

Kl. 4 vågnede min mand og opdagede, at jeg ikke lå i sengen. Han kom ind til mig i stuen med forventningsfulde øjne og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede henkastet, at jeg bare lige så fjernsynog havde veer. Så prøvede vi begge (ret dårligt) at styre vores begejstring. Min mand mente, at det var en god idé, hvis han tog et bad, så han i hvert fald var klar. Bagefter lå vi sammen på sofaen og såfjernsyn.Ved 6-tiden blev vi sultne, og min mand bagte boller til os, for han havde alligevel købt ind til at kunne bage efter fødslen. Fedt! Så sad vi der en tirsdag morgen ved 7-tiden og spiste friskbagte boller, så fjernsynog ventede på vores barn. Det var virkelig hyggeligt.

 

Ved 9-tiden gik vi en lang (altså lang i forhold til bækkenløsning, naturligvis) tur med hunden. Jeg insisterede på, at vi gik langt, for jeg forestillede mig af en eller anden grund, at sådan en fødsel nok godt bare kunne fortryde og holde op igen, hvis man blev for doven. Imens vi gik, var der regelmæssigt fire-fem minutter mellem veerne, og de varede lidt længere end før.

 

Vel hjemme fra gåtur blev veerne igen lidt mere uregelmæssige, så jeg prøvede at holde mig i gang for at holde veerne i gang. Jeg tænkte ved 10-tiden, at det var et godt tidspunkt til et bad. Det tog lang tid. Både fordi jeg skulle vaske hår OG barbere ben (selvfølgelig), og fordi veerne fortsatte med at være regelmæssige, gjorde mere ondt og kun kom med tre minutters mellemrum. Min mand, som sad trofast ved siden af badet og tog tid på veerne, spurgte nogle gange undervejs, om vi ikke skulle ringe til Herlev. Jeg stod fast på at sige nej, for jeg behøvede ikke en jordemoder i telefonen, som ville fortælle, at jeg skulle “tage et bad, gå en tur, se om du kan hvile dig lidt”, det kunne jeg fint klare selv.

   Men jeg overgav mig alligevel ved 11-tiden, hvor veerne stadig både var lange og kom med to-tre minutters interval.

 

Min mand ringede og talte med en sød jordemoder, for jeg kunne ikke helt overskue det med veer. Vi havde telefonen på medhør, og hun ville også gerne lige tale med mig. Det gjorde vi så. I meget kort tid, før jeg fik en heftig ve, som fortsatte direkte til en ve mere. Jordemoderen syntes, det ville være fint, hvis vi kom ind. Det tog lidt tid at komme ud af døren, fordi jeg have veer med korte mellemrum, og jeg ville også gerne trække tiden af frygt for at komme derud og blive sendt hjem igen. På Herlev sagde jeg til min mand, at jeg gerne ville gå en tur, før vi gik til afdelingen, for at trække tiden lidt mere. Den tur blev ca. 100 meter lang, fordi jeg hele tiden måtte stoppe op, når jeg fik en ve, og det kunne jeg alligevel godt se var for åndssvagt, så vi gik hen til fødemodtagelsen i stedet.

 

Kl. 12.30 blev jeg vist ind på en stue og undersøgt. Gode fem cm åben, fik jeg at vide, efterfulgt af sætningen “jamen så er I jo heldigvis det helt rigtige sted. Jeg finder lige noget tøj til dig og en jordemoder”. Nå, så jeg bliver ikke sendt hjem, og jeg er ægte ved at skulle føde? Fedt!

 

Vi fik to jordemødre, fordi den ene lige var kommet tilbage fra 1,5 års barsel og skulle have hjælp til computersystemet af den anden. Og der var åbenbart ikke travlt, for begge jordemødre blev på stuen indtil deres vagtskifte kl. 15.15. Jeg havde altid forestillet mig, at jordemødre kom og gik. Imellem veerne hyggesnakkede vi og drak saftevand. Den ene jordemoder fik hæklet en karklud færdig, imens den anden sad og hang i en lænestol.

 

Mine veer gjorde ondt og kom med korte intervaller, men jeg følte mig ikke presset. Jeg havde det godt, jeg var glad, og jeg var til stede. Og når jeg sagde, at det ikke var så slemt, som jeg havde troet, grinede min mand og jeg af, hvordan jeg senere ville hade at have sagt sådan nu. Vi grinede og jokede i det hele taget en del.

 

Vi havde det hyggeligt, men jordemødrene var ærlig talt komplet unødvendige for mig i denne fase, ud over at de selvfølgelig holdt øje med barnet, som heldigvis havde det lækkert hele vejen igennem. Jeg havde blandt mine få ønsker til fødslen skrevet, at jeg gerne ville undgå smertestillende, så vidt muligt, men blev alligevel tilbudt både akupunktur og steriltvandspapler to gange af begge jordemødre, da jeg sagde, at mit haleben føltes lidt som en syl, når jeg havde en ve. Det takkede jeg pænt nej til. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke syntes, jeg havde brug for det.

 

Til gengæld gjorde selvsamme halebenssyl og presset på mit bækken, at jeg hverken kunne sidde eller ligge, men i stedet stod op under veerne og gik rundt og vuggede i bækkenet imellem dem. Det føltes godt at være i bevægelse, og jeg syntes rent faktisk, at jeg kunne mærke, hvordan veerne arbejdede for mig. Samtidig kunne jeg mærke barnet arbejde med og bevæge sig under hele fødslen. Det overraskede mig, men det føltes ret sejt, og pludselig gik det op for mig, at en fødsel jo er et samarbejde mellem mor og barn. Ikke bare morens arbejde. Selvfølgelig!

 

Indimellem fik jeg flere veer oven i hinanden, og de tog til i intensitet, men jeg var stadig ikke presset og følte mig helt med mentalt. Klokken var nu omkring 14, halvanden time efter at vi kom ind på stuen. Jordemoderen syntes, jeg havde gode veer og ville gerne undersøge mig igen. Hun sagde, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis der ikke var sket så meget, fordi hun altså havde større fingre end den første jordemoder, der undersøgte mig. Men hey, gode 7 cm, sådan!

 

De gode veer fortsatte, og selvom de helt klart gjorde ondt, så var jeg stadig rolig og mentalt til stede til at kunne følge med i samtalen, som min mand og jordemødrene havde under mine veer. Og nok til stede til at lave en mental note om, at jeg gerne ville blande mig i samtalen, når jeg var færdig med veen.

 

Lige før vagtskifte kl. 15.15 gik vandet. Det føltes egentlig bare som et godt spark fra barnet, indtil vandet kom plaskende. Det var ikke rigtig til at tage fejl af. Jordemødrene gik i gang med at tørre op på gulvet, så jeg ikke skulle skvatte rundt i blod og fostervand, og bagefter tog de imod den nye jordemoder og den medicinstuderende, hun havde med. Jeg havde nogle heftige veer imens, og eftersom jeg lukkede øjnene under hver ve og koncentrerede mig om den, gik der nogle minutter, før jeg fik hilst på dem.

 

Og så kom pressetrangen. Bang! Helt dyrisk, helt urkvindeagtigt pressede min krop, uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Udover den “huuhh”-lyd, der ufrivilligt undslap mine lunger imens. Det var ret vildt og ret overvældende. Mest fordi jeg til at starte med ikke vidste, hvad jeg ligesom måtte gøre med den der pressetrang. Jeg ville gerne undgå at komme hjem med et helt ødelagt underliv, så jeg tænkte, at det gav mening at lade jordemoderen styre det show. Jeg fik lov at presse stille og roligt med, og jordemoderen ville gerne lige undersøge mig og bad mig lægge mig op på briksen. Det fortalte jeg hende pænt, at jeg under ingen omstændigheder kunne grundet førnævnte syl/haleben. Og fordi jeg hele tiden fik veer. Jordemoderen ventede pænt og tålmodigt, men indså alligevel hurtigt, at hun måtte undersøge mig stående. “Du er helt åben, du kan bare presse med.” Ret fedt, for det gjorde min krop sådan set allerede, den ventede ikke på tilladelse fra jordemoderen.

 

Jeg pressede og gjorde, hvad der faldt mig ind, men jeg hørte til at begynde med ikke noget fra jordemoderen. Jeg nåede at tænke “skal jeg bare gøre det her helt selv, skulle der ikke være nogen til at redde mit underliv fra ødelæggelse?” Heldigvis var det bare, fordi jeg gjorde det, jeg skulle, at jordemoderen ikke blandede sig. Min mand var så god og perfekt en støtte. Efter hvert pres sagde han, at jeg gjorde det helt rigtigt, og at det var så flot. Jeg slugte det råt og tænkte, at min mand ved så meget, så han måtte også vide, om jeg gjorde det her rigtigt, og da jordemoderen sagde det samme, slugte jeg også det råt.

 

Jordemoderen fortalte, at man kan gå ned i squat, når man presser for at hjælpe på vej, hvis man har overskud. Jeg ville da gerne være sej og hjælpe på vej, så jeg gav det et forsøg. Det føltes både meget naturligt og virkelig effektivt, selvom jeg helt sikkert har lignet en skovskider. Og i øvrigt også kvitterede med lidt lort undervejs. Min mand stod klar i skudlinjen og så det hele, fordi han skulle tage imod sammen med jordemoderen. Godt, han er medicinstuderende, ikke er sart og elsker mig skide (hæ hæ) meget.

 

Det gik godt med at presse, og jordemoderen guidede mig til at gispe, når det var nødvendigt. Under hele pressefasen følte jeg mig ret meget “in the zone” og på arbejde. Pressetrangen var intens og ærlig talt lidt mærkelig at opleve, selvom det samtidig også føltes som det mest naturlige i verden for min krop. Det var hårdt at presse, men ikke så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Da jordemoderen lavede det famøse pistolgreb for at skåne mellemkødet, gjorde det røvhamrende ondt. Det sved og nev, og jeg gad ret godt have hende til at fjerne fingrene snart, tænkte jeg. Selvom jeg også ret godt gad at have et uskadt mellemkød.

 

Så sagde jordemoderen pludselig “nu er hovedet ude”, og jeg tænkte “hvad fanden?”. Det opdagede jeg jo slet ikke, og var det egentlig ikke meningen, at det skulle være det værste? Jeg kunne kun mærke de skide fingre, syntes jeg. Jeg var nødt til at sige “nu er jeg lige rigtig irriterende, ikke, men var det bare det?”. Det grinede jordemoderen, den medicinstuderende og min mand af og syntes, jeg var ret overskudsagtig. Men det følte jeg mig sådan set også, for jeg havde hele tiden indstillet mig på, at nu ville det snart gøre mere ondt, nu ville det snart blive værre, og nu ville jeg snart hade hende, der havde sagt “det er faktisk ikke så slemt, som jeg troede”. Men det blev bare aldrig så slemt, som jeg troede.

 

Jordemoderen tilkaldte en assistent, for nu skulle vi snart fejre fødselsdag, sagde hun. Jeg prøvede at fatte, at det jo så faktisk bare VAR det, og at der lige om lidt ville komme et menneske ud til os.

 

I næste pres kom resten af babyen ud med et ordentligt skrig, og så var jeg mor. Vildt! Kl. 16.04, efter 5 timer og 40 minutter i aktiv fødsel. Jordemoderen sørgede for at gribe babyen, og min mand overtog grebet lige efter. Han rakte min datter til mig, og jeg tog også pænt imod, men navlesnoren var åndssvagt kort, så jeg måtte blive i min skovskiderstilling, med hende i armene, og vente på, at sengen blev kørt nok ned, til at jeg kunne lægge mig op og få hende på brystet, hvorefter min mand kunne klippe navlesnoren.

 

Jeg græd ikke, som jeg havde troet, jeg ville. Jeg snakkede bare med vores datter og følte, at det var helt rigtigt og naturligt det her. Min mand græd til gengæld som pisket, den søde, følsomme mand, og vi var begge to helt blæst bagover af det lille menneske, som var kommet ud af mig. Faktisk så meget, at vi helt glemte at finde ud af det køn, vi i ni måneder havde gået og ventet i spænding på at få afsløret. Det var jo et menneske, og det var ligesom det, vi havde regnet med. Mennesket var en pige, vores perfekte, lille datter med opsvulmet ansigt og højt hoved. Ikke smuk, men helt perfekt og med et klart potentiale til at blive smuk.

 

Jeg kan uden tøven sige, at jeg havde en helt perfekt fødsel. Det var den bedste og vildeste oplevelse, og jeg kunne efter fem minutter med min datter på maven sige til min mand, at jeg gerne gjorde det igen i morgen. Og at vi godt kan skynde os at få de fem børn, Johan drømmer om. I hvert fald fire.

 

Jeg havde to små helt overfladiske bristninger, som kunne klares med nogle få sting, og jeg havde kun blødt små 150 ml. Alt var godt. 5 timer efter min datters ankomst var vi klar til at tage hjem som en lille familie. Jeg sov ikke de første to døgn, selvom min datter fra første nat sov fem timer i streg (og selvom jeg havde læst i 40 uger efter, at jeg skulle), og jeg opdagede ikke engang, at jeg var træt. Jeg kiggede på min datter og kiggede på min mand og var helt opslugt af lykke, mens de lå der ved siden af hinanden og lavede de samme små spjæt og lyde.

 

Min mand var og er min helt. Han roste, jokede og hjalp på alle de rigtige tidspunkter, uden at jeg nogensinde skulle bede om noget. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde brug for, men det vidste han, som han altid gør. Min mand er den, jeg husker tydeligst fra fødslen, og hans ord var dem, der betød mest. Tænk, at jeg har fået lov at få en kopi af sådan et fint menneske.


Beretningen er taget ud fra min seneste bog, 40 Ting du skal vide om din Fødselsom jeg vil anbefale alle der skal føde, at læse – også selvom det ikke er første gang.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven