mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Nem hverdagsmad – pasta med svampe og spinat

Hvis der er noget jeg holder af, så er det nem hverdagsmad! Især selvfølgelig, når det også smager godt, for både store og små, som denne ret med svampe og spinat 😀

Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat

 

Med “nem hverdagsmad” kunne man måske fristes til at tro, at det her udelukkende er noget jeg serverer i hverdagene. Men altså, nej. Det er bare så nemt, at det lyder helt forkert at smide noget “weekend” henover titlen, selvom det også fungerer helt fint på dén tid af uge herhjemme. Det smager nemlig såååå godt det her og så tager det, helt seriøst ikke mere end allerhøjest et kvarter at lave. Børnene elsker allermest pastaen og svampene og jeg elsker faktisk allermest spinaten, som både bliver fed, salt og fuld af kraft. Uhm altså, hvor det smager godt! Og med både svampe og spinat, så bilder jeg mig også ind, at det ligger i den sunde ende af skalaen, selvom der også er fløde og ost i det. Om ikke andet, så er der i hvert fald en ret sund balance og alle får spist lidt grøntsager undervejs. (Altså, medmindre de spiser udenom dem – det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, for kræsne munde med hurtige fingre).

Pasta med svampe og spinat

4 personer
15

Ingredienser

  • 500 gram pasta
  • 800 gram svampe
  • 1 pose frisk spinat
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 200 ml fløde
  • 50 gram revet parmesan
  • salt og peber

Sådan gør du

Start med at sætte vand og over til din pasta og kog den efter anvisning på pakken.

Imens vandet bringes i kog, renser og skærer du dine svampe i mundrette stykker og steger dem på en pande (med olie) ved høj varme et par minutter. Løg og hvidløg hakkes (imens svampene steger) fint og tilsættes svampene og steger videre et lille minuts tid.

Tilsæt fløden og kog den ind til ca 1/2 mængde. Tilsæt den revne parmesan. Smag til med salt og peber. Tilsæt spinatbladene og tag panden af varmen. Rør rundt efter et minuts tid og tilsæt pastaen og server.

Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat

Jeg laver ofte retten på de dage hvor Simon ikke er hjemme til aftensmad – og hvor vi ikke lige får leveret et (næsten-)færdigt måltid udefra, som jeg ikke skal se mig fri for til stadighed også at elske ret meget. Og altså, hvis vi lige har én eller anden rest af nogle andre grøntsager end lige svampene og spinaten, så kan se sagtens hakkes op og tilsættes også. Det er så at sige en ret der nærmest ikke kan ødelægges.

Når retten er færdig, plejer jeg ikke at gøre stort andet end at servere den med en skål friskrevet parmesan på siden – og så er der sådan set serveret nem hverdagsmad for alle pengene. Nemt, ik’?

Prøv også min opskrift på Cacio e Pepe – en pastaklassiker som alle elsker!

Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat Nem hverdagsmad - pasta med svampe og spinat

Tip: Hvis du gerne vil have “pæne svampe” på toppen som på min ret her, så start med at stege et par enkelte svampeskiver af på panden, ved høj varme og tag dem så af, inden du tilsætter de resterende svampe og de hakkede løg. Læg dem til side og top den ret med dem, når du serverer. Til almindelig hverdag gør jeg det aldrig, men hvis nu det var til en veninde (eller en date, hvis man er single), så kunne jeg godt finde på lige at bruge det ekstra minut på at anrette på tallerkener og gøre retten lidt pæn på den måde. 

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Uhmmm det ser lækkert ud 🙂
    De her små lækre retter, der ligger let i maven, de er bare et hit synes jeg 🙂
    En frisk tomatsalat med feta og oliven til, så er det vores ret en af de kommende dage.
    Hilsner og en dejlig weekend til du og dine 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven