mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag på en lørdag (Undskyld!)

Arghmen altså! UNDSKYLD! Jeg var simpelthen fuldstændigt overbevist om, at jeg havde gjort mig den sædvanlige forberedelse det kræver, at få en fødselsberetning ud på en fredag, hvor jeg ellers ikke rigtigt sidder ved computeren. Jeg var sikker på, at den var planlagt til at udkomme i går – og det var faktisk først da jeg for et øjeblik siden tjekkede min indbakke på instagram, at det gik op for mig at den var glippet. Jeg beklager til alle jer, der er gået forgæves, fordi jeg åbenbart ikke havde fået trykket på den lille “planlæg indlæg”-knap. Til gengæld, så kan jeg tilbyde et brag af en fantastisk andengangsfødsel!
Jeg har altid været utrolig utålmodig! Som i “det skulle være sket i går” – typen. Så da jeg jeg ramte 37+0 var jeg klar på at føde! Jeg fødte mit første barn 38+3 så jeg havde en klar fornemmelse af at jeg ville føde før termin….
Da jeg rammer 37+0 og der ingenting sker hverken den dag eller dagende efter, bliver jeg lidt modløs (ja, jeg er meget utålmodig, he he) dog begynder der stille og roligt at komme flere plukveer, det har jeg det genialt over! Jeg siger flere gange til min mand “I DAG SKER DET” han var ærlig talt hurtigt træt af at høre på mine “ulven kommer” fødselsadvarsler. Vi havde bryllupsdag d. 5 august (den dag jeg var 39+2 henne) vores ældste datter blev passet af min mor med overnatning. Vi jokede hele dagen med at det ville være genialt og lige efter mit planlægnings gen, hvis jeg gik i fødsel den dag. Og ja…. Mine børn ved åbenbart at jeg er utålmodig og gerne vil have min vilje. (I kender sikkert typen).
For natten til d.6 aug kl. 02.45 vågner jeg med veer! I første omgang er jeg i tvivl om jeg bare drømme at jeg får veer…men efter få sekunder, kan jeg godt mærke at det er for real! Jeg forsøger at være overskuds agtig. Jeg vækker ikke min mand i første omgang, jeg downloader en ve app og tuller lidt rundt i soveværelset, men efter 20 min vækker jeg ham alligevel. Min mand er ret forvirret og tror nok i begyndelsen at det er endnu en falsk alarm. Hurtigt for jeg ret kraftige veer og kommer af en eller anden årsag først der i tanke om hvad det helt præcist er der skal til at ske, hvor meget smerte jeg skal igennem IGEN, at jeg ikke ved hvor længe det kommer til at vare og sidst men ikke mindst kom frygten for fuld smadder omkring endnu en stjernekigger fødsel som den med min datter. Jeg havde inden mine veer ikke været sådan for alvor nervøs for en stjernekigger fødsel igen, jeg havde talt meget om det, men ægte frygt var der ikke rigtig tale om. Lige indtil jeg gik i fødsel igen…
Jeg fik pludselig kæmpe flashback til min første  fødsel, den kørte som en indre film for mine øjne.
Efter kun 30 min med veer ringer vi til føde afdeling de fortæller at jeg skal komme når jeg føler for det. Det gør jeg NU. Jeg kan allerede fornemme en tyngde i mit underliv og jeg har en underlig fornemmelse af at baby falder ud af mig lige om lidt….
Vi køre mod sygehuset (det tager 40 min) jeg sad og agerede gps for min mand i mens jeg virkelig forsøgte at arbejde med veerne. Jeg synes dog ikke der var tidspunktet hvor multitasking var det mit fokus skulle bruges til….så jeg var nok ikke den bedste gps person lige i den situation, ahem…
Vi når dog ned til sygehuset og bliver modtaget af en sød (det er de virkelig altid) jordemoder, som heldigvis havede læst min fødselsplan og har gjort et badekar klar! Kæmpe ja tak! Da jeg kommer i vandet beder jeg med det samme om at få lattergas, det var det der med min datters fødsel virkelig gav mig mulighed for at bevare roen og holde fokus på at arbejde med veerne,cså det vidste jeg var alfa omega for en god oplevelse for mig. Jeg fik min lattergas. (Juhu!). Og så skal jeg da ellers nok sige at jeg havde en fest af en fødsel. Jeg havde overskud til at grine mellem veerne, min mand har videoer af mig hvor jeg taler lidt i tåger og var glad (så spøjst at se bagefter ) men hvertfald går arbejdet med veerne rigtig godt og efter kort tid for jeg pressetrang. Hvilket jeg i øjeblikket ikke helt kan forstå. Det er alt for tidligt, i forhold til hvad jeg oplevede med min datter. Hendes fødsel var en stor kamp og tog 12 timer med kæmpe smerter og masser af “jeg kan IKKE mere” tanker og råb. (Suk!). Men jordemoderen tjekker mig og kan konstatere at jeg er 10 cm åben og jeg bare kan presse når jeg vil.
Jeg spørger om hvor lang tid pressefasen vil tage for mig (hvor skulle hun vide der fra?) Men hun siger at hun regner med ca. 5 pressevee. Da jeg får det afvide tænker jeg “det skal være løgn!”. Jeg får jeg brugt 3 presseveer og så blev Otto født. Sund og rask og på 3,5 time 39+4. Jeg var lettet over at det ikke var en stjernekigger fødsel og at jeg kunne gøre det med en snert af mere overskud. Dog havde jeg præcis den samme power woman følelse som 1. Gang.
KVINDEKROPPEN ER FOR VILD!
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven