mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Fødselsfredag

Hele pointen med alle de her fødselsberetninger, som jeg deler hver eneste fredag er, at vise et alsidigt – og ærligt, ikke mindst – billede af, hvad en fødsel er eller kan være. For man kan ikke vide, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe, førend man står midt i den og derfor synes jeg kun det giver mening, at forberede sig på det meste. Om ikke andet, så bare ved at vide det findes.

Derfor bragte jeg i forrige uge beretningen fra en far, som tog imod sit eget barn, i sidste uge kunne I læse om en kvinde, der fik graviditetsbetinget angst i en sådan grad, at hun var ude af stand til at arbejde og nu er turen altså kommet til en lidt mere “almindelig” fødselsberetning, for dén slags findes der selvfølgelig – og heldigvis – flest af.

De fleste føder der føder, gør det altså relativt ukompliceret og dét synes jeg er vigtigt at huske på – også selvom alle slags beretninger finder vej herind.

Det var natten til den 5. januar 2011 og klokken nærmede sig 2.00.

Jeg var vågnet, som så mange gange før efter et par timer i sengen, ved stik og jag i lænden. En velkendt smerte, som skyldtes den bækkenløsning og det drejede bækken, som havde beordret mig på sofaen 4 måneder forinden. Terminsdagen var kommet og gået, kun med antydningen af en tabt slimprop.

Jeg forsøgte at sove igen, nu i en anden stilling. Det lykkedes at falde i søvn, blot for kort efter at blive vækket igen af samme smerte. Efter et par timer på den måde, stod jeg op og gik ind og lagde mig på sofaen, min vante plads. Der var gang i noget, men jeg var ikke helt sikker på hvad.
Min mand stod op klokken 6, og efter en kort snak blev vi enige om at han skulle blive hjemme. Det var et voldsomt snevejr, og jeg var usikker på om der snart ville ske noget. Min mand lagde sig tilbage i sengen, og tog et par timer mere.
Dagen gik og smertene var der fortsat, men de var ikke regelmæssige. Jeg prøvede at sove men uden held. Det føltes nu ret så fjollet, at min mand var blevet hjemme for intet.
Jeg ringede til hospitalet, som mente at vi kunne komme, hvis der kom mere regelmæssighed. Jeg tog et langt bad og min mand gik ned for at handle, vi skulle jo tydeligvis spise aftensmad hjemme… I badet skete der noget. Pludselig blev smerterne stærkere og svære at puste sig igennem. Min mand som var kommet tilbage ville lave det helt store madshow, men jeg fik ham på andre tanker og vi kontaktede igen hospitalet. Ved 19.30-tiden tog vi afsted. Min mand havde gravet bilen fri af sneen og oveni hatten fået migræne. Han kunne kun se på det ene øje da vi satte kurs mod hospitalet.
På Hvidovre var der travlt og vi ventede lidt over en time før en kæk jordemoder havde tid. Hendes fokus var dog på min mand, hvis migræne gjorde ham bleg og kvalm. Hun bad mig beslutte hvem der skulle hjælpe med fødslen, når han nu “ikke var noget værd”. Jeg bad hende undersøge mig, med forventning om at blive sendt hjem. Efter en ganske kort undersøgelse, kiggede hun op mellem mine ben og udbrød, “ja så kan I godt ringe til nogen, for du er 8 cm. åben, og bliver mor inden for et par timer.” Øhhh Nå! Det havde jeg ikke lige set komme.
Vi ringede til mine forældre, som lovede at komme så hurtigt de kunne, kl. var 22.
Min jordemoder hed præcis det samme som min mor, og gennede os ind på en stue i fødemodtagelsen, da der var fuldt booket på fødegangen.
Stuen havde badekar, og jeg ville så gerne i vand, da det var det eneste der lindrede min bækkenløsning, så Jordemoderen gik i gang med at fylde karet.
Mine forældre ankom, netop som jeg var blevet undersøgt igen. Jeg fik ikke lov til at komme i vand, jeg var 9,5cm åben og havde pressetrang, og jordemoderen mente ikke at der var tid. Vandet var stadig ikke gået, og først efter et jordemoderskifte kl. 23 gik det, midt under en presseve. Jordemoderen nåede kun lige at flytte sig, inden det stod ud i rummet i en lang stråle. Det var svagt grønt og jeg kunne se min mor udveksle blikke med jordemoderen. Min mor er sygeplejerske og har selv født fem børn, en bedrift jeg ikke tænker at gøre hende efter. Efter vandafgang gik mine veer i stå. Efter at have været regelmæssige og stærke, var der pludselig langt mellem dem. De var kortere og mindre intensive. Jeg var træt, og følte at alle ventede. På mig. På min krop. Jeg kiggede ned ad mig selv, flankeret af folk der holdt af mig, og for enden en tålmodig, sød jordemoder med blå gummihandsker.
Igen så jeg at de udvekslede blikke, min mor og jordemoderen, og denne gang talte de også om tiden, som var ved at løbe fra mig. Jeg var panisk angst for et kejsersnit, og bare tanken om en epidural, kan stadig få mig til at gyse. Så ved den næste ve pressede jeg alt hvad jeg kunne!
Jordemoderen roste mig og bad mig stoppe idet veen var ved at klinge af. Men jeg pressede videre. Ikke om jeg ville have det snit! Plop! og ud kom hun, “hov, hun kom sgu ud” udbrød jordemoderen overrasket, idet hun greb hende. “Hold da op hun er lille, men hun har store fødder”. Kl. var 00:57, den 6. Januar. Og lille det var hun med sine 2450g og sine 47 cm. Efter fire dages indlæggelse med en kvalm og slap baby fik vi lov til at tage hende med hjem.
Min Alba som siden er kommet godt i vej, høj og tynd og nu den bedste storesøster, man kan tænke sig. 
Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven