mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Et bare fordi-agtigt indlæg

Jeg har hovedet fyldt med idéer, men jeg kan ligesom ikke rigtigt finde ud af at gøre dem konkrete. Jeg har lyst til at skrive, men kløjes lidt i ordene og jeg tænker, om det mon kan have noget at gøre med, at min hjerne simpelthen er en smule omtåget i dag. Ordene blev til mudder og jeg er således endt ud med nærværende indlæg, som sandhed er temmeligt ligegyldigt. Men sådan er mit liv også af og til. Lidt ligegyldigt, eller i hvert fald meget lidt interessant, så jeg håber at I kan bære over med mig.

Jeg vågnede i morges, efter et par snoozes på vækkeuret, helt underligt tung i kroppen. Du ved, slet ikke klar til at vågne. Kender du det? (Ja, det gør du nok – det gætter jeg på, at alle gør). Det sære for mig denne morgen var dog, at jeg havde sovet hele natten. Uden afbrydelser.

Normalt sover vi nogenlunde igennem derhjemme, men alligevel vågner jeg ofte, hvis et barn lister ud på toilettet, eller ind under dynen til mig. Jeg vågner også altid hvis Martha trisser rundt eller – som hun gør ret ofte – når hun snorker. Shit, hvor kan den hund snorke, altså! Jeg har aldrig hørt noget lignende, ha ha!

Men i nat vågnede jeg ikke en eneste gang, så jeg gætter på, at min krop har haft brug for søvnen.

Da jeg havde ligget et par minutter og Martha, som altid hører det når jeg begynder at vågne, kom over og forsøgte at slikke på min hånd, der hang ud over sengekanten, kom jeg i tanker om, at jeg havde sovet så tungt og med dén tanke, blev følelsen af træthed, erstattet af god energi. Tænk, at få lov til at starte en ny uge ud med at have sovet en hel nat. Sådan hel-hel, når man ikke er vant til det. Det føles jo som at vade rundt i candyfloss, alene at snakke om det.

Jeg tog et hurtigt bad, kyssede drengene godmorgen, kogte havregrød, lavede kaffe og nåede akkurat at se mig selv i spejlet længe nok til, at jeg kunne få lidt concealer under øjnene og mascara på de øverste vipper, inden vi kørte afsted. I bil, for en gangs skyld.

Nu skrev jeg godt nok i går, at jeg allerhelst ville undgå nogensinde at cykle i kombinationen af blæst- og regnvejr igen, men det var faktisk slet ikke derfor vi tog bilen. (Det ville jeg nok i øvrigt alligevel aldrig gøre, eftersom der trods alt ikke er mere end halvanden kilometer på cykel til både skole og børnehave). Men fordi jeg skal et smut ud af byen i dag, tog vi bilen fra start.

Jeg har nemlig planer om, at skulle på genbrugsbutiksræs i dag og jeg ved af erfaring at genbrugsbutikkerne inde i København, har det med at være temmeligt meget dyrere end dem, ude i forstæderne. Så lige om lidt, når jeg har fået drukket min kaffe og lukket computeren, sætter jeg mig ud i den lille dyt og går på genbrugsjagt, til en lille ting, jeg satser på at fortælle jer om lidt senere på ugen – i hvert fald hvis jeg lykkes med det! 😀

Min indre krejler skal findes frem og jeg fryder mig sådan over nogle af alle de gode kup jeg satser på at gøre mig inden for de næste par timer. Wish me luck!

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven