mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Ej, jeg er sulten nu – en fødsel med uopdaget underkropsstilling

Det er altid et skøn, når en jordemoder mærker den gravide på maven, for at kunne sige noget om barnets tilvækst, mængden af fostervand og hvilken vej baby vender. Det er en subjektiv vurdering og det betyder altså også, at jordemoderen af og til tager fejl. Som oftest ligger fejlskønnet i babys vægt, som i sjældne tilfælde skønnes forkert med helt op over et kilo. (Det samme kan i øvrigt også gøre sig gældende med en vægtscanning, som nogle gange også er helt skæv). Men af og til, skønner jordemoderen også forkert i forhold til hvordan baby ligger inde i maven. Om baby ligger med hovedet op eller ned. Hvis jordemoderen er i tvivl om hvilken vej baby vender, vil hun som oftest hidkalde en kollega for en yderligere vurdering og slutteligt vil hun kunne tilbyde den gravide en scanning, såfremt der stadig skulle være tvivl. For at være sikker.

… Og alligevel tager jordemoderen ind i mellem grueligt fejl, som tilfældet du skal til at læse om i denne uges fødselsfredag.

Under min graviditet havde jeg fået at vide mange gange af forskellige mennesker, at jeg nok først ville føde efter min termin, og at jeg som førstegangsgravid godt kunne indstille mig på, at den der fødsel ville blive MEGET lang.

Min terminsdato hed 11. juli, og med ovenstående in mente glædede jeg mig til, at min kæreste og jeg i ro og mag kunne tage til bryllup hos vores gode venner d. 6. juli. Faktum er bare, at vi aldrig nåede det bryllup, og at min fødsel både var hurtig og før terminsdatoen.

Før jeg afslører, hvad der skete, og hvordan vores dejlige søn kom til verden, spoler vi lige tilbage til graviditetsuge 32, hvor jeg er til 3. lægeundersøgelse.

Min læge undersøger, hvordan baby ligger i maven, og hun mener, at baby ligger med numsen nedad. Det slår mig lidt ud af kurs, for mere end noget andet ønsker jeg at føde vaginalt, og tanken om en evt. sædefødsel er jeg overhovedet ikke tryg ved. Lægen forsikrer mig dog om, at baby sagtens kan nå at vende sig, så jeg skal tage det helt rolig.
Da jeg d. 12. juni skal til jordemoder, fortæller jeg hende, at jeg er nervøs for, at baby stadig ligger med numsen nedad. Hun giver sig tid til at mærke grundigt efter og smiler stort til mig, da hun er overbevist om, at baby har vendt sig og ligger med hovedet fast i bækkenet. Hun prøver endda at være sjov og siger, at hvis det er hovedet, der ligger op mod mine ribben, så er det et meget deformt hoved. Hun er slet ikke i tvivl – baby ligger, som han skal.

Jeg bliver så lettet! Alt er godt, og jeg føler mig taknemmelig for, at min graviditet har været fuldstændig ukompliceret, og det nu også ser ud til, at jeg kan få en helt normal vaginal fødsel. Men i bagklogskabens lys skulle jeg måske have fortalt hende, at jeg undrede mig over, at jeg ikke selv havde mærket, at baby havde vendt sig, og at jeg også undrede mig over, at jeg ikke kunne mærke babys små benspark mod mine ribben, som jeg ellers havde hørt andre gravide fortælle om.Alt er tilsyneladende godt, og min kæreste, der i øvrigt er læge, bliver også lettet over, at baby har vendt sig. Min kæreste har selv forsøgt sig med de fire håndgreb på min mave. Han har dog ingen klinisk erfaring med dette, men han tror på et tidspunkt, at numsen ligger nedad. Efter jordemoderbesøget stoler vi dog begge på den erfarne jordemoder – selvfølgelig ligger baby da med hovedet nedad.

Resten af juni-måned forløber godt, og jeg nyder min gravide krop, og at den så tæt på termin stadig tillader mig at svømme et par gange om ugen og cykle lange ture.
D. 2. juli bliver dog sidste gang, at jeg svømmer mine 40 baner i svømmehallen. Jeg er træt, men intet tyder på, at fødslen er tæt på, og jeg har endda overskud til at have tøjkrise over, hvad jeg skal tage på til brylluppet d. 6. juli.

D. 3. juli er jeg 38 + 6 og skal til tjek hos den samme jordemoder. Jeg cykler smilende derfra, da hun bekræfter, at baby har det godt og stadig ligger helt, som han skal  – med hovedet nedad. Om aftenen snakker jeg i telefon med min søster, som dagen efter skal 3 uger til Asien, og jeg siger: “Bare rolig. Der er intet, der tyder på, at jeg føder snart. Du når sikkert at komme hjem, før jeg føder, for jeg går helt sikkert næsten 2 uger over tid”. Glad og træt går jeg d. 3. juli i seng kl. 22 og falder i søvn med det samme – intetanende om, at jeg næste morgen bliver mor.

Kl. 2.15 vågner jeg, fordi jeg skal tisse (intet usædvanligt i det), og jeg vralter søvnig ud på toilettet. Jeg tisser. Jeg vralter tilbage i sengen igen, og lige da jeg lægger mig, mærker jeg noget fugtigt i trusserne. Jeg vralter atter ud på toilettet og opdager noget slim i mine trusser. I samme sekund løber der blod ned i toilettet, og jeg bliver så bange, for jeg har ikke set skyggen af blødning i over 9 måneder. Jeg råber på min kæreste, og han kommer løbende. Jeg siger, at jeg tror, at vandet er gået, og han kigger i mine trusser og ned i toilettet. Han siger, at jeg skal være helt rolig, og at det måske bare er slimproppen, der er gået, og at det ikke behøver at betyde, at fødslen går i gang. Han forsikrer mig desuden om, at blodet kaldes tegnblødning, og at det også er helt normalt. Jeg husker, at han er så rolig og siger med et smil, at vi sikkert sagtens kan tage til bryllup på lørdag, for den der slimprop kan gå mange gange inden fødslen.

På trods af min kærestes rolige væsen er jeg ikke rolig selv. Mens jeg sidder på toilettet, gør min mave pludselig knuder, og jeg tror kortvarigt, at det er begyndende veer, men det viser sig bare at være afføring, der er på vej. Det er da alligevel mærkeligt, at den afføring kommer så pludseligt, når jeg at tænke. Jeg gør mig færdig og tager et bind på for at være helt sikker på, at den der slimprop i virkeligheden ikke er vandet, der er gået. Min kæreste vil tage et billede af min gravide mave, så lidt fjollet stiller jeg mig foran ham. “Bare for en sikkerheds skyld”, siger han.
Da der i bindet ikke kommer mere slim eller blod eller vand for den sags skyld, siger min kæreste, at jeg skal forsøge at sove. Jeg mærker baby bevæge sig i maven, hvilket gør mig lidt mere rolig.

Pludselig mærker jeg ikke kun baby i maven, men menstruationslignende smerter tager ud af det blå til i mit underliv. “Det gør altså ondt nu”, siger jeg til min kæreste. “Hvordan ondt?” spørger han. “Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er veer”, svarer jeg.
På meget kort tid (en halv time efter slimproppen er gået) vælter veerne ind over mig, og jeg kan ikke ligge stille. Det synes fuldstændig uforståeligt, at jeg blot et kvarter tidligere smilede til min kæreste, da han skulle tage et billede af min gravide mave, for nu kaster jeg mig vridende rundt i sengen, hver gang der kommer en ve, og snart bliver jeg også nødt til at rejse mig for at kunne holde smerten ud. Min kæreste er så god og støttende, og jeg husker stadig hans rolige stemme sige: “Bare træk vejret dybt – helt ned i maven”. Jeg fokuserer 100 % på, hvad han siger, og forsøger at trække vejret dybt – helt ned i maven. Uden hans ord og støtte er jeg i skrivende stund overbevist om, at jeg ikke havde overlevet de veer der.

Min kæreste forsøger at tage tid mellem veerne, men det bliver hurtigt en umulig opgave, for snart er der kun få minutter mellem veerne, og jeg skriger som en gal. Her bliver min ellers rolige lægekæreste nervøs og ringer til fødeafdelingen på OUH. Vi får en sød jordemoder i røret, som starter med at sige, at vi skal tage det roligt, og at der stadig kan være længe til fødslen, når vandet endnu ikke er gået. Hun siger, jeg evt. kan forsøge mig med et varmt brusebad for at slappe af og dulme smerterne. Undervejs i den korte samtale når jeg at have mindst 3 veer, og jordemoderen siger så, at hun godt kan høre, at jeg er forpint, og at vi gerne må komme ind til et tjek, hvis vi er nervøse. Det takker vi ja til (HELDIGVIS, siger jeg den dag i dag).

Vi bor på 4. sal uden elevator, og min kæreste efterlader mig kortvarigt i lejligheden for at sætte autostolen i bilen. I de korte pauser mellem veerne når jeg at tage kontaktlinser i, for i mit smertehelvede når jeg alligevel at tænke, at jeg hellere må kunne se noget. Derudover når jeg at tage en hårelastik om håndleddet, for jeg har jo læst, at et langt filtret garn er ret irriterende at få i ansigtet, når man skal føde. Hårelastikken når jeg dog aldrig at sætte i mit hår …

Jeg kommer på forunderlig vis ned fra 4. sal med god støtte fra min kæreste, og jeg når kun at have en ve i opgangen (stakkels naboer). Min kæreste beordrer mig ind i bilen og siger, jeg skal tage sele på (som om jeg kan det). Bilturen husker jeg ikke ret godt, men min kæreste har fortalt, at jeg på de 12-14 minutter, det tog at køre til OUH, havde mindst 3 veer, og at jeg på de 300 m, som vi skulle gå fra parkeringshuset på OUH til indgangen til fødeafdelingen, havde yderligere 3 veer.
Kl. 4.45 ankommer vi til fødeafdelingen, og midt i endnu en ve tager den søde jordemoder, som vi snakkede i telefon med, imod os. Hun undersøger mig med det samme og bliver pludselig lidt stille. Derefter siger hun, at hun tror, at babys numse ligger nedad, og at jeg altså er 10 cm åben. “Hvad?”, tror jeg, vi begge udbryder chokeret, og min kæreste fortæller, at jeg var til jordemoder i går, hvor hovedet altså lå nedad. Jordemoderen kalder hurtigt en jordemoderkollega og en fødselslæge, som begge bekræfter (også med en hurtig scanning), at den er god nok  ­– baby ligger med numsen først.
I mit smertehelvede og chokerede tilstand bliver jeg vred. Hvordan kan min jordemoder have taget fejl?
Fødselslægen informerer os om, at vi lynhurtigt skal træffe valget mellem en sædefødsel og et akut kejsersnit, for fødslen er MEGET fremadskridende. Det er en dum og akut situation, og mentalt kan hverken jeg eller min kæreste følge med.

Vi ender med at vælge kejsersnittet, omend det på ingen måde er det, jeg ønsker, men i situationen er jeg bange for sædefødslen, og vi føler heller ikke, vi ved nok om sædefødsler. Det er bare en dum situation at stå i, for alt er gået for stærkt, og vi er på ingen måde forberedte på at tage en beslutning så hurtig.

På vej ned til operationsstuen fortæller fødselslægen mig, at jeg er meget langt i fødslen, og at de satser på at lave et akut kejsersnit (grad 2), men at hun ikke kan love, at de kan nå det. Det hele går så stærkt, og den hårelastik, som jeg i et klart øjeblik mellem to veer tidligere tog om håndleddet, længes jeg nu efter at sætte i mit lange, filterede garn. Problemet er bare, at jeg i selvsamme hånd har fået lagt et drop, og min hårelastik er spærret inde mellem drop og slange.


Læs en beretning om en uventet sædefødsel HER


Så ligger jeg der på operationsstuen – med veer, et filtret, langt garn og en hospitalsskjorte halvt på. Med besvær og mellem to veer får jeg lagt mig om på siden, så anæstesilægen kan bedøve mig. Hold nu op, det er svært at ligge stille, når man har en ve og skal have lagt en rygmarvsbedøvelse. Lige inden bedøvelsen begynder at virke, når jeg at føle lidt pressetrang, men fortæller det ikke til nogen. Pressetrangen bliver dog hurtigt erstattet af en sovende fornemmelse i mine ben, og pludselig er veerne væk, og jeg kan mærke mig selv igen. Jeg mærker, at jeg er sulten, og det skal alle omkring mig åbenbart vide, så lige inden kejsernittet udbryder jeg: ”Ej, jeg er sulten nu!”. Anæstesilægen er en sjov fyr og siger smilende, at han da også godt kunne spise morgenmad nu. En sådan kommentar gør mig mere tryg, og på trods af den akutte situation er kejsersnittet en god oplevelse, hvor jeg føler mig omgivet af et kompetent og empatisk sundhedspersonale. Både min kæreste og anæstesilægen fortæller mig hele tiden, hvad der sker, nu når jeg hverken kan mærke eller se, hvad der foregår bag det blå klæde, hvor der bliver skåret i min mave.

Og pludselig hører jeg min søns skrig for første gang, og et par tårer løber ned ad mine kinder.

D. 4. juli kl. 5.55 (39 + 0) kommer den dejligste dreng til verden – mindre end 4 timer efter de første tegn på fødsel med slimprop og tegnblødning. Han er sund og rask, 3225 g og 51 cm.

På trods af en god og tryg oplevelse med kejsersnit, omend det var akut, er min kæreste og jeg dagene efter fødslen kede af forløbet. Mest af alt har jeg været sur på min jordemoder, som tog fejl mht. babys underkropsstilling. For hvor kunne forløbet have været anderledes og mindre akut, hvis vi havde vidst, at han lå med numsen først. Efterhånden er jeg dog fortrøstningsfuld og har tilgivet jordemoderen, der tog fejl, for jeg har også indset, at enhver nok kunne have taget fejl, og at vores situation var ret speciel. Samtidig er jeg bare taknemmelig for, at vi fik en sund og rask dreng ud, for jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde taget et brusebad derhjemme, og vi ikke var taget ud til tjek på OUH.
Når det så er sagt, håber jeg inderligt, at når vi engang er klar til barn nr. 2, så kan jeg få lov til at føde helt naturligt – med hovedet først.

Skriv din kommentar

Kommentarer (2)

  1. Hold nu op en fortælling! Hvor tacklede den fødende det bare mega sejt.

    Jeg ville virkelig ønske, at nogle havde fortalt mig, at sådan en førstegangs fødsel kan gå hurtigt. Jeg var i hvert fald glad for, jeg var på hospitalet, da min fødsel gik i gang (blev igangsat) med de 3,5 timer det tog fra vandafgang, til min søn lå på maven af mig ❤️

  2. Gud mand! Det er nærmest præcis en gengivelse af min første fødsel.
    Intet mindre end 5 fagfolk, læge inkl. var overbevist om at baby sad med hovedet ned siden uge 30. Men først da jeg havde været igang i 18-20 timer med masser af veer, fandt JM ud af at det var sædestilling, fordi hun fik hænderne fulde af mekonium ved en undersøgelse om hvor åben jeg var.

    Jeg har fået barn nr. 2 i en ganske almindelig vaginal fødsel, hovedet først. Så det kan altså godt lade sig gøre 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven