mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Da angsten fik overtaget

Stort set alle, der bliver gravide, oplever én eller anden form for angst for at miste barnet. En naturlig angst, der er uløseligt forbundet med forventninger og kærlighed. En angst, som – uanset hvor irriterende den måtte være – er forventelig, taget situationen i betragtning. Hos de fleste er angsten for at miste momentorisk, kortvarig og typisk forbeholdt den første halvdel af graviditeten, hvor man endnu ikke kan mærke sin baby sparke. Men for nogle – heldigvis ganske få – varer den ved og udvikler sig fra at være en naturlig afstikker af bekymring, til at blive altoverskyggende. En altoverskyggende, ødelæggende og irrationel angst, som ingen nogensinde er tjent med at skulle håndtere. Slet ikke under en graviditet.

Netop dét oplevede Sara, der har skrevet et meget rørende og barskt bidrag til denne uges fødselsfredag. Det er egentlig ikke så meget en fødselsberetning, som det er en graviditetsberetning, men jeg synes den fortjener sin plads, for det her er simpelthen et emne, vi bliver nødt til at tale om. For du er aldrig alene.

Min veninde var indlagt på Skejby den sidste måned af sin graviditet. Hun var i risikogruppe for at føde før tid. Hun blev holdt godt øje med. Dagligt lavede hun en CTG-kurve når hun stod op på sygehuset. Via elektroder sat på maven sendte hun information om sin lille pige til jordmødre, der sad klar hvis der viste sig de mindste udsving i hendes rytme; så kunne man tage hende ud med det samme. Redde hende. Redde et liv.
Jeg kan huske, at jeg i mit stille sind tænkte; Hvor må det være betryggende at have sådan et hold jordmødre i ryggen, der hver dag tjekker om ens baby har det godt!

Et års tid senere blev jeg selv gravid. Med mit andet barn. Mit ønskebarn nummer 2. Min datter var på dette tidspunkt lidt over 2 år og var præcis derefter; en sød, skøn, fantastisk lille mundfuld! Da hun lå i min mave var jeg bange for at miste hende. Det var tilbage i 2016. Jeg ville hende så meget. Ønskede hende så meget. Det måtte ikke gå galt. Bare tanken om at hun ikke skulle komme til verden var uendelig hård, og jeg fik mange scanninger, for at se om hendes lille hjerte nu stadig slog. Hun kom ud og det var det vildeste.

Med erfaringen om at min krop var god til at være gravid og kunne lavet et sundt og raskt barn, begav min mand og jeg i 2018, os ud i det, der skulle vise sig at blive mit livs kamp, nemlig barn nummer 2. Alt blev sikkert fint, alt skulle nydes, alt ville blive efter bogen, vi havde vores perfekte lille datter til at minde os om, at vi kunne lave børn som var raske. Vi var rationelle og bekymringsfrie. De gode argumenter for, at denne graviditet ville blive en dans på roser stod i kø. Lige indtil de to streger trængte igennem det lille vindue i testen. Alt blev ændret i det sekund. Alt blev sårbart, dyrebart, mærkbart og ude af vores hænder. Mine hænder især. Jeg var bange for at miste. Igen. Alt min rationalitet blev skyllet ud af hver en celle i min krop. Min datter var ikke længere det gode eksempel og en relevant erfaring. Man kunne jo stadig miste? Også anden gang.
Man kunne jo miste altid, hele tiden? Og derfra rullede mine bange anelser sig ud og blev til en stor og styg altoverskyggende angst. 6 måneders sygemelding med angst fra mit ellers nye arbejde som fotograf, piller mod depression og utallige ultralydsscanninger (først af egen lomme og senere hver 14. dag på sygehuset grundet mine bekymringer), i et misbrugslignende krampagtigt forsøg på at se at det lille hjerte stadig bankede inde i min mave. For at lette mine skuldre. Men det var som at tisse i bukserne, en kortvarig varme, en kort ro.

Jeg begyndte at få tvangstanker. Tvangstanker om at ansvaret var mit og kun mit, og jeg ventede blot på, at det en dag gik galt. At babyen stoppede med at sparke eller at hjertet gik i stå. At det hele endte i død og sorg. At det lille liv aldrig blev. At vi ville miste. Miste en drøm. Miste et barn. Dagene gik, ugerne, månederne. En dag af gangen. En nat af gangen. Endnu en dag hvor ingen døde. Hvor man stadig levede. Men håbet blev forstilt. Jeg holdt vejret. I 9 måneder. For tænk hvis barnet nu aldrig kom ud. Levende. Sidst i min graviditet havde jeg med selvskade og enkelte selvmordstanker i baggagen nået en ny fase i min angst. Total ængstelighed. Jo tættere terminen kom på, desto mere sårbart blev det hele og desto stører risiko var der for at jeg mistede. Sådan så virkeligheden ud gennem angstens klamme briller. Det var min forskruede overbevisning. De daglige spark og ansvaret for at registrere dem, blev en tungere og tungere byrde og jeg følte mig meget alene om dette store ansvar det var at registrere liv. Eller værre; registrere døden. At der måske en dag ingen spark var når jeg vågnede om morgenen. Jeg tænkte på min veninde den efterårsdag jeg besøgte hende på Skejby. Den tryghed der herskede. At hun var i andres hænder. At hun var lige der. At hun hver dag stod op og kørte en CTG. Siddende i den store bløde seng med kig ud over Skejbys marker. Registrerede de små spark, som hun via en tablet sendte ind på fødegangen. Kunne ringe og snakke med den person som havde gennemset hendes resultat. Tænk hvis JEG kunne sige til min angst “En fagperson har set på mit barns kurve og jeg har registeret spark – så dør den ikke i dag. Så tager vi en ny dag i morgen, men i dag er en god dag og jeg kan leve dagen uden frygt for pludselig spædbarnsdød i maven”. Jeg vidste aldrig hvad morgendagen bragte og jeg levede dag for dag. De første 3 måneder af dem, næsten i det samme sæt tøj og med meget få bade og hårvaske. Min angst havde overbevist mig om, at min baby ville dø i maven på mig. Før eller siden. Hvis ikke i dag, så i morgen.

Da jeg ramte uge 29, kunne jeg ikke kende mig selv. Ekstrem ængstelighed og fortvivlelse havde ramt hårdere end før, og jeg følte, at min mave var en tikkende bombe. Jeg vidste ikke hvornår den gik af og rev mit liv ville blive revet itu. Jeg vidste ikke hvornår sparkende ville holde op, og jeg skulle føde et dødt barn og fortælle min lille datter, at hun ikke skulle være storesøster. Hvordan kunne man komme igennem det? For det VAR dét der ville ske – det havde angsten bestemt. Det var her jeg bedte min jordmoder om hjemmemonotering/CTG. Jeg fik et ja. Byrden og forbandelsen, det havde været at mærke spark og gå til scanninger hele tiden, blev formindsket. Jeg stod op hver morgen og lavede CTG liggende i min sofa. Sendte ind og fik svar. Altid positivt, heldigvis. Tryghed og en snært af fornuft bredte sig i mig: babyen dør ikke i dag, alt har set fuldstændig fint ud, hvis der var de mindste udsving ville de ringe mig op, jeg kan leve i dag. Dog kunne jeg ikke tænke på i morgen, for det var en ny dag og en ny kamp. Men også en ny CTG, som forhåbentlig også var fin. Sådan levede jeg den sidst måned, før min smukke yngste datter Karen, så dagens lys ved et dejligt planlagt kejsersnit, en augustmorgen i 2019. Jeg håber for alt i verden, at hjemmemonitorering mod angst, kan få lov til at gøre en lige så stor forskel for andre, og at andre kan føle, som jeg gjorde det, at man bliver holdt i hånden og nogen har ens ryg. At man ikke står med ansvaret for babyen i maven helt selv. For du er aldrig alene.

Sara 30 år, mor til Lærke 2016 og Karen 2019, idag fri for angst.

Skriv din kommentar

Kommentarer (8)

  1. Puha, hvor er jeg glad for at det endte med en rask baby! Jeg er selv gravid i uge 10 og det er kommet så meget bag på mig, hvor sårbart det er. Jeg er så bange for at miste. Måske også fordi jeg har blødt enkelte gange og faktisk tænkt, at nu var det slut… jeg håber sådan at jeg får mere ro på efter første trimester!

  2. Pyha- det har været hårdt. Jeg sidder og græder. For jeg kan genkende så meget.

    Jeg var været gravid 5 gange og har 2 børn. En søn fra 2012 og en datter fra 2019. Det var en lang kamp, at få hende og vi havde faktisk opgivet. Så da jeg blev gravid blev jeg også overmandet af angst. Ikke i så svær grad som dig. Men i 9 mdr. var jeg hver dag skrækslagen for at miste. Jeg følte som dig et kæmpe ansvar og jeg følte ikke jeg kunne leve op til det. Bukkede jeg mig forkert ned efter noget på gulvet slog jeg mig selv i hovedet flere dage efter. Jeg lå på sofaen hver dag og græd og jeg trak ikke vejret før den dag hun endelig lå på min mave.

    Så tak for at du åbner op og tak til Cana for at tage emnet op. Jeg tænker umiddelbart der er mange der kan relaterer, det er bare ikke noget der bliver snakket så meget om.

  3. Jeg troede, at jeg var helt alene om at tænke disse tanker og at føle det kæmpemæssige ansvar. Har ikke engang delt det med min mand!
    Så 1000 tak til dig, Cana, og dem der kommenterer for at bringe emnet op. 🦋
    Kh. Mette

    1. Kæreste Mette! Hvor er jeg glad for at min historie har lydt genklang i dig. Det var så lidt. Det hjalp mig st dele alle tanker med min mand, vi kæmpede sammen. Håber det kunne inspirere dig til det samme.

      Alt det bedste din vej. Kh Sara Astorp.

  4. Kæreste Sara! Hvor har det været en tid fyldt med både glæde over et nyt liv og angsten for at miste dette nye liv. Det må virkelig svær tid for dig/jer at gennemleve. Og hvor dejligt at I nu har både den dejligste Karen og hendes skønne storesøster. Jeg glæder mig til at se jer alle tre❤️❤️❤️ Kærligst Ruth.
    PS. Hvor er det smukt og følsomt skrevet, så enhver læser kan mærke din smerte, som heldigvis er væk nu💐

  5. Af hjertet tak for din ærlighed og din historie. Jeg troede virkelig jeg var den eneste der gik og havde det sådan. Jeg sagde ikke noget til nogen for jeg troede de ville tro jeg var tosset. Jeg er så bange for at blive gravid igen, for det var simpelthen så hårdt med min den første. Men havde jeg vidst at der var hjælp at hente, havde jeg nok sagt noget til nogen om, hvordan jeg gik og havde det. Måske er der hjælp at hente, hvis jeg igen skulle gå hen og blive gravid – det er stadig svært at tage springet så det er stadig uvist om der overhovedet bliver en 2. graviditet.

    1. Jeg er glad for at du kunne lide mit indlæg Louise. Jeg tror bestemt der er hjælp at hente. Det tog også mig et halvt års tilløb før jeg blev gravid igen. Havde haft en snert af angst ved min store pige, men ønskede hun skulle have en søskende så jeg gjorde det rigtig meget for hendes skyld.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven