mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Tid til eftertanke #36

Jeg sidder foran min computer, på min vante plads i køkkenet. Simon har lige serveret en kop kaffe for mig, i én af de nye, meget pæne kopper han købte på en personaletur i sidste uge. (Tænk, at have en kæreste der (også) sætter pris på pænt stentøj! #goals). Drengene sidder i sofaen og diskuterer om de skal se filmen med dinosaurer eller ej og som baggrundsstøj, kan jeg høre vaskemaskinen centrifugere håndklæder for fuld knald. Vi kom hjem i går, efter fire dage i det jyske og jeg tror at jeg – lige nu – er dét man kalder for lykkelig. Lykkelig for mit lille liv, de mennesker jeg har i det og for alle de gode ting, der lader til at ske omkring mig, lige akkurat nu.

Ugens højdepunkt har (selvfølgelig) været turen til Lalandia. Vi havde lejet et ordentligt stort hus og inviteret vores søskende og deres børn til at komme med – og det var en kæmpe succes! Nogle kom og var sammen med os alle dage, imens andre kun kom en enkelt, og det hele var simpelthen så hyggeligt. Jeg ved godt, at der er mange voksne som skælder ud på Lalandia og siger, at det er noget af det værste de kan forestille sig, men jeg synes altså at det er ret fantastisk. Særligt fordi man kan få følelsen af at være på (charter)ferie, uden at skulle flyve langt eller bruge mere end et par dage på det… Og nu hvor vi toppede med at være 7 voksne, til at være sammen med de 7 børn, så var der samtidig også tid til at vi, de voksne, lidt på skift kunne sidde ned en times tid eller to og snakke sammen, sådan helt uden afbrydelser. Dét var fedt!

Jeg smilede mest da de første ordrer tikkede ind på min lille nye webshop, efter jeg lancerede den i torsdags. Siden da, er det gået stærkt, og jeg er altså helt på røve over, hvor mange der allerede har bestilt mine bøger. Indtil videre er det uden tvivl den nye, der er størst efterspørgsel på, men af og til dukker de gamle også op i bestillingerne – og dét gør mig simpelthen så mega-glad! Tænk at få lov til at være dén, der sender mine egne bøger ud i verden – selvfølgelig med en lille hilsen, hvis man ønsker det – det kan altså virkelig noget!

Ugens lavpunkt ligger i den mere forfængelige ende af skalaen i denne uge. Flere timers badeland og mindst én portion nachos (med ekstra ost, selvfølgelig) flere dage i træk, har ikke ligefrem gjort noget godt for min, i forvejen lidt rigeligt udfordrede, hud. Normalt ville jeg være ligeglad, og bare sørge for at pleje den godt de næste par dage, men fordi jeg har et temmeligt stramt program, hvor jeg gerne skal se nogenlunde anstændig ud, så er det altså lidt irriterende.

Det gode ved det var at det var badeland og nachos! Det var godt så længe det varede og jeg ville med glæde gøre det igen og igen!

Jeg har haft det bedst med at iføre mig min nye frakke, som jeg endelig fik taget mig sammen til at købe. Det føles næsten som at pakke sig ind i en let dyne, når man tager den på – og jeg elsker det. Den kostede 599.- og jeg har købt den HER – reklamelink (hvor jeg lige nu opdager, at de faktisk giver 20% rabat på en masse overtøj, hvis nu nogen skulle stå og mangle).

Det bedste jeg har spist har vel været ét eller andet friteret? Ej, jeg kan seriøst ikke huske at have spist ét eneste måltid der har gjort andet indtryk end at det har været noget med fedt, salt og højkaloriemums, så der er altså ikke rigtigt nogle anbefalinger herfra i denne omgang.

Det bedste jeg har hørt er endnu engang i podcastgenren, og når nu jeg ikke var nogle madanbefalinger ovenfor, så får I altså lige lidt dobbeltkonfekt her 😉 Efter at have lyttet til de første par afsnit af Krøllet Kærlighed i sidste uge, kastede jeg mig over Gudindelogen. Jeg hørte et par afsnit af den for nogle måneder siden og kom så af én eller anden grund væk fra den. Og hvilken grum fejl, for sjældent har jeg dog følt mig så dejligt og kærligt underholdt, som når “Gudinderne”, Sofie og Emilie, fortæller sjove anekdoter og deler ud af sig selv i deres samtaler, som jeg på én eller anden måde kommer til at føle mig som en ægte del af. De sludrer, griner, tænker, reflekterer og skræpper, præcis sådan som jeg også gør med mine veninder og det er – for mig – fuldkommen vidunderligt, at blive inviteret indenfor, af to så hjertevarme og inspirerende kvinder som de to. Hvis ikke du kender Gudindelogen, så tjek den ud der hvor du lytter til dine podcasts normalt – og hvis dét er på podimo, så giv også lige Krøllet Kærlighed et lyt ved samme lejlighed, hvis du ikke har været der endnu.

I næste uge ser jeg frem til at min tredje bog endelig udkommer! Næsten et helt års arbejde kulminerer, når den lander i butikkerne på torsdag og jeg er selvfølgelig edderspændt på, hvordan den vil blive taget imod. Der er ingen tvivl om, at den er min personlige favorit af de tre. Men de vigtigste dommere er selvfølgelig dem som kommer til at læse den og dét er jeg spændt på! Den kommer til at kunne købes i de fleste fysiske boghandlere og så selvfølgelig online, fx hos Arnold Busck, Bog & Idé eller lige her hos mig, hvor man som sagt kan få bøgerne – nye som gamle – signeret, hvis man har lyst 🙂

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven