mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Risotto – nem og lækker grundopskrift

Risotto behøver hverken at være svært eller særligt tidskrævende, hvis man bare lige kender til de små tricks, som jeg har været så heldig at lokke ud af Simon.

grundopskrift risotto med svampe

I virkeligheden så har jeg aldrig været den store fan af risotto. De par stykker jeg havde smagt inden jeg mødte Simon, var enten for fede, for kedelige eller slet og ret et godt stykke vej fra hvad mine smagsløg normalt sætter pris på. MEN! Som du måske fornemmer, så har meget ændret sig sidenhen. Nu ELSKER jeg risotto! I hvert fald når Simon laver den til mig 😉

Det smager sååååå lækkert!

Der er selvfølgelig mange måder at lave en risotto på, og det her er således bare en grundopskrift, som man kan skubbe i flere forskellige retninger, afhængigt af hvad man godt kan lide.

Risotto - nem og lækker

4 personer
40

Ingredienser

Risotto grundopskrift

  • 400 gram risottoris
  • 2 skalotteløg
  • 2-3 dl hvidvin (ikke sød)
  • 400 ml grøntsagsbuillon (altså, vand blandet med buillon, efter anvisning)
  • Yderligere vand (se "fremgangsmåde")
  • 200 gram revet parmesan
  • 25 gram smør

Risotto - forslag til tilbehør

  • 600 gram svampe - gerne forskellige slags
  • Lynsyltede rødløg
  • Parmesanflager
  • Forskellige krydderurter

Sådan gør du

Risotto - grundopskrift

Hak dine løg så fint som du overhovedet kan. Kom godt med olie på en pande og varm den op til middel varme. Kom løgene på panden. Når løgene er blevet klare (efter cirka 1 minut), tilsætter du risene og steger dem af et par minutter, under omrøring. Når risene bliver blanke, tilsætter din hvidvin, så det akkurat dækker alle ris.

Lad hvidvinen koge helt ind, imens du rører rundt af og til. (Risene må helst aldrig brænde fast til panden).

Når vinen er kogt helt ind, tilsætter du din grøntsagsbuillon og koger op, under omrøring af og til.

Når du fornemmer at vandet er fordampet/absorberet, tilsætter du mere, lidt ad gangen. Denne proces gentages, indtil risene har den ønskede konsistens.

Den revne parmesan tilsættes. Omrør retten og smag til med salt og peber.

Hvis din risotto er blevet for fast, tilsæt blot mere vand. Den skal gerne “løbe” lidt, da den hurtigt vil sætte sig, når du tager den af varmen.

Når du er tilfreds, tilsætter du en klat smør, rører rundt og serverer med dit yndlingstilbehør.

Risotto - tilbehør

Skær et rødløg i ringe. Vend ringene i en blanding af eddike, sukker og salt (1 dl eddike, 1 tsk sukker og 1 tsk salt) og lad dem stå, imens du steger dine svampe.

Rens og skær dine svampe i mundrette stykker. Kom olie på en pande og varm den op til høj varme. Steg svampene, indtil de bliver gyldne. Smag til med salt og peber.

Pluk dine urter, som du bedst kan lide dem. På billederne her, har jeg brugt ærteskud, brøndkarse, timian og rød skovsyre, men de fleste kan gå an.

Anret din tallerken efter bedste evne – og velbekomme!

grundopskrift risotto med svampe

 

Grundopskriften på denne her risotto kan varieres på masser af måder, men den kan altså også sagtens spises “som den er”. Den er salt, syrlig, sød, cremet, fed og fuld af umami, så toppingen er altså i bydende nødvendig.

Men altså, når vi nu lige akkurat stadig bevæger os rundt i den vidunderlige svampesæson, så er det selvfølgelig oplagt at bruge nogle af naturens gratis gaver (eller dem, man kan få helt friske, lokale og lækre i supermarkedet). Og uanset hvor godt en risotto smager i sig selv, så kommer vi jo ikke udenom, at det er toppingen som betyder det hele for anretningen, som selvfølgelig også tæller – i hvert fald hvis man laver retten til gæster 😉


Prøv også min – altså, Simons – opskrift på svampetoast


I denne risotto er der en blanding af champignoner fra supermarkedet og en rest af nogle kantareller, karl johan og løghatte vi havde til overs fra en svampetur, men alle slags svampe kan selvfølgelig bruges – og hvis ikke lige du har svampe, så bruger du bare noget andet. For eksempel kan man også sagtens bruge ærter og forårsløg, når dét er i sæson.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven