mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Jeg får jo (næsten) lyst til at føde igen

Jeg ved ikke rigtigt hvor mange af jer, der ved det, eller om nogen overhovedet har bidt mærke i det – for det har virkelig ikke fyldt meget herinde. For jeg har faktisk aldrig delt min anden fødselsberetning med jer. Det havde ellers været oplagt eftersom jeg jo efterhånden har delt flere hundrede fødselsberetninger herinde – inklusive dén fra min første fødsel, i øvrigt.

Af og til er jeg blevet spurgt og hver eneste gang, har jeg affejet spørgsmålet med noget ala: “måske deler jeg den en dag”.

Det tror jeg faktisk bare ikke at jeg kommer til at gøre. Ikke lige med det første, i hvert fald. Jeg havde nemlig en rigtigt dårlig oplevelse, selvom den på papiret ser helt fin ud. Og det er jeg af én eller ande grund lidt flov over. Det føles forkælet og dumt når jeg fortæller om den og jeg kan se, at dem der lytter, ikke forstår. Jeg føler mig misforstået og forkert, fordi jeg havde en dårlig oplevelse.

Efterhånden fylder den dårlige oplevelse ikke længere noget særligt i mit liv og på den gode side, så har den for alvor lært mig, hvor lidt man i virkeligheden kan regne med at vide noget og noget som helst, når det kommer til hvordan en forestående fødsel kommer til at forløbe.

Jeg troede at jeg skulle have en “drømmefødsel” anden gang. Jeg forventede det faktisk, fordi jeg havde haft sådan en god fødsel første gang. Dumt, ja. Men for fanden, sådan er det jo for de fleste – at det er (endnu) federe at føde anden gang, end første.

Og så blev det bare alt andet end det.

Jeg var uforberedt på at min fødsel kunne blive andet end fed og det tog mig bogstaveligt talt med bukserne nede, at den blev som den blev.

Derfor var jeg flov. Ja, derfor er jeg sådan set stadig lidt flov. For hvordan pokker kunne jeg dog være så naiv at jeg ligefrem regnede med at få en helt bestemt slags fødsel? Jeg er jo jordemoder, for pokker! Jeg burde vide bedre.

Det ved jeg heldigvis nu. Jeg ved, at den gode fødselsoplevelse ikke sidder i fødslens fysiske forløb – den sidder i vores hoveder. I forståelsen, opfattelsen og refleksionen, ikke mindst. Alle slags fødsler kan i udgangspunktet være gode fødsler – det handler bare om hvordan man ser på dem; om man kan være i dem undervejs; om dét der sker, giver mening; og selvfølgelig om man har en fornemmelse af – enten med eller uden smertelindring – at kunne håndtere smerterne.

I løbet af de seneste tre dage, hvor jeg har siddet i lydstudiet og indlæst min kommende bog om fødsler, er jeg blevet mindet om – igen og igen – hvor vigtigt lige akkurat dét her er. Jeg er blevet mindet om, at alle kvinder, der føder børn, er seje. At fødslens forløb sådan set kan være fuldstændigt underordnet for indsatsen og det vidunderlige resultat der kommer ud.

Åh mand, at læse den bog højt for mig selv (og for verdens sødeste lydmand, Ulrik) har gjort ét eller andet ved mit lille personlige traume over min anden fødsel. Ja faktisk, er det lige før jeg har fået lyst til at føde igen, for jeg tror faktisk at jeg – med den rette indstilling og mine egne ord i baghovedet – kunne gå hen og få en rigtigt god oplevelse. Og sådan én fortjener man da næsten at slutte af på, ikke sandt? 😉

Skriv din kommentar

Kommentarer (10)

  1. Ej, jeg skal føde anden gang til April og nu bliver jeg helt nervøs! Min første fødsel, som du også har delt herinde, var så perfekt og hurtig. Kan da ikke lige i erskue hvis nr 2 ikke bliver lige så fed 😣

    1. Forhåbentligt – og formentligt – bliver din fødsel (mindst) ligeså fed som den første ❤️ Men derfor kan det selvfølgelig alligevel være godt at forberede dig på, at din krop muligvis arbejder anderledes end du tror.

  2. Søde Cana, vil du lave et link til din fødselsberetning fra din første fødsel? 😊 Jeg vil super gerne læse den, men der er jo rigtig mange at bladre igennem 😄

    P.S. Tusind tak for en fantastisk og nærværende blog, der giver mig sommerfugle i maven over, at jeg forhåbentlig også skal igennem en (eller flere) graviditeter og fødsler en dag🤞🤞

  3. Hvor er det rart og forløsende at læse, at selvom det på papiret kan fremstå som en god fødsel, kan det stadig være en “traumatisk” og voldsom oplevelse.
    Fødslen af min datter tog 3 timer og 15 minutter fra første ve+ vandafgang til hun var ude. Jeg synes det var en voldsom fødsel og følte mig “snydt” for tid til mentalt at være med. Alle sagde at første gang ville tage lang tid, men sådan gik det ikke.

    Tak fordi du deler, så vi andre kvinder kan føle os helt normale, i en ellers ubehagelig følelse. ❤️

    1. Hej Sophie
      Min første fødsel tog 3,5 time fra vandafgang. Jeg synes ikke, jeg havde en dårlig oplevelse – men stod også tilbage med en følelse af på ingen måde at være forberedt på, at det altså godt kan gå rigtig stærkt første gang… Så følte heller ikke jeg rigtig fik mulighed for at være mentalt med på fødslens forløb.
      Tror bare jeg med denne kommentar vil sige, at du ikke er alene om at have stået i den situation 😊
      Kh Mathilde

  4. Jeg har haft det helt ligesom dig. Da jeg ventede min yngste datter sagde alle til mig, at det ville være ligesom at smutte en mandel. Jeg glædede mig, efter min første fødsel. Den var god, men tog 24 timer fra første ve, og jeg fik ikke sovet.
    Så lillesøster meldte sin ankomst. Og jo, bevares, det gik hurtigt. 5,5 timer. Men det var for hurtigt. For voldsomt til mig. Hun sad fast, og måtte frigøres med McRoberts manøvre, og hun vejede 4,5 kg, hvilket jeg SLET ikke havde set komme efter storesøster på fine 3 kg.
    Jeg var bange og utryg, og det var generelt bare en hård afslutning på en hård graviditet. Nu er lillesøster 6 år gammel, og jeg har for længst parkeret hendes fødsel på en god hylde. Men jeg har IKKE lyst til at føde igen 😊

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven