mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Er du bare mor?


Der er måske ikke den helt store sammenhæng og det kan måske også være svært helt at forstå hvad jeg mener, i indlægget her. Men sagen er den, at jeg var i biografen i går, hvor jeg bed mærke i en sætning, som jeg bliver nødt til at sætte lidt ord på.

Jeg var inviteret ind og se filmen Judy (som jeg i øvrigt syntes var gabende kedelig, omend Renée Zellweger spillede sin rolle som Judy Garland fuldstændigt fantastisk), hvor man i begyndelsen af filmen ser Judy i konfrontation med en meget vigtig film-mand, som spørger hende: “Do you really want to be just a mother?”. Underforstået selvfølgelig, at det så absolut ikke var en titel hun skulle være stolt af.

Well, gæt engang, jeg synes selvfølgelig ikke at han har ret! Faktisk synes jeg at titlen som mor, er en meget, meget fin titel at have og få. Uanset om man så har andre sammen med den, eller ej.

Er du bare mor?

Der er ingen tvivl om, at der sker noget med de fleste af os, efter vi får børn. Ikke alene bliver vi ofte lidt blødere rundt omkring mave-, balle-, og lårregionen og en lille smule (læs: meget) mere trætte end vi plejede at være. Vi sover, træner og danser mindre, vi bekymrer os mere og så får vi med tiden garanteret også adopteret nogle af børnenes interesser, som vi ville have forsvoret på det groveste, inden vi blev forældre. Vores måde at tænke og anskue verden på, bliver forandret og vores perspektiv bliver på samme tid både bredere og smallere. Vores forståelse af kærlighed vokser. Det oplevede jeg i hvert fald selv.

Hold kæft, hvor oplevede jeg dog at min forståelse – og oplevelse – af kærlighed voksede efter jeg fik børn.

Vi tillærer os nye kompetencer. Vi kan skifte bleer og lave havregrød i søvne, vi kan (mindst) 5 forskellige fagtesange, vi lærer vores børn at tale, gå og gebærde sig blandt andre mennesker, imens vi nusser dem i søvn og giver dem, det bedste vi overhovedet har i os, i håbet om, at de vokser op og (for)bliver lykkelige.

Siden jeg blev mor, har dét titel fyldt absolut det meste af mit liv. I det første år efter begge mine fødsler, på en meget direkte facon, fordi jeg var på barsel. Så er det jo dét man skal, ikke sandt?

Og når barslen så slutter, så skal man se at komme ud af sin fedtede barselspyjamas og vende tilbage til livet. Det snakker folk meget om, det her med at vende tilbage, eller at “blive sig selv igen”. Og jo, jeg kan da godt genkende, at jeg føler mig som et væsentligt mere selvstændigt individ, nu hvor mine børn er (og længe har været) så store, at de ikke hænger i mine bryster hver anden time. Selvfølgelig kan jeg det.

Men man bliver jo aldrig sig selv, som man var, inden man fik børn, igen. Vel? Jeg gør i alle tilfælde ikke. Jeg har jo lært alt det her om kærlighed, som mine børn har givet mig og bare fordi jeg laver alt muligt andet, end at være sammen med dem, sådan som jeg var dengang jeg var på barsel, så betyder det jo ikke, at kærligheden bliver mindre. Tværtimod.

Mine børn fylder stadig det meste af mit liv og selv de dage de opholder sig hos deres far, tænker jeg mere på dem, end jeg gør på nogen andre. Mig selv, inklusive.

Det var jo for pokker også (udelukkende) på grund af mine børn at jeg i sin tid droppede psykologistudiet (og i øvrigt heller ikke tog arbejde som jordemoder i stedet). Jeg øjnede simpelthen muligheden for at jeg – med min blog – kunne fungerer som en slags hjemmegående husmor med en lille smule arbejde. Sådan som jeg i øvrigt stadig ser mig selv, selvom jeg har brugt flere år på at overbevise både mig selv og alle andre om, at jeg var alt muligt andet.

Jeg glemmer for eksempel aldrig dengang hvor et større dansk kvindemagasin ville lave en artikel med mig, der skulle gå ud på at jeg skulle tage deres læsere i hånden og gennemgå min dag. Det blev noget med at gøre børn klar, aflevere så sent som muligt, tage et par timer foran computeren, spise frokost og hente igen, til hjemmebag, kastanjedyr og hygge. Altså, sådan et helt almindeligt liv, hvor mor (eller far) har meldt sig en lille smule ud af hamsterhjulet, for at tage sig af sin familie i stedet. Journalisten fra magasinet skrev pænt til mig, at de nok blev nødt til at droppe artiklen, og jeg tror simpelthen, at det var fordi de havde regnet med at jeg var sådan en lidt mere smart – og travl – type.

“Går du bare hjemme?” 

Well, basically ja. Bevares, selvfølgelig så “arbejder” jeg da også ind i mellem og jeg tjener jo også penge svarende til en rigtig løn og alt det der, men mit arbejde er jo også min hobby, så mest af alt så ser jeg faktisk “bare” mig selv som mor.

Det er dét jeg er allermest stolt over at være og om jeg begriber det, når nogen snakker om at hjemmegående mødre “bare” er mødre! Jeg har stor respekt for alle mennesker der mærker efter, og gør dét der føles mest rigtigt. Mennesker der prioriterer efter deres behov, ønsker og drømme i højere grad end dét normerne tilskriver. Uanset om det så er for at melde sig helt ud af arbejdsmarkedet for en stund, eller at tage en stilling der giver 70+ arbejdstimer om ugen, så har jeg respekt for det, hvis det er dét man helst vil.

Der findes nemlig ikke noget “bare” og man er i hvert fald ikke “bare” mor.

At være mor, er en titel man skal bære med sig med stolthed og så kan det i øvrigt være fløjtende ligegyldigt om man bærer andre titler med sig eller ej.

Skriv din kommentar

Kommentarer (3)

  1. Jeg har været hjemmegående mor i de fire et halvt år vi har boet uden for Danmark, og jeg har nydt det virkelig, virkelig meget. Jeg kunne sagtens sidde og opremse alle de fantastiske fordele der er ved at have tid til og med sine børn (og sig selv), fuldstændig eliminere fænomenet hverdagsstress og tage et valg som under andre omstændigheder ikke ville have været muligt – men ved du hvad? Jeg har skullet forklare det SÅ.MANGE.GANGE., at jeg ikke engang rigtigt orker det igen. Eller rettere, ikke forklare, men forsvare. Og dem, der har stillet de mest kritiske spørgsmål og hævet de fleste øjenbryn, har været mine danske medsøstre. “Og du kan godt holde det ud?” “Bliver du ikke vanvittig?” “Hvad med dine egne ambitioner?” “Kan du virkelig godt få tiden til at gå?” Osv. Og de er jo fair nok, spørgsmålene. Men hvor ville jeg dog ønske, at de blev stillet med et mere åbent sind og mindre forudindtaget fordømmelse. Heldigvis er det helt normalt at være hjemmegående dér hvor jeg bor, og de færreste af mine veninder her har et fuldtidsarbejde. Men jeg bliver konfronteret med de skeptiske spørgsmål hver gang jeg rammer dansk jord. Er det velment? Måske. Men i så fald findes der uendeligt mange, mere nysgerrige og nuancerede måder at spørge på. Jeg har haft masser af andre titler gennem tiden og skal såmænd nok også få nogle nye hen ad vejen. Men mor-tingen har altså været altoverskyggende i nogle år – og det har været ganske, ganske fint for mig og ikke mindst min familie. Og det er vel dét der betyder noget. Så tak for indlægget her.

  2. Der er et klart ligestillingsperspektiv i “bare” at være hjemmegående. Det er oftest kvinder, der vælger denne løsning på en presset hverdag. Derfor er det ikke et individuelt, men et strukturelt valg. Det er de færreste familier, som husker at indbetale på den hjemmegåendes pensionsopsparing, hvorfor det på lange bane koster dyrt. Bliver man skilt, og det sker jo, kan det fælles valg om at den ene forældre har været hjemmegående, ende med en regning i form af lavere livsindkomst, dårligere job/karrieremuligheder, som der kun er en til at betale. Det perspektiv mangler, synes jeg i diskussionen om familie-/arbejdstidsbalancen.

    1. Hvis det dog bare var velmenende bekymring omkring min økonomiske fremtid, der prægede de spørgsmål jeg får, ville det være rigtig nemt at forklare at det er der skam taget højde for. Men det er ikke den type spørgsmål jeg (personligt) får. De er mere af “og du bliver ikke vanvittig af ikke at lave noget?”-karakter. Igen, jeg kan kun tale for mig selv. Men det er desværre min erfaring.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven