mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

En lillebror der kom liiiidt uventet

Først læste vi om dengang hun skulle føde sine børn, der desværre aldrig nåede at leve, så læste vi om dengang hun – første gang – skulle føde igen, efter at have mistet. To beretninger, som gik direkte i hjertekulen hos mig. Sidenhen har hun født igen, og i dag får vi simpelthen den ære, at læse beretningen om familiens nyeste skud på stammen; en lillebror, som meldte sin ankomst liiiidt førend beregnet. Tag godt imod <3

Tirsdag var en dårlig dag. Jeg var sur, træt og tung. Med potentielt 7 uger til fødsel, virkede alting uoverskueligt!

Natten mellem tirsdag og onsdag er jeg oppe og tisse et par gange. Intet nyt i det. Klokken 03.20 vender jeg mig rundt i sengen og får følelsen af at jeg tisser i bukserne. Mens jeg rejser mig, får jeg sagt til min mand at jeg tror at vandet er gået. Han vågner ved lyden af et plask på gulvet.

Jeg er panikslagen. Jeg er kun 35+0. Jeg aner ikke hvordan baby ligger ifht. hoved/numse og derfor heller ikke om hovedet står fast i bækkenet. Min mand finder fluks håndklæder under mig og jeg ligger mig tilbage i sengen mens jeg ringer til Fødegangen. Grundet ovenstående får jeg at vide at jeg skal blive liggende indtil jeg bliver hentet af en ambulance indenfor den næste halve time.

Panik, panik! I lejligheden er også vores to større drenge som vi jo ikke bare kan forlade. Min mand kaster et par shorts på og skynder sig ned til en nabo i håb om at hun kan sidde med dem indtil mine forældre kan komme til København fra Sydsjælland. Det kan hun heldigvis!

Vi kaster vandrejournal i tasken, kamera, et sæt (alt for stort) tøj, tandbørster og en telefonoplader i en taske.

Den kommende storebror ligger i smørhullet i vores seng og sover fra både vandafgang, panik og fra at der står to ambulancereddere som hjælper mig ud og ned af trappen.

Allerede i den korte ambulancekørsel fra Ydre Østerbro til Rigshospitalet begynder jeg at mærke noget murren. Og CTG ved ankomst til Fødegangen viser også småveer.

Da fødslen er gået i gang ved vandafgang inden 37+0, skal jeg have antibiotika med det samme og gerne nå at få det et par gange inden fødslen. Derudover skal han allerhelst være ude inden der er gået 18 timer og max. 24.

Jeg har småveer hele formiddagen og omkring kl.11 bliver vi sendt på gåtur rundt på hospitalet. Jeg vælger at tage trappen to etager ned og vi når kun lige hen 7/11 på Rigshospitalet da jeg siger til min mand at vi hellere må vende om. Jeg tager elevatoren op.

Klokken cirka 12 får jeg endelig en fødestue trods det at jeg ikke er i aktiv fødsel endnu. Jeg har normalt god effekt af lattergas, så det kan jeg få.

Jeg bliver ved med at have småveer som ikke rigtigt bliver noget. Så omkring 16.30 startes jeg op på vestimulerende. Cirka samtidig ankommer min mor og vores største dreng på 6 1/2 år som har ønsket at være med til fødslen siden han fandt ud af at jeg var gravid. Han stiller mange nysgerrige spørgsmål til JM, som simpelthen synes at han er herlig. Han spiser slik, drikker Cola og spiller på sin Nintendo Switch mens han indimellem “tjekker ind” på hvordan det skrider frem med fødslen.

Først 17.45 er jeg i aktiv fødsel. Jeg er både fysisk og psykisk udmattet på dette tidspunkt. Jeg begynder at gå i panik (heldigvis er min mor og vores søn nede for at spise mad på dette tidspunkt) og sammen med JM beslutter jeg at få en epidural. Den var fantastisk! Epiduralen lægges og jeg har fuld effekt af den ca. 18.30.

Klokken 18.50 siger jeg til JM at jeg skal presse. Det tror hun ikke helt på og hun er ved at sætte endnu en omgang antibiotika op. Jeg insisterer på at jeg skal presse NU! Hun indvilliger til at tjekke. Og sørme om jeg ikke skal presse! JM får lidt travlt, da der pga. tidligere blødning skal være ekstra hænder på stuen til mig og ekstra hænder på stuen til lillebror. Så udover min mand, min mor, vores store dreng og JM ankommer 2 ekstra JM, en SOSU-hjælper og to børnelæger til stuen.

Klokken 19.11 bliver Lillebror født. Til sin morfar beskrev vores søn fødslen som ‘klamt, men smukt’, og det har han jo helt ret i.

Jeg får Lillebror op på brystet, men han knirker lidt og børnelægerne får ham over. Pludselig kommer der en skylle blod og JM’erne går all in på at stoppe det. Min mor tager vores store dreng med ud af rummet. Moderkagen fødes og de får blødningen under kontrol. Jeg får Lillebror over igen, men for en kort bemærkning. Han skal på neonatal og have C-pap. Min mand går med ham, og min mor tager hjem. Det er virkelig travlt på Fødegangen og min JM skal et andet sted hen. Så jeg ender med at være alene på stuen i næsten to timer før min mand kommer over og spiser “fødselsdags”mad med mig. En underlig følelse at spise det uden at have sit barn ved sig. Først lidt over 22 får jeg lov at komme i en kørestol og blive kørt over på neonatal til Lillebror.

Vi er indlagt på neonatal fra onsdag aften til mandag eftermiddag, først pga. C-PAP og efterfølgende fordi han ikke kan spise nok ved mig og skal have supplerende sonde.

I dag har han det heldigvis bedre. Nu skal vi bare lige vænne os til at være en familie på 5.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven