mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Det der bare flyder

Det føles som lang tid siden jeg har skrevet. I hvert fald uden andet formål, end at få afløb. Det var jo sådan det hele startede, det her med at blogge. Det blev mit afløb. Min ventil endda, nogle gange. Det blev min elskede hobby, min passion og dét jeg allerhelst ville bruge min tid på, når mine børn sov. Okay, jeg ville måske nogle gange også gerne – eller endda hellere – ud med mine veninder, høre musik, danse og grine højt, men som småbørnsmor var min virkelighed jo som oftest, at jeg sad derhjemme, når børnene sov. Det gør jeg sådan set stadig, selvom man ikke længere kan kategorisere mig som småbørnsmor. Ikke rigtigt i hvert fald.

Jeg var i går til sådan en skoleparathedssamtale i børnehaven, og sådan som jeg egentlig også havde forventet, så mente de søde pædagoger selvfølgelig, at Peter var fint klar til at skulle starte skole næste år. Min baby, som skal starte skole, mand. Min baby, som jeg i morges cyklede afsted i ladcyklen, imens hans storebror sad ved siden af ham og læste for sig selv, i sin tykke bog om Mindcraftøen. Min første store kærlighed, der er blevet sådan én der kan læse, som er begyndt at forstå både ironi og sarkasme og som kan få mig til at le som ingen anden.

De fylder ret meget i mit liv, mine børn og selvom jeg ikke er sammen med dem hver dag – de er jo trods alt også en hel del sammen med deres far – så tænker jeg på dem altid. Næsten altid, i hvert fald. Men det er alligevel på en anden måde, end det var engang. De bliver tiltagende selvstændige og det kræver selvfølgelig, at jeg bliver det samme; at jeg kan slippe symbiosen og lade dem gå egne vegne. For det føles det som om de gør. I små skridt, i hvert fald.

Når børnehavens pædagog fortæller om hvordan Peter er så god til at løse konflikter og finde på lege og være dén de andre gerne vil være venner med, så ligger det jo ude af mine hænder. Det er ham, der gør det og selvom jeg bilder mig ind, at jeg har gjort mit bedste for at hjælpe ham på vej, så står jeg jo ikke på legepladsen og hjælper ham til at svare godt og konstruktivt, når han af og til kommer i konflikt med de andre børn. Det gør han selv. Ligesom Jens laver legeaftaler, sender små breve og læser i bøger jeg ikke aner hvad handler om. Det er ude af mine hænder og selvom jeg i nogle øjeblikke kan få helt åndenød ved at tænke på det, så kan jeg faktisk også ret godt lide det.

Jeg kan godt lide, at have afleveret to smilende børn til hver deres sæt af venner i skolen og i børnehaven, for at cykle tilbage til mit hjemmekontor, gå en tur med hunden, drikke en kaffe med min kæreste, sende endnu en stak bøger ud i verden og sætte mig foran computeren, for i ro og mag at skrive et blogindlæg. Det her blogindlæg, som minder mig om, hvorfor det er, at jeg så godt kan lide at blogge. Jeg kan godt lide det umiddelbare, det nærværende og dét, der bare flyder. Også selvom det ikke altid giver mening for andre end mig. Det var vist bare lige det.

Nårh nej – én ting mere. Se lige hvor nuttet Martha er blevet! (Eller stadig er). Den hund smelter mit hjerte.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Ja man skal elske tiden mens den er der og være i den pludselig går tiden stærkt 😉 har selv prøvet det men kan nu glæde mig over at følge mine små børnebørn som også er godt på vej med deres personligheder ❣ hilsen

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven