mo

Besøg min nye webshop. Altid fri fragt ved køb over 499.-

Bare indtil i morgen


Jeg hørte forleden, at vi skal huske at være taknemmelige, for alt der er os givet. Det vidste jeg selvfølgelig godt, men derfor var reminderen alligevel kærkommen, fordi den mindede mig om, hvor lille jeg er. Nogle gange – særligt når jeg er i ubalance på den ene eller anden måde – kan jeg godt føle, at mit ansvar bliver lidt vel stort. At jeg skal bære mere end jeg kan løfte og at alt (altså, alt det jeg beskæftiger mig med) afhænger af mig og min indsats. Det er selvfølgelig en fin egenskab at have, når man skal præstere, fordi det altid får mig til at yde mit aller-allerbedste, men til gengæld kan det også være hårdt. For jeg bærer jo ikke spor mere ansvar end alle andre. På nogle områder, måske ja, men så er der til gengæld andre områder, hvor jeg bærer mindre, så vægtskålen alligevel går op. Vi lever allesammen i det samme system, i den samme natur og i noget, der på én eller anden måde, er det samme liv, med de samme følelser. Og dét kan jeg vildt godt lide at tænke på.
Jeg kan godt lide at tænke på mig selv, som en del af naturens store system. Hvor min indsats selvfølgelig er vigtig, men ikke afgørende for særligt meget andet end mig selv. Hvor vi allesammen er lige, og hvor vi allesammen er blevet givet det samme liv og samme mulighed for at tænke os om, gøre gavn, give videre og elske.
Ja, det sidder jeg simpelthen og kommer i tanker om, et sted på E20, på vej mod Lalandia.
Den fuldstændigt ensartede, næsten hvide himmel hænger så lavt, at den slører horisonten i en tåge af dis. Bladene på træerne er både gule, grønne og brune og bilernes lygter lyser skarpt, selvom det er højlys dag. Eller mellemdunkel dag ved middagstid, om man vil.
Det ser ud som om naturen gemmer sig lidt og at den har glemt hvor smuk den faktisk er. Sådan tænker jeg, at vi alle kan have det i ny og næ. Når vi bare har lyst til at lægge os på sofaen, med en stor, blød dyne og en varm kop the og sluge adskillige afsnit af vores yndlingsserie, fordi det hele kan synes uoverstigeligt. Når vi et øjeblik har glemt, hvor gode, smukke og stærke vi rent faktisk er. Det øjeblik, hvor vi har brug for at lade op, lade stå til og lade være. Sådan ligner det at naturen har det lige nu og hvis ikke det var fordi at jeg om et par timer befandt mig i kunstig solskin og klorfyldte bade, så tror jeg at jeg ville gøre det samme. Bare indtil i morgen.

Skriv din kommentar

Kommentarer (1)

  1. Er netop kørt hjem fra Lalandia i dag… både den grå himmel OG min mand og jeg trænger i den grad til at lade op efter fire dage dét sted 😄

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven